Nina var træt af at tale imod, hun var nær ved at opgive alt. Den første
Dag, da William fortalte hende sin Plan at ville være Skuespiller,
troede hun ham ikke; hun saá paa ham med store Øjne og gav sig til at
le: "Du!" raabte hun og løb ind til Sofie: "Han vil være Skuespiller,"
sagde hun, "William er forstyrret!" Men da det blev Alvor, vedblev hun
længe at vægre sig ved at tro det; hun kunde ikke tænke sig det, hun
vilde ikke forstaa det.
Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun
i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres
Alt. Nina havde altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor
haabede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læste hans Breve atter og
atter, hun skrev dem af og gemte dem i sin Dagbog. Broderen var hendes
hele Liv.
Hvad han skulde være, havde hun egentlig aldrig tænkt, men noget mere
end andre maatte det blive. Som Mængden var han ikke, og hun kendte
ingen, der maatte kunne drive det saa vidt som han.
Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ungdoms flagrende Ømhed,
som fylder unge Kvinders Sjæl ligesom med sværmende Sommerfugle, havde
hendes hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skygger, aldrig
kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var en urokkelig Kærlighed til
"sine", en noget snæver Følelse, der var præget af selve den Tunghed og
Kulde, hvormed Prøvelser saa tidlig havde mærket hende; og af denne
Kærlighed havde hun én Gang for alle skænket William største Parten, den
Part, som indesluttede hendes bedste Haab og al hendes varmeste Ømhed.
Saa havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for at bo sammen, og den
første Dag, de var rigtig alene, havde han talt alvorlig til hende om
sin Livsplan. Derpaa gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg,
hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt det saa aldeles
urimeligt. Men siden saá hun jo, det var og blev hans Alvor, og hendes
Vaaben blev Taarer.
I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte hende tilbage,
hele Kulissetilværelsen, som hendes Naturel saa lidt forstod; hun tænkte
paa hensvirede Nætter, paa fordrukne Eksistenser, malede alle de
Skræmmebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, sætter imod
denne Stand.
"Hvorfor vil Du dog saadan udstille Dig selv," sagde hun ofte.
Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid,
des mere fortvivlet blev hun. Hun saá, at denne Tanke var hans Liv, at
han ind paa dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham
erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Haab. Jo
mere hun var sammen med ham, jo klarere saá hun, at dette Selvbedrag,
som hun kaldte det, var vokset, saa det nu omspændte hele hans
Eksistens, Og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han maatte blive
Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at han maatte blive det.
Hendes Frygt for, at William skulde blive Skuespiller, blev
efterhaanden, som Samlivet med ham lod hende lære, hvor dybe Rødder den
ulyksalige Idé havde slaaet i hans Liv, til en--med ubevidst Glæde
blandet--Frygt, for at han ikke skulde blive det. Og hun vidste næppe
mere at finde sig selv til Rette i alt dette.
Hun var ulykkelig i alle Fald.
Et var vist: hun kunde ikke tro paa ham.
Og saa sagde hun atter og atter: "Hvorfor er det dog netop det, Du vil?"
Og mens hun saá Idéen gnave sig dybere og dybere fast; blev hun mere og
mere betaget af sin Angst.
"Om Du nu tog fejl," sagde hun.
"Saadan ta'er man ikke fejl," svarede han.
"Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor."
"Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal vi ellers maale det,
hvorpaa skal vi ellers kende det? Det vilde dog være for uretfærdigt.
Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saá
jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og--Ka--" han vilde have sagt
Kamilla--"og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet
ikke andet" ...
"Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det" ...
"Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg
maaske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal--"
"William!"
"Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige det. Jeg ser Syner
om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie ... men
bliver jeg Skuespiller, saa vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det,
jeg kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og arbejde igen, det
er mig ligemeget, hvor længe det varer, inden jeg bliver til noget, om
jeg skulde danse i fem Aar og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men
gaar det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, saa--nej jeg kan slet
ikke tænke det."
Efter en saadan Samtale var Nina endnu mere nedslaaet og endnu mere
ængstet end før.
Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til
Kakkelovnen, og dér sad de nu--Nina og Sofie--og arbejdede, mens
William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og
han læste godt. Nina hørte det. Da de var færdige med anden
Akt--Komedien var "de Nygifte"--sagde hun roligt, uden at se op:
"Iaften kan jeg lide det."
"Ikke sandt?" fo'r det ud af William. Det var, som gik der Lys hen over
hans Ansigt. Der blev en Pause.
"Det er ikke Forfængelighed," sagde han saa sagte, "men jeg blev saa
glad."
Baade Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun havde Lommetørklædet i
Skødet og sad hvert Øjeblik og pudsede Næse med en betænkelig fugtig
Lyd. Sofie græd hele Tiden ned paa det Kannevas Broderi.
Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen i en Krog i Mørket.
Det varede noget, inden nogen af dem talte, Nina sad med Hovedet støttet
paa Armen og bed i sin Hæklenaals Elfenbensskaft. Hun sukkede et Par
Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i Tanker.
William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun saá op, mødtes deres
Blik.
"Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde hun tonløst som halvt
til sig selv.
"Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. "Høg--ikke blive ved--"
"Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefaldet var ganske ligefrem.