Et Aar var gaaet.
Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle Pigers Hjælp gik
alt i Huset som i "Fruens" Tid; Loven, som styrede, var et bestandig
gentaget "saadan gjorde Moder", og for hver Dag, som gik, syntes Nina,
hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje.
Denne Følelse og hendes kraftige Ungdom maatte ogsaa til for at lette
hende Livet i det triste Hjem. Høg skrantede, plaget af en Melankoli,
Børnene maatte være lykkelige over, fordi den var hans Sygdoms mildeste
Form, men som dog laa saa tungt over de unge Liv, der fik deres første
Indtryk i Skyggen af uovervindelige Sorger.
Og tungere endnu, som en mørk, truende Sky, laa Frygten over Hjemmet.
Denne skrækslagne Frygt for et nyt Udbrud af Faderens Sygdom ligefrem
isnede Ninas og Williams Sind og lod dem leve i en evig Uro, der aldrig
sov. Et enkelt muntert Ord fra den tavse Høg, og de skræmmedes op som
stukne af en Bi, en lidt ordrig Fortrolighed mellem Fader og Børn, og de
tilkastede hinanden et sky Blik, som sagde hurtigt og angstfuldt: "Nu
kommer det;" et Forslag fra Høg om en Fornøjelse, som skulde bringe lidt
Adspredelse ind i det ensformige Liv, han Selv med knugende Sorg saá
hans Barn førte--og de sagde, naar de var blevet ene: "Vi gør det ikke."
Nina blev stærk i dette Liv. Sorgen, den Opgave, man havde stillet
hende, og som var for stor For hendes Kræfter, knugede hende ikke. Men
den tidlige Smerte var gaaet gennem hendes Sjæl som en Frostnat, og
Frostnattens Rim dvælede der længe.
Med al sit Hjertes Varme omfattede hun "sine egne": William og
Sofie--Fremmede skyede hun. Hun havde en bestemt, stærk Følelse af, at
man gjorde dem--hendes Søskende og hende selv--Uret ved saaledes at
dræbe deres første Ungdom, og denne Følelse gjorde hende kold mod alle,
selv dem, som ikke havde nogen Del i at paalægge de unge Skuldre dette
Offer for Slægtens Anseelse. Desuden maatte hun sky Fremmede, deres Hus
maatte være en Fæstning. Hvis man skulde skjule Faderens Sygdom, maatte
det ske ved at holde sig borte fra alle.--Hvem vidste vel, naar
Sygdommen kunde bryde løs?
William betoges at den samme angstfulde Skyhed som Søsteren, men den
virkede hos Drengen paa anden Vis.
Han havde i de sidste Aar indsuget en overmaade stærk Følelse af sin
Slægts Betydning og Ælde, af dens Daad og dens Gerninger, og denne
Slægtsstolthed, der i hans lidenskabelige Gemyt fik en ejendommelig
sugende Heftighed, var slaaet ud i en altbeherskende Ærgerrighed, en
Drengeærgerrighed af den særegne Fjortenaarsart, hvis Gerninger er
Drømme, hvis altid Søgende Æretørst læskes ved Sejre, vi tildeler os
selv, og hvis smykkende Laurbærkranse er saa let vundne, fordi vi
bekranser os selv. William stødte i sine Fantasier Panden mod Himlen.
Den sygelige Dreng erobrede i Tankerne en ny Verden for sig og sin
berømmelige Slægt.
Saa kom Faderens Sygdom. Hvad der overvældede ham, var her ikke Faderens
Ulykke, men langt mere den Skam, han vagt følte Faldt over dem ved denne
Sygdom. Han blev kaldet tilbage fra sine himmelstormende Fantasier og
saá med pludselig Klarhed Virkelighedens Ynkelighed.
Hans Drømme havde ikke Livskraft til at modstaa denne Storm, og de
blomstrede ikke op mere; som en enkelt Aprilnats Kulde kan afvisne et
spirende Blomsterbed, saaledes sank Drengens Fantasier sammen under
dette Slag.
Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, der ligesom gav hans
altfor tidlig slappede Nerver Hvile. Hele hans Eksistens prægedes af en
Træthed, der var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans nervøse
Gemyt ikke havde kunnet bære uden at modtage altfor store Mærker deraf.
Og til denne Blasérthed, skabt af for tidlige Sorger, stødte langsomt en
anden, mindst ligesaa farlig og skæbnesvanger.
Stellas Død slog en uudfyldelig Brèche i Sønnens Liv; uagtet hun aldrig
havde egentlig, hvad man kalder opdraget paa Sønnen, men snarere kun set
til, mens han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun hendes, som
havde dannet ham, hendes Følelser, som saa at sige igenvoksede i ham.
Hun var Midtpunktet for alt, hvad han vidste, følte og tænkte. Nu gik
hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier,
der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin
bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den
dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod
alt og alle.
Og i Stellas Sted traadte, under det ensomme Liv i Hjemmet, ingen ny
Fortrolighed eller nært Kammeratskab. Høgs Hus var ikke til det.
Træt af at fantasere, henvist til sig selv begravede William sig i
Læsning. Men det var Drengen umuligt her længere at finde Smag i Bøger,
som vilde have passet for hans Alder.
Livet havde ladet ham se Lidelser og Lidenskaber røre sig kraftigere,
Sorger nage dybere, end de gjorde i disse Bøger.
Saaledes søgte han i sin Læsning hurtigt bort fra sin Alders Bøger, og
han opsøgte de Digtere, som man siger har skrevet med deres Blod: kun
deres Værker syntes ham sande, og kun de syntes ham at vide, hvad et
Menneske maa lide.
Læsningen kom saaledes til og ophedede yderligere det Drivhus, hvori
Forhold og Omstændigheder saa tidlig havde indflyttet denne Plante.
Men de Sorger og Lidelser, hvoraf saamange af de Digtninge, han læste,
bugner, var som oftest af en anden Art, tilhørte en anden Sfære. Dette
gjorde William sig imidlertid ikke klart, han saá blot, at dette var
Lidelser, som han vidste, de oplevedes, og uden at have nydt i Livet
noget af det, som havde skabt disse Lidelser, blev han gennem Kendskabet
til Lidelserne først fortrolig, siden træt af Nydelser, som han aldrig
havde smagt.
Et goldt Tankeliv var allerede færdigt med en Byrons Lidenskaber og en
Heines Ulykker.
Saa naaede han paa sin Vej til Alfred de Musset, og den facile Adjunkt
udlaante med et Smil: "la confession d'un enfant du siècle" til den
femtenaars Dreng. Og det vilde ogsaa have været for silde at holde igen.
William forstod alt, vidste alt. Med grusom Erfarenhed, der netop, fordi
den kun tilhører Tankelivet, piller alt op og udtørrer alt, forstod han
hver Fiber i den Musset'ske Helts Sjæl, og hans Melankoli, der var født
af Sorger, parredes nu med nydelsestrættet Mæthed.
Omtrent ved denne Tid blev han konfirmeret. Under
Religionsundervisningen bragte han ofte Hans Velærværdighed til
Fortvivlelse ved besynderlige Paradokser, skeptiske Spørgsmaal og
Fraser. Hans Velærværdighed talte paa Højtidsdagen i sin Velsignelse, da
han lagde Haanden paa Williams Hoved, om de unge Sinds Gæring, der
gjorde Verden til et Kaos, hvor Gud dog i sin Naade tilsidst vilde skabe
det samlende Lys.
Sagen var, at Religionen var gledet bort fra William, eller William
gledet bort fra Religionen. Dump Melankoli, Ligegyldighed og Træthed
havde efterhaanden hentørret Bønnerne paa hans Læbe, og den, som ophører
at bede, er langt fra Gud.
