"Mo'r skriver altid det," sagde William.
"Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig," sagde Nina.
Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs.
Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og
trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina saá sig
om.
"Og Mo'r," spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene,
"Mo'r."
"Mo'r er deroppe." Høg slog Øjnene ned: "hun er ikke rask."
Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet. Deres
Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de
Døren op og saá hende.
Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa
Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var
trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt,
blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.
Alt Blodet var veget fra det Ansigt.
Børnene veg uvilkaarlig et Skridt tilbage, strakte Hænderne frem.
"Mo'r," raabte de. Nej, nej, hun havde Ret--de havde nær ikke kendt
hende.
"Er I bange for mig?" sagde hun; og selv hendes Stemme var forandret,
den var blevet spædere, aandeagtig. Det var, som de hviskede Toner døde
paa hendes Læber.
Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar med sine Hænder, mens
de laa paa Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder.
"I havde dog ikke ventet at se mig saaledes," sagde hun sagte, dybt
bedrøvet over den Smerte, de ikke kunde skjule.
Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt.
Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet, "Kys Mo'r,"
sagde hun. Men Sofie skreg. Hun vilde ikke hen til Moderen.
"Hun er forskrækket," sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned.
"Gaa, gaa," sagde hun og vendte Ansigtet om. "Gaa!"
"Bring dem bort," gentog hun.
Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde faaet
det, sad hun længe med Spejlet i Haanden og betragtede sit Ansigt.
"Ja, jeg dør," sagde hun.
* * * * *
V
Sygdommen skred hurtig frem.
William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom
smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind
i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig
hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende
Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut.
Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende
Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin.
Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa
vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset,
lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende
Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. Han samlede Tæppet
om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind
i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var
falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget
skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede
Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede
Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man
kun Vaagekonens hæstsnorkende Aandedrag, mens hun sov med foldede
Hænder.
William gik sagte over Gulvet og løftede Portièren til Kabinettet: Der
var ganske tyst. Lampen paa Konsollen foran Spejlet var skruet ned,
Olien kogte sagte. Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring.
Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng;
Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges
Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude.
Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig,
aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk. Hvor
Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand!--den skinnede mellem
Haaret.
William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod
Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men
sove kunde han ikke.
Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset.
Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige,
forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra
Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje;
det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende.
Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder.
Han kunde sidde saaledes timevis, rokkende frem og tilbage uden at
foretage sig noget, uden at tale.
"Skal Du ikke ind til Moder?" spurgte Nina.
Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller ogsaa sagde han:
"Jeg vil ikke forstyrre hende", og gik stille, som han var kommen.
Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige
Tak for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, han satte sig
paa den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Haand i sin, tavs
og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen;
undertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede sig langsomt
frem og berørte den med sine Læber.
"Tak," hviskede han.
Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med
Haanden for Lyset for ikke at vække Sønnen. "Jeg sover ikke," sagde
William.
"Er Du syg?" spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis
rørende, ydmyg Ømhed, der Syntes at bede om Tilgivelse--William vidste
ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvem
han bestandig følte saa dyb Medlidenhed med.
"Nej--men Mo'r hoster," svarede han. Høg sukkede.
"Men det gaar ikke an--vi maa flytte din Seng--."
"Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange ..."
Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk.
"Du kan faa lidt Sovesaft," sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium,
Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere
Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler.
Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp
Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to Store Portioner
lige ovenpaa hinanden.
Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen
med blytunge Lemmer.
Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos
Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm
Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i
Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og
Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte
Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge
i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det
runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt
tilbage ...
"Kom hen til mig," sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Haand i sin,
talte hun om mangt og meget med sin Datter.
Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder.
Undertiden talte Stella om sin Død, Nina vilde blive som en Moder for de
andre, vogte over Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men
naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i
Sengens Tæpper.
Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte
Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. "Det ækle Lys,"
sagde hun, "det viser Jer, hvor grim jeg er bleven."
Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med
Frynserne paa det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste,
de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, "før Ulykkerne
kom", som hun sagde, naar hun om Formiddagen talte med Nina.
William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og
Blomsterduften herinde. Stella havde faaet en lidenskabelig Forkærlighed
for Blomster, hun vilde ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg
forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol.
Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler kastedes tilbage
med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. "Du læser smukt," sagde
hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øjnene og lod
Haanden glide frem og tilbage gennem det opløste Haar.
"Giv mig Bogen," sagde hun.
Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem.
William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen,
angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni.
Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen
falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer."
Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende,
laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først
virkede henad Morgenstunden; undersiden aabnede hun Øjnene, nikkede til
Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske
mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over
Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar
Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for.
Lyset maatte ikke naa hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed,
sagde hun til Nina.
Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at male, lod hun
Jomfruen trække alle Forhæng Fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt inde
i Kabinettet.
"Som en hel Syndflod," sagde Stella.
Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá
længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var
gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms
Ødelæggelse, som dræbte hende.
"Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud,
og saá frem for sig.
Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halvskumring bag
Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunde hun finde sig selv
bedre, raskere. Han satte sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til
det Livshaab, Spejlbilledet skænkede hende.
Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun
spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun
vilde blive rask. "Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte
at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas
Veninder.
Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet.
Nina spurgte, om hun maatte trække Gardinerne fra. "Endnu ikke, om otte
Dage--om otte Dage vil vi ha' Lys herinde ..."
