Ja, det var igen ved at glide ud, bort, være forbi--han følte det--

Han saá sig rundt, tankeløst. Saa fæstedes hans Blik paa den kolosagtige

Kagekone, henne i Klosterporten, hun sad og tørrede Honningkagerne af

med Bagen af sin Haand.

Han holdt Skue over Slægten--hvem var der? Onklerne--de var Undermaalere

og de havde ingen Børn, Nina--hun var Kvinde--han, han--

Men Sikkerheden fra før var borte. Lyset var slukket, Slægtslyset over

hans Liv.

Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne sammen. Han syntes, det

var en legemlig Kraftprøve, han skulde til. Og som en kold mørk Skygge

lagde der sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst noget

nærme sig, en Frygt, noget, han vilde skyde fra sig: han maatte kunne:

naar man vilde, kunde man.

Han gik op ad Trappen til Kirken--Døren stod aaben, der var nogen

derinde, som spillede paa Orgelet. Nu skulde han da altsaa staa Ansigt

til Ansigt med sin Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans

Drømme, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle de Tanker,

han havde skænket dette Rum. Og med et Ryk vendte han sig--idag vilde

han ikke gaa derind ... han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han

maatte have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ventede Onkel

Høg. Nej, han gik.

Et Par Dage efter drev William med sine Bøger under Armen hjem fra

Skole Over Kirkepladsen. Da han kom forbi Kirken, saá han den store

Indgangsdør var aaben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til

den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. Den var laaset;

men Nøglen sad i, William drejede den om og lukkede op.

Han standsede paa Trinnet og saá op i Kirken. Saa stod han da Ansigt til

Ansigt med sin Slægts Berømmelse.

Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne højere, Pillerækken mere

uendelig, Rummet lysere. Egentlig havde han vel aldrig bygget andet Rum

over sine Fædres Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som

han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke stødte mod nogen

Væg.

Men han bøjede sig i Ærefrygt, han modtog uden at spørge, om det var

dette, han havde ventet, eller om han var blevet skuffet nu, da han stod

her. Han betragtede den lange, spraglede Række af Slægtens Skjolde og

Vaaben--langs Midtergangens Sider over de høje Buer var de malet, Skjold

ved Skjold, Vaaben ved Vaaben.

Han begyndte at læse, Navne og Valgsprog, skrevet med snirklet

Munkeskrift, Bibelsprog Og Skjolde med Halvmaanen, Bjælken og Lillien.

Han kendte intet af disse Navne, og kun deres Dødsaar var skrevet under

Skjoldene, men han saá, at Navnene gik ned gennem Aarhundreder, og hans

Slægt syntes ham rigere for hvert Aarstal, han saá; han havde jo ikke

drømt, naar han befolkede alle Tider med sin Slægts Berømthed.

Han gik langsomt op ad Gulvet, mens han læste Navn paa Navn; han søgte

Kongemorderens, men saa saá han over den øverste Pille Stamfaderens

Vaaben--her laa han, her var det. Og ved Siden af hans eget Skjold hans

Søns og Sønnesønners. Lidt større syntes han de Navne var skrevet, der

stod over denne Pille, men det var intet Under--de var jo Kæmperne, der

havde tømret Danmarks Trone, Tronen, Valdemarernes Trone, Valdemarerne,

Kongerne, Slægt med hans Slægt.

Bestandig--bestandig, saa længe Danmark mindedes, vilde de leve,

Støtterne, der havde baaret en berømmelig Tid. Hans Hjerte bankede, han

følte Blodet med Svulmen strømme gennem sine Aarer, han bemægtigede sig

sin Slægts Storhed. Der, der fandt han Kongemorderens Navn!--Men her

forstod han, her undredes han ikke.

Han stirrede sig blind paa dette Navn. Han havde elsket Ætten, den store

Slægt, der havde bygget Tronen, tømret Kongesædet, udspændt Baldakinen

over Drotten--han havde haft det store Mod, den kriblende Lyst til al

omstyrte, hvad de andre havde rejst. Lige mægtig skulde Slægten være

baade til at skabe og til at omstyrte.