William Høg syntes, han havde levet meget længe og længe nok. Hans
Ansigtstræk havde faaet dette gamle, tidlig visnede Udtryk, der er
ejendommeligt for Krøblinge eller Barn, der skal dø tidligt, han var
meget mager og gik altid bøjet, med ludende Hoved.
Dog saá det ud til, han kunde vokse sig køn.
Nina og han var næsten altid sammen, og de stærke Baand, som de fælles
Sorger havde bundet, brast ikke. Men paa den anden Side havde disse
samme Sorger tidligt udviklet deres Karakter i meget forskellig Retning,
og for hver Dag, der gik, maatte Kærligheden slaa Bro over en stadig
større Kløft i Forstaaelsen.
William var nervøs og pirrelig, og under hans Tungsind bruste og kogte
al et lidenskabeligt Gemyts tilbagetrængte Voldsomhed. Saa kunde denne
undertrykte Gemyts-Hede ofte slaa ud paa de besynderligste Tider og ved
de ubetydeligste Lejligheder, naar f. Ex. Nina, der var Ordenen selv,
havde lukket en opslaaet Bog, flyttet en Stol, hvorpaa Broderen havde
siddet, eller saadan et eller andet.
Nina var under hans Vredesudbrud bestandig rolig, og denne Ro æggede
William, opirrede ham yderligere.
En Dag havde Søsteren lagt "Rolla" ind i Bogskabet og tillod sig, da
Broderen spurgte om den, at bemærke, at denne Bog forresten ikke var for
Drenge.
William blev rasende og sagde, at hun forstod sig vist ikke meget paa
den Slags Ting--hun skulde helst blive hos sin elskede "Jane Eyre".
Nina svarede ikke straks, men lidt efter løftede hun roligt Hovedet og
saá paa Broderen, mens hun sagde:
"Tror Du, Mo'r vilde synes om, at Du læste i den Bog?"
William havde ikke ventet dette Spørgsmaal.
"Du tror det ikke," sagde Nina og saá atter ned.
Men lige med ét fløj Broderen ind imod hende, og i Raseri slog han hende
paa Øret, saa det klaskede.
"William!" raabte Nina, næsten angst. "William--hvor kunde Du dog?"
Og lige saa snart han havde hørt Lyden af sit eget Slag og den
smertefulde Betoning i Søsterens Raab, faldt hans Hænder slapt ned. Han
saá skelende op, og han syntes, han maatte krybe i Jorden af Skam.
Nina havde rejst sig, hun holdt Haanden mod den rødplettede Kind, og
koldt som med Knivklang sagde hun:
"Du ligner Fa'r!"
"Nina!" Han skreg det.
Forskrækket, sky saá William atter op, og deres Blik mødtes. "Nina,"
sagde han igen, sagtere, "Nina!" Hun sank med en Mumlen sammen i Stolen
og græd med Hovedet ned i sin Sykurv.
Nogen Tid efter, stærkt ind i det andet Aar efter Stellas Død, blev Høg
atter eksalteret; langsomt, men sikkert gennemløb hans Sygdom de samme
Stadier som sidst. Det var de samme Idéer under andre Former, de samme
Overdrivelser, den samme indholdsløse og ustadige Energi; paa Børnenes
Side den gamle Angst, den gamle Venten, den gamle, hvileløse Frygt. Kun
var de nu ene om at bære det.
Om Natten gik Høg søvnløs rundt i Huset, han rumsterede i Køkkenet,
lyttede ved Dørene, spejdede efter Lyssprækker for at se, om William
eller Nina havde Lys og vaagede. Han stjal deres Lys om Aftenen og tog
Tændstikkerne fra dem. Han vidste, at de passede paa ham, og han vilde
hindre det.
Efterhaanden som Eksaltationen steg, voksede Børnenes Angst--ogsaa Sofie
forstod nu, at Faderen var syg--men Berg haabede paa en hurtig Bedring
og lod Høg blive i Horsens.
Om Dagen sad Nina hjemme uden at turde gaa ud og uden at kunne blive
rolig mellem de fire Vægge. Hun skyede Folk endnu mere end ellers, hun
syntes, at alle Mennesker saá nysgerrigt paa hende, og hun hadede baade
deres Medlidenhed og deres Spørgsmaal. Saa sad hun i et halvmørkt
Værelse til Gaarden og rugede over sin hjælpeløse, fortvivlede Angst,
saa lang Dagen var, uden at kunne tage sig noget til og uden at arbejde,
hensunken i sin egen Hjælpeløshed. Naar Faderen var hjemme, jog hun
hvert femte Minut op af sin Sløvhed for inde i Spisestuen at lytte
efter, hvad han tog sig for i sit Studereværelse, om der var Folk hos
ham, og hvad han sagde.
Undertiden, naar han saaledes havde Besøg, og han talte meget højt og
længe, aabnede hun pludselig Døren og traadte ind under et eller andet
ligegyldigt Paaskud, som kunde afbryde Samtalen og Faa den Fremmede
bort. Men fra Faderens Øjne mødte hende da et Blik saa vredt og
hadefuldt, at Datteren gøs derved.
Var William hjemme, sad de to Søskende sammen. Deres Samtale var altid
den samme, ligesom deres Tanker: i en Ring gik baade Ord og Tanker rundt
om deres Frygt.
Høg tog ofte William med sig paa sine Udflugter, Spadsereture, lange
Rideture; undertiden kunde de være borte hele Dage. Disse Tider var
Hvilepunkter for Nina, hun trængte saa haardt til at hvile ud fra sin
Angst; for William var dette Samliv med den Syge en forfærdende Lidelse.
Høg glemte, at han talte med sin Søn, og hadefuld som han i Sygdommen
var mod dem, han ellers elskede, fortalte han løst og fast om sine
Brødre, om Excellencen, om sin Moder. Han klædte sin Slægt af for sin
Søns øjne. Eller han tumlede med de vildeste Planer om at rejse for at
vise Sønnen de Steder, hvor han havde tilbragt sin Ungdom, om at føre
ham til Paris og til Italien. William gav ham Ret i alt. Saalænge de var
ene, var det dog langt mindre forfærdeligt, og saalænge lod han Faderen
tale. Men hvor han kæmpede, naar de var sammen med Fremmede! Han dækkede
over Faderens Besynderligheder, talte livligt, spurgte ham ud, som om
han selv var mest interesseret i alt; han forklarede Faderens
Anskuelser, han bortforklarede hans Overdrivelser, saá med hundrede Øjne
og hørte med hundrede Øren for at aflede Opmærksomheden fra hans
uforklarlige Excentriciteter.
Snart agerede Faderen syg og lagde sig til Sengs; da maatte Sønnen
timevis holde vaade Klude paa hans Pande, han kunde ikke vige fra ham,
men sad med hans Haand i sin, mens Faderen jamrede sig i indbildte
Smerter. Nervernes Oprør lod den Ulykkelige lide et Helvedes Kvaler.
Snart vilde Høg bruge Bade, og de tilbragte nogle Dage ved Kysten. Han
gik ved to Stokke, halvbaaren af William kom han saaledes ned til
Badehuset. I Badekamret vilde han være alene, og Sønnen maatte kun følge
ham til Broen. Det var forfærdelige Øjeblikke for Williams ophidsede
Fantasi, naar han i stirrende Angst ventede inde paa Stranden, uafbrudt
seende mod Badehusets Dør, der blev ved at være lukket Kvartér efter
Kvartér, indtil den kolde Sved sprang frem paa den Ventendes Pande.
