William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved
Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet,
drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen
gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var
helt dækkede af en rund, rød Plet.
"Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte.
Stella nikkede, Gadedøren gik. "Nu," sagde hun.
"Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik
bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se.
Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an.
"Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella.
Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi
Moderen. Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte:
"Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst,
blev rød i Hovedet, mens han talte.
"Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og
tilbage med sænket Hoved.