Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt
tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen.
Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa
hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt.
Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side
Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen. Langt om længe kom man
i Baadene.
Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var
lys, Nattens Skumring laa kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte
Aarernes Plasten, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i
Baaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den forreste Baad. Ellers
Tavshed og Sommernatsfred.
* * * * *