Vognen var ikke kommen, hun saá hen mod Porten, rystede lidt misfornøjet
paa Hovedet og drejede saa ind ad en Sideallé ved Søen. William fulgte
efter.
"Jeg har jo ikke anden Slægt," sagde han lidt efter.
"Deres Søstre."
"Ja--mine Søstre," han talte langsomt og biev ved, som om han talte hen
i Luften: "Men derfor kan man godt føle sig alene."
De gik atter nogle Skridt. "Det kan jeg forstaa," sagde hun.
"Og saa er det, jeg har dem." William gik videre.
"Jeg forstaar det saa godt," hun drag Haanden ud af Muffen og glattede
dens sorte Skind med sin Handske: "det maa være meget lettere at blive
til noget, naar man saadan har Aarhundreders Forfædre, som ser ned paa
En."
William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte paa Muffen, saa saá
hun paa skraa ud paa ham og sagde: "Og De er jo den sidste af Familien?"
"Ja--Slægten er død."
"Naa, Weltschmerz," henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de
gik lige om et Hjørne. "Hvor gammel er De?"
William blev rød. "Seksten Aar." Han søgte at gøre Tonen ironisk, men
opgav det, og Stemmen blev helt borte paa det sidste Ord.
"Og er allerede bitter mod Verden--ja det begynder man jo med
nutildags." Hun holdt inde, standsede lidt og sagde noget hurtigere:
"Siden finder man et vægtigt Argument for at forsone sig med Verden."
"Mange finder det ..."
"Aa"--hun lo igen--"nej de allerfleste. Man forsoner sig med sin Skæbne
ganske simpelt, fordi det ikke er morsomt at surmule."
"Jeg surmuler ikke"
"Nej--det er ikke Ordet. De er naturligvis ulykkelig." Hun satte sig i
lidt stærkere Trit: "Men--Spøg til Side--jeg véd, De har oplevet en Del
... men--at opleve meget er ikke at leve meget. Naa--men hvad forstaar
De Dem paa det?"
William svarede ikke. Inde i en ny eller vendt tilbage til en gammel
Tankegang sagde han: "Men det er slet ikke Weltschmerz. Vor Familie er
færdig ..."
"Færdig, ja, hvis De ikke vil begynde igen. For at begynde maa man da
sige, hvis man ikke vil være dum nok til at mene, at man kan være færdig
uden at have begyndt--"
"Og hvad skulde jeg saa udrette?"
Hun standsede og gav sig til at le: "Undskyld, jeg siger det, Hr.
Høg"--en lille bitte Streg under Hr.--"men først kunde De se at faa
Udmærkelse til Eksamen, De er jo et godt Hoved ..."
William bed sig i Læben, og da hun saá paa ham og smilende tilføjede:
"De er da ikke vred?" gav det et Ryk i ham, som vilde han vende om.
Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes endnu mindre, end han
var. Hun smilede stille, men blev saa igen alvorlig: "Forresten Forstaar
jeg det godt," sagde hun.
Han saá op. "At De er bleven Darwinist," sagde hun som Svar paa hans
stumme Spørgsmaal.
De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun talte først og
spurgte:
"Og hvad saa, naar De er bleven Student?"
"Saa skal jeg vel se at blive Kandidat."
"Herre Gud--kan man da ikke søge et Maal?"
"Jo, hvis man havde et ..."
"Nu snakker De," hun talte utaalmodigt, "naar man havde, behøvede man
ikke at søge. Og De søger vist ogsaa--det vil sige, De lader Fantasien
løbe ..."
Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet Hoved saa meget som et
halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet,
ligesom glattet ud: "Og hvor skal man da søge?" spurgte han.
"For Eksempel i Deres Barndom--hele Liv--i Deres Tilbøjeligheder ...
opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem ..."
William blev staaende, Frøken Falk saá, at hendes Ord havde gjort
Indtryk, og mens hun skjulte et svagt Smil med Muffen, sagde hun: "De
har virkelig et stort Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan
kun vente ..."
"Hvordan mener De, Frøken?"
"Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive "lykkelige",
og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er
blevet det."
De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var
besynderlig betaget. Han havde paa én Gang saameget at sige--naar han
blot vidste hvordan.
Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale om sin Moder.
Frøken Falk talte ikke meget--et enkelt Ord eller kun Nik og korte Blik,
som bad ham blive ved med sin hurtige Fortælling.
Han vidste ikke selv, hvad han havde sagt ... han drog Vejret dybt og
blev pludselig forlegen. Men da han saá hen paa hende for ligesom tavst
at bede om Undskyldning, mødte han i hendes Øjne et langt, forskende
Blik, der fik ham til at rødme og som var--nej ikke venligt og heller
ikke mildt, men varmende, saa han huskede det længe.
Frøken Falk tog Uhret frem under Kaaben: "Fire," raabte hun, "men Jens
maa jo tro, jeg er blevet gal."
De gik hurtigt til op igennem Haven og vekslede kun faa Ord, men de gik
meget tæt ved hinanden, og hvad de sagde, faldt utvungent som Udraab
mellem gamle Bekendte. Saa kom de op til Porten.
Jens arriverede i samme Nu.
Frøkenen spurgte heftigt, hvor han havde været, og da Jens sagde, at hun
havde sagt, han først skulde hente hende Klokken fire, blev hun ganske
lidt rød under Sløret.