"Altsaa Kotillon?" William rakte med et Buk Frøken Blom det vifteformige
Balkort. Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun
flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge
røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og
William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden.
Saa gik han. Det var svært at komme frem, han gled ad og ind mellem
Klyngerne, han kom til at støde til en rund Albu, han maatte skubbe til
et Silkeslæb med Foden ... Damerne stod eller sad under Lysekronen med
Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, dækkede og
blottede, blottede og dækkede Skuldres Hvidhed og Halses Skønhed.
William standsede. En gul Dame bøjede sig helt til Siden og lo, mens
han trykkede sig tæt forbi; han traadte paa et Slæb og mærkede Køling
fra et Par Vifter. Hans Læber næsten strejfede en Nakke, som lænedes
pludseligt tilbage. Saa slap han ud og gik hen over Gulvet til en Klynge
af Herrer. De stod og slingrede sømandsmæssigt paa Benene, bredte sig i
deres hvide Skjorter og trak i de stramme Handsker, mens de holdt Øje
med deres Skilninger i Hjørnespejlene. En og anden viftede sig med sin
Chapeau-bas, mens han vuggede lidt i Hofterne.
En Gang imellem trænger en af Herrerne sig udenfor Klumpen og vover sig
lidt frem paa Gulvet, standser og trækker nervøst i sin Vest; sætter Saa
med et halvvejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der aabner og
lukker sig igen om den sorte Kjole, som forvilder sig mellem alle de
skinnende Blottelser og Farver ligesom en Flue, der fortumles og
forsvinder i en Blomsterkalk.
Mer sikre Herrer med Haaret sat meget fast med glinsende Stangpomade og
med Roser i det venstre Knaphul, lader, som om de i Distraktion kommer
nærmere Kredsen under Lysekronen. De taler sammen, to og to, og lidt
efter lidt naár de, ved en hurtig Drejning eller ved et Par Skridt til
Siden, hen over Gulvtæppet. Tilsidst bliver det uartigt ikke at drage
den nærmeste Dame ind i deres Samtale. Men er Damen vundet, gaar den ene
af Herrerne paa nyt Rov.
Andre Herrer blev staaende inde i Krogene. Der var nogle, som ikke var
visse paa, om deres Slips sad rigtigt; de søgte at komme i Nærheden af
Spejlet og spurgte ti Gange deres Nabo, om ikke deres Flip var for vid;
nogle bad om at blive børstede af, og var generte, fordi deres Skjorte
krøb op, eller de vidste, Undervesten ikke var rigtig ren; nogle havde
ogsaa Hemmeligheder, "unge" Mennesker, som brød sig Pokker om Ballet, og
som stod og fortalte Historier fra inat: de havde sat Laura Stævne hos
Mohr, naar de kørte hjem. De er stumme over for Damerne; men under
Dansen eller ved Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter
"Kanapévisen" og nynner "Lindenau", lader saa, som om de griber sig selv
i det og siger "om Forladelse", mens de ler Damen lige op i Ansigtet.
Nogle tør ikke gaa frem, de er kommet ind med et Buk paa skraa og
glorøde Kinder; har taget Handsken af den højre Haand for at række den
behandskede Værtinde en klam Lab: de beklager, at Fruen ikke var hjemme,
da de var for at gøre Visit. Saa redder de sig med et Ryk væk og gemmer
sig i et Hjørne, hvor de nu staar og kigger frem, saa det ser ud, som om
de stod paa Tæerne, og hvor de vilde blive staaende klemte til Væggen,
som de var klistrede til Tapeterne, lige til man gaar til Bords.
William stod og saá over paa Gerson, hvis blonde Hoved dukkede op og ned
inde i Sirenekredsen, han stod nu tæt ved Frøken Blom. Gerson tog hendes
Balbog og gav den tilbage med Haanden paa Hjertet, mens Damerne lo.
"Tilgiv". William fik et let Slag paa Skulderen og vendte sig, "men var
det ikke Dem, som talte for Arbejdet i Foreningen?"
William saa lidt paa Mennesket, en meget friseret, mørkhaaret Fremtoning
med store Øjne.
"Jo, det ..." Resten gled ud i et Buk.
"Undskyld--men mit Navn er Hoff."
William bukkede igen. "Jeg skal sige Dem, Naiveteten morede mig ..." En
Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen ... "Kommer, kommer," sagde han saa og
lo. "Ja vi skal senere gøre Bekendtskab".... Saa vendte han sig og blev
forestillet for en høj, blond Dame, William kun saá paa Ryggen.
Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe paa
ét Sted. Man trækker af med ham for at præsentere ham for Damer, for at
hilse paa Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ondskabsfuld i
det andet.
Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde
man truffet Navnet "Bernhard Hoff" overalt, paa Theaterplakater, paa
Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i Livet traf man ham allevegne og kunde
ikke undgaa at se ham. Man mødte denne spinkle Figur med det blege, graa
Ansigt overalt: paa Gaden, paa Langelinje, i Theatrene. Som oftest kørte
han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammenfalden og
klemt op i det ene Hjørne, Saa saá han ud som Døden fra Lybeck, som om
han vilde blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han
med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen
med ham, skønt han var ligesaa bagtalt privat som offentlig. Naar han
var sammen med nogen, var han altid nervøst livlig og meget snaksom.
