De havde læst med tilbageholdt Aande, drevne frem gennem de usikre Tegn
som gennem en Dødsdom, man læser med gruelig Nysgerrighed.
Nina lod Bladet falde.
Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de længe tavse.
"Lad os besøge Moder," sagde saa William.
Vaagekonen havde hængt Lagener paa alle Væggene, dækket af et hvidt
Silketæppe laa Stella paa Sengen. Ansigtet var roligt, men om Munden
dvælede en tavs Smerte, som om den Døende var gaaet bort med et
undertrykt Suk.
Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over den Dødes Ansigt.
Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Champagneflasker i en
lang Række.
Høg kom hjem, rød i Hovedet, Aarerne i hans Pande svulmede.
"Jeg har været ude at spise," sagde han, "Spis, spis, man trænger til
det paa saadanne Dage."
"Vi har spist," sagde Nina.
"Men man bør have nærende Ting, meget nærende Ting, køb noget Oksekød i
disse dage, Nina, meget Oksekød."
Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der gaar i Søvne. Han gav sig
til at rode i Buffet'en og tog tre Glas frem.
"Vi vil ha'e godt af at drikke lidt iaften," sagde han, "rigtig godt,
for at kunne sove, og ellers vil Vinen spildes--"
William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig frem over Buffet'ens
Flasker. Nina blev blegere end et Lagen.
"Jeg kan ikke drikke," sagde hun.
Noget i Tonen slog Høg, "Du har det heller ikke nødig," sagde han, "men
William--han sover daarligt." Han tog en af de halvfulde Flasker og
skænkede Vinen op i et Vandglas.
"Drik," sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine
Læber ... "Naa drik," sagde Høg barsk, "drik."
Han skænkede for sig selv: "Vi har godt af det," Han stødte sit Glas mod
Sønnens: "Naa, godt Mod," sagde han. William var til Mode, som skulde
han dø, mens han drak.
Han satte Glasset fra sig og saá paa Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og
Ninas Angst gav ham ingen Trøst.
* * * * *