"Ikke sandt," spurgte hun Berg, "om otte Dage vil jeg jo ikke mere
forskrække Børnene?"
Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slaabrok med
store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal
i Halsen.
Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte,
bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde
ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa
hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner
umærkeligt.
Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren
derom. Berg vilde ikke give noget Haab, han frygtede en Skuffelse mere
end Sandheden. "Men hun er meget bedre," sagde Høg, "hun ser raskere ud,
meget raskere end for fire Maander siden."
"Maaske," Sagde Berg.
De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn paa
Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog,
hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm.
"Se," sagde Høg, "raskere er hun da."
"Tror De?" spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig
Gardinerne bort, saa at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter
ham og vendte sig.
Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saá Profilen skarpt mod det hvide
Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket.
Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig.
Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om
otte Dage venter jeg en Krise."
William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde
erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen
bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod
Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der sig som Lys over hele
Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare.
"Mo'r bliver rask," sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg.
"Vi vil haabe det," svarede Høg; og hver Gang han sagde det, saá han paa
ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige
Sundhedsskær. "Vi vil haabe det."
En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var
blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var
beskæftiget, Saa havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet
Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været
alene i Kabinettet. Hun sov, da jomfruen gik.
Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen som livløs midt paa
Gulvet. Gardinerne var trukket fra.
Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv ...
William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet.
"Dør hun," hviskede Drengen, "dør hun?"
"Det vil vi ikke haabe," sagde Berg og gik ind.
"Det vil vi ikke haabe." William støttede sig til Dørkarmen, og rev
krampagtigt i Portièren. Det var, som skulde han kvæles under den
pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde
Øjne.
"Tror Du, hun dør?" spurgte William.
"Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at
klappe Williams Haar.
"Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til
Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg
lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
"Nej--jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle
Taarer rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte
hun saa. Hun havde vendt sig imod ham.
"Det er ikke vist, De skal dø."
Han rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun.
"Fordi jeg ikke kender den, Frue."
Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: "Men
naar tror De?"
"De kan jo komme Dem endnu." Lægen saá ned for sig, og mens han fattede
lidt fastere om Sengekanten, sagde han: "De ønsker maaske at ordne et
eller andet ..."
Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en
Lyd som af undertrykt Hulken, saa vendte den Syge sig igen. "Tak, Berg.
Ja, jeg har meget at ordne."
Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet,
baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og
skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende
Smerte, og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden
Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn.
William sad ved Sengen, da Berg kom ind.
"Hun sover." sagde han. "Er det en Krise, Hr. Berg?"
Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tag saa Kandelabren og
betragtede hende længe.
Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig
roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det
gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys.
"Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William. Det blanke Haar skinnede, Pandens
Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over
Sengens Kant.
Berg holdt den smalle Haand mellem sine: "Hun vil ikke vaagne," sagde
han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde
han langsomt: "Ja, det er en Krise."
"Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst, "kommer hun sig?"
Lægen satte Kandelabren fra sig: "Maaske," sagde han.
William sov fast den Nat.
Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en
stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten
segnede under Byrden, mens han løb ... Saa pludselig hørte han nogen
raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm. Det var,
som han faldt dybt, dybt, da han vaagnede.
"William, William." Det var Nina, som raabte: "Mo'r dør, Mo'r dør!" Han
gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet
Haar og Ansigtet fortrukket af Graad.
"Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet
med Lyset. Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine
Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt
endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen
midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og
Vaagekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over.
Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og
hulkede sagte. "Hun vil sige Farvel til William," sagde hun.
William gik frem over Gulvet og løftede Portieren til Kabinettet. Alt
dirrede i ham. Kandelabren stod paa Bordet, Stella laa med bortvendt
Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve.
En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans
Graad, mens han nærmede sig den Døendes Seng.
Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned.
"Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, saá han
fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som
udvidedes under en hellig Glans.
Længe, længe saá den Syge paa sin Søn, og mens hun langsomt og som for
at dulme hans Smerte lod Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun
svagt som et døende Pust: Jeg maa dø."
"Glem mig aldrig, William, aldrig--jeg har elsket Dig saa højt." Og med
et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun hulkede
sagte.
"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed--"aldrig!" og mens
Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen
sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han
under Hulken.
"Farvel--Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket. Saa
rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset,
Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse; i et eneste
Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som
raabte til ham med tusind Stemmer paa én Gang, gik han hen mod Døren.
Han sænkede Hovedet, saa sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han
Moderen vende sig, han drejede Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt
laa hun, med Blikket fæstet paa ham.
"Mo'r," raabte han og strakte Armene frem.
Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt,
aandende ud i et langt, smerteligt Suk:
"Stakkels Dreng!"
William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk ...
Kl. otte begyndte Dødskampen. Berg og Vaagekonen holdt den Syges Hænder,
Nina tørrede Sveden af hendes Pande.
Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den Barndommens
frygtelige Sorg, som ikke forstaar, men frygter; en navnløs Ængstelse
uden Taarer, som gør Lemmerne stive.
Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som jaget. Undertiden
standsede han ved Døren til Kabinettet, lyttede og gik videre, mens han
vred sine Hænder, som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under
Skægget skinnede den Frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var
underløbne med Blod.
Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt ham at gaa ind, han
sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved
at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han
klippede ...
Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre,
med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne
Portière. Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at
se ... bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog han
Portièren til Side.