Alt, alt kunde de tage fra ham--men Lyset var dog kommet fra denne
Tanke, det maatte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin ...
selv nu troede han paa "Tanken" ... han maatte gaa den Vej, selv om de
stolte Forfædre skulde vende sig i deres store Grave ...
Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa strøg han en Svovlstik og
tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vaagnede
ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset.
"Hvem er det?" sagde hun hurtigt, "hvem er det?"
"Mig ..."
Hun rejste sig op, saá et Øjeblik paa ham, lagde sig ned igen og sagde
mat:
"Er Du ikke gaaet i Seng endnu?"
"Jeg kan ikke sove," sagde han og stillede Lyset fra sig paa Bordet.
"Og jeg har lige drømt saa ækelt," sagde hun.
Han sad paa Sengekanten og pillede ved Lyset. "Jeg har tænkt meget
inat"--
Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet:
"Men nu--dette er sandt, maa være sandt, jeg havde ikke Kraft ellers."
Nina saá paa ham, hun havde aldrig set ham saa bleg. Hun tog hans Haand.
"Det var mig, der havde Uret," sagde hun.
Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: "Tror Du da" ...
spurgte han sagte, næsten angst.
"Jeg mente med Navnet," sagde Nina.
William rejste sig. "Tak," sagde han tonløst.
"Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sagtere ...
Han satte sig igen, "Man maa arbejde," sagde han mekanisk.
Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: "Jeg har gjort Dig ondt,"
sagde hun.
"Nej," det lød haardt, "det var kun nødvendigt." Han tog Lyset, stod er
Øjeblik med Stagen i Haanden: "Nej"--han kæmpede lidt med Graaden.
"God Nat," sagde han henne fra Døren.
Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke
bange. Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde
løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer
tilbage ... Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa
Marsch--det værste var gjort.
Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var
klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det
undrede ham. Han sagde til sig selv, det maaske var det bedste, saa
vilde han gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han
vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid.
Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom naar
man gaar til Tandlægen og skynder sig, naar man én Gang har bestemt Sig.
"Tredje Sal," sagde Portneren.
Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt i Søvne og maatte
tage et Tag i sig selv for at vaagne. Hvad han vilde sige, havde han
slet ikke tænkt over, og læse for ham vilde han ikke, det vidste han.
Men tale med nogen maatte han, derfor var han kommet. Der hang et Spejl
paa Trappegangen paa første Sal--han saá sig i det og rettede sig, han
saá mat ud af Øjnene, og han lo for at faa mere Glans i dem.
Nedenfor den sidste Afsats standsede han--han pressede Hænderne ind mod
Brystet, han var pludselig blevet saa stakaandet ... Saa naaede han i
tre Spring op og ringede.
En Dame lukkede op. Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde
Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind.
Saa sagde hun noget kort:
"Der er nogen hos Instruktøren."
William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det.
Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente
her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.
William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst,
kun sløv. Han vidste, der kunde ikke hænde noget, som han ikke havde
ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa
overflødigt, han var her.
Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte. Han gik
hen og saá ind i Bogskabet, læste paa alle Ryggene, fandt, at Bøgerne
var underligt blandede, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte
Felterne i Gulvtæppet--der var seksten Firkanter paa langs.
Saa hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra Gangen og fo'r sammen
ved Lyden. Han tog sig til Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig
sagde han til sig selv, at han maatte finde paa et Paaskud, give en
anden Grund, han kunde ikke sige, hvorfor han var kommen, umuligt, han
vilde ikke sige det ..
Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens Skridt, tog paa
Laasen.--Han vilde løbe bort ... Han havde kun en tanke, at han maatte
undfly.--
Det var jo Vanvid, umuligt--endnu kunde han ikke sige, at han--at han
kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog
kunde være gaaet herhen efter denne Nat--men hvad skulde han dog--skulde
han dog finde paa?
Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Laasen med et Ryk,
gik lidt frem.
Instruktøren havde travlt. "Hr. Høg?" spurgte han noget højt.
William pillede ved sine Knapper, saá op, søgte om Vejret, vilde svare.
Saa mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne
var saa kolde--graa--mærkelig glasagtige.
Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde han, abrupt, uden
Indledning:
"Naa, De vil være Skuespiller?"--
Tonen var kort, noget haard. William saá ham lige ind i Ansigtet,
hentede Aanden dybt: "Ja," sagde han.
Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i
Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs.
Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og
Haanden gemt under Vesten.
"Og De vil naturligvis spille straks?" William rettede sig.
Sveden sprang frem paa hans Pande, og mens han blev ved at stirre, stum,
gispende, maalte han Haanen i disse forfærdelige Øjne.
Saa rejste han sig helt.
Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige Anspændelse, som ved
et Under, Seglet for hans stivnende Tavshed, og uroligt, i Feber,
fortalte han alt.
Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud,
om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om
Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin--vidste han det selv.
Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et
Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han
maatte røre Sten, mens han talte.
Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han
syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst--han
følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at haane. Og
pludselig standsede han og saá paa Manden.
Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa Ansigtet.
"Naa--ja, det er jo lovende."
Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk af overlegen
Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok.
Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at
Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt.
Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og
stammede tilsidst: "Jeg opholder Dem." Vendte sig og gik ...
William Høg var ikke fortvivlet. Han havde maaske slet ikke ventet
andet, og han følte sig næsten vokse under den Haan, han havde lidt.
Arbejdets Aar var kommet, det saá han. Og saa vidste han, da denne Dør
faldt i, at han, saalænge han aandede, uforanderligt vilde hade denne
Mand.
* * * * *