Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. Berg lod ham rejse,
men havde paa Forhaand skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde
fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom.
Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man paa én Gang havde
slaaet alle Vinduerne op Og faaet frisk Luft ind i et beklumret Værelse.
Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu
var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget.
Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til
denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden
Dag. Og Skoven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhaanden
gladere; de spadserede, spillede Ring og spiste paa en Bakke i Skoven.
Nina sang, Sofie trillede ned ad Højen som en Bylt, og de lo alle. I
Begyndelsen lød Latteren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede
sig over, at de kunde le.
Men saa ligesom berusede de sig i Latteren, den muntre Støj, deres
Samtale vakte; det var saa længe siden, de havde lét. Om Aftenen kom de
hjem i en vis nervøs Oprømthed.
Jensen tog imod dem i Porten. "Der var kommet Telegram til Fruen." Det
var, som de med ét blev kolde.
"Hvorfra?" spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. "Hvorfra?" Jensen
bragte det. Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, saa
brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste
saa.
"Godt," sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og
løb op.
Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde
staaet nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Aande, bøjede William
sig frem imod Søsteren.
"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst.
"Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets
Elendighed i den korte Lyd.
De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals,
trykkede ham op til sig og græd.
"Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen.
Næste Morgen rejste Stella til København.
Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han var atter stille, meget
melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella
hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til
Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i Nærheden, og der
blev intet af Rejsen til Sorø.
Man tænkte ikke paa Forfædrene nu.
Jo--William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store
Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed,
han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn,
som _de_ føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte
slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.
De blev alle tre--Nina, William og Sofie--paa Landet indtil midt i
Oktober. William var dygtig nok, han kunde godt forsømme, sagde Doktor
Berg, og de var saa godt gemte paa Vornæs, mens Forældrene var borte.
Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun fortalte dem om
Stederne, de havde set, om Theatrene de havde besøgt, om de store
Hotellers _table d'hôte_. Hendes Breve var kun en eneste Fest. "Fader er
atter rask," skrev hun, "melankolsk som I plejer at se ham. Jeg har det
ganske godt, hoster kun en Smule" ...
Og i et andet Brev: "Fader er fuldstændig rask nu, ganske som han
plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og
er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere
rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor
mange."
Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage
tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom. "Saa skal vi da genses,
elskede Børn," skrev Stella, "genses efter saa mange Sorger--Sorger,
som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men
som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders
Moder