William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet,
stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham
igen.
"Godt," sagde han og slap ham.
William blev staaende.
"Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa Professoren.
William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen. Han trallede,
jublede og sang. Han talte ud i Stormen, som lod hans Raab fyge væk, han
deklamerede og raabte. Hans Jubel trængte til Ord--usammenhængende,
stormende Ord, Raab, uartikulerede Lyde--men raabe maatte han.
Sejr--Sejr--han havde sejret. Alt, hvad han havde oplevet, stormede ind
paa ham og raabte til ham, og alt syntes han, det maatte føre ham til
dette Maal. Alt, hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han
havde været blind, at han ikke havde set det....
Han havde leget Konge hjemme i den store Gaard, og Flaget havde været
hans Kongekaabe; han havde læst og læst om de store Bedrifter, nu skulde
han gøre dem efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu skulde
han betvinge den. Hvordan kunde han have været saa blind?
Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet.
Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt borte. Han syntes,
det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de
Ord, hun havde sagt, da han læste "Tartuffe": "Hvorfor vil Du ikke være
Skuespiller?" Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt,
ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?
Jo, ogsaa Kamilla havde været med at vise Vej.
Han var blevet saa besynderlig betaget ved hendes Spørgsmaal. Han havde
skudt det fra sig, slet ikke villet tage det op. Men inde i hans Sjæl
havde det ligget og spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden
at han vidste det. Egentlig var han gaaet omkring ligesom i Dvale alle
disse Dage siden da, og nu var han vaagnet af en tung Savn, og nu
vidste han, hvad han vilde--hvordan han skulde sejre.
Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke Plads for hans Glædes
Ustyrlighed, ikke Rum for hans Sejr.
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin
Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde
slaa ind paa hans Bryst--han var fortumlet, beruset og ellevild.
William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt.
Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Professoren havde bedt
William besøge sig, naar han kom til København, og man havde i Byen talt
meget om al den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge Høg.
Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet at tale om: i Byen en
Skandale med Frøken Falk, som kort efter "Professoren"s Forestilling,
hvor hun havde været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved sin
blændende Skønhed, var løbet bort med Kammertjeneren, et ungt, mørkøjet
Menneske med Zigeunerblod i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for
Døren med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser.
Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var
kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud,
holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans
Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog
private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.
"Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste Tid," sagde Gerson,
"Du ser ud, som om Du vil slaa os alle paa Snuden, om galt skulde være."
William lo, men fast i traadte han. "Slægten" bekymrede ham ikke mere,
hver havde sin Vej, og med Forfædrene skulde han gøre op, naar han havde
naaet frem. Bedre var det da at blive noget end Slet ingenting.
Kamilla havde skrevet ham til straks efter Professorens Forestilling,
men han havde ikke svaret paa Brevet, hun havde været i Byen for at
træffe ham, og han var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til
ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at ryste: hun var saa
bleg og saá saa lidende ud.
"Ja, Du bli'er angst," sagde hun, "Du havde vel troet, at vi var
færdige?--hvad?--havde Du?"
Hun gik lige hen og tog ham i Armen.
"Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, "nu var det
forbi--nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?"
Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en
Stol.
"Hvorfor er De kommet," spurgte han.
Hun svarede ikke, men stod og saá paa ham med glansløse Øjne,
ubevægelig. Han trykkedes af Tavsheden og vendte sig.
"For De mente vel ikke, vi skulde gifte os," sagde han.
Kamilla lo. "Og det er din Undskyldning," sagde hun haardt. Hun greb ham
igen i Armen, William rev sig løs, "Slip mig," raabte han.
"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede
for"--hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa
rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til
Fodsaal, raabte hun: "Dreng!"
William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et
Lig, og han støttede sig op til Væggen....
Hun saá det, og med et kort, afskaaret Skrig kastede hun sig paa Gulvet,
omfattede hans Knæ, løftede Ansigtet imod ham, gjorde Forsøg paa at
tale--men skønt Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd--
Saa fik han Mælet igen, og raat raabte han, mens han slyngede hende
tilbage næsten med et Spark med Foden:
"Tror Du maaske, jeg takker Dig, fordi Du har forført mig?"
William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende og opgivet hende,
han havde ofret sin Lykke for sit Livs Maal. For han havde elsket hende,
det var, som hans Hjerte skulde høre op at slaa, da den Dør var faldet i
efter hende--men det maatte ske. Det var hans Kunst, hans Maal, hans
Fremtid. For den maatte alle Ofre bringes.
