Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om
Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de gik til Alters, altid den første Dag i
Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen. Det var en
Tradition, at man bedst nød Nadveren den Dag.
William og Nina kunde aldrig glemme Alterdagen. Aftenen før blev der
slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, Moderen sad paa en Skammel bag
Bogskabet, og lige efter Theen skulde de alle synge en Salme. Om
Morgenen var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem og bad
dem være gode Børn.
Høgs ydre Gudstjeneste tilfredsstillede tilfulde den offentlige Mening i
Byen. Man forlangte ikke mere. Det var i alle Huse Konerne, som
besørgede Gudsfrygten dér i Staden, som gik i Kirke, hørte
Bibellæsninger og underviste i Religion i Asylet. Det var nu saadan en
Skik dér, og man saá næsten aldrig Herrer i Kirken. Maaske passede
Velærværdighedens lidt smægtende Veltalenhed ogsaa bedst for kvindelige
Tilhørere.
Stella derimod gik i Kirke en Gang om Maaneden, altid til Højmesse. Hun
holdt ikke af at gøre Opsigt, og Præsten satte Pris paa, at man gik i
Kirke. Det var da den mindste Opmærksomhed, man kunde vise en Familie,
man omgikkes saa meget. Desuden talte Præsten godt.
Hans Organ var meget smukt, han var uden Sammenligning den eleganteste
Mand i Byen, og han var ikke pietistisk. Som sagt, Stella hørte ham en
Gang om Maaneden.
Egentlig var Indifferentisme alligevel det Høgske Hus' Religion, men
Præsten kaldte det dog et godt, kristeligt Hjem og holdt meget af at
føre lange Enetaler med Stella. Han kom om Eftermiddagen og blev til ud
paa Mørkningen. Naar han var gaaet, satte Stella sig til Klaveret og
spillede. Altid nogle gamle tyske Romancer med sentimentale Themaer.
Undertiden græd hun.
"Præsten har været her," sagde saa Nina.
Børnenes religiøse Opdragelse blev saa overladt til Skolen, men Stella
holdt meget nøje Regnskab med, hvad Børnene fik i Religion. William
havde svært ondt ved at lære Salmer og fik en Gang "tg" for en Salme paa
ti Vers. Stella bad Høg straffe ham derfor.
Da William var tre Aar, havde hun lært ham en lille Aftenbøn paa fire
Linier. Hun lærte ham ogsaa at knæle og folde Hænderne, og hun kom hver
Aften ind og hørte, naar han bad og knælede ved Fodenden af sin Seng.
Men da han voksede til, hørte det op, og William glemte Bønnen.
I alt dette skete der imidlertid en Forandring under Ninas Forberedelse
til Konfirmationen. Stella fulgte nu Datteren i Kirke hver Søndag, og
William gik med. De havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige
overfor Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget mørk. Stella
og Nina sad forrest paa Stolene og lige bag de grønne Gardiner, William
blev siddende i en Krog helt tilbage. Der sad han sammenbøjet og rokkede
med Hovedet under hele Gudstjenesten. Naar han kom hjem, kunde han hele
Prædikenen udenad, han disputerede med Moderen og læste meget i Bibelen.
Især var det Lidelseshistorien, som betog ham; han laa til langt ud paa
Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte meget om Døden; han
sagde ofte, at hvad han helst vilde være, var Munk eller Martyr.
Der var i en Baggaard i Byen nylig blevet indrettet et lille katolsk
Kapel; der havde været Snedkerværksted før, og det hele var lavt cg
uanseligt; hele Hjorden, som havde to Hyrder, bestod af fem fattige
Familier, hvis Børn Præsterne underviste gratis.
En Eftermiddag gik William derind med en Kammerat. Der var tilfældigvis
Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var
helt fuldt af Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var oplyst
baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, hvid Kaabe paa Trinnet
og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker.
Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa det duftede i hele
Rummet. William aandede Duften, og han syntes, han fik helt ondt.
Efterhaanden blev han ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af
Lyden af Klokkerne og af Røgelsen.