Saa ilede han i vanvittig Frygt i tre Spring ned fra Skrænten, hvor han
sad, ud ad Broen og bankede paa Døren.
"Er Du i Vandet endnu?" raabte han.
"Nu kommer jeg," svarede Høg kort, "Du er vel angst, din Fa'r, som har
faaet Svømmepræmier, skal drukne i et Vandfad?"
Om Middagen spiste de ved Table d'Hôte i det lille Badehotel. De sad
nederst ved Bordet, Høg lige ved et Hjørne: naar han vilde tale, maatte
det ske over Sønnen.
Aldrig i sit Liv havde William været saa videbegærlig som i denne
Timestid, hvor den gnavne Vært lod sine med spædt Kalvekød fyldte
Overflødighedsskaale tømmes paa Gæsternes ventende Tallerkener. Han
bemægtigede sig med en Opbyden af al sin Kraft hele Faderens
Opmærksomhed, og han skjulte med sin Livlighed og Spørgelyst hele det
øvrige Selskab for Høg; han overvældede ham med Spørgsmaal, han lo,
svarede muntert, skæmtede. Den kolde Angst gav ham Kræfter.
Men naar de efter disse Maaltider kom op paa deres Værelser og Faderen
lagde sig til at sove paa sin Seng, kunde William ofte falde fuldstændig
sammen efter den frygtelige Anstrengelse, og, stum og følesløs for alt,
tilbringe Timer i en tom Opgivelse, hvor hans Hjerne havde ophørt at
arbejde, og hvor han græd af Slaphed uden at vide det.
Efter nogle Dages Forløb vendte de saa atter hjem, og det gamle Liv
begyndte igen. Eksaltationen steg stadig, og Nina og William turde ikke
mere gaa i Seng om Natten. Dér sad de mange Nætter--det var nu ud paa
Efteraaret--halvslumrende i et Par Lænestole i Williams Værelse uden at
turde tænde Lys og uden at turde tale for at holde sig vaagne. Høg vilde
have set Lys i Sprækken og hørt deres Stemmer, naar han gik forbi
Døren. Hele Natten hørte de hans urolige Vandren, naar han hvileløs gik
ud og ind og aabnede og lukkede alle Døre i Huset. Han spiste sjældent
om Dagen, men om Natten hørte de ham mange Gange rode med Glas i
Buffet'en og rasle med Knivene, og om Morgenen kunde de se, at han havde
skaaret Ost i Spisekammeret.
Børnene turde ikke tale. En Gang imellem spurgte den ene, blot for at
høre en Lyd, som kunde adsprede den tunge Stilhed, deres Rædsel
befolkede med Skræmmebilleder: "Sover Du?" Og den anden svarede med et
Par hurtige Ord. Det var alt.
Saaledes gik mange Dage og mange Nætter.
Tanken om at rejse blev imidlertid stadig stærkere hos Høg, han vilde
vise Sønnen Europa. En smuk Dag spurgte Berg William, om han turde rejse
med Faderen.
"Deres Fader ønsker at rejse," sagde han lidt nonchalant, "og jeg tror,
at Rejsen vilde være gavnlig, meget gavnlig for ham."
"Rejse--," mumlede William, og det var ham, som om han pludselig skulde
kvæles ... "jeg--"
"De tør altsaa ikke," spurgte Berg barsk.
William saá op, lige ind i Lægens graa Øjne: "Hvor lang Frist vilde det
kunne gi'e?" spurgte han.
Lægen modstod ikke det Blik, han saá ned og sagde tøvende: "De véd godt,
Høg, at Lægerne kun kan antage." Han slog med Stokken lidt Støv af sine
Benklæder.
"Og hvorlænge antager De," spurgte William igen, ejendommelig fast.
"Maaske et Par Aar," sagde Lægen, "men naar De er bange ..." Berg vendte
sig halvt bort.
"Er der da intet at være bange for, Doktor Berg?" Ordene kom heftigt,
som en undertrykt Bebrejdelse, og det unge Menneske saá atter skarpt paa
Berg. "Er der intet at være bange for?"
"For Dem intet." Der var en kort Stilhed. "Men Skolen?" sagde William
tøvende og slog Øjnene ned.
"Aa ja, søg Paaskud!"
William aandede dybt; han aabnede Og lukkede Hænderne nogle Gange, som
for ved en mekanisk Bevægelse at betvinge sit Sinds Oprørthed, og lidt
hæst sagde han saa:
"Jeg skal gerne rejse."
Lægen saá et Øjeblik paa ham, som han stod dér med store Sveddraaber paa
Panden og Munden smertelig sammentrukken under de hviskede Ord, og i et
pludseligt Udbrud af Medlidenhed slog han ham paa Skulderen.
"Det var bravt," sagde han. "Og De skal ikke være bange."
Tre Dage efter rejste de. Selve hans uovervindelige Angst gjorde William
rolig og fattet i disse Dage, men da han kørte bort fra Perronen og
lænet ud af Kupéen saá Nina viftende med det hvide Lommetørklæde, var
det ham, som om jorden gled bort under ham, og han satte sig i
Svimmelhed tilbage i Sædet.
Den første Uge syntes det, som om Berg skulde faa Ret.
De rejste i smaa Dagsrejser, laa over hver Nat, og tog først videre højt
Op paa Dagen. William bestak Konduktøren, saa de blev alene i Kupéen,
hvor Høg saa laa paa den ene Side, ligesaa lang han var, paa et Leje,
redt af Plaider, Tæpper og Puder. Undertiden var han saa svag, eller
indbildte sig at være det, at man maatte løfte ham baade ud og ind af
Kupéen. William fortalte, de rejste til et Bad, og bødede paa alt med
Drikkepenge, som han næsten maatte kaste ud i Grams. For at Faa de mange
Penge af Faderen, der lige saa ofte var latterlig paaholdende som
latterlig ødsel, maatte han lave de utroligste Historier.
Til andre Tider var Høg livlig som et tyve Aars Menneske, og saa var det
vanskeligt at holde ham i Kupéen; han undrede sig over, at de bestandig
var alene, og med de Sindssyges Mistænksomhed sagde han: "Men Du vil
vel ingen ha'e maa være sammen med din Fa'er?" William slog det hen,
søgte Grunde: "Der var jo saa faa, som kørte paa første Klasse."
Under Opholdet i Neumünster blev Faderen borte. William havde været inde
for at købe nogen Lekture i Jernbanebiblioteket, og da han kom tilbage
paa Perronen, var Kupéen tom.
"Einsteigen," raabte Konduktøren højere oppe i Toget. "Einsteigen!" Han
slog Døren haardt i ...
William sprang ned af Trinnet og saa sig fortvivlet om, ingen at se--han
løb ned forbi de nærmeste Vogne og raabte højt, ingen, der var ingen,
som svarede.
"Einsteigen," raabte Konduktøren lige ved ham.
William sprang op paa Trinnet, og hurtigt, i afbrudte Sætninger,
fortalte han, at Faderen var borte, at han ikke kunde rejse, at han
maatte blive her.
Konduktøren lo og halvt tvang ham ind i Kupéen--William greb sig i at
have talt Dansk i sin Fortvivlelse.
Mens de kørte, sad han overvældet, forvirret, viden at turde tænke. Han
burde være blevet, han burde aldrig være taget med--Men Faderen kunde jo
have taget fejl af Kupéerne, han sad naturligvis i en anden Vogn, han
kunde jo dog ikke være blevet tilbage ...
Han gik i sin Bevægelse frem og tilbage i Kupéen uden at kunne sidde
roligt, bestandig paany bearbejdende dette dobbelte Sæt af Tanker, som
hans Fantasi understøttede saa Forfærdeligt med ligegyldige Grunde.