Det bruste igennem ham, Tanker, vanvittig Stolthed, der selv tog

Kongemorderens Vaaben i sin Haand. Han stirrede og blev ikke mæt af at

sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke.

Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet

Hoved i dybe Tanker--han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over

hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: "Hans!" Han saá paa

det udhugne Billede: udslidt laa Prælaten udhugget i Stenen med

Bispestaven i sin højre Haand. William tænkte ikke; uden at vide, hvad

han gjorde, uden at gøre Regnskab sank han ned paa Stenen med Hænderne

knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet.

Han bad ikke, men noget ubeskriveligt, som en tyngende Haand, tvang ham

ned paa denne Sten, og hans hele Væsen gled ud i en bedøvende Andagt--

Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saaledes; da han vaagnede,

følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang,

da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu

veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den.

Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte

afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste sig og gik ned. Himlen var

blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en

ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt,

hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til

Taarer--Orgelklangen lød dæmpet ned over ham.

Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og

gled ud i Tonerne.

Saa rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde hørt op at spille, og

han hørte nogen komme ned ad Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og saá

en Dame staa paa det nederste Trin.

Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte Rødmen stige sig

helt op under Haaret, og han trak hurtigt Øjnene til sig. Hun tog

langsomt en Lorgnet op og saá et Øjeblik paa ham, inden hun gik ud ad

Døren.

William saá hendes Nakke bag den sorte Knipling, der stod op om Halsen,

Haaret var skrabet helt op.

Siden tilbragte han mange Timer i Kirken, Dens Minder var blevet hans

vigtigste Selskab. Han sluttede sig ikke synderlig varmt til nogen af

sine Kammerater. Hans Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han

blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt unge

Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med deres Idealitetstro og

deres Fuldkommenhedsteorier.

Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog

intet ligesaa lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydre

Ting af sig selv. Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største

Beundrere saá Kløften, der bestod mellem ham og dem--og respekterede

den.

De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede sig inde, talte om

ham, naar han ikke vilde lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og

silde--men alene vedblev William at leve.

Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han

hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens

Pille, længe, hensunken i Tanker.

De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig.

Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en

Understrøm gennem hans Ørkesløshed.

Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen, og naar

han Klokken tolv, naar han drejede om Hjørnet, saá den kendte Vogn holde

nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over

Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvanlige Krog og

lyttede, men naar han tænkte, det snart var forbi, rejste han sig og gik

Frem, saa han kunde Se Damen, naar hun gik ned ad Trappen.

Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og hver Gang saá Frøken

Falk lidt smilende paa ham, og hver Gang hilste han og blev rød under

hendes Smil. Andet foregik der ikke: han stod ved den nederste Pille,

hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste--saaledes gik nogen Tid.

Naar William paa de bestemte Dage drejede om Hjørnet og ikke saá Vognen,

blev han pludselig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de

Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt urolig, en Uro,

der ikke kunde finde sig til Rette med sig selv. Han gik saa over og

satte sig paa en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han

nedslaaet.

Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at faa det at vide. De

havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden

skræmmer.

Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig med noget saa

livskraftigt som at være forelsket. Han gik kun over i Kirken hver

eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, naar han hilste paa Damen.

Undertiden kunde det da hænde, at hans Rødme smittede.

En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: "Holder

Du meget af at høre min Kusine spille?"--

"Din Kusine?"

"Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag."

William blev rød og sænkede Øjnene ned over "Bohr": "Ja," sagde han.

"Kusine har lagt Mærke til Dig--ja, hun har forbandet gode Øjne."

"Jeg vidste ikke, det var din Kusine," sagde William og rejste sig. De

talte ikke videre om den Ting. De første Par Dage var det William

ubehageligt, at den ubekendte Dame rykkede ham saaledes ind paa Livet,

han vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om sin

Hemmelighed nu, og det havde været saa rart. Nu var hun Gersons Kusine,

og Gerson vidste det, og der skulde naturligvis snakkes om det i

Klassen--og det hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget

mere, Kirken heller ikke.

