"Doktoren var paa sit Værelse."
Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der gik i et Nu som en kort
brusende Efterdønning af hendes Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod
foran denne Dør. Saa aabnede hun den rask.
Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne Skærm over Lampen dæmpede
Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i
hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler.
Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. "Endelig," sagde han. Stella
saá paa ham, hans Blik var mildt. "Vær rolig. Frue," sagde han dæmpet,
"vær rolig, det er maaske ikke saa slemt, som De tror." Hun standsede
og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det
da--ja, han maatte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet
at sige ham ... Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde
sin Haand paa hendes Arm.
Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det var som hun snappede
efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende
til Jorden alle disse lange Timer. "De véd det?" spurgte hun. "Véd De
det da? Aa--Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig." Og hun førte,
mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun
kæmpede med sin egen Elendighed.
Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe
op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede.
Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken.
Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i
Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.
Saa hævede hun Hovedet, og medens hun saá ned paa Sofaens Kvaster,
fortalte hun afbrudt og stønnende sit Ægteskabs triste Historie ...
Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han mente i Begyndelsen,
det vilde gaa over, at det var den sædvanlige Eksaltation, som maaske
var noget forstærket ved den lumre Hede, man havde det Aar. Det vilde
gaa over.
Men efterhaanden som Krisen skred frem, blev han alvorlig bekymret, og
en Dag foreslog han rent ud Stella at sende Høg paa en Sindssygeanstalt.
Stella saá længe paa ham, stift og stirrende, som om hun ikke forstod
ham. Saa gjorde hun en angstfuld Bevægelse med Armen.
"Umuligt," sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke mere derom.
Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, der var foregaaet
med Høg. Baade Nina og William skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af
Faderens Munterhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet
indbundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han uafbrudt, lo,
spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligste
Historier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina
rød i Hovedet. Desuden saá de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom
instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke
kendte.
Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som
lod dem lide lige saa meget som Moderen. Sofie var den eneste, der
pludrede ved Bordet, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og
lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres
bestandige Tavshed irriterede Høg, han vilde tvinge dem til at tale. Saa
fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene
voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor
sine Børn.
Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de
turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille
Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes
talte Nina og William. De bar i Tavshed paa denne ubestemte Frygt, som
de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres
tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene vilde skjule for den anden.
Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa Moderen, derfra til
Nina. Men paa begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil,
der dækkede saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen.
Naar Nina og William var ene sammen--Stella lukkede sig inde i
Kabinettet--sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de
snakkede op om alt muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulde
afskære den fælles Tilstaaelse. Men undertiden, naar de mødtes paa
Trappen eller midt i en saadan Samtale om alt eller intet, kunde den
ene sige "Hvor er Fa'r?" Eller: "Har Du set Fa'r?" eller; "Véd Du, hvor
Fa'r er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed
de vilde lette deres stille Angst.
Eller ogsaa: "Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det ind under Moderen,
men Stella spurgte sjældent.
Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig
op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst. "Hvorfor græder
Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit
Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp."
Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder
og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde
hun.
Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente. Saa
gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk.
En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en
Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver
Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun
saá ned: "Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen."
William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad inde i Stuen, Hun
trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes
Skød, og hun støttede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig
voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet
og satte sig igen.
Nina bladede i en Bog.
"Ser Du ham," spurgte Stella. William bøjede sig frem. "Nej," sagde han.
Og der var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej.
Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet.
"Du burde ta'e Flueskærmen, Nina," sagde Stella.
"Det nytter ikke," Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne
blev ved at summe. Man fløjtede nede paa Gaden.
"Er han der?" Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt.
"Nej."