Man nævnede hans Navn sammen med en bekendt Skuespillerindes, og han
havde altid Lommen fuld af rosenrøde Billetter.
Hans Ødselhed var endnu større end hans Indtægter, og han brugte i den
ene Maaned ligesaa meget til Parfume, som han alt i alt maatte leve for
i den næste. Hans Pengeaffærers Vanvid gav Folk endnu mere at snakke om
end hans Erobringer.
Hvad der havde gjort ham saa fejret i Dameverdenen--thi Herrerne satte
ingen Pris paa denne moderne Udgave af en forfejlet "Heliogabal", som en
af hans Modstandere en Gang havde kaldt ham--var dels hans Ungdom: han
var kun tre og tyve Aar, og han syntes selv at sætte saa megen Pris paa
dette Fortrin, at han paa alle Maader forsøgte at fængsle ag fastholde
det noget raffineret barnlige, østerlandsk drengede, der havde
forskaffet ham det ovenfor nævnte Tilnavn; dels hans ejendommelige Ydre,
som det besynderlige Menneske akcentuerede stærkt ved sort Pelsværk og
Toiletkneb, og hvis noget hede Kolorit stemmede saa godt med det aldrig
svigtende Skær af Sensualitet, som syntes at klæbe ved alt, hvad han
skrev som Forfatter.
William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff havde interesseret
ham. I Begyndelsen havde han ligesom de fleste andre været irriteret paa
Hoff; han blev ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i
Hælene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde Reklame. Og
det samme, som William saá i Hoffs personlige Optræden, stødte ham
stadig tilbage i hans Forfatterskab, som han under Spektakel spredte til
alle Sider i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, men uden Ro
og uden at tage sig sammen til noget helt.
Men saa havde han en Dag set ham i et Forlystelseslokale. William selv
sad paa Gulvet, men saá Hoff komme ind i en Loge. Han lo, smilede til
Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han
kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med
sin Person og dens Støj.
Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden;
lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et
Vittighedsblad.
Men lidt efter lidt faldt han sammen. Han satte Kikkerten fra sig paa
Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden.
Trækkene blev fuldstændig slappe og askegraa; Figuren sank sammen under
en Byrde af Træthed. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning.
Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12
køre bort med to Damer.
Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.
Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som trængtes sammen om ham, mens
han stod og koketterede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær
Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Haar. William ønskede,
han vilde skabe sig lidt mindre.
Saa blev der klappet op.
Herrerne trængte sig frem mod Kredsen, og det blev en pludselig Tummel,
mens alle gav sig til at tale paa én Gang, og Musikken Fra Balsalen,
hvis Dør blev lukket op, lød stærkt i Marschtakt. Den opførende Herre
raabte ivrigt uden at blive hørt; man trængte ilsomt frem mod Fløjdøren,
Par ved Par, medens Damerne fik travlt med at glatte Haar og kaste Blik
paa Blomstergarniturerne ved deres Bryst. Nogle tog op i Slæbene og gik
noget bøjede, mens de bar det.
William skyndte sig hen til Nina, som han skulde have til første Dans,
men hun slap forbi med en anden, mens hun demonstrerede og slog ud med
den sorte Vifte. Saa havde William ingen Dame.
De ældre rejste sig langsomt fra Krogene, hvor de havde gemt sig med
deres Thekop, og fulgte efter Toget, der begyndte at ordne sig inde i
Balsalen, hvor Luften var behagelig kølig. Parrene placerede sig langs
Væggene, meget stift, som om de sad paa Parade.
Det var en rund Stue, Orkestret var slaaet over i en Polka og de første
Par dansede allerede midt ude paa Gulvet som paa en Tallerken.
De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Hoved ved det andet; William
blev trykket helt op mod Dørkarmen af en svær Dame, som traadte ham paa
Foden og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede over Varmen.
Hun saá ogsaa meget echaufferet ud med kobberrøde Kinder og strittende
Strudsfjer.
Nina dansede ud med sin Herre. Hun dansede ejendommelig roligt med bøjet
Hoved og talte ikke under Dansen; man lagde meget Mærke til hende,
sortklædt som hun var, midt imellem alt det lyse. Saa fik William Øje
paa Hoff, han "havde" Margrete; han sad overskrævs paa en Taburet og
holdt Ansigtet meget nær hen til hende. William vidste ikke, hvorfor han
fandt det ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff ...
Men Forfatteren sad saa tæt op ad hende, og saa danse første Dans med
ham--det var uforsigtigt.
Nu dansede de ud. Hoff holdt hende meget fast, saa det næsten saá ud,
som om hun støttede sit bøjede Hoved til hans Bryst. Han saá ned og
hviskede ...
Den tykke Dame vedblev at vifte sig meget stærkt.
"Her er forfærdelig Trængsel," sagde hun, mens hun trykkede sig endnu
tættere op ad William, der fik en ubehagelig Svedlugt i Næsen.
"Hvem er den unge Jøde?" spurgte hun.
"Jøde, Frue?"
"Ja, der danser saa intimt med den unge Blom?"