Og hver Gang de standsede paa en af de smaa Stationer, havde han Lyst
til at springe ud, og den nye Tankerække tvang ham dog til at blive.
Hvad skulde han vel ogsaa kunne gøre med sine tyve Mark? Hvor skulde han
vel tage hen?
I Hamborg aabnede han selv Vogndøren og steg ud. Hans Angst var gaaet
over til en opgivende, sløv og følesløs Inerti, og han var overbevist
om, at Faderen ikke var med i Toget. Og alligevel spejdede han med
Fortvivlelsens Iver efter hver Dør, der aabnedes i Vognrækken. Han løb
lidt ned til den næste første Klasses Vogn--til den næste. En Herre stod
paa Trinnet halvt bøjet ind i Vognen ... nu traadte han helt ud ...
vendte sig ... det var ham.
William standsede med et Ryk og slog sig med Haanden for Munden for ikke
at skrige; alt Blodet fo'r ham i Stød til Hjertet.
Høg hjalp med udsøgt Høflighed en blond, meget høj Dame ud af Kupéen,
bød hende Armen og kom henimod Sønnen. Da han saá ham, smilede han: "Er
Du dér," sagde han fuldstændig ligegyldigt, "Skaf os en Vogn, min
Dreng."
Damen tog Lorgnetten op og saa et Øjeblik nonchalant paa William, vendte
sig saa og sagde nogle Ord paa Fransk, medens de gik ind i Ventesalen.
William blev staaende, han kunde næppe kende Faderen igen: set saaledes
bagfra med den slanke Figur rettet. Hovedet baaret saa smukt, lidt bøjet
ned mod Damen ved hans Arm--mod sin Vilje blev Sønnen slaaet af den rene
Race i den hele Fremtoning, noget vist ubeskrivelig fornemt, det var
umuligt at definere.
Han skaffede Vognen, og de kørte alle tre--Høg, Grevinde Hatzfeldt og
han--til "Hotel de l'Europe". Grevindens Kammerjomfru sad paa Bukken.
Ingen talte til William, Han sad halvt gemt under hendes Naades Kasser
og Hatæsker, og naar Faderen pegede paa et eller andet, henvendte han
sig kun til Damen eller tilføjede hurtigt et: "Ser Du, min Dreng", hvis
henkastede Betoning gjorde Sønnen mindst fem Aar yngre. William var til
Mode, som gik han endnu med Bluse. Grevinden talte Fransk og holdt ham
paa denne Maade udenfor Samtalen, forresten syntes hun helt at have
glemt hans Tilstedeværelse og ikke at ville ane hans Eksistens.
Da de var blevet alene i Hotellet, spurgte William, hvem den Dame var.
"Jeg var en Ven af hendes Mand," sagde Høg. Videre ikke.
Han gjorde omhyggeligt Toilette, tog tre--fire Skjorter af og paa, inden
han kunde finde en, der var god nok, valgte mellem sine Frakker en blaa
med Fløjlskrave og lange, moderne Skøder.
"Vi spiser Frokost i den zoologiske Have," sagde han.
"Med Grevinden?"
"Ja."
Det blev en drøj Dag for William. Faderen aandede kun for Grevinden, han
gjorde Kur, overvældede hende med Opmærksomhed, han kyssede hende paa
Haanden, havde hende under Armen, sad bestandig lige overfor hende uden
at tage Øjnene fra hende. William kunde næsten ikke holde ud at se
derpaa, det pinte ham; han rødmede, naar Faderen karesserende lagde sin
Haand paa Grevindens Arm, han slog Øjnene ned, naar de smilte til
hinanden med et tavst og leende Smil; han led, naar Faderen bøjede sig
ned og deres Øjne mødtes.
Han vidste ikke selv, hvad det var, men han syntes, at Faderens
besynderlige Blik maatte fornærme enhver Kvinde, at hans Berøringer
maatte oprøre hende. Og i sit stille Sind hadede han denne blonde,
rolige Dame med sin graa Rejsedragt, sine svenske Handsker og sil evige
Smil.
Til ham talte man slet ikke, og efterhaanden steg hans pinlige Følelse
til det utaalelige. Han kunde ikke længere holde det ud, han syntes,
Faderen var kælen som en kurrende Due, og han var opbragt paa Grevinden,
der modtog alt med den samme fuldkomne Ro, det samme uforstyrrelige
Smil.
Han vilde ikke se paa dem, og dog kunde han ikke lade være, hans Følelse
saaredes, og hans Nysgerrighed drev ham til at se.
Saa tænkte han. Han vilde sige hende alt. Fortælle hende, at Faderen var
syg--det vilde være en Straf, og det kriblede ham i Fingerspidserne
efter at sige det; men alligevel, nej, det var umuligt.
Om Aftenen var de i Thaliatheatret. De sad i en Avantscene-Loge. Høg og
Grevinden langt tilbage i Mørket, William helt Fremme. Man spillede et
Stykke af Moser med en af Tysklands berømteste Skuespillerinder som
Gæst. Ingen i Logen fulgte Spillet.
William hørte ustandseligt Grevinden og Faderen hviske bag sig, og han
irriteredes af Lyden af den store Vifte, som hun uafbrudt bevægede frem
og tilbage. Faderen sad hele Tiden helt bøjet henimod hende, med sit
Ansigt ind imod hendes.
I en Mellemakt gik Faderen ud. Og uden at kunne beherske sig længere,
vendte William sig om mod Grevinden, og sagde hurtigt:
"Fa'r er sindssyg." Han mødte Grevindens Blik, hun rørte sig ikke,
bevægede Viften sagte og svarede:
"Det véd jeg."
Ordene døde paa hans Læber, han kunde have slaaet hende i Ansigtet.
Den næste Morgen rejste Grevinden, uden at Høg bekymrede sig derom.
De tog fra Hamborg to Dage efter, standsede i Münster, i Düsseldorf og
naaede endelig Cöln.
Høg talte mere end i Rejsens allerførste Tid, og han begyndte at undgaa
William, mens han stadig stiftede flere og flere nye Bekendtskaber
overalt, hvor de kom. Om Dagen gik det an, Sønnen fulgte jo med paa
Turene og var ialtfald i Nærheden, men efter det sene Table d'Hôte, naar
de var gaaet op paa deres Værelser--de boede i Beletagen og havde tre
Stuer, Nr. 53--søgte Høg paa alle mulige Maader at narre William ud saa
længe, indtil han selv kunde slippe bort til Theatret eller til Cirkus.
Undertiden lukkede han ham endogsaa inde, mens han selv strejfede om,
Himlen vidste, hvor.
Det var for William de kvalfuldeste Timer: Ene, overvældet af sin
knugende Ensomhed sad han Time efter Time i den store Salon og ventede.
Han forsøgte at skrive Breve, men han formaaede ikke at holde Tankerne
sammen, han satte sig ud paa Altanen mod den store Gaard: Springvandets
Plasken, Gæsternes Latter og Samtaler henne under Glastaget irriterede
ham; han havde ingen Ro, han gik ind i sit Sovekammer, vaskede sine
Hænder for tiende Gang, spejlede sig, gik atter ud i Salonen, frem og
tilbage.
Han kunde have skreget om Hjælp--saa ensom, saa forladt syntes han sig i
denne aflaasede Lejlighed. Og ringe kunde han ikke, Hvorledes skulde han
vel forklare, at han var blevet laaset inde? Hvorfor var Faderen
gaaet?--Nej, han maatte vente.--Saa kom Høg hjem langt ud paa Natten.
William var meget sky, talte sjældent og undgik at stifte Bekendtskaber.
Han blev mager og havde ingen Appetit. En Dag ved Table d'Hôte hørte han
Faderen sige sagte til sin Nabo:
"En Overanstrengelse--nedarvet Melankoli--arvet fra Moderen."
Den Fremmede saá paa ham, og det gav et Sæt i William. Det var altsaa
derfor, de bestandig saá saa medlidende paa ham, undgik ham, talte
underlig kælende, naar de endelig talte--derfor behandlede Kelnerne ham
saa sky, ligesom ængsteligt: de troede, han var den gale.
Det var, som Blodet stivnede i hans Aarer, som om Bord, Opsats,
Tallerkener pludselig begyndte at danse for hans Øjne ... mens Væggene
snurrede rundt som en Karussel. Han kunde ikke maale den Afgrund, som
aabnede sig for hans Fødder.
Da de kom op, satte han sig hen foran Kaminen, han hørte ikke, saá
ikke--dette Slag havde bedøvet ham. Uden Øje og Øre maalte hans Tanker
det Svælg, foran hvilket han stod; det var altsaa ham, der var gal, han
den melankolske, sky, menneskefjendske, og Faderen var rask, han talte
jo, var aandfuld, forynget, omgivet af en Duft af Elegance og Fornemhed
... Hvad var vel naturligere, end at man troede det? Man maatte jo tro
det ...
Men han maatte gaa til en Læge, dette kunde ikke vare ved ...
umuligt ...
Han rejste sig uden at vide, hvorlænge han havde siddet der, og saá,
Ilden var gaaet ud; han kaldte, Faderen var ikke i sit Sovekammer. Saa
begyndte han atter paa den gamle Tankerække, han optrævlede Tanke for
Tanke, begyndte forfra, tog paany de samme Grunde frem, vejede dem og
kom paany til det samme Resultat. Stadig den samme Tankekreds.
Pludselig kom han til at ryste af Kulde. Altandøren stod aaben, og
Oktoberaftenen var meget kold. Han gik hen for at lukke Døren og saá, at
Lysene var slukket i Restaurationen, i Gaarden brændte kun et Par
enkelte Gasblus, viftende for Vinden i deres ovale Kupler. Et Par
Tjenere gik og satte Stolene sammen henne under Glastaget.
Det maatte altsaa være sent. Taffeluhret viste ogsaa to.
I det samme havde han glemt den nye Angst, og han huskede kun, at
Faderen endnu ikke var kommen hjem, saalænge plejede han dog sjældent at
blive ude.
Den nye Frygt forjog den gamle. Siddende sammenkrøben i Sofaen faldt han
i Søvn, overvældet af Træthed, men hans Tanker, der blev til Drømme,
joges bestandig rundt i samme sørgelige Kreds.
Han vaagnede ved en høj Latter og saá Faderen staa midt i Stuen med en
tyrkisk Hue paa Hovedet og et stort Skæg. Han sprang op som en Fjeder og
holdt sig for Øjnene, som for at værge sig mod Synet. "Hvem er det,"
sagde han. Faderen lo.
"Det var hele min Maskeradedragt," sagde han, bestandig leende, "og jeg
kan gøre Dig forskrækket alligevel! Nar!--Nar!"
William spurgte, saá paa ham. Øjnene var uhyggelig glansfulde, Læberne
fortrak sig til et evigt Smil; han talte uafbrudt, Ordene Føg sammen i
en ustandselig Strøm, afbrudt af Latter, Udraab og Nynnen.
Det hvide Slips var gaaet op, Skjortebrystet krøllet, den ene Knap stod
aaben.
"Det er af Dansen," sagde han leende, "de Damer svinger En, saa man
bliver ør." Han søgte at knappe Skjorten, men hans Hænder rystede, og
han havde intet Herredømme over dem.
"Det maa være Champagnen," sagde han og sagde paa fransk et b for p'et.
William stod som fastnaglet, hans løftede Arme faldt slapt ned, mens
hans Tænder klaprede imod hinanden, og han mærkede, hvordan Tankerne
gled fra ham i Skrækken.
Han stirrede nogle Øjeblikke som fasttryllet paa den Vanvittiges Ansigt.
Saa gav han sig uden at vide det pludselig til at le højt: al hans
Rædsel fik Luft i den skærende Latterkrampe.
Høg saá lidt paa ham og lo med; staaende ligeover for hinanden lo de
begge, Fader og Søn, som Vanvittige.
Men lige med ét gik Faderen frem imod ham, og med løftet Arm hviskede
han truende:
"Du ler af mig, Du ler af din Fa'er."
Han hvæsede Ordene frem, Ilden gnistrede i hans Øjne. Og mens Latteren
voldsomt døde paa hans Læber, syntes William, han maatte forstenes under
dette vanvittige Vredesblik.
"Nej, nej, jeg ler jo ikke," sagde han mumlende, thi han kunde næppe faa
Læberne saa vidt aabnede, at han kunde faa Ordene frem, "jeg ler jo
ikke."
"Jo--Du ler."
"Nej, nej, ser Du dog ikke," sagde William i rystende Angst, "jeg er
alvorlig, jeg ler ikke."
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag:
"Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle--for jeg er
gal, gal--gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han
Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen.
Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans
Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde
Hjælp. Han maalte Afstanden til Døren.
Den Syge fulgte Retningen af hans Blik: "Nej," sagde han og lo igen,
"der er laaset af--jeg har laaset af." Han saá lidt paa ham med et
skadefro Glimt i Øjnene: "Du véd nok, det er Dig, der er syg, man maa
være forsigtig, meget forsigtig." William greb for sig og støttede sig
til en Lænestol. "Ja," sagde han besværligt, mens han betvang sig. "Men
hvad skulde jeg ogsaa ude nu om Natten? Nu er det jo paa Tiden at gaa i
Seng."
Han saá uafbrudt paa den Syge, mens han tændte de lo Lys paa Kaminen og
rakte ham det ene:
"God Nat," sagde han.
Faderen tog Lyset uden at tænke derover: "Ja, nu skal vi skrive," sagde
han, aandsfraværende og tonløst, mens han saá ind i Lyset, "det
haster--man véd aldrig, hvor længe man har sin Forstand." Han gik med
Lyset hen til Skrivebordet og aabnede Mappen; "Du maa skrive," sagde
han, "min Haand ryster jo lidt, saa dikterer jeg."
William gik frem over Gulvet som for at tage en Stol, forbi Kaminen,
hurtigt hen til Døren. I det samme vendte Høg sig og nikkede lunt: "Jo,
min Dreng, den er lukket--og Klokkestrengen har jeg ogsaa taget ned."
Et Udraab som et kvalt Skrig døde i Sønnens Strube, saa tvang han sig og
sagde med et Smil:
"Du passer godt paa mig, Fa'r."
Han satte sig ved Skrivebordet og aabnede Manuskriptet. Han tænkte ikke
mere, Blodet suste i hans Øren og Bogstaverne dansede i Taage for hans
Øjne.
"Monumentets Afsløring" stod der med store, snirklede Bogstaver, han
gyste og vendte Bladet.
Faderen gik op og ned ad Gulvet bag ham. "Hvor er vi," spurgte han.
William begyndte at læse. Han hørte næppe, hvad han selv sagde, og han
læste hæst, ud i ét.
"Thi, hvis vi spærrede dem alle inde i Bure, disse Dyr, skabte for at
ødelægge, hvis Væsen er Drifter, og hvis Drifter er Fordærvelse og
Elendighed, handlede vi ret"--
"Rigtig--rigtig--det var der, vi slap."
