Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas
Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en
Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. Hjemme lod
han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det
hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen
og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden.
Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en
mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt
af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra
Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere
et meget pragtfuldt Monogram paa sine Underbenklæder; indrettede sig et
Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk
paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu paa sit Toilette og gik
ungdommelig klædt med lyse Jakker til blaa Benklæder.
Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af
original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde
Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens
Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han
meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene,
mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.
Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab
var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog
næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale
meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive
blybleg.
"De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden, "Lidt nervøs--en Smule." Og
Stella smilede atter med sit trætte Smil.
I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg,
langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte
med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne
svulmende i Panden og røde Kinder.
"Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens Frue, "han er bleven ti
Aar yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet--De var der
ikke?--førte han Kotillonen op--der var en Begejstring blandt de unge
Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux."
"Ja ikke sandt--vor kære Høg er som forvandlet," Hofjægermesterinden
slaar sin Vifte op, "igaar hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt
virkelig i Søvn."
"Men Frøkenen havde drukket megen Champagne," henkastede Doktoren.
"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn."
Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket
Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok.
Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende
uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes
forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente ogsaa, det
var bedre, hun blev hjemme.
Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage
for at betro sig til nogen. "Det er Eksaltation, kære Stella," havde
Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. "Vogt Dig for at gøre det
til mere--og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde forstaaet
ham. Desuden vidste hun jo--Men en Dag nu i Foraaret var det bleven
hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde
forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved
sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet.
Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen.
Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod
Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel:
hun kunde ikke opleve en saadan Nat til.
Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun
ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun
ud til Bergs.
Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige
Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til
Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden
at mærke det.
Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle
Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige
Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for
sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige
Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne
Tilstaaelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i
disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men saa overmandedes alt
af den forfærdelige Rædsel fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø
under denne Tavsheds Kvaler.
Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner paa sine Skuldre,
da hun slæbte sig op ad Trappen.
Hun ringede.
Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr.