De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng.
Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store Øjne
med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik. Hans Hoved syntes for
stort til Kroppen, som han holdt daarligt, saa at han saá endnu mere
rundrygget ud end har var. Han havde faaet et Par meget tynde Ben at gaa
paa og lange Arme, underlige, halvt kantede, halvt theatralske
Bevægelser.
Hans Gang var uéns og besynderlig. Han kunde smaasnakkende med sig selv
slentre langsomt hen langs Husene--Stella paastod, han sled Huller paa
sine Albuer ved saaledes altid at gnide sig op ad Væggen--med dukkende
Hoved og krummet Ryg, Armene slaskende. Saa pludselig snublede han over
sine egne Ben, som han altid satte indad, og gav sig til at løbe. Hvor
han saá ud, naar han løb. Man kom til at tænke paa de smaa vanskabte
Trolde med uforholdsmæssig store Hoveder, som ligger sammentrykte i
Æsker og springer op, naar Æsken aabnes. Saa stod han stille, slentrede
igen og gav sig atter til at løbe.
Naar han talte, gestikulerede han meget. Han brugte mange sjældne Ord,
og hvad ban sagde, var ofte stillet op, ligesom Replikkerne i en
Komedie.
Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. Saa kom de om
Vintermorgenen ned i det kolde Køkken, hvor Kokkepigen smurte Skolemaden
ved det dryppende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje paa og skar Brødet
ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden blev William ækel ved
Maden--Pigens Nattrøje var ofte helt graagul i Kuløren--og kastede
Smørrebrødet paa Vejen til Skolen. Mens Børnene drak The, stod Pigen og
redte sit Haar over Køkkenbordet, hun holdt altid den ene Fletning i
Munden, mens hun redte den anden.
Naar Børnene var gaaet, gik hun i Seng igen. Flødemanden vækkede hende
saa, naar han kom Klokken ni; halv ti fik Stella The i Sovekamret.
Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evindelige Søvnløshed, stod
meget tidlig op.
"Hys, hys," sagde Pigen, naar Børnene tænderklaprende aabnede Døren til
Køkkenet. "Borgmesteren er oppe."
De Dage vovede Nina og William slet ikke at tale. Nina stod og læste
hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte sig
ved Vandspanden. Men han kunde aldrig sidde stille og rokkede saa
uroligt paa Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i Spanden.
"Hys, William," sagde Nina. "Du véd jo, Fa'r er oppe."
Og naar han sagte vilde liste hen over Gulvet, faldt han over Kulkassen
ved Skorstenen. Af Forskrækkelse gav han sig til at patte paa alle fem
Fingre.
"Saa skulde da al Landsens ... dit Klodsfæ," skændte Pigen.
Naar Børnene gik ind gennem Spisestuen, saá de Faderen sidde ved Bordet
med et Haandklæde om Hovedet. De sagde "God Morgen" ganske sagte, han
nikkede blot uden at vende sig eller tale. Nina aabnede Døren og listede
ud, William bag efter--men Drengen kunde i sin Befippelse sjælden faa
Døren lukket. Saa stod han længe og raslede med Laasen, indtil Faderen
rejste sig med et utaalmodigt "Naa" og smækkede den haardt i.
Børnene var glade, naar de frelste var naaede ned paa Gaden.
Drengene sad i Vestibulen og halvsov paa lange Bænke langs med Væggene.
Inspektøren gik søvndrukken omkring og knipsede dem ondskabsfuldt i
Hovedet med sin knyttede Haand. Saa afbrød et Hvin den søvndyssende
Mumlen af al den hviskende Læsning i Kofod, Balslev og Luthers lille.
Hver Gang en Lærer kom op ad Trappen, rejste alle Drengene sig paa Rad.
En enkelt, der var faldet i Søvn, fik af Sidemanden et vækkende Puf og
fo'r op, mens han tabte Bogen af Haanden. Inspektøren lod ham springe
over Stokken, til han vaagnede. I det hele taget var Hr. Inspektor
vanskelig om Morgenen. Han gik og gned sine Øjne og søgte at faa
Lemmerne strakt ved noget, han kaldte nødvendige Irettesættelser til de
Lømler i 5te Real, men som for upartiske Øjne betænkelig saá ud som en
Brydekamp, hvori man kæmpede med skiftende Held.
For Resten rensede han sine Negle og lod Pedellen, der listede lydløst
omkring i et Par aflagte Gymnastiksko, børste sin Frakke, der i Forvejen
var saa velbørstet, som en skinnende Frakke kan være det.