William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en hel Uge, men den

næste Fredag var han kommen til det Resultat, at det dog var altfor

latterligt at lade sig skræmme. Gerson havde naturligvis talt med

Kusinen, og hun lo vel, naar han saa let lod sig jage bort. Nej, han

maatte netop komme der, nogle Gange i det mindste--og saa rent blive

borte. Det var det klogeste.

Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom,

men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun

havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod.

Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers

jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde

det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger. William

satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den vante Vej. Men de

gled hele Tiden bort fra Forældrene, strejfede om uden noget bestemt

maal, uden nogen tydelig Genstand: han hørte Musikken, og hans Tanker

svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end hendes Musik.

For første Gang blev Musikken ham noget selvstændigt, før havde den kun

været Ledsagelse for noget fremmed. Egentlig var det første Gang, han

hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner--og hun

spillede dejligt.

Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens

Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende

var den for hans Tanke.

Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik

ned. Hun gik idag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, saa hun

viste nogle smaa, hvide Tænder, og sagde "Goddag".

Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke vilde besøge ham om

Aftenen. Aldrig havde det været William saa svært at føre en Samtale som

den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmaal. Men

saa pludselig sagde Gerson:

"Naa, Du var nok ovre i Kirken idag."

Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa

Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før

han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden.

"Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte. Og lidt hurtigere,

ganske ligegyldigt, som om han nær havde glemt, hvad den anden havde

sagt: "Ja, jeg saá din Kusine idag."

"Hun sagde det," sagde Gerson, "hun tror, Du holder Andagt i Kirken."

Han lo.

William blev meget rød.

"Hun siger, Du gaar derover for at besøge dine Forfædre--men Du er da

ikke gal."

Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. "Kamilla er da

kønnere end som saa, skønt hun er en gammel Pige." Gerson lo stadig og

kneb Øjnene missende sammen.

"Ja, hun spiller dejligt."

Saa gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en Milsvej herfra,

Tanten var død, og Etatsraaden, hans Moders Broder, var en sær Tørv, men

Godset var dejligt, og Kusinen var en brillant Pige. "Hun holder sgu

meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen--men hun snakker løs og

lader sig ikke mærke med det."

Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William

snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.

Blandt Williams "Beundrere" satte det noget ondt Blod, at Gerson paa den

senere Tid var blevet saa intim med ham, skønt han altid havde stillet

sig lidt fjendtlig til "Afgudsdyrkelsen", saaledes kaldte Oppositionen

den blinde Beundring, som blev William til Del fra hans Omgangskreds: en

Gang paa et æstetisk Møde havde Gerson ladet falde en Ytring om

"Slaveejer og Slaver", som umuligt kunde misforstaas. Nu var han

alligevel baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for

"Forræderi".

Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større

Forstaaelse. For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde

Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme

og altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tænder, nedsænkede

ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Haab,

eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller

mindre venligt.

Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede

ham, vilde han ikke tilstaa for sig selv. Han stred imod denne Venden

tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.

... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun

havde jo baade Handsker og Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det

altsammen, saa ogsaa Parasollen faldt--lige for Fødderne af Høg, der

just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den,

men Hjertet sad ham i Halsen, saa han ikke kunde sige noget. Hun

takkede, og inden han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende

hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øjne, der ofte i

Forbigliden søgte hans, saa han blev endnu rødere og havde Hjertebanken,

saa han troede, Brystet skulde sprænges paa ham.

Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget af Orgel? Hun havde en

dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig

Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med

Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst.

"Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig

Musik--det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over

i Kirken ..."

Hun Fandt det saa naturligt--han havde dog maaske haft lidt mere

Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og--Deres Forfædres Ben.

William følte, han blev hed helt op under Haaret. "De tager virkelig

Fejl," sagde han.

"Hvori," spurgte hun og saá lige paa ham.

"Det er slet ikke derfor ..."

"Hvorfor?"

Nej, han kunde ikke udholde det Blik--han tav og saá ned. "Det med

Forfædrene," sagde han saa dæmpet.

"Da vilde jeg kun finde det naturligt," sagde hun, og Betoningen var

meget alvorlig, ejendommelig dyb.

"Vilde De?" det kom hurtigt, og han saá hen paa hende.

Haabløse Slægter · 第 23 / 78 题