William var blevet blussende rød, han saá et Øjeblik stift paa Nina, med
stirrende Øjne, som om han havde faaet Øje paa en Afgrund--saa gav han
sig til al le.--
"Er det de Høgers Ære?" Han blev ved at le.
"Ja, netop--og Du er den sidste!"
"Netop derfor gør jeg det," sagde han sagtere, "I kan være rolige."
"Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en Theaterplakat?" Ninas
Stemme rystede.
"Faders Navn--ja for den Sags Skyld--" han snublede over Ordene, og
vendte sig om.
Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg ... det er
ingen Skam, men ..."
Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt:
"Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa--men det er heller ingen
Skam at virke det eneste, man kan."
Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han
ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. "Gør jeg Navnet
Skam," Tænderne klaprede imod hinanden, "saa skal jeg nok lægge det af."
Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og
hulkede.
Saa gik han.
Da Nina vilde ind og sige "God Nat", var Døren til Værelset laaset. Hun
ruskede i den: "William," raabte hun, "det er mig." Ingen svarede. Og
hun gentog igen og højere: "William, William." Hun hørte ham rejse sig
fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var
intet Lys i Sprækken.
"Hvad er der?" spurgte han.
"Luk mig ind," sagde hun, "jeg vil tale med Dig."
"Det kan ikke nytte," sagde han inde Fra. "God Nat." Saa gik han igen
bort fra Døren.
William sov ikke den Nat.
--I den første Berusning, hvormed den unge Tanke havde fyldt ham, var
han kommet saa let over alt, alle Betænkeligheder havde været smaa, selv
hvor Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overmandet. Det
nyttede desuden slet ikke at tage alle disse Hensyn: der var blevet
kaldt paa ham, og han fulgte. Det var den simpleste Ting af Verden,
ganske simpelt, fordi det ikke kunde være anderledes.
Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gaaet efter--Bagagen af
Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. Der havde slet ikke været Plads til
nogen Tvivl.
Men nu--nu, iaften var det anderledes.
Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig hen paa Chaiselonguen
og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i
Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig.
Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af
det Slag, han havde modtaget. Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at
arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans
Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag.
Det var som en aandelig Besvimelse.
Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i hans Hoved paa én
Gang, saa det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han
i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan.
"Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg."
Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle Sætning, han den
Gang havde modtaget, at hver maatte gaa sine egne Veje, søge sit Maal,
og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var
forskellige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften. Man havde
jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maatte gaa den, hvorledes den
end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var saa god, som
den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig....
Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksempel--hvordan kunde hun
sige det saa simpelt, som noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det
end kostede hende: "Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?" Hvorfor
sagde hun det? Hvordan kunde det gaa til? Hun elskede Navnet, det vidste
han. Og hun elskede ham som den sidste af Slægten, den der skulde
genføde Ætten og gøre den berømt over nye Tider.
Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, at maatte han gaa sin
egen Vej, kunde det ikke være andet--ja, saa maatte han opgive Navnet,
saa var Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok til at ofre
hendes Forhaabninger--
Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt omkring i Værelset, han
stødte paa Møblerne uden at mærke det, væltede Stolene og rejste dem
igen mekanisk.
Men det var Overdrivelser, Nina overdrev.
Men hvorfor troede hun ikke paa ham--hun elskede ham ... og troede
ikke....
Tankerne begyndte igen.
Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle Ønsker.... Men
Strømmen var Fordomme, Bornérthed, Taager.... Vist saa, vist saa, han
havde bestandig Ret, bestandig, hvordan man saa saá det.... Han saá nok,
det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme Fordom, men....
Storhed var Storhed, og stor vilde han jo blive, maatte han
blive--ellers--naa, han skulde nok bære "Høg" over, ad sin egen Vej, de
vilde spotte, le, men tilsidst vilde de bøje sig ... og Navnet vilde
sejre ad hans Vej.
Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op igen, hvileløs rundt,
det var forfærdeligt at kæmpe saaledes....
Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham? Hvorfor troede Nina
ikke, eller Sofie, eller Gerson, eller alle Beundrerne! Hvorfor troede
de ikke? Nu trængte han til deres Tro--nu, da han gik alene, ensom, og
bar hele Fremtiden over den stride Strøm ... aa, nu da det stormede ind
over ham--nu skulde de komme til ham og tro paa ham ...
I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det,
urykkeligt klippefast--nej--saa kunde han ikke, saa maatte han ikke
gaa--det var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om
Talentet--alt ... men det havde han jo--