Berg kom ud, han var meget rolig. "Vi vil give hende Champagne," sagde
han.
"Champagne?"
"For at lindre, ja, det er det eneste, som nu kan gøres." Han gik ind
igen. Høg blev ved at gaa rundt om Bordet, uden at sanse, blot rundt.
"Skal Jensen hente Vinen?" spurgte William.
Faderen nikkede.
Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den Døende fo'r op i
Krampen, undertiden en sagte Klage, i Dagligstuen Høgs jagende Skridt.
Saa joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen stod forvirret med
den guldhalsede Flaske i Haanden, mens Vinen skummende vældede ud paa
Tæppet. Berg kom ud. "Godt", sagde han, tog Flasken og gik atter ind.
William var til Mode, som skulde han sluge en Klump, der kvælende sad
ham fast i Halsen.
Man gav Stella Champagne hele Dagen.
Hen paa Eftermiddagen faldt hun i Søvn. Da hun vaagnede, var hun uden
Bevidsthed, men rolig. Høg sad ved Sengen med hendes Haand imellem sine,
Haanden var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed.
Engang imellem virrede hun med Hovedet og sukkede svagt. Det var, som en
Rest af Livet flygtede med hvert Suk. De lukkede Øjenlaag sitrede.
Klokken halv ni aabnede den Døende Øjnene, hun saá paa Høg, og som et
Genkendelsens Smil gik over hendes Ansigt:
"Hører Du Lærkerne?" hviskede hun.
Et lykkeligt Smil, en sagte Trækning, et Suk ... Høg slap sin døde
Hustrus Haand.
Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans Bryst, rejste han sig
med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik saá han længe paa Stellas
døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han
pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans
Pande.
Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde.
Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han
talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør.
Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd
Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder.
Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter
ud. Høg var gaaet ud, og Lægen gik hen til Nina, gav hende et Brev og
sagde, at hendes Moder havde bedt hende læse det sammen med William.
Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende paa Panden, bad hende være rolig
og gik ud for at tale med Vaagekonen, som ude i Spisestuen havde travlt
med at rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sørgeflor.
Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dagligstuen.
William havde skruet Lampen højt op og sad og læste ved et Bord lige ved
Spisestuedøren, som han havde lukket op paa Klem. Han var pludselig
blevet greben af en bleg Skræk for Døden, som laa ved Siden af ham, en
Angst, som næsten dræbte hans Sorg. Han syntes slet ikke mere, det var
hans Moder, som laa derinde bag Portièren, han følte kun, at Døden var i
Huset.
"Lad os saa læse Brevet," sagde Nina. William saà op og mødte Moderens
Skrifttræk paa et hvidt Blad, "Til Nina og William", stod der. Han
syntes, han skammede sig og rødmede over sin Angst fra før.
Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet læste de to Søskende
deres Moders sidste Brev.
"Elskede Børn: Min Haand ryster, saa jeg næppe kan skrive, og hvert
Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men Kærligheden vil lære Jer at læse
min utydelige Skrift ..."
William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst Og krystede hende i et langt,
fortvivlet Favntag ...
"Lad os læse det roligt," sagde Nina mildt og rev sig løs.
"Eders Moder, som nu maa dø, skønt hun saa gerne vilde leve for Eders
Skyld, har, lille, elskede Børn, ikke altid været lykkelig. Man har
Sorger, som man skjuler under Smil, og det er de Sorger, som har gnavet
mit Liv, men alt dette behøver I aldrig at erfare. Mine sidste Ord er en
Bøn. Jeg har ofte, naar jeg om Aftenen sad alene med Jer, talt om den
berømte Slægt, I tilhører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts
Skyld jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedstefaders Skyld,
hvis sidste Ord det var, for min Skyld, som er død for at opfylde hans
Vilje."
En Taare havde udvisket Ordene. Aandeløse løftede de Papiret mod
Lampen, William græd ikke mere, staaende bag Nina slugte han Papiret med
Øjnene.
"Eders Fader er sindssyg--maaske bliver han aldrig rask. Vor Tid,
elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at ansé denne Ulykke for en
Vanære, og desuden vilde Eders Fader miste sit Embede, hvis de kendte
hans Sygdom--og I er ikke rige--derfor, dæk over det, skjul det--I er
unge, Livet vil en Gang bringe Jer Lykke--
Lad ingen vide det!
Jeg er træt--Haanden vil ikke mere. Tusinde, tusinde Gange Farvel!