"Fordi"--han stammede og søgte om Ord, saa sagde han hurtigt: "det er
noget, man har paa Følelsen, Frøken Blom."
Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. "Hvad han
skriver, er dog virkelig smukt."
"Maaske ..."
"Blomstertur--Damen to Herrer--Damen to Herrer."
De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetrækket ved hendes Slæb,
Margrete lagde sagte sin Vifte ned paa den.
Han fo'r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og saá paa hende.
"Er De vred?" spurgte hun.
"Hvorfor skulde jeg være vred?"
Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men William havde
taget hendes Arm og sad og klappede den med sin Haand.
Der blev ikke talt mere, han sad og vilde fange hendes Blik og blev ved
at klappe hendes Arm. Musikken var gaaet over i Galop ...
Saa rejste han sig halvt og bøjede sig frem over hende ...
"William," det lød kun som et Suk. Han bøjede sig helt ned, søgte
ilfærdigt hendes Mund og gav hende et mildt Kys.
"Margrete"--
Hun mærkede, en Taare kom frem under hendes Øjenhaar, men hun viskede
den ikke bort.
"Gaa, William." sagde hun sagte, blev selv liggende ubevægelig. "Gaa ..."
Han saá paa hende og smilede, rystede paa Hovedet og bøjede sig ned; han
kyssede hurtige hendes Hals.
"Slip mig--slip mig!" sagde hun og stødte ham fra sig. "Slip mig."
William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En
Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de,
kort, uden Grund, og Williams Haand søgte hendes med et Tryk.
Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg. Hun
slog med smaa Kast Viften ind mod sin Hage og sad og saá tankefuld ud.
Lidt efter lidt faldt ogsaa William i Tanker. Han blev næsten
forskrækket, da hun talte:
"Det er saa besynderligt," sagde hun.
"Hvilket?"
Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kvasterne.
"Naar De blot ikke vilde være Skuespiller," sagde hun saa. Det var et
højttænkt Brudstykke af en Tankegang ...
William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og sagde meget sagte:
"Hvorfor kan De ikke tro paa det?"
"Det er saa besynderligt," sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede paa
hende med aandsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt
Angst greb hun ham i Armen: "Gør det Dem saa ondt?" spurgte hun.
William rev sig løs: "Ondt--nok," sagde han.
Han havde bøjet Hovedet uden at se paa hende, og disse nye Minutter,
hvori de ikke talte, syntes hende Evigheder. Pludselig, som Lynet, sagde
hun til sig selv, at under denne Tavshed gled William Høg fra hende,
uigenkaldelig fra hende.
Hun lagde næsten frygtsomt sin Arm paa hans Skulder, vilde vække ham, i
det mindste faa ham ud af den Dvale, hvori han sad.
"Skal vi danse?" spurgte hun mildt.
"Ja, lad os kun danse," William rejste sig, bød hende
Armen og traadte i hendes Slæb for at komme frem.
Da Margrete Blom kom ind til sin Plads, viskede hun en Taare bort med
Handsken.
Man var ved at bryde op. Ude paa Gangen stod de liberiklædte Tjenere med
Tøjet, Stuerne var halvtomme, i Dagligstuen var Stolene hulter til
bulter spredte over Gulvet, Vandkaraflerne paa Hjørnebordene stod tømte.
Tjeneren samlede Kaffekopper sammen paa en Sølvbakke.
Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William kom forbi.
"Skilles vi som Venner?" spurgte hun og rejste sig halvt.
"Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde--."
"De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu ... Naa--det faar være, giv
mig dog Armen. Jeg er træt--af at sidde saa meget."