De dansede lidt vildt. William førte op, han havde ondt ved at holde
Rækkerne, de inklinerede i ét væk og fo'r ud alle paa én Gang.
De dansede kun Galop. Herrerne førte Damerne i Løb, svingede pludseligt,
førte dem ind under Lysekronen og blev ved at dreje, snurrede atter
rundt. De var røde i Hovederne, Skjortebrysterne var lidt krøllede,
nogle af de Atlaskesslips flagrede og var gaaet op. Damerne holdt op i
Slæbene, dansede smægtende bøjet ind mod Herrerne, helt ind i deres
Arme.
Det var uafbrudt Knejpemelodier.
Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo'r ud, William jog
dem hjem; raabte paa Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op paa
Stolene, de streg, kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik
hver et Lys og holdt det højt i Vejret.
"Saa."
Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind mellem Stolene, rejste
sig paa Tæerne, Damerne hævede Lysene, Herrerne raabte, pustede;
slukkede.
Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet.
Saa snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stakaandede.
Man faldt ned paa Sofaerne, kølede sig med Armbaandene, trak sig tilbage
bag de kinesiske Gardiner, hvor Vinduerne stod aabne.
Nede paa Gaden havde der stillet sig et Par Mennesker op og hørte paa
Musikken.
Undertiden raabte de pludselig i Munden paa hinanden inde i Balsalen,
saa man næppe kunde høre Klaveret, mens Støjen summede op.
Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatzfeldt kom over Gulvet
og inklinerede for William.
"Men jeg er opførende," sagde han.
Saa dansede de ud. Grevinden var højere end han.
Hun drog Vejret hurtigt og laa fast, meget fast, mens William
indaandede Pudderlugten fra hendes Hals.
Lokkerne kom i Uorden ... "Det Haar," sagde hun. Han slap et Øjeblik
hendes Haand og slog den genstridige Lok tilbage fra hendes Hals.
"Tak--den irriterede mig."
De dansede lidt endnu. "Man bliver saa stakaandet," sagde Grevinden. De
holdt op.
Endelig kom Kotillon. William og Margrete havde ikke talt sammen under
Borddansen, deres Blikke mødtes kun, naar hun fo'r forbi i Dansen. Det
var alt.
Nu skulde de danse.
William havde aldrig set Frøken Blom med saa straalende Øjne, hun sad
inde i Kabinettet paa en Sofa og daskede Nina paa Armen, lidt dovent.
William blev slaaet af det lade, der var udbredt over hende. Saa snart
han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, blev staaende saaledes,
støttet til ham.
Hun blev ved at tale til Nina og saá ikke paa William. Saa gik de ind i
Balsalen.
De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, snakkede hurtigt op om
allehaande ligegyldige Ting. Lidt efter blev det deres Tur at danse.
Han dansede straks stærkt i, fo'r Stuen rundt og svingede. Hun blev
tungere i hans Arme.
"De danser saa stærkt," sagde hun. Han førte hende hurtigere.
"Det er Melodien," sagde han og blev ved at se paa hende. Han følte
Varmen i Salen, men hendes Aande skar dog igennem; den kom stødvis. Der
fo'r et andet Par forbi, han maatte tage hende fastere, føre hende ud
til Siden. Deres Øjne hvilede i hinandens ...
Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen omkring dem bedøvede hende, hun
var liga ved at faa Taarer i Øjnene og lukkede dem ...
Williams Blik hvilede paa hendes Ansigt, han hørte hendes Aandedrag, hun
holdt Hovedet lidt tilbage, Hagen frem. Og saa smilede hun ...
Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det næppe selv, men han
drejede stadig rundt, hurtigere og hurtigere.
Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans.
"Jeg tror, jeg besvimer, William," sagde hun. Ordene gled ud i et Smil.
"Det er Melodien," gentog han.
Saa standsede hun med et Ryk. "Lad os gaa ud paa Gangen," sagde hun,
"her er for varmt."
Der var køligt paa Gangen.
"Det gør godt," sagde hun og holdt Hovedet tilbage. "Der var for varmt
inde."
De gik nogle Skridt frem, "Lad os sætte os," sagde han.
"Ja, jeg er blevet træt." Margrete lod sig falde ned paa den røde Sofa
og trykkede det kolde Vifteskaft mod sin Pande. "Aa, Høg," sagde hun
dovent, "drag mit Slæb lidt sammen." Hans Haand strejfede hendes Fod,
han løftede Kjolen sammen og satte sig.
"Jeg er blevet helt ør," sagde hun. Hun sad, lænet tilbage
og smilede inde i Nichens Mørke. "Det er Champagnen, tror jeg."
"Den var dejlig."
"Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede.
Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en
utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke.
Glassene klirrede.
"Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille."
"Ja."
Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede Hovedet sagte i Takt til
Valsen indefra. Engang imellem aabnede hun Øjnene, saa mødte de hans,
som sad lidt bøjet frem og saá paa hende. Hans Øjne skinnede.
Musikken standsede. Man hørte den opførende Herres Raab: "Hver Dame en
Herre, hver Dame en Herre"--saa Støj og Musikken, som begyndte igen.
"Er det Amélie-Vals?"
William nynnede lidt efter Musikken: "Jeg tror det". Noget efter: "Vil
De danse?"
Hun havde rejst sig lidt i Sædet og sad og legede med Kvasterne paa det
røde Forhæng: "Kan man virkelig ikke danse med Hoff?" sagde hun saa.
William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyggen, han følte, han
blev blussende rød, og som Svar paa et ganske andet Spørgsmaal sagde
han: "Jeg holder heller ikke af, at Nina danser med ham."