Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig
for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham.
"Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han
skulde først se, hvordan det gik. De andre havde sagt, han sad dernede
med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved
den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem
mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert
og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over
hinanden.
De talte inde paa Scenen--han fornam det som et Forvirret Skænderi, hvis
Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet,
og han fo'r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast.
Hans Hænder var fugtige.
Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte
... Men han kunde ikke holde fast paa sine Tanker, han kom lige med ét
til at tænke paa Kamilla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren.
Men intet var ham klart....
Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var
gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til,
ligesom naar han skulde springe over "den store Hest"--og han havde
taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der.
Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm,
han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han
maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var
den.
Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af
Rummets Mørke--han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit
Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han
syntes, han raabte de første Ord, men saa pludselig hørte han Lyden af
sin Stemme, høj, klar og--dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i
samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem
for sig som en drukken Mand.
Saa saá han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han
talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet
paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere,
ligesom han ledte ham med sin Stemme--
Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der
berusede hans Øre ... og pludselig syntes han, han maatte tale i
Vildelse, saa uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han....
Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han lo og saá glad ud, og
tilsidst syntes William, at hele Rummet var ét Ansigt, og det var
Professoren, som lo--
Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod
ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede
med en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham.
Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at han havde sejret.
Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Døren og løb ud, ned
gennem Salen. Han hverken saá eller tænkte, han vilde ud i Luften, her
var ikke frit nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft.
Han løb over Gulvet, lige i Armene paa "Professoren" ... han saá op,
sagde "undskyld" og blev rød i Hovedet.