IV

Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas

Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en

Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. Hjemme lod

han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det

hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen

og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden.

Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en

mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt

af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra

Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere

et meget pragtfuldt Monogram paa sine Underbenklæder; indrettede sig et

Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk

paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu paa sit Toilette og gik

ungdommelig klædt med lyse Jakker til blaa Benklæder.

Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af

original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde

Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens

Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han

meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene,

mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.

Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab

var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog

næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale

meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive

blybleg.

"De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden, "Lidt nervøs--en Smule." Og

Stella smilede atter med sit trætte Smil.

I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg,

langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte

med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne

svulmende i Panden og røde Kinder.

"Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens Frue, "han er bleven ti

Aar yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet--De var der

ikke?--førte han Kotillonen op--der var en Begejstring blandt de unge

Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux."

"Ja ikke sandt--vor kære Høg er som forvandlet," Hofjægermesterinden

slaar sin Vifte op, "igaar hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt

virkelig i Søvn."

"Men Frøkenen havde drukket megen Champagne," henkastede Doktoren.

"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn."

Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket

Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok.

Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende

uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes

forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente ogsaa, det

var bedre, hun blev hjemme.

Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage

for at betro sig til nogen. "Det er Eksaltation, kære Stella," havde

Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. "Vogt Dig for at gøre det

til mere--og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde forstaaet

ham. Desuden vidste hun jo--Men en Dag nu i Foraaret var det bleven

hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde

forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved

sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet.

Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen.

Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod

Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel:

hun kunde ikke opleve en saadan Nat til.

Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun

ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun

ud til Bergs.

Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige

Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til

Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden

at mærke det.

Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle

Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige

Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for

sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige

Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne

Tilstaaelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i

disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men saa overmandedes alt

af den forfærdelige Rædsel fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø

under denne Tavsheds Kvaler.

Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner paa sine Skuldre,

da hun slæbte sig op ad Trappen.

Hun ringede.

Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr.

Haabløse Slægter · 第 11 / 78 题