Han faldt paa Knæ. Han bad ikke, men han laa med lukkede Øjne og saá saa
meget drage sig forbi, han vidste ikke selv hvad. Og det var, ligesom
der var Musik langt borte.
Han laa der endnu, da Præsten gik ned. "Det er Forbi," sagde Præsten og
lagde Haanden paa hans Hoved. William saa op og traf et Par mørke,
tungsindige Øjne, som saá ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand og
gav sig til at græde.
Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene.
William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede
Drengen paa Panden. William løb ...
Da han kom hjem, fortalte han Moderen det hele. Stella blev vred og
sagde, at han ikke maatte gaa i katolsk Kapel oftere, det passede sig
ikke. William gik alligevel derhen, saa tit han kunde, han vidste ikke
selv hvorfor, men han kunde ikke blive derfra.
For sine Sparepenge købte han et Lys til at sætte paa Alteret.
Imidlertid kom det ud, at Byfogdens Søn skulde være Katolik, og at den
unge Præst snart skulde have ham til Alters første Gang. Hans
Velærværdighed omtalte Rygtet for Stella, som blev meget opbragt og
kaldte William ind. Hun havde jo forbudt ham at gaa til Katolikerne.
William svarede ikke. Om han alligevel havde været der? Ja.--Hvorfor?
Fordi han syntes, det var saa smukt. Stella havde jo dog sagt ham, det
var syndigt. Ja men--hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til
Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde
han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det
var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser. "Desuden
er det ogsaa meget upassende," tilføjede Stella ... William gik ... "Ja,
det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme," sagde Pastoren,
da Drengen lukkede Døren.
Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede haardt med sig
selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulde spille
tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne. Det var
Pastoren, som havde raadet til dette. "Man bør gøre de Unge Vejen let,"
sagde han.
William spillede Whist, men for Fremtiden, naar han mødte den unge Præst
paa Gaden, gik han en anden Vej eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op
med at gaa i Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella trængte
ikke ind paa ham.
"Han er en besynderlig Dreng," sagde hun.
* * * * *
Hen paa Foraaret i Maj Maaned kom et stort fremmed Balletselskab til
Byen for at give Forestillinger. Høg havde altid forbudt Stella at tage
Børnene med i Theatret. Det vilde kun fordærve deres Smag. Da William
ikke havde været i København undtagen om Sommeren, havde han aldrig
været i Theatret uden én Gang for mange Aar siden, da han var en lille
Dreng i Fløjlsbluse. Og hvad han den Gang saá, huskede han ikke noget af
uden et Marked og En med en Guitar. Det var "César de Bazan", han havde
set.
Naar Kammeraterne i Skolen talte om Theatret, hvor de fleste ofte kom,
tav William altid ganske stille. Men de andre vidste godt, det drillede
ham at høre dem tale om det, og derfor blev de netop ved. Han kunde
blive helt bleg tilsidst og sad og bed sin Læbe til Blods.
Undertiden naar der var Forestilling paa Theatret, gik han om Aftenen
ned paa "Graven", hvor Theatret laa, og stillede sig op ved Indgangen og
saá længselsfuld paa hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han
vilde have givet for at kunne gaa ind med de andre, Graaden sad ham i
Halsen, og han vilde ikke gaa hjem. Engang imellem sneg han sig helt ind
i Garderoben; naar Døren gik op, kunde han se ind paa det røde Tæppe, de
malede Søjler langs Væggen og længst nede Børnelogen.
Han snusede begærligt Theatrets ejendommelige Lugt til sig, Gassen,
Støvet, den urene Luft af saa mange sammenstuvede Mennesker.
Og alle, som gik ind, saá saa smilende ud. De lo og hviskede, mens de
knappede deres Handsker, og Damernes Kinder var saa røde. De købte
Programmer i Billethullet. Han havde ikke behøvet at købe Program--han
kunde det altsammen udenad--alle Navne.