Høg lo, talte sagte med sig selv, gned sine Hænder. Saa standsede han
ved Sønnens Stol og sagde pludselig: "Ja, for det fordærver Dig vel
ikke?"
"Jeg skriver jo altid," sagde William.
"Vist saa, vist saa. Naa skriv saa." Sønnen bøjede sig ned over
Manuskriptet, hans Hoved var tungt som Bly.
"Thi Kvinden er ikte bedre værd," dikterede Høg. "Manden er Herre og kan
ødelægge uden Ansvar"--
"Hører Du," sagde han og traadte Sønnen ganske nær, "uden Ansvar. Det
var ikke godt andet," mumlede han med stille Latter, mens han gik bort
igen ... "Vi vilde faa for meget at bære paa."
Latteren skar igennem Sønnen.
"Uden Ansvar," gentog han.
"Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave," dikterede den Syge,
"den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt. Thi ingen har betvunget Dyret
i Kvinden."
Henne paa Taffeluhret slog Klokken fire.
Den Syge lo stadig for sig selv, talte mumlende og gik nogle Gange frem
og tilbage over Gulvet; standsede atter ved Skrivebordet bag Sønnen:
"Har man ikke Ret til at hævne sig?" sagde han hæst: "Naa, gentag det."
William vendte Bladet og læste: "Den, som ikke gør sig til Herre, bliver
Slave, den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt."
Den Syge gned sine Hænder: "Et Evangelium," sagde han. "Et smukt
Evangelium."
Sønnen lod Pennen synke: "Jeg er saa træt," sagde han.
"Ser Du," sagde den Syge uden at høre, "det er godt at vide saadan noget
og godt at huske det. Saa er man rolig i alle Tilfælde." Han løftede
Armen, lod den atter falde og drog et dybt Suk. "Din Mo'r var bedre,"
sagde han pludselig i en ny Tankegang, "hun elskede en anden, véd du
nok--sin Fætter" ...
William vendte sig, han saá i navnløs Rædsel paa Faderen.
"Fa'r," raabte han, "Fa'r!" og han strakte Hænderne afværgende frem,
"Fa'r, sig mig det ikke!" Ordene lød som afhugne Skrig.
"Men hun kom og sagde mig det," sagde den Syge, helt henne ved Kaminen,
"bad om, at vi maatte rejse, for at Kampen med hendes Lidenskab kunde
blive lettere." Sønnen drog et dybt Suk.
Der gik et Smil over hans Ansigt, og mens Graaden, der steg op i hans
Hals, tilslørede hans Stemme, hviskede han: "Aa, Tak, Tak!" Han vaklede,
holdt om Stoleryggen, Faderen tog ham i Armen.
"Hun er blevet en Helgen," hviskede han hemmelighedsfuldt og sagte og
holdt sin Mund helt hen til hans Øre, "jeg har tit talt med hende, tit,
hun græd og jamrede for os, hun sagde, hendes Bønner kunde ikke hjælpe
os."
William rystede under Faderens Tag. "Ja,"--sagde han--"hun er en
Helgen." Der var et Par Øjeblikkes Tavshed.
"Vi vil bede til hende." Og med et voldsomt Ryk tvang han Sønnen ned paa
Gulvtæppet ved sin Side. "Bed," raabte han med hæst hvinende Stemme,
"bed," og med Hovedet ned i Gulvet, helt udstrakt, mumlede han halvhøjt
nogle forfærdelige Bønner, en grufuld Blanding af fanatisk Tilbedelse og
skrækkelige Forbandelser.
William laa paa Knæ: uden at turde rejse sig laa han med sænket Hoved og
mumlede sagte.
"Bed," raabte den Syge igen, "bed højt!" Han hævede Hovedet fra Gulvet,
saa William saá det fortrukne Ansigt og de glasagtige Øjne, det var, som
laa der en Hinde over dem. "Læg Dig ned," raabte Faderen skrigende. "Læg
Dig ned! hovmodige." Og endnu højere raabte han: "Det er jo mig, Du
tilbeder, mig, den hellige Markus." Med et Spring fo'r han op, og
rettet i sin fulde Højde med udstrakte Arme stod han foran Sønnen, der
sagte hulkende skjulte sit Ansigt i Tæppet.
"Mig er det, mig," blev den Syge raabende ved, "mig, den hellige Markus.
Bed, bed--eller Du kommer aldrig i de Saliges Samfund."
William laa ganske stille, hans Lemmer var blytunge, han syntes næppe,
han vilde have Kraft til at rejse sig. Faderens Ord lød i hans Øren som
et fjernt Uvejr og han hørte den Vanvittiges Veltalenhed.
"Hører Du," raabte den Syge, "dette er mit Evangelium: den, som ikke
ødelægger, bliver ødelagt, saaledes taler den hellige Markus med
Myndighed."
Han blev ved, ustandselig ved. William hørte ikke mere, skelnede intet,
udstrakt paa Gulvet bed han i Gulvtæppet i næsten vanvittig
Fortvivlelse.
"Thi deres Umættelighed lægger Verden øde, og Livet er en stinkende
Kirkegaard, hver Prostitutionen tramper paa Gravene. Men vé dem, vé
dem--den hellige Markus forkynder dem Svovldød og Undergang."
Da gik Faderens Raab pludselig over til Rallen, en lang, krampagtig
Rallen, der kæmpede med en vanvittig Latter. William var næsten stiv af
Skræk, og han kunde næppe løfte Hovedet.
Høg stod lænet til Væggen, fægtende med Armene i Luften stirrede han
frem for sig med stive Øjne. Med et Skrig, et Hvin, som Rædselen gjorde
dyrisk, sprang Sønnen op. Den Syge fægtede endnu nogle Sekunder med
Armene i Luften, saa vaklede han, og støttende for sig med de
fremstrakte Arme, hvis Hænder var krampagtig knyttede, styrtede han
næsegrus om paa Gulvet i et tungt Fald.
William rev voldsomt i Døren, syntes saa, at Faderen laa saa besynderlig
rolig, og stødte heftigt til en Lænestol for at komme forbi, hen til
ham.
"Fa'r," raabte han, "Fa'r," raabte han igen. Han rørte ved hans Hoved,
følte paa hans Haar,--han tog hans Haand, løftede hans Arm op og slap
den med et Skrig.
Høg var død.
Høgs Død rygtedes hurtigt i Hotellet, og efter som den rygtedes, var det
som en listende Tavshed sneg sig fra den Dødes Værelser gennem de lange
Korridorer, Trappe op og Trappe ned, over Gaarde og ned ad Gange og
lagde sig knugende over hele Huset. Og i Tavshedens Følge gled som en
Skygge over den lyse Glas-Gaard, over Restauranternes Sale og over de
stumme Gæsters Smil, der døde i Dødens Nærhed.
Det var, som om det store Maskineri arbejdede tungt i den kolde Tavshed:
Portier'ens Klokke klang som en Ligklokke, Kelnerne styrtede sky og uden
Smil om de ellers saa høfligt smilende Munde hen over Gaarden under
Glastaget. Overalt i Huset blev Tale til Hvisken, Latteren frøs og døde
bort.
Denne ene Død lurede i dette Livets Brændpunkt i hver Krog, og det
nyttede ikke, man gik udenom Nr. 53, thi hvor man gik, mødte man Døden.
Knokkelmanden var blevet til en Polyp, der omfattede hele Huset med sine
uhyggelige Arme.
Nogle støjende Amerikanerinder rejste straks med første Tog.
Forresten gjorde Værten kort Proces. Han præsenterede sig i Nr. 53 Kl.
halvti med hvidt Slips og sorte Handsker for at bevidne William sin
Deltagelse og med sin behandskede Haand høfligt at smide ham ned ad
Trapperne.
