Han saá sig rundt, tankeløst. Saa fæstedes hans Blik paa den kolosagtige
Kagekone, henne i Klosterporten, hun sad og tørrede Honningkagerne af
med Bagen af sin Haand.
Han holdt Skue over Slægten--hvem var der? Onklerne--de var Undermaalere
og de havde ingen Børn, Nina--hun var Kvinde--han, han--
Men Sikkerheden fra før var borte. Lyset var slukket, Slægtslyset over
hans Liv.
Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne sammen. Han syntes, det
var en legemlig Kraftprøve, han skulde til. Og som en kold mørk Skygge
lagde der sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst noget
nærme sig, en Frygt, noget, han vilde skyde fra sig: han maatte kunne:
naar man vilde, kunde man.
Han gik op ad Trappen til Kirken--Døren stod aaben, der var nogen
derinde, som spillede paa Orgelet. Nu skulde han da altsaa staa Ansigt
til Ansigt med sin Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans
Drømme, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle de Tanker,
han havde skænket dette Rum. Og med et Ryk vendte han sig--idag vilde
han ikke gaa derind ... han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han
maatte have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ventede Onkel
Høg. Nej, han gik.
Et Par Dage efter drev William med sine Bøger under Armen hjem fra
Skole Over Kirkepladsen. Da han kom forbi Kirken, saá han den store
Indgangsdør var aaben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til
den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. Den var laaset;
men Nøglen sad i, William drejede den om og lukkede op.
Han standsede paa Trinnet og saá op i Kirken. Saa stod han da Ansigt til
Ansigt med sin Slægts Berømmelse.
Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne højere, Pillerækken mere
uendelig, Rummet lysere. Egentlig havde han vel aldrig bygget andet Rum
over sine Fædres Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som
han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke stødte mod nogen
Væg.
Men han bøjede sig i Ærefrygt, han modtog uden at spørge, om det var
dette, han havde ventet, eller om han var blevet skuffet nu, da han stod
her. Han betragtede den lange, spraglede Række af Slægtens Skjolde og
Vaaben--langs Midtergangens Sider over de høje Buer var de malet, Skjold
ved Skjold, Vaaben ved Vaaben.
Han begyndte at læse, Navne og Valgsprog, skrevet med snirklet
Munkeskrift, Bibelsprog Og Skjolde med Halvmaanen, Bjælken og Lillien.
Han kendte intet af disse Navne, og kun deres Dødsaar var skrevet under
Skjoldene, men han saá, at Navnene gik ned gennem Aarhundreder, og hans
Slægt syntes ham rigere for hvert Aarstal, han saá; han havde jo ikke
drømt, naar han befolkede alle Tider med sin Slægts Berømthed.
Han gik langsomt op ad Gulvet, mens han læste Navn paa Navn; han søgte
Kongemorderens, men saa saá han over den øverste Pille Stamfaderens
Vaaben--her laa han, her var det. Og ved Siden af hans eget Skjold hans
Søns og Sønnesønners. Lidt større syntes han de Navne var skrevet, der
stod over denne Pille, men det var intet Under--de var jo Kæmperne, der
havde tømret Danmarks Trone, Tronen, Valdemarernes Trone, Valdemarerne,
Kongerne, Slægt med hans Slægt.
Bestandig--bestandig, saa længe Danmark mindedes, vilde de leve,
Støtterne, der havde baaret en berømmelig Tid. Hans Hjerte bankede, han
følte Blodet med Svulmen strømme gennem sine Aarer, han bemægtigede sig
sin Slægts Storhed. Der, der fandt han Kongemorderens Navn!--Men her
forstod han, her undredes han ikke.
Han stirrede sig blind paa dette Navn. Han havde elsket Ætten, den store
Slægt, der havde bygget Tronen, tømret Kongesædet, udspændt Baldakinen
over Drotten--han havde haft det store Mod, den kriblende Lyst til al
omstyrte, hvad de andre havde rejst. Lige mægtig skulde Slægten være
baade til at skabe og til at omstyrte.
