"Naa ikke--nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil dog be'e min Datter, at
hun siger "Nej" til den Herre."
Parret var nu lige ud for, men ingen af dem saá William ...
"Og De synes virkelig, det er upassende?" sagde Hoff, idet de dansede
forbi, han førte Ansigtet tæt ned mod hendes for at høre Svaret.
William vilde helst ikke se paa det og gik ind.
Han satte sig paa en Hjørnesofa i den inderste Stue og bladede i et
Album. Han vilde dog sige til Margrete, at man ikke gjorde Ret i at
danse med alle og enhver, og at man helst skulde sige Nej til Hoff ...
Han vilde ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige det,
saa kunde hun ... Margrete kendte naturligvis ikke Hoff, og saa var det
dog virkelig rigtigt--det var jo ligefrem hans Pligt, naar Margrete kom
saa meget hos dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med et
Menneske, som--nej, som man ikke dansede med.
"Saa kender De mig altsaa slet ikke igen," sagde en Damestemme lige ved
ham. Han saá op og rejste sig hurtigt.
"Jo--nu, Fru Grevinde," han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og
stod og trak i sin Uhrkæde.
"Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det."
Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. "Vi har jo kun set hinanden én
Gang."
William vidste ikke, hvad han skulde sige. "Ja, Fru Grevinde, én Gang,"
stammede han saa igen.
"Og den ene Gang var De meget vred paa mig ..."
"Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt." svarede William og satte
sig uden at se paa hende.
"Og jeg beundrede Dem," sagde Grevinden efter en Pause, hun havde siddet
og bidt i sin Viftes Perlemorsskaft. "Siden har jeg ofte ønsket at
træffe Dem for at forklare mig, forklare Dem en Opførsel, som De vel har
bedømt meget strengt."
Hun holdt inde nogle Øjeblikke, Da William tav, vedblev hun lidt
koldere:
"De vidste jo ikke, at jeg egentlig skulde være forblevet i Hamborg i
otte Dage."
"Nej--"
"Men hvad skulde jeg gøre--Deres Fader var meget syg, og jeg var meget
ængstelig ..."
"Grevinden forstod at beherske sig," svarede William.
Der kom noget som et Glimt i det graa Blik. Hun lænede sig lidt tilbage
og slog det askeblonde Haar tilside.
"Saa fandt jeg Dem desuden interessant," sagde hun, "De var ikke som
andre ..."
"Da talte jeg ellers ikke meget ..."
"Saadan noget ser man," sagde Grevinden og saá igen paa ham. "Siden har
Frøken Falk talt om Dem"--hun gjorde med ét en Pause. William sad
stadig foran det aabne Album, han bukkede sig pludselig og vendte Bladet...
"Hun roste Dem saa meget."
Dansen var forbi og Grevinden rejste sig fra Sofaen for at gaa et Par
Damer i Møde. William lagde Mærke til hendes Gang, hun vuggede stærkt i
Hofterne.
Nina stod i et Hjørne af Kabinettet og talte med Gerson.
"Jeg vil gerne tale med Dig," sagde William.
"Hemmeligheder?" spurgte Gerson og gik til Side.
"Det just ikke ... men Du skal ikke danse med Hoff, Nina ... og"--det
varede lidt--"Margrete heller ikke. Folk taler om det."
Nina gav sig til at le.
"Hvorfor ikke?" spurgte hun.
"Han er ikke af de Herrer, man danser med."
Det var længere hen paa Aftenen. Inde i Balsalen var Luften varmere,
Herrerne bragte Isvand, og man sloges om Likørbakkerne; Damerne valgte
de kølige Kroge bag Gardinerne, hvor de sad gemte i Halvmørket, mens de
bevægede Vifterne i store Buer.
Ude paa Gulvet dansede man ivrigere. Den opførende Herre raabte, førte
an i Løb i Turene. Saa fo'r Damer og Herrer mod hinanden, tilbage,
sammen i tæt Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de
snurrede alle rundt.
Naar Turen var forbi, var de endnu mere ophedede og stakaandede.
Endelig kom der en almindelig Inklination for at give de Dansende Tid
til at trække Vejret. William inklinerede for Margrete, det var første
Gang.
"Jeg troede, De havde glemt mig," sagde hun.
Hun lagde sig ind i hans Arm, han vidste ikke ... men han stod lidt,
inden han gik ud i Dansen ... Saa begyndte de.
Det var en Vals.
De talte ikke, Margrete dansede med Hovedet bøjet og nedslaaede Øjne,
William tog ikke Blikket fra hende. Tilsidst rødmede hun under Blikket,
og da deres Øjne mødtes, smilede de begge.
"Det er en dejlig Melodi."
"Dejlig."
Han lagde Armen lidt fast om hendes Liv. "Ligesom den bar os" ...
De saá hele Tiden paa hinanden, blev ved at danse. Pludselig holdt
Musikken op. De var alene paa Gulvet.
Margrete slap hans Arm, hun var meget rød. Da hun kom hen paa sin Plads,
trykkede hun Haanden ind mod sit Bryst, hun havde Sting.
"Frøken Blom danser godt," sagde Hoff, der gik forbi William.
Man spiste ved smaa Borde. Nina havde en Baron Petersdorf som Herre,
Gerson dansede Borddansen med Margrete, William med en anden af Sofies
Veninder.
Det var hen i Maaltidet. Baronen havde skudt Flugtstolen tilbage og sad
med fremstrakte Ben og legede med sin Uhrkæde, mens han konverserede
Nina, der var rød i Kinderne og havde lagt en lille Stump Is i sit
Kammerdugslommetørklæde for at køle sine Øjne.
William sad imellem "Veninden" og Margrete.
Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Divanbordet og sad lænet
tilbage med Hovedet støttet paa den polstrede Ryg. Gerson viftede hende.
William talte ikke meget.
De havde alle drukket megen Champagne, Margrete især, hendes Øjenlaag
var næsten tunge. Hun og William havde drukket to Glas med hinanden:
første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden
Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt
Gerson om at tage Glasset. Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa
William, smilet og tømt det.
William drak ud til Bunden.
Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for
at give Plads, kom saa til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme
saá han paa hende, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor
var de fløjlsbløde--helt dunede.
Hun rørte sig ikke.
"Aa, hvor det køler," sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod
hende. Hun havde haft Hænderne liggende i sit Skød, nu faldt den ene
Haand ned og strejfede William ...
Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet i en Kransekage:
"Kærligheden kommer og besejrer os alle--
dens Besnærelser er berusende søde."
William saá uafbrudt paa Margrete, som smilede.
"Kender De noget til de Besnærelser, Gerson," spurgte hun. Hun saá slet
ikke William, rejste sig et Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød
hende en Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm paa hendes
Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken ned mod hans Haandled--