Saa blev der tomt i Forsalen. Der var kun en enkelt Efternøler tilbage.
Biiletkontrolløren satte sig til at sove i sit Hul med en gammel Kasket
ned over Øjnene, Konen ved Tøjet tog Smørrebrød frem af en Avis. "Nu
begynder det" ... William stormede ned ad Gaden, som om en gal Hund var
efter ham.
"Nu har han igen været nede ved Theatret," sagde Stella. "Lad ham
ligesaa gerne gaa der, Høg, vi faar dog ikke Fred før."
Drengen stod Aften efter Aften paa "Graven", og han læste hver Dag
Plakaten paa Gadehjørne efter Gadehjørne.
Men nu var det en anden Sag. Balletten var noget andet. "Ballet var
Ballet", og de Smaastykker, som spilledes imellem, havde intet at sige.
Desuden var dette Selskab ogsaa noget bedre end de sædvanlige. De skulde
der allerede den første Aften. William havde Feber, han spiste intet til
Middag, efter Middagsbordet "løb" han. Det var en Vane, han havde. Naar
der var noget paa Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store
Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hænderne i Lommen, Loft
op og Loft ned og trallede og fløjtede som en Besat. Idag var det nu
rent forskrækkeligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og
Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned.
Endelig skulde han altsaa se det, endelig! Det havde jo vævet sig ind i
hans Drømme, lokket ham, lydt for ham som en betagende, vidunderlig
Klang--Theatret, Theatret. Og nu skulde han se det. Aften efter Aften,
naar Stella læste for dem, havde han standset hende, og hun havde lagt
Bogen bort og havde forklaret og fortalt.
Hun var "Chevalieren". Hun slyngede det mørke Bordtæppe om sig som en
Kappe, hendes Blik var tungsindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord:
"Der funkle de paa Himlen hine Stjerner"--
Saa kommer Ninon.
Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende
Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende
Angst--
"Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem
for denne Lidenskabs Usalighed."
Og Slutningen. Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens
Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred
sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel:
"dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav"--
Især disse fire Ord "Farvel, min skønne Moder"--det bævede igennem
William, naar han hørte dem.
Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om hun vuggedes ind
og betoges af sin berusende Stemmes Musik, som om hun blev yngre i en
gammel Begejstring ... Og naar hun pludselig standsede, kunde hun knuge
William heftigt op til sig, medens Taarerne lab ned ad hendes Kinder ...
Han spurgte hende, hvorledes Theatret saá ud. Om det var stort? lyst
...? Stella fortalte om Theatrene i Paris. Om Kvindernes glimrende
Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om
Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede
for hans Øren.
Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget
ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det
var dog Theatret. Han mindedes de mange Timer, han havde staaet
misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han
havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin
knugende Vægt til hans Forventning.
Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en
anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den
paa. Han stod og trippede paa Benene og kunde ikke staa roligt et halvt
Minut. Høg sagde, at blev det saadan ved, kom han slet ikke med.
William mente, de kunde gaa Klokken halv, og fortalte hvert andet
Sekund, at nu kom de ganske vist For sent. Og hans nervøse Hast smittede
Nina, som var saa rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og
trak op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort.
"Herre Gud, Nina", sagde Stella, "lad nu dog dine Handsker være, Kjolen
er for kort. Men nu har Du jo da ogsaa snart Garderhøjde, saa er Du vel
færdig med at vokse."
Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive mindre.
"Ret Dig," sagde Høg. "Du skal se, den Pige bliver skæv." Det var Høgs
stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve.
William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér.
Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og
han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter
ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa. Hans Hænder var
feberklamme i Handskerne.
De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program--han huskede, hvor
tit han havde staaet og set Folk famle i Pengepungen for at finde de
fire Skilling. Stella tog ham ved Haanden. Hun saá paa ham og smilede,
hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store: han var helt bleg. "Gud
hjælpe ham," sagde hun sagte. Drengen saá op--Ordene var komne ligesom
et Suk. "Hvad er der?" spurgte han. Moderen svarede ikke.
Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde ligesom en varm,
støvmættet Bølge. Han saá ikke rigtig sikkert, han maatte plire med
Øjnene. Dér var det røde Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og
Lysekronen. Han havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik.
"Bliver her ikke lysere?" sagde han sagte. Han vilde ikke have talt højt,
om han havde faaet Guld for det.
Stella lo. "Hvad siger han?" spurgte Høg. De gik ned til deres Pladser.
"Han synes, her er for mørkt", svarede Stella.
"Ja, her skulde være lysere," sagde William alvorligt. De satte sig,
William ved Siden af Stella. Drengen talte ikke mere; han sad stille og
saá hen paa Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et
Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde
tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt
var for stor, han tog det, som det var.
Folk samledes, Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, fortalte al
Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, at Børnene maatte være med.
Rektor havde netop ladet sin Søn blive hjemme; Overgangsalderen var saa
farlig.--Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa.--Om Høg troede,
det var den virkelige Kankan, de dansede.--Berg mente det ikke, og Fru
Berg vilde da saa rædsom gerne se den--Ja, Høg vilde nu gaa inden
Kankan'en--
William hørte det summe om sig ligesom den ensformigt stigende og
faldende Brusen i en Kube i Oprør. Rektor slog ham paa Skulderen og
hviskede til ham bagfra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre,
hvad der blev sagt og uden at svare. Han sad og rokkede ganske langsomt
frem og tilbage paa Sædet, Hagen ned paa Brystet.
Han hørte Orkestret utydeligt, hans øjne hang ved Tæppets Guldfrynser.
Tæppet gik op. Han rystede ganske lidt, saa saá han i Lyset paa Scenen
to Damer, han syntes, de kom frem af en Taage ...
Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik paa Scenen, hun sad
bag Viften og saá fra Siden ned paa Drengen. William sad ganske stille.
Stella bøjede sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev blot
ved at stirre paa Scenen. Hele Komedien spejlede sig i hans Træk.
Moderen kunde ikke faa sine Øjne fra ham.
Hun havde første Gang været i Theatret med sin Moder--hun var femten
Aar. Hvor hun huskede det. Det var "Romeo og Julie", de saá. Hun forstod
det ikke, de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en Musik--men
hvor det dog var smukt. Hun følte noget inde i sig, en Forventning, en
Længsel, et Suk efter Livet, som skulde komme.
Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og saa paa Høg. Han sad
træt med Hovedet støttet paa sin Haand. En Strøm af Ess-Bouquet slog
hende imøde fra hans Klæder--
Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et
Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned.
Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod
det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket
til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun
saá ind i et langt Øde, en Taage hang over. En unævnelig, kvælende
Bitterhed snørede hendes Strube sammen.
Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre,
og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet.
Hun saá atter paa William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem
mellem deres, som sad foran, han levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned
og kyssede ham heftigt paa Panden.
Hun gav ham alle sit Livs Forhaabninger i Arv i det Kys.
Tæppet faldt. William satte sig. "Det var ikke saa godt," sagde han. Og
han begyndte at tale. Saaledes gjorde man ikke--eller saaledes--og det
var ikke at elske, han havde jo staaet ganske rolig, og han havde været
lige ved at le paa det mest rørende Sted. Og Elskerinden havde manglet
et Spænde paa den højre Sko. De rigtige Grevinder holdt virkelig heller
ikke saadan paa deres Kop, naar de drak The.
Saaledes blev han ved.
Rektor bøjede sig frem. "Er William allerede blevet Kunstdommer? Ja man
modnes tidlig, skam gør man saa!"
Men William blev ved.
Der var noget i dette, Stella ikke forstod. "Morer Du Dig da ikke?"
spurgte hun.
"Dejligt." Han saá op, hans Øjne straalede imod hendes.
Fru Berg havde set Høedt i denne Rolle, hun fandt ham affekteret.
"Underlig," sagde hun. Stella kendte ham kun som Hamlet, hun havde ikke
troet paa ham.
