Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen.
Men han havde det, han vidste det, det idetmindste var sikkert.
Hvordan skulde man ellers maale det, hvad skulde man tro paa, naar dette
ikke var sandt? en hel Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald
at holde sig til--
At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saadan noget vidstes
... men hvorfor kunde de andre da ikke tro? hvorfor stod han alene?
hvorfor var de vantro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede
ingen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De maatte tro, han
længtes saa ubeskriveligt, han tørstede saa forfærdeligt efter at blive
troet--
Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og
tilbage....
Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten
død--død--ude--
Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang
hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne....
Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde givet Lys i Mørket;
var jo det, som havde vækket ham og givet Liv af Død. Alle hans Drømme,
alle hans Tanker, alt.... Aa nej, aa nej ... tag det ikke fra mig!
Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og han hviskede nogle
Bønner til det store Rum--
Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede Hænderne mod de
feberhede Tindinger--
Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde ikke være anderledes.
Og han klamrede sig til Lyset, han klamrede sig til sin Tro som i
legemlig Dødskval. Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og
en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad--nej, nej, han maatte blive her,
maatte blive paa fast Grund, han kunde ikke gaa ud i al den
Elendighed,--denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne
ham.
Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som kæmpede med Gud....
Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa.
Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et
Øjeblik paa Stolen. Saa lod han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa
og krammede om Sofaens Ben.
Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst.
Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa hen? hvis han nu ikke
turde? hvis han kastede Byrden fra sig?
Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, virrede uafbrudt med
Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, saa det gjorde ondt--
Men nej--fremad maatte han gaa, slippe kunde han ikke.... Man løj aldrig
saadan for sig selv.
Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede
begge, og de saá klart. Og pludselig overfaldtes han af en fortærende
Længsel efter Kamilla, hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede
imod hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attraa efter at suge
sine Læber mod hendes, aande med hende; ind til hendes Bryst, at græde,
klistre sin Mund mod hendes for at dæmpe sine Skrig ved hendes
Elskovssuk--aa, det at hvile hos en anden, gaa op i en anden, som
troede.
Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen paa Sofaen
og halvdøsede.
Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utydeligt, saa naaede hans
Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over
Gulvet, svarede hende og gik tilbage.
Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet
roligere. Han tog det paa en anden Maade, det var, som han samlede sig,
samlede Resterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunde han ikke,
tro maatte han; at han havde Talent, det gik han ud fra. Store
Himmel--hvor skulde han ellers staa?
Men for første Gang gav han sig til at maale det, han vejede sin Styrke
og han undersøgte sine Midler. Han sagde ikke, han vilde være
Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da vilde være som
Skuespiller og hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage Byrden
alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine Skuldre, selv om han skulde
segne.
Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulde
tro. Nu var han én Gang inde paa Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke
havde Mod til at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han tændte
Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han
egentlig kun tænkt paa Stemmen, nu skulde der tænkes paa alt, og han
undersøgte, prøvede, saá atter og atter i Spejlet--
Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø,
hvor Gerson kom ind og saá det: "Du skulde spejle din Ryg," havde han
sagt--Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang....
Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank ... saá sig selv ...
Nej, Helt kunde han ikke være ... hvor den Ryg var krum, altfor krum ...
Og han slap Spejlet næsten med et Skrig ...
Saa faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af tusinde Slag, han
syntes, han saá ind i et Mørke, hvor alt var slukket, et koldt,
ubeskrivelig dybt Mørke--Saa ubeskrivelig ræd, saa ubeskrivelig træt
stirrede han ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det
forfærdelige Intet. Han løftede Hovedet og saá ind i Spejlet, mødte sit
eget Ansigt, det var graat, furet, slappet, han skreg og slog sig for
Munden for at dæmpe sit eget Skrig--
Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se,
osede paa Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring.
Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes,
han vidste ikke, hvorhen han skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins
Kongekaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunde ikke
holde dem fast ... Nej, Aladdin var han ikke.
Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste?
Æblet i sin Turban, det var let--men det var ikke det eneste.
Og han flygtede til Arbejdet, det maatte jo magte noget, det maatte jo
dog kunne dække der, hvor Midlerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev
svage. I Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet.
"Chevalieren", "Aladdin", "Olaf"--det kunde han ikke, men rigtige
Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste--som
talte om Livet, simpelt, ligefrem--det maatte han kunne: han følte jo
mere end de fleste, han havde jo lidt mere, og alt, hvad han havde
levet, skulde han kun fortælle igen.
Aa, Ryggen kunde jo dog blive lige, ligesaa lige som de flestes, og
Stemmen var ligesaa stærk--
Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg hjertesaaret for hvert Minut
i denne Kamp, hvor Aladdinsdrømmene svandt ud i Taage.
Som Legemskvaler martrede det ham, saa han bed sin Læbe til Blods og var
glad ved den fysiske Lidelse.