"Deres Muffe," raabte William.
"Aa--ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen.
Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin
Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen.
Efter den Dag var de meget sammen. Undertiden gik han ned paa "Haabet"
for at hente hende, undertiden mødtes de først i Kirken. Han bar hendes
Noder, hendes Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til at faa
ham til at bære for sig og hente hende og blive sat Stævne for at vente
paa hende.
"Saa," sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Datter, da William en Dag
gik forbi med Frøken Falk, "nu har hun da faaet et nyt Menneske."
Frøken Kristine fo'r til Vinduet. "Men nu er han sytten Aar," sagde hun
spidst, mens hun besvarede Venindens Hilsen og saá efter dem. "Tilsidst
maa Kamilla vist lære sine Trældyr at tale rent."
"Fylder hun nu ikke ni og tyve?" spurgte Moderen og slubrede en Mundfuld
i sig af Kaffen.
"Jo, det er akkurat fire Aar siden hun havde Fødselsdag--og da fyldte
hun Fem og tyve." Frøkenen gik tilbage til sin Kniplepude.
"Falks kunde gerne sendt os lidt Frugt"--Fruen havde taget Briller paa
og sad og stoppede paa en af Velærværdighedens Uldtrøjer, "de véd dog,
at din Fa'r holder saa meget af en god Pære."
"Kære Mo'r--hvordan kunde Du dog tænke? De Mennesker bryder sig saamæn
ikke meget om Guds Ord."
Saa stoppede og kniplede Velærværdighedens Familie videre i Tavshed.
Det var nu langt fra hver Dag, Kamilla spillede. Undertiden erklærede
hun, hun var ikke oplagt, de gik saa lange Ture i Alléerne om Søen. Som
oftest var det ham, der talte--han fortalte hende alt.
Og mens han saaledes fortalte, var det, som om han oplevede alt igen,
men paa en ny besynderlig Maade, der endnu mer end før skød det
uvæsentlige bort og samlede sig om visse Hovedpunkter, til hvilke hans
strejfende Fortællinger stadig vendte tilbage.
Saaledes gik det i Begyndelsen og længe, men senere vendte hans
Fortælling sjældnere tilbage til Fortiden. Han oplevede intet, men dog
havde han saa meget at fortælle hende. I den broget-forvirrede Samtale,
som hun styrede med et Ord, ledede med et Smil, vekslede det med Udbrud,
Afbrydelser og lange Taler, Ungdommens vidtsvævende Deklamationer,
hvori der skylles op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte
Længsler, Drømme, Attraa, tidlig Trælhed, hele det taagede Kaos af
Tanker og Fornemmelser, Begæringer og Anelser, der i den første Ungdom
fylder vort Hjerte og vor Hjerne med deres Taager.
Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, saa man saá de spidse
Tænder bag de lidt bøjede Læber, gik hun stadig lyttende. Men standsede
ban, kunde hun ved et Ord atter faa ham til at tale. Og hun hørte gerne
paa ham: hvad han sagde, mens de saaledes gik Time efter Time, var saa
ejendommeligt, saa Fremmed, noget nyt for hende, og hun havde dog levet
en Del og oplevet meget.
Kamilla Falk var meget omtalt: hendes Veninder afskyede hende, Mændene
betragtede hende med Mistro.
Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart længe siden, og
Forlovelsen var pludselig gaaet overstyr, og hun var rejst bort. Der
hvilede nok et Slør over et og andet den Gang, ialfald sagde man det.
Hvorom alting er, man hviskede baade om et og om et andet, og vist er
det, at der havde været en Maler i Besøg hos Falks det Aar, han havde
malet Frøkenens Portræt, og hun blev paa sin Rejse borte over et Aar.
Egentlig var hun blevet smukkere paa den Rejse. Hendes høje Figur var
blevet svært junonisk og som for at knuse Sladderen under sine Hæle
traadte hun fastere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et
ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Maaske var det
ogsaa, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst
brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en
Rose i Haanden.
Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens
Rigdom blev Kamilla siddende paa Veilgaard.
Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den
landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i
København, og saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de
Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren. Lidt hurtig
skiftende var de jo, de Bekendtskaber--det ene Aar var det nogle
Kunstnere, en ældre Skuespiller og to Malere, det næste det halve
diplomatiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken Kamillas Hof,
hvor altid én blev udmærket for i to-tre Maaneder i Forening med den
skønne Dame at udhule indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som
adskiller et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Fingerspidser,
fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til "utilladelige Forhold".
Saaledes gik en fire-fem Aar. Kamillas Træk blev skarpere, øjnenes
Udtryk koldere, strengere sagde nogle--hun blev ikke mindre smuk, men
man saá dog, at den Første Ungdom var Forbi. Maaske var imidlertid
hendes Følelser mere ældede end hendes Træk.
Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Leflen med og Befølen af
Lidenskaben, hvori hun hendrev sit Liv, havde virket paa hendes Sind som
en Drik Saltvand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hendes Sind
var ligesom udtørret, og hun søgte altid paany de samme Sindsbevægelser,
der bestandig paany skærpede Sjæletørsten.
Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attraa, som døde uden
at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl traadte frem, var en tom
Blasérthed; hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig
støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet til Ro og døsede.
Men ved Siden af denne Blasérthed dvælede der dog en altid vaagen
Bitterhed, som var født af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne
Resignation.
Paa denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i Sorø og, som rimeligt
var, tilbragte de Søndage og Smaaferier hos Onkelen paa Veilgaard.
Kamilla behandlede Fætrene som Drenge--hun var jo ogsaa ti Aar ældre end
de--men nogle af de Kammerater, som altid fulgte med dem, syntes hun
dog at skænke en betydeligere Opmærksomhed.
Og efterhånden fandt hun Fætrenes Kammerater "morsommere" og
"morsommere". Som hun havde taget Tag i William, havde hun handlet med
adskillige, og denne Leg med unge Mænds første længselsfulde
Hjertebanken var blevet frøken Kamilla en ren Sport.
Hun drog dem til sig med sin Skønheds og sin Erfarings hele Tillokkelse,
hendes afblegede, noget strenge Skønhed maatte gøre Indtryk paa det
syttenaarige Hjerte, og hun gjorde deres tøvende Skyhed dristig. Hun
trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende
Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens
Aandepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes
Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme
Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne
besidder alt. Og denne Leg var saa lidet farlig: der blev intet givet
uden et Haandtryk; maaske et Kys paa en ung Pande, som brændte, paa
nogle bløde Lokker, hendes Hænder længe havde kærtegnet.
William var forelsket. Men hans Forelskelse var af en ejendommelig Art.
Undertiden, naar de gik sammen langs Søen, og han talte til hende i
strømmende Ord, der kunde lyde som halvdigtede Kærlighedssange,
frygtsomme Hymner af en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse
Elskovsgudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes Skønhed, kunde
han pludselig se paa hende med et Blik, der forvirrede hende, gjorde
hende forlegen, saa hun slog Øjnene ned; til andre Tider kunde han længe
være tavs, ordknap, og saa tilsidst brød han ud i en Bitterhed, som
afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet kunde friste.
Tingen var, at den første Ungdoms Forelskelse kæmpede med den ved
Læsning erhvervede Erfaring i Williams Sjæl, og hans medtagne Nerver,
hans allerede stærkt rystede og derfor slappede Sind trættedes ofte af
de evige Bevægelser, hvori denne Forelskelse førte ham ind, og som hans
Erfaring gav en dybere Betydning. Undertiden var han helt Barnet,
undertiden gjorde hans Theorier ham til den erfarne Mand, som formaar at
faa næsten de samme Nydelser ud af en ufrugtbar Forelskelse som af et
virkeligt Kærlighedsforhold; undertiden blev han atter overfalden af en
vis Ubændighed, der vilde opnaa alt, hvad han vidste, Kærligheden kunde
skænke; undertiden var han kun træt og syntes, han var færdig med det
ogsaa.
Det var disse sammensatte Følelser, Kamilla ikke ret forstod, og som hun
bestandig ivrigere søgte at forstaa.
Naar hun nu spillede, sad han altid ved Siden af hende paa en høj
Straaskammel, Organisten lagde Noder fra sig paa om Søndagen. Undertiden
fantaserede hun, saa sad de og talte sammen, mens hun spillede, halvt
hviskende, som om de satte dæmpede Ord til Musikken.--
I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun maatte gaa lige til
Bunden af den Gaade, der hed William Høg, hun maatte besejre dette Væv
af Modstand og Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelsernes
Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab.
De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde
næsten ikke talt sammen, da hun kom. Hun havde straks sat sig til
Orgelet, havde i Tavshed ordnet Registret, og nu spillede hun. William
saá hende fra Siden: hun sad meget rank paa Stolen med Ansigtet lidt
opadvendt og Øjnene næsten lukkede.
Det var en Adagio.
William sad ganske stille med Hovedet i sine Hænder, Albuerne paa sine
Knæ og saá paa hende. Han talte slet ikke.
"Har De været vred de sidste Dage," spurgte hun og blev ved at spille.
"Hvorfor skulde jeg være vred?"
"Jeg véd det ikke"--hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner--"men jeg
har været bedrøvet over det."
Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, hun spillede.
"De véd jo dog, jeg er Deres Veninde," sagde hun og vendte Hovedet
halvt. Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slaa hurtigere og rejste sig
fra Skammelen.
"Vær saa ogsaa lidt god imod mig," hviskede hun, han kunde næppe høre
det, skønt hun spillede ganske sagte, "jeg trænger til Venskab."
Han vidste ikke, hvad han skulde svare; han stod bagved hende, og uden
at han vidste hvorfor, fik han pludselig Taarer i Øjnene.
Det var vel det smeltende Spil--det lød næsten som Suk, de lette Slag
paa de mellemste Taster.
"Tror De, jeg er lykkelig," sagde hun lidt efter, dæmpet.
"Hvem er lykkelig?" Hans Kind rørte ved hendes Haar. Saa fo'r han lidt
tilbage, nede i Kirken klaprede Sidedøren.
Ogsaa hun fo'r sammen, men hun blev ved at spille. Han stod og saá paa
hendes hvide Nakke bag Pibekraven, hans Aande strejfede den.
"Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig ..."
Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, saa han
kom til at røre hendes Kaabe.
"Saaledes gaar det bestandig ... bestandig ..." Hun lod Tonerne langsomt
henhviskes i Rummet, "bestandig".
Saa traadte han et Skridt frem. Hun saá op og slap Tasterne, han var
meget bleg og havde Taarer i Øjnene.
Orgelpiberne hvinede, inden de tav.
"Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt
Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af
Dem ..."
Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod
Orgelet, sagde hun mildt:
"Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder--af Dem." Hun saá paa ham nedefra.
Han greb et Øjeblik haardt om hendes Haandled, hun rev Haanden løs: "Det
gør ondt," sagde hun.
"Hvorfor er De da saadan imod mig?" spurgte han ganske sagte.
Hun smilede vagt og rystede paa Hovedet. Derpaa gav hun sig til at
spille igen.
Han satte sig helt henne hos hende med Hovedet i sine Hænder ligesom
før. Naar hun drejede Hovedet, mødte hun hans Blik, det badede hendes
Ansigt med Ild.
Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde
fremme under Hvælvingen.
Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank,
hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde
holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev
alligevel ved--det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne.
Hans Hænder faldt slapt ned--han hørte Tonerne gennem en brusende fjern
Larm, og han lukkede Øjnene.
Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaagnede ved, at Tonerne
døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne.
"Hvorfor spiller De ikke mere," spurgte han.
Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syntes, hun græd.
Det stormede i ham. Han skubbede Skamlen tilbage, faldt ned paa Knæ og
lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig.
"Hvorfor er De ulykkelig?" spurgte han og saá op i hendes Ansigt, der
var vaadt af Taarer.
Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som
fælles Tørst drev deres Læber sammen.
Ingen af dem talte. Hele Kirken laa i stille Ro, de hørte kun hinandens
Aandedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Haar gav hun sig til
at klappe hans Kinder.
Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men saa skød hun ham
hurtigt bort, rejste sig og sagde:
"Vi ses vel igen paa Fredag." Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet.
Tonen var helt forandret, hun talte ganske med sin sædvanlige Stemme,
men hun blev ved at smile, og deres Øjne hvilede i hinanden.
De blev ved at se paa hinanden, mens hun trak Handskerne paa og satte
sin Hat fast med Hattenaalen, alt meget langsomt, og de gik ned ad
Trappen ved Siden af hinanden, skønt Trappen var meget snæver. Da de kom
ud i Alléen, gik han et Skridt bagefter, han fulgte enhver af hendes
Bevægelser med Øjnene, og pludselig blev han meget rød. Han havde søgt
og søgt om en Erindring, der saa at sige laa ham paa Tungen og nu, nu da
han saá hende gaa saaledes--det var den Aften, han var i Theatret, og de
dansede.
"Hvorfor gaar De bagefter?" spurgte hun og vendte sig. Han svarede ikke,
deres Blikke mødtes atter med et Smil.
"Jeg faldt i Tanker," sagde han.
Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i Skole. Udskriften var
skrevet med Damehaand. Det var fra Kamilla.
"Jeg kommer ikke til Byen imorgen," skrev hun, "Fader er ikke rigtig
rask, Og jeg finder det rimeligst at blive hjemme. Derimod tør jeg vel
som en gammel Veninde spørge Dem paa Ære og Samvittighed, om De ikke
vilde kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem om at tage herud med
Fætter paa Tirsdag og blive her hos os i Paasken. Tror De, De vilde
kunne holde Livet ud herude, saa kom og tag tiltakke. Meget vilde Deres
Komme glæde en gammel Veninde.