"Var han da ikke stor?" spurgte William. Fru Berg lo. "Man maatte
beundre ham," svarede Stella. Saa begyndte William atter, han spurgte
Fru Berg, hvordan Høedt da havde gjort, hvordan han havde sagt det?
eller det? Fru Berg forklarede.
"Moder kan vise det," sagde William.
Orkestret spillede en spansk Vals, Introduktion til Programmets Bolero.
Valsen begyndte tungsindig, slæbende i langsomme Takter. Steg saa, og
pludselig herte man i susende Fart Boleros brusende Lyd.
Tæppet gik op. Alle Øjne saa mod den tomme Scene, en Skov. Saa klang
Kastagnetterne højt; og med sammenslyngede Arme svang Damerne sig ind
over Scenen. Boleros Musik susede æggende om dem.
William fo'r op fra Sædet og blev højrød; dette var det, dette. Og de
dansende jog hinanden i sammenslyngede Kredse; Kvinderne gled ind i
Mændenes Arme, gækkende atter ud; og mens Musikken steg med voksende
Hast, klang Kastagnetterne lokkende ...
William trykkede sig stærkt op mod Bænken; han havde Hjertebanken.
De bøjede sig, slyngedes sammen, nærmede sig som til Kærtegn, veg ud med
vuggende Hofter. En hvirvlende Jagt. Saa stormede Kvinderne bort. Med
Kastagnetterne hævede højt i de blottede, runde Arme sendte de de
trættede Dansere et spottende Haandkys.
William drog et langt Suk.
Han havde røde Pletter paa Kinderne, hans Øjne var skinnende,
Aandedrættet hurtigt. Stella saá det, og med en pludselig Angst greb hun
ham hurtigt i Armen. Drengen smilede svagt. Inde i hans Hoved jog
Boleros Toner: han var Saa besynderlig, feberagtig beklemt.
Komedien beroligede ham. Det var et Proverbe, en Konversation mellem
Mand og Kone. Det hele interesserede ikke synderligt, men man kom til
sig selv igen og samlede sig.
William stod som før. Meget opmærksom, spændt paa hver Bevægelse.
Hustruen taler om det at bedrage; om Hustruens sørgelige Lod, der bliver
Enke i et Ægteskab, hvor Manden er et Navn; om hendes ensomme Dage, om
hendes Kummer, om hendes usete Taarer, om hendes Forsagelse ...
Skuespillerinden rejste sig; med Ryggen lænet mod den høje Stol stod
hun med det hvide Atlask om sig som en skinnende Strøm, med korslagte
Arme, stolt i sørgmodig Majestæt ...
William aabnede Læberne for at tale, han strakte sig helt frem. Hvor hun
var smuk og stor, og høj ... Og saa gled hans søgende Blik ud over
Atlaskens kælende Folder; han sad med bankende Hjerte, beklemt som før
ved Boleroen ...
"Og nu han, nu han," sagde han.
Ægtemanden var ydmyg, bad. Men bestandig rolig strakte hun sine Arme
frem, afværgende koldt. Nu havde hun viet sig til sin Enkestand.
"En Diana, Frue," sagde Rektor ...
Statueskøn stod Skuespillerinden endnu i den samme ubevægelige Ro. Salen
var vaagnet. Hendes Skønhed bandt deres Blik.
William var meget varm.
Efter Stykket skulde man danse Kankan. Høg havde sagt, de vilde gaa. Nu
ønskede han at blive, hans Øjne vare glasagtige, stive, han var
rødplettet paa Kinderne. Man kunde ligesaa gerne blive nu, da man en
Gang var her. Men Stella gav Tegn til Opbrud, hun havde ængstelig vaaget
over William og var efter den spanske Dans blevet grebet af en
uforklarlig Angst. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun vilde hjem med
Drengen.
Desuden var Nina ogsaa med ... Aa nej, Nina sad roligt med sine klare
Øjne fæstede paa Tæppet. Stella drog et lettet Suk. Men bort vilde hun,
Høg havde jo selv ment at ... og allerede Boleroen var tilstrækkelig,
mer end tilstrækkelig for Børn.