Det bruste igennem ham, Tanker, vanvittig Stolthed, der selv tog
Kongemorderens Vaaben i sin Haand. Han stirrede og blev ikke mæt af at
sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke.
Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet
Hoved i dybe Tanker--han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over
hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: "Hans!" Han saá paa
det udhugne Billede: udslidt laa Prælaten udhugget i Stenen med
Bispestaven i sin højre Haand. William tænkte ikke; uden at vide, hvad
han gjorde, uden at gøre Regnskab sank han ned paa Stenen med Hænderne
knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet.
Han bad ikke, men noget ubeskriveligt, som en tyngende Haand, tvang ham
ned paa denne Sten, og hans hele Væsen gled ud i en bedøvende Andagt--
Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saaledes; da han vaagnede,
følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang,
da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu
veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den.
Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte
afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste sig og gik ned. Himlen var
blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en
ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt,
hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til
Taarer--Orgelklangen lød dæmpet ned over ham.
Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og
gled ud i Tonerne.
Saa rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde hørt op at spille, og
han hørte nogen komme ned ad Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og saá
en Dame staa paa det nederste Trin.
Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte Rødmen stige sig
helt op under Haaret, og han trak hurtigt Øjnene til sig. Hun tog
langsomt en Lorgnet op og saá et Øjeblik paa ham, inden hun gik ud ad
Døren.
William saá hendes Nakke bag den sorte Knipling, der stod op om Halsen,
Haaret var skrabet helt op.
Siden tilbragte han mange Timer i Kirken, Dens Minder var blevet hans
vigtigste Selskab. Han sluttede sig ikke synderlig varmt til nogen af
sine Kammerater. Hans Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han
blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt unge
Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med deres Idealitetstro og
deres Fuldkommenhedsteorier.
Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog
intet ligesaa lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydre
Ting af sig selv. Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største
Beundrere saá Kløften, der bestod mellem ham og dem--og respekterede
den.
De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede sig inde, talte om
ham, naar han ikke vilde lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og
silde--men alene vedblev William at leve.
Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han
hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens
Pille, længe, hensunken i Tanker.
De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig.
Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en
Understrøm gennem hans Ørkesløshed.
Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen, og naar
han Klokken tolv, naar han drejede om Hjørnet, saá den kendte Vogn holde
nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over
Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvanlige Krog og
lyttede, men naar han tænkte, det snart var forbi, rejste han sig og gik
Frem, saa han kunde Se Damen, naar hun gik ned ad Trappen.
Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og hver Gang saá Frøken
Falk lidt smilende paa ham, og hver Gang hilste han og blev rød under
hendes Smil. Andet foregik der ikke: han stod ved den nederste Pille,
hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste--saaledes gik nogen Tid.
Naar William paa de bestemte Dage drejede om Hjørnet og ikke saá Vognen,
blev han pludselig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de
Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt urolig, en Uro,
der ikke kunde finde sig til Rette med sig selv. Han gik saa over og
satte sig paa en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han
nedslaaet.
Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at faa det at vide. De
havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden
skræmmer.
Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig med noget saa
livskraftigt som at være forelsket. Han gik kun over i Kirken hver
eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, naar han hilste paa Damen.
Undertiden kunde det da hænde, at hans Rødme smittede.
En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: "Holder
Du meget af at høre min Kusine spille?"--
"Din Kusine?"
"Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag."
William blev rød og sænkede Øjnene ned over "Bohr": "Ja," sagde han.
"Kusine har lagt Mærke til Dig--ja, hun har forbandet gode Øjne."
"Jeg vidste ikke, det var din Kusine," sagde William og rejste sig. De
talte ikke videre om den Ting. De første Par Dage var det William
ubehageligt, at den ubekendte Dame rykkede ham saaledes ind paa Livet,
han vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om sin
Hemmelighed nu, og det havde været saa rart. Nu var hun Gersons Kusine,
og Gerson vidste det, og der skulde naturligvis snakkes om det i
Klassen--og det hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget
mere, Kirken heller ikke.