Han satte sig ligeoverfor William Høg, foran Kaminen, og sad og glattede
paa sin Hat, mens han lod sine Trøsteord falde med en vis grødet
Inderlighed, som skulde udtrykke dybtfølt Deltagelse.
Hr. Fridrich var meget deltagende. Han vilde gøre alt, alt for at lette
den unge Herre den tunge, altfor tunge Byrde ... det vilde i ethvert
Tilfælde være hans Pligt, og her var det en Pligt, han opfyldte med
Glæde.
Hr. von Høg havde været af de Gæster, som det var en Glæde at se hos
sig, en kun altfor sjælden Glæde, han havde endnu igaar forbavset Hr.
Fridrich ved sin Vinsmag.
"Men han var tilfreds, det er mig en Trøst," tilføjer Hr. Fridrich, "han
var tilfreds, mine Kældere tilfredsstillede ham. Jeg ser ham endnu, hvor
han smagte paa et Mærke af Liebfraumilch, han nød det, han forstod den
Vin--aa, en fortræffelig Mand, Deres Hr. Fader." Og Hr. Fridrichs
taarefyldte Øjne søgte Loftet i rørt Anerkendelse paa samme Tid af
Kældernes Uovertræffelighed og den afdøde Gæsts ufejlbare Smag.
Der blev en Pause. William var for sløv til at sige noget. Han sad med
sit tunge Baghoved lænet til Kaminstolens Ryg, svagt smilende, og
betragtede Hr. Friedrichs Skjortebryst, der svulmede under hans
smaskende Suk ligesom et Panser.
Hr. Fridrich tog langt om længe Øjnene bort fra Loftet, lod dem uden at
se paa William glide ned over den sorte Silkehat og hvile paa
Gulvtæppet. Han lettede sig i Stolen under en dyb Rødmen og sagde saa
igen:
"Ja--han var tilfreds."
William sad stadig tavs. Men da Hr. Fridrich saá op, nikkede han for at
bekræfte denne Tilfredshed.
Hotelejerens Skjortebryst bevægede sig heftigt under den nye Pause, og
hurtigt for straks at bryde alle Broer af sagde han med et nyt Blik paa
William:
"Men et Hotel er intet Hospital." Han havde maaske ventet et Svar, men
da han intet fik, tilføjede han med stærk Betoning: "De tre amerikanske
Damer er allerede rejst."
William sad bestandig uden at sige noget, og trods sin Sløvhed fandt han
Hr. Fridrichs Meddelelse meget overflødig. Hotelejeren holdt inde og bed
sig i Læben. I sit stille Sind kaldte han det unge Menneske for en
generende Idiot.
Han hængte den høje Hat imellem sine Knæ, og mens han ivrigt studerede
Navnet i dens Puld, sagde han, idet han ligesom med et Smask satte
Punktum for Samtalen:
"Og Folk rejser jo i Reglen heller ikke for at dø."
Han saá op, og da han bemærkede, at William var blevet meget bleg, sagde
han med et forsonende Smil:
"Tværtimod--de fleste rejser for at undgaa det."
"Lægen har påtaget sig at besørge Kisten," sagde William og rejste sig.
"Jeg vil kunne afrejse iaften."
Hr. Fridrichs Pande opklaredes, og mens han stødte Stolen tilbage og gik
henimod Døren, druknede han sin Tilfredshed i en Storm af deltagende Ord
og Forsikringer.
"Altsaa iaften," sagde William kort. "Jeg beder Dem underrette Deres
Gæster om, at Liget bliver ført bort endnu iaften."
Hr. Fridrich bed sig paany i Læben, bad om at maatte lægge en Krans paa
"Hr. Faderens" Kiste og forsvandt.
Paa hele Rejsen var William hensunken i en dump Sløvhed, der ikke
tænkte, og han vaagnede først af Døsen, da han to Dage efter, tidlig om
Morgenen, rullede ind paa Perronen i Horsens.
Lige under Lygten stod Nina og Sofie med hinanden i Haanden, helt
sortklædte, spejdende gennem Togets Vinduer. Der var noget eget
forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb
sammen i de sorte Sjaler. William blev slaaet af det.
De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt sammen, som om den
ene vilde hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed.
William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig rettede sine Skuldre i
det Øjeblik. Saa steg han ud. Nina slyngede sine Arme om hans Hals, og
Sofie klamrede sig til hans Haand.
"Det har været en svær Tid," sagde Nina og kyssede ham.
Det var bevægede Dage, som kom, Begravelsen, Ordningen af en Mængde
Forhold, som Høgs Død havde truffet i en sørgelig Forvirring,
Bestemmelsen af Auktioner--en Skare Ting, alt det som følger med de
store Afslutninger af Livsperioder og Omvæltninger i Livsforhold. Som
naturligt var, blev det hovedsagelig til William man vendte sig, han var
jo Sønnen, og "om end ung" dog fornuftig og ældre end sine Aar.
Dagen efter Begravelsen sad William i Faderens Stue--Nina og Sofie var
ude--og ordnede nogle efterladte Breve. Alle Skrivebordsskufferne stod
aabne, og han rodede op i baade Korrespondancer og Dagbøger.
Det meste kastede han paa Ilden, kun Moderens og Excellencens Breve blev
skaanede. Hen sad og saá ind i Kakkelovnen, hvor det hvide Papir
krummede sig sammen, forkullede og blev til Aske--der var en egen vag
følesløs Sørgmodighed over ham under det Arbejde. Undertiden faldt han i
Tanker med en Brevbunke i Haanden, tog sig atter sammen og kastede den
ind i Ilden.
Og mens han saaledes sad og efterhaanden begravede saamange Stumper og
Stykker af et tilendebragt Liv, var det pludselig, som om dette Liv
fjernede sig saa besynderlig langt fra ham, blev borte i en Taage, gled
ud i en ubestemt Skumring, hvor han intet mer holdt fast og intet mere
skelnede ... Og han brød sig heller ikte om at holde fast paa det, som
saaledes gled fra ham.
Saaledes sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører Lund var der og gerne
vilde tale med den unge Herre.
Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde overtaget Ordningen af
Boet efter Onklernes Ønske.
William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads: "Jeg var ved at ordne
nogle Breve," sagde han og gav sig til at lukke Skrivebordsskufferne.
"Jeg forstaar det," sagde Lund og satte den graa Hat fra sig paa Bordet,
"ja der er skam meget at ordne."
William tav, blev ved at lukke og laase Skufferne og satte sig saa i
Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokuratoren.
"Meget at ordne," gentog denne, medens han trak sine Handsker af og
derpaa som en Overgang gav sig til at rømme sig tre Gange.
"Ja," svarede William.
"Deres Onkler har jo bedt mig tage mig af Boets Ordning," sagde Lund og
lænede sig tilbage med Hænderne foldede over Silkevesten, der skinnede
over en voksende Embonpoint. "Det er et byrdefuldt Hverv."
"Men De vil jo være saa god."
Prokuratoren saá over Brillerne opmærksomt hen paa William med sine graa
Øjne: "Og De véd vel slet ikke, hvordan Deres Faders Affærer stod?"
spurgte han.
"Slet ikke," svarede William, han sad og bed i en Elfenbenspapirkniv,
"Fader talte aldrig om saadan noget."
"Jeg kan tænke det." Prokuratoren strøg med sin fyldige Haand det
kortstudsede røde Kindskæg, "jeg kan tænke det."
Der var et Par Øjeblikkes Stilhed, saa sagde Prokuratoren langsomt,
meget bredt:
"Ja, der er ikke meget." Han saá atter over, William bed stadig i
Kniven; "Naa," sagde han blot.