Og han traadte fast i hen over Resterne af sin første Kærlighed--som han
troede, han bragte et Offer.
Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke paa Fortiden, Dagene
gik saa hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang
over Hesten og fægtede med Gerson, hvem "Fanden skulde ta'e, om han
fattede den Fornøjelse". Og efter Skoletid læste han Roller, eller han
laante Nøglen af Ejeren og sneg sig ind paa Byens Theater for at øve sig
og deklamere.
Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og Sætstykker, inden han
fik taget et Par Skodder fra og lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved
at være mørkt, han saa de forreste Bænke og den hvide Rand af Balkonen
som en graalig Stribe inde i Mørket, der laa ligesom et stort, sort Dyb
og dækkede over Tavsheden. William kunde blive helt forskrækket, han
følte sig uhyggelig; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik Lyst
til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, naar han
begyndte at tale....
Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind
ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte
Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud--maalte den
Verden, han tog i Besiddelse.
William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et
Tilfælde, at den var falden ham i Haanden. Den havde staaet med Støv paa
Guldsnittet siden hans Konfirmation, og saa havde han en Aften taget
den ind for at læse paa Sengen. Men han sov ikke den Nat, han laa og
læste og læste og deklamerede, og Sommernatten var forbi, og det blev
Morgen, mens han endnu sad oprejst i Sengen med Bogen.
Saa saá han sig om og besindede sig og lagde det røde Bind hen paa
Bordet, Men lidt efter tog han det igen og slog op paa de første Sider.
Scenen med Drengene paa Gaden:
Selim.
Dér er Aladdin, saa nu kan vor Leg
Begynde ret.
Aladdin.
God Morgen, Kammerater.
Selim.
Hvor blev Du af saa længe?
Aladdin.
Ser Du vel,
Der var Begravelse her uden Byen
Paa Kirkegaarden ved Moskéen hist.
Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt.
At høre Sangen, og at se dem gaa
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.
Selim.
Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?
Aladdin
(ganske ligegyldig).
Min Fader.
Selim.
Hvad? din Fader? er han død?
Aladdin.
I Forgaars Aftes døde han.
Selim.
Og derom
Har Du ej talt et Ord?
Aladdin.
Saa har jeg glemt det.
Selim.
Og sørger ej?
Aladdin.
Nu, har jeg Raad til det!
Selim.
Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen.
Aladdin.
Ej hvad? den, som vil sørge over Alting,
Fik nok at sørge over. Han var gammel.
Sindbad.
Naa, kom nu! kom! Den rige Købmand hist
Paa Hjørnet vil Idag igen udkaste
Tre Pomeranser her i Gramsetag.
Aladdin.
Ja, jeg er med.
Sindbad.
Er Du? det tror jeg nok.
Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge!
(En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den).
Selim.
Du er nu altid lykkelig.
Drengene.
Fler! fler!
(En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber).
Aladdin.
Det var den anden. Nu har jeg alt to.
Sindbad.
Aladdin maa ej være længer med,
Den tredje maa han ikke gramse efter;
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!
(De holder paa Aladdin. Den tredje Pommerans kastes ud, den falder i
hans Turban).
Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved.
Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter
og atter.
Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som
han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart
synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig
glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes
Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og
han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa
stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Saa kunde han
pludselig give sig til at tralle, og han kunde standse midt i en Replik
for at synge og raabe højt, og naar han havde sagt en lang Replik,
raabte han Bravo og applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine
egne Hænders Bifald--
Jo, naar man havde et Maal, var det en Leg, enhver var Aladdin, naar han
blot troede.
Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitionstiden var nu begyndt,
Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den
almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han
var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis.
"Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en Dag, da de sad nede
under Træerne lige overfor Kirken.
"Aa, ikke meget."
"Det tænkte jeg nok," Gerson sad og lavede Navnetræk i Sandet--"men saa
synes jeg snart, det var paa Tiden."
"Jeg har jo læst noget."
"At Du hørte op med at rende dér paa Theatret og skraale Dig hæs."
"Paa Theatret? Hvorfra véd Du det?"
"Aa--Kamilla siger, at Du er blevet komediegal."
William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og gik.
Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en Græsplæne, udstrakt paa
Maven lige saa lang han var, og læste. Han saá nok, William drev frem og
tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og
tænkte, at han kunde Sige det første Ord. Men han laa og skulede over
Bogen gennem de udspilede Fingre--han støttede Hovedet til begge
Armene--hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten.
Saa slog William en stor Bue ind over Græsset, han var meget optaget af
paa kunstfærdig Maade at nedtræde nogle Tusindfryd med sine Hæle.
Gerson fik Medlidenhed og pustede: "Den er lummer," sagde han.
William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson laa. "Man kan slet
ikke læse i denne Hede," sagde han hurtigt. Han stod et Øjeblik og
pillede ved nogle Blade, saa lod han sig falde ned paa Græsset lidt fra
Vennen.
"Hvor langt er Du," spurgte han.
"Aa ikke ret langt"--Gerson vendte sig, saa han laa lige ud og saá op i
Luften--"ved Direktoriet."
"Skal jeg ikke høre Dig," spurgte William.
"Ellers Tak, men det ærgrer s'gu bare En, naar man ser, man ikke kan
noget af det Skidt." ...
De sagde ikke mere, men laa længe ved Siden af hinanden. Saa sagde
William:
"Du talte i Formiddags noget om din Kusine"--Solen stak ham i Øjnene og
han holdt Straahatten helt for.
Gerson lo.
De laa lidt: "Hun er da arriveret hjem igen," sagde Gerson. "Men hun er
slemt afrakket ... han stjal og løb fra hende" ...
William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte
efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt:
"Vil Du høre det?" og rejste sig.
"Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Gerson sindigt, lukkede
Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad
Alléen.
"Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det," sagde William, da de
kom ud af Klosterporten.
Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til
Theatret.
Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste Bænke, og William kunde
ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da
Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end
før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes
slet ikke, han hunde huske det allermindste.
"Naa, bliver det til noget," spurgte Gerson nedefra.
William fo'r sammen. "Du skal s'gu ikke genere Dig for mig," sagde den
anden.
William gik ned. "Nej, men det er saa--sært," sagde han. Men pludselig
syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog
saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul.
"Det er dér i Skoven," sagde han saa Og flyttede en Pakkasse frem foran
Lamperækken. "Du véd, hvor Aladdin vaagner."
Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv Aar, og
var aldrig kommet til, hvor Aladdin vaagner, men han sagde "Ja--a" for
ikke at forstyrre.
William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han sov, saa rejste han sig
og deklamerede.
William havde helt glemt Gerson. Lige da han begyndte, havde han løftet
Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den
igen--det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket.
Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne foldede ind imod sit
Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang.
Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde "s'gu ikke forstaa 'et".
Tak Allah! for din store Godhed mod mig,
Se mine Taarer! jeg kan ikke tale.
Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed.
Han laa nogle Øjeblikke i samme Stilling med opvendt Ansigt. Saa rejste
han sig og sagde i en anden Tone, der endnu bævede af den forrige
Bevægelse: "Saa kommer Vagten!" Han gik lidt slingrende og noget flov op
mod Baggrunden, han ventede. Gerson skulde sige noget. Men, da han blev
ved at sidde stille, spurgte han højt: "Naa?"
"Det havde jeg skam ikke troet," sagde Gerson og entrede over Bænkene
hen til Prosceniet.
William blev rød ved Rosen. "Jeg kunde meget bedre." sagde han.
Gerson svarede ikke paa det, han stod lænet til første Bænk og fløjtede:
"Er der ikke mere," spurgte han.
"Nej, jeg vilde ikke sige andet."--"Det var noget lidt," mente Gerson,
og da de havde rodet noget omkring, og Gerson havde været inde i
Sufflørhullet, gik de hjem.
"Jeg kunde s'gu knap kende Dig tilsidst," sagde Gerson, "men din Stemme
sprak i Begyndelsen."
"Ja"--William talte stakaandet--"jeg véd det nok,--jeg var lidt hæs,
det kom allerede igaar--og--"
Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjemme fra, og egentlig
forstod han ikke, hvordan det var gaaet til. De følgende Dage
deklamerede han hver Dag, men hæs var han, og naar han vilde tale højt,
slog Stemmen over. Han talte sig til Taals med, at den var i Overgang,
men ligesom vi altid pirrer ved en daarlig Tand for bestandig at
forvisse os om, al den endnu gør ondt, prøvede han, naar han
deklamerede, uafbrudt at faa den til at knække for saa, naar den
knækkede, at lide derved.
Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig til at anvende det
tilslørede, der i et mindre Rum klang saa smukt, og som dækkede
Stemmebristet for ham selv.
Desuden kom nu Eksamen.
Det sidste Fag var Historie. William havde først været oppe i
Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. Han fortalte hurtigt, noget
springende, en Del om Manden, men standsede pludseligt.
Læreren vilde hjælpe ham paa Gled og have ham ind paa de mere
almindelige Forhold den Gang; efter at have lirket noget sagde han: "Men
hvordan gik det egentlig til, at--Hvad skyldtes det væsentlig--hans
Held--?"
William sad og saá ned paa det grønne Tæppe og lavede Cirkler med
Fingrene. Derpaa løftede han Hovedet og krammede lidt om Bordkanten:
"Hele Hemmeligheden var, at han vilde."
Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde gaa videre, sagde
han: "Aa nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen."
Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes Historie.
Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter
var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold paa
Gymnasiet. Et Par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle
Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov.
Det var hen i Maaltidet. Bøgenes Duft, der blandedes med Heden og med
Vinens Dunster, gjorde Luften tung. Ind ad de aabnede Vinduer trængte
Sommeraftenens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blomstringens
Sødme.
I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale.
Rektor havde talt for Studenterne. Høg som Duks for Rektor, saa var
Skaal fulgt paa Skaal.
Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kinderne, med et Stykke
Kransekage paa sin Tallerken og slugte store Portioner af Isvand og
dyppede Lommetørklæderne i Glassene for at holde det fugtige mod
Tindingerne.
Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig Ørenlyd, man sad
alle og snakkede løs, mest saadan halvhøje Fortroligheder, udvekslet med
Sidemanden, hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis Haand man
bemægtigede sig med stærke Tryk.
William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset og stoppede en halv
Kransekage ned i Kjolelommerne, mens han uafbrudt talte Græsk og
citerede Homer. William havde ikke talt godt, han havde staaet og
stammet i det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet havde
forceret ham op, og han havde drukket mer, end han plejede. Dertil
Heden, selve Stemningen, den blandede Luft--Han blev distræt, han sad og
rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil,
der var langt borte.
Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas.
"Det er Høg," raabte man, "det er Høg"--og der blev saa nogenledes
stille.
William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke
Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op og hang halvt opløst ned over
Skjorten. Rosen dinglede i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over
Panden, og under Manken lyste de store Øjne frem under de tunge Laag.
Han aabnede Munden, og de dybt krusede og fulde Læber hvilede i et Smil,
inden han begyndte ...
"Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud," sagde Historielæreren,
der sad ved Siden af Gerson.
"Ja, den er s'gu lige højhælet nok," sagde Gerson, der saá paa Vennen
med opspilede Øjne. "Men dejlig er han."
Saa talte han. Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der
gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen:
"Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, Og
som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader,
Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til
Liv. Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stilhed, Skovene
om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i
den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en
Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken--"
Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stimlede de sammen i
Rummet mellem Bordene; William ændrede Tonefaldet Lidt og vedblev:
"Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu
da vi gaar, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at
vi kun skilles fra alt her med Sort, saa var det dog nødvendigt at
skilles: thi her kunde vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra Reden maa
de flyve, naar Vingernes Fjer er vokset, og ud til en anden Scene maa
vi, hvor Horisonten er større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan
flyve højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi
lever ..."
Der var noget tiltvunget over dette dæmpede; man gik paa hel Jord og
Jorden gyngede--
"Men, det tror jeg, derude, hvor vi maa hen, i Livet, som vi ikke kan
unddrage os, hvor Scenen er større, alting rigere, fuldere end her, dér
er ogsaa Kampene smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kastevind,
der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en Brusen oppe i Stammerne: men
Kastevindene og Stormene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud
imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar
imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i
Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges
Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den
tror, og selv om den Falder, aldrig opgiver at haabe. Thi Ungdommen er
bestandig ung, fordi den altid fødes paany, og naar vi falder, gaar
andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, naar vi vil, thi at
ville er Hemmeligheden og Nøglen--
Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Haand mod sin Pande.
"Men det koster at ville, og naar Kampene har slaaet deres Saar, da er
det, vi vil tage disse Minder frem, Minder om vore første Forhaabninger,
om vore første Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og
disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som
denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed
drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres
Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os,
naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor
Fortiden blunder.