William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en hel Uge, men den
næste Fredag var han kommen til det Resultat, at det dog var altfor
latterligt at lade sig skræmme. Gerson havde naturligvis talt med
Kusinen, og hun lo vel, naar han saa let lod sig jage bort. Nej, han
maatte netop komme der, nogle Gange i det mindste--og saa rent blive
borte. Det var det klogeste.
Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom,
men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun
havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod.
Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers
jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde
det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger. William
satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den vante Vej. Men de
gled hele Tiden bort fra Forældrene, strejfede om uden noget bestemt
maal, uden nogen tydelig Genstand: han hørte Musikken, og hans Tanker
svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end hendes Musik.
For første Gang blev Musikken ham noget selvstændigt, før havde den kun
været Ledsagelse for noget fremmed. Egentlig var det første Gang, han
hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner--og hun
spillede dejligt.
Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens
Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende
var den for hans Tanke.
Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik
ned. Hun gik idag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, saa hun
viste nogle smaa, hvide Tænder, og sagde "Goddag".
Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke vilde besøge ham om
Aftenen. Aldrig havde det været William saa svært at føre en Samtale som
den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmaal. Men
saa pludselig sagde Gerson:
"Naa, Du var nok ovre i Kirken idag."
Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa
Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før
han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden.
"Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte. Og lidt hurtigere,
ganske ligegyldigt, som om han nær havde glemt, hvad den anden havde
sagt: "Ja, jeg saá din Kusine idag."
"Hun sagde det," sagde Gerson, "hun tror, Du holder Andagt i Kirken."
Han lo.
William blev meget rød.
"Hun siger, Du gaar derover for at besøge dine Forfædre--men Du er da
ikke gal."
Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. "Kamilla er da
kønnere end som saa, skønt hun er en gammel Pige." Gerson lo stadig og
kneb Øjnene missende sammen.
"Ja, hun spiller dejligt."
Saa gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en Milsvej herfra,
Tanten var død, og Etatsraaden, hans Moders Broder, var en sær Tørv, men
Godset var dejligt, og Kusinen var en brillant Pige. "Hun holder sgu
meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen--men hun snakker løs og
lader sig ikke mærke med det."
Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William
snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.
Blandt Williams "Beundrere" satte det noget ondt Blod, at Gerson paa den
senere Tid var blevet saa intim med ham, skønt han altid havde stillet
sig lidt fjendtlig til "Afgudsdyrkelsen", saaledes kaldte Oppositionen
den blinde Beundring, som blev William til Del fra hans Omgangskreds: en
Gang paa et æstetisk Møde havde Gerson ladet falde en Ytring om
"Slaveejer og Slaver", som umuligt kunde misforstaas. Nu var han
alligevel baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for
"Forræderi".
Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større
Forstaaelse. For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde
Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme
og altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tænder, nedsænkede
ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Haab,
eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller
mindre venligt.
Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede
ham, vilde han ikke tilstaa for sig selv. Han stred imod denne Venden
tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.
... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun
havde jo baade Handsker og Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det
altsammen, saa ogsaa Parasollen faldt--lige for Fødderne af Høg, der
just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den,
men Hjertet sad ham i Halsen, saa han ikke kunde sige noget. Hun
takkede, og inden han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende
hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øjne, der ofte i
Forbigliden søgte hans, saa han blev endnu rødere og havde Hjertebanken,
saa han troede, Brystet skulde sprænges paa ham.
Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget af Orgel? Hun havde en
dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig
Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med
Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst.
"Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig
Musik--det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over
i Kirken ..."
Hun Fandt det saa naturligt--han havde dog maaske haft lidt mere
Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og--Deres Forfædres Ben.
William følte, han blev hed helt op under Haaret. "De tager virkelig
Fejl," sagde han.
"Hvori," spurgte hun og saá lige paa ham.
"Det er slet ikke derfor ..."
"Hvorfor?"
Nej, han kunde ikke udholde det Blik--han tav og saá ned. "Det med
Forfædrene," sagde han saa dæmpet.
"Da vilde jeg kun finde det naturligt," sagde hun, og Betoningen var
meget alvorlig, ejendommelig dyb.
"Vilde De?" det kom hurtigt, og han saá hen paa hende.