Lund satte sig fastere i Sædet. "De sidste Aar har jo slugt meget,"
sagde han, "stor Formue har der aldrig været." ...
"Ja, der er naturligvis brugt meget," sagde William tankefuldt.
"For meget," slap det hurtigt ud af Lund. Og med en rask Beslutning
sagde han nu, da Isen var brudt: "Rent ud sagt, der er ingenting."
Papirkniven Faldt paa Gulvet, og William bøjede sig for at tage den op.
"Deres Søstre har jo Hævningen--De er desværre ikke ... saa godt
stillet."
William saa igen op. Han bøjede Hovedet. "Nej," sagde han sagte. Han
blev saa underlig kold om Hjertet.
"Men man kan da heldigvis blive til noget, selv om man er fattig."
Fattig--det var William, som om han fik et tungt Slag i Nakken:
"Ja--heldigvis." Han talte tonløst, mekanisk frembragtes Lyden. "Godt,
at de har Hævningen," tilføjede han.
"Og for Dem betaler saa Deres Onkler." ...
"Jeg kan tænke det," sagde William. Han kunde ligesaa godt have sagt
Abracadabra. Saa gik han hen og lukkede Kakkelovnsdøren op for at varme
sine Hænder, der var kolde som Is.
Lund sukkede lettet og trak lidt op i sine Bukser over Knæene. Han var
glad ved, at han tog det saa roligt.
"Deres Søstre har vi tænkt at anbringe i en Præstegaard," sagde han.
"Mine Søstre vil jo intet komme til at mangle?" han stod stadig ved
Ilden, og der var saadan noget underlig fremmed i hans Stemme.
"Gud bevar'es, og Hævningen stiger jo stadig."
William lukkede Kakkelovnsdøren.
"Vi mente saa," fortsatte Lund, "at De vilde kunne faa det rart i Sorø,
der er saa billigt, og De vilde snart kunne faa Friplads." ...
"Ja, det er jo rart," han talte som et Menneske, der snakker i Søvne.
Men pludselig hævede han Hovedet og sagde: "I Sorø, ja--det er mit
højeste Ønske." Han tænkte lige straks paa Kirken.
Lidt efter gik Lund.
Nej, William vidste ikke, hvad Fattigdom var, men han lærte det snart.
Langsomt, men sikkert forstod han, hvad det vilde sige at være fattig,
og denne Vished lagde sig som en kold, klam Taage om hans Tanke. Deres
Malerier skulde sælges, Jensen rejste til den første, Maden hjemme blev
tarveligere, man lod ham Faa det nødvendige Udstyr hos en billigere
Skrædder.
William syntes, de klædte deres Liv helt af, og at det blev øde og bart
som Væggene i Stuerne nu, da Malerierne var taget ned.
Han følte Fattigdommen som en Tomhed, og han vejede Stykke for Stykke,
hvad den berøvede dem.
Men paa den anden Side fremhjalp den voksende Vished om, at de var
fattige, og Forstaaelsen af, hvad dette vilde sige, den Følelses Vækst,
der første Gang som en Anelse havde grebet ham den Morgen, han med
Faderens Lig vendte hjem til Horsens og saá Søstrene paa Perronen. Hint
Indtryk af Svaghed, som den Gang havde slaaet ham, holdt sig stadig og
fødte hos ham en levende Attraa efter at støtte, at kunne hjælpe; og han
saá, at det var hans Pligt at være stærk for at kunne det.
I Virkeligheden var Nina for Øjeblikket knækket: Opbruddet fra Hjemmet,
saa at sige Udslettelsen af deres hele hidtidige Liv havde virket
knugende paa hende. William bad Hr. Lund om at lade være foreløbig at
sætte hende ind i Sagernes sande Stilling, og selve hendes Uvidenhed
syntes at gøre hende svagere, ham stærkere.
For anden Gang stillet Ansigt til Ansigt med Virkeligheden saá han den
nu paa en anden Maade: Virkeligheden var blevet ham noget, man maatte
kæmpe med.
Saa skulde han rejse.
Det var blevet den sidste Aften. Alle tre Søskende havde i Mørkningen
været oppe paa Kirkegaarden ved Gravene. Nu sad de i Kabinettet, der
endnu stod som i gamle Dage. Nina kunde ikke taale, der skulde forandres
noget ved det Værelse, før de var rejst. De havde drukket Theen ved
Bordet i Hjørnet--"Moders Bord"--og nu sad de alle tavse, mens de stegte
Æbler snurrede i Kakkelovnen.
En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de andre svarede--alt i
saadan en halv dæmpet, næsten højtidelig Tone. Saa tav de igen.
"Naar mon vi nu ses," spurgte Nina.
"Til Sommer," sagde William. Og Sofie gav sig til at tælle paa Fingrene,
hvor mange Maaneder der var til Sommer.
"Næsten syv Maaneder," sagde hun.
"De gaar rask," sagde William, men han syntes selv, det var en lang,
lang Tid, hans Tanke slet ikke kunde gennemflyve. "Det er jo ingenting."
"Men til Jul," det var Nina, som talte.
"Nej, nej, til Jul--det faar vi vist"--han vilde lige til at sige: ikke
Raad til, men saa tav han og sagde lidt efter: "Ja maaske til Jul."
Og hver sank atter hen i sine Tanker ...
"Men jeg har ingen Sparebøsse i Aar," sagde saa Sofie. "Mon vi behøver
at gi'e Præstens noget, Nina?"
"Det véd jeg ikke," sagde Nina og lidt efter med lavere Stemme, Graaden
sad hende i Halsen: "naar vi ikke har noget--"
Sofie rejste sig op og gik hen over Gulvet, hun satte sig med dukkende
Hoved i Krogen bag Kakkelovnen, og lidt efter hørte man hende pudse sin
Næse i Lommetørklædet.
Saadan sad de noget.
"Du kunde gerne spille lidt, Nina," sagde William, "og synge en af Mo'rs
Sange."
Nina gik hen til Klaveret, William listede over Gulvet hen til Sofie bag
Kakkelovnen. Dér sad han med hende paa Skødet paa Skamlen, mens Nina
sang.
Hun sad et Øjeblik med Hovedet i sine Hænder og Albuerne paa de hvide
Taster, saa præluderede hun og sang;
Fuglen sit Øje lukker,
Sætter sig trygt til Ro,
Drømmer, mens Stormen sukker
Hult om dens høje Bo.
Stormen lad den kun fnyse--
Bølgen lad den kun gaa;
Drømmenes Kyst den lyse
Kan den dog aldrig naa.
Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste
Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille
Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne. Der var
nogle Minutter ganske stille, man hørte kun de tre Søskendes sagte,
undertrykte Graad. Saa rejste William sig og gik hen til Nina: Han tog
Lommetørklædet fra hendes Øjne og kyssede hende.
Sofie lagde Hovedet i Søsterens Skød, og de sad længe uden at tale.
"Det er saa tungt," sagde Nina stille. Og lidt eller: "Imorgen har vi
ikke mere noget Hjem."
Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned i hendes Skød,
og William knugede hendes Haand:
"Nej," hviskede han.
Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod paa Perronen med
forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Saa kørte Toget, han
saá Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i
Vinden, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen.
Toget svingede. De var borte.
Williams anden Klasses Billet gik kun til V. Dér købte han en ny til
tredje Klasse. Og da han sad trykket op i et Hjørne af den haarde
Træbænk med Frakken op om Ørene For Trækken, følte William Høg, at nu
skulde han alene ud i den vide Verden og kæmpe.
Han var seksten Aar.
* * * * *