Høg rejste sig, men inden man fik vekslet Hilsener, var Mellemspillet
begyndt.
Fru Berg holdt fast i Stella. Hvad skulde man nu sige, naar selv hun
blev snærpet? Det var ikke for hendes Skyld, men Rektor havde Ret,
Overgangsalderen. Bah, nej lade dem se alt og tale til dem om alt. Det
gjorde Berg og hun ...
Og Fru Berg pegede op mod Parterret til to lange Knægte med lyst Haar
og sorte Frakker.
"Strutter af Sundhed," sagde hun og lo.
Ja, men alligevel--Stella vilde gaa. Den ene havde ikke samme Principper
som den anden. Rektor greb Ordet Principper. Man skulde lige til at
diskutere Opdragelsen, mens Høg knappede sine Handsker.
Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren.
Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæppet op, Stella, som gik
bagest, trykkede William hen imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at
vende Hovedet. Han saá fire nøgne Kvinder midt paa Scenen. Saa lukkedes
Døren bag ham. Stella talte med Garderobe-konen, Høg bestille Billetter
til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo
og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede Døren til
Parkettet.
Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver
Krog af denne skamløse Blottelse. Saa rødmede han, som en Flod strømmede
Blodet igennem ham.
"William," raabte Høg.
Han talte ikke paa Hjemvejen. Forældrene gik foran; Nina, som slentrede
af ved Siden af ham, hørte sig selv i Verbet _mouvoir_.
Da de kom om Hjørnet til Hovedgaden, mødte de en Mand, som hilste Høg;
det var den katolske Præst. William saá op og rev Huen af Hovedet.
Præsten betragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et "_bon
soir_" og gled forbi. William havde haft Lyst til at raabe efter ham,
men han turde ikke; saa gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem.
Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og
skulde hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været
fuld paa et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat
saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag. Stella sad bag Themaskinen og
vogtede paa ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund.
Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke sove. Det var, som han
vaagnede med ét.
Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte
højt med sig selv.
Jo det var, som han tænkte sig--det vil sige, han havde tænkt sig det
større, lysere. Men i København var det jo saadan. Men det var dejligt
ogsaa her. Saadan at tale til Folk, som hun havde gjort, at faa dem alle
til aandeløse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde.
Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han lavede lange Tirader,
som han sagde med hendes Betoning, langsomt, koldt.
Saa saá han hende pludselig staa med Ryggen mod Stolen med udstrakt Arm,
stolt, sejrsrolig i sit skinnende Atlask. Og han følte den samme urolige
Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen
af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det
kolde Lagen.
Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede
i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget
op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en
Bylt. Pludselig kom han til at græde.
Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i
den store Kirke, hver hans Slægt laa begravet.
Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med
Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og aabnede Døren til
Williams Værelse.
Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han laa sammenkrøben i Sengen, rød i
Hovedet, med Hænderne krampagtig knyttet om Tæppet. Stella saa længe paa
ham, hun studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold.
Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde Tæppet til Rette om
ham, lettede Lyset en sidste Gang. Da hun saá op, faldt hendes Blik paa
et Kristusbillede, som hang over Sengen, en Present af en gammel
Barnepige.
Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes
Blik vilde gennemtrænge Billedet.
Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun
hen med "Fadervor" paa sine Læber.
Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa
Skolebiblioteket.
Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, "Men det forstaar din Praas jo ikke
et Ord af," sagde han. Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger,
som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da
Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad "den lille Høg" laante, roste han
ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade,
hvorpaa man "skam virkelig" kunde lære et Sprog.
Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. Stella var forbavset
over, hvor godt han læste uden at efterligne Skuespillerne fra igaar. Et
Par Dage efter havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikkerne
godt, men hans rundryggede Figur saá latterlig ud. Da Moderen lo, blev
han purpurrød i Hovedet, bed sig i Læben og løb.
Seks Uger efter blev Nina konfirmeret.
* * * * *