Drengene var glade, naar Timerne begyndte.
Og dog var disse Timer just ikke livlige. Skolen i Randers havde gamle
Lærere, som holdt sig til Lærebøgerne og til de fastsatte Pensa.
Historien var Aarstal, Geografien Tal og Navne. Sprogene var Verber at
bøje, Syntax og Bojesens Antikviteter, som var Historiens Aarstal og
Tørhed gylpet op igen.
Lærerne sad krumryggede paa Katedret med Bøgerne opslaaede, men med
lukkede Øjne. De kunde rolig gøre det. Den, der var oppe, tog ikke fejl,
for han stod med Oversættelsen paa et Blad inden i Bogen; og de andre
sov. De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet ned paa Armene og
blundede eller vippede frem og tilbage paa Bænken, mens de i Smug læste
paa det næste.
Naar den, der var oppe, var færdig, rejste han sig paa Tæerne for at se
efter Karakteren, viste sin Sidemand, hvor han var sluppen, og satte sig
ligesom de andre. Saaledes gik Timerne.
I de smaa Frikvarterer blev man i Klasserne. Som oftest læste man højt i
Munden paa hverandre, eller man sloges med Papirskugler eller med Blæk,
som man klattede rundt med paa Gulv og Vægge. Naar Læreren kom ind, gik
Timerne atter som før.
At kunne sin Lektie var det store Maal. Klassen lærte Sprogene ved at
plapre udenad efter trykte Oversættelser, Historien efter historiske
Tabeller, Geografien læste man paa Kortet. Lærerne satte Pris paa Bogens
Ord og hadede Fantasier.
Den Flittige fik ug'er, Flidsbelønninger og Lovtaler ved den maanedlige
Omflytning, den Dovne havde en daarlig Karakterbog, blev flyttet ned og
kom som yderste Straf "til Rektor". Det var noget forfærdeligt at komme
til Rektor. Man ventede Maanedens sidste Dag med Frygt og Bæven paa,
hvem Loddet skulde træffe; den, hvis Maanedskarakterbog blev holdt
tilbage, vidste, hvor den skulde hentes.
Rektors Værelse var et stort Rum med Reoler langs alle Vægge. Der stod
en gammel Sokrates paa Kakkelovnen. Henne i et Hjørne paa et lille Bord
laa et rødt-indbundet Monstrum: et græsk Leksikon, Lærerne havde foræret
deres Foresatte til hans Sølvbryllup. Ved Artium laa Bogen ved Siden af
sin Ejermand paa Eksamensbordet. Pedellen betragtede den som en
Helligdom og svøbte den ind i et grønt Klæde, hver Gang han skulde bære
den.
Her var det, man kom hen, naar man skulde "til Rektor".
Synderne ventede i Forværelset med blege Miner og Atlas over den gamle
Verden stoppet op paa Ryggen mellem Vesten og Skjorten. De kom ind én
for én.
Skolens Styrer aabnede Døren. Den afstraffede Synder gnubbede sig ud
gennem den og forsvandt.
"Den Næste," sagde Rektor meget højt. "Den Næste" kom ind. Rektor satte
sig, bakkede lidt af Piben, dukkede det tæt klippede, graa Hoved helt
frem mod den Ulykkelige, saá skarpt paa ham med sine smaa plirende øjne.
Slog saa med et talende Fingerknips ud med Haanden.
"Er det nu Dig igen?" sagde han og klemte Læberne sammen med en
ejendommelig klagende Hviskelyd. "Er det nu Dig igen?" Rektor gentog
altid saadanne Spørgsmaal, og anden Gang blev Beklagelsen endnu mere
sorgfuld og hvislende. En Styrtesø af Spyt ledsagede den voksende
Bekymring, og Synderen stod ret uden at turde tørre Spyttet af.
Det var jo ham.
Rektor saá atter pas sit Offer. "Vil Du da kun gøre dine Forældre Skam?"
spurgte han saa atter. Han lagde bestandig Trykket paa det første Ord,
snuppede derpaa Sætningen af og sluttede med et langt Fingerknips, der
ligesom satte et veltalende Spørgsmålstegn efter Sætningen.
Saa formanede han. Han talte langsomt, med rokkende Hoved. "Det er dog
besynderligt med den Dreng. Han har gode Evner, der er ikke det mindste
i Vejen, og hæderlige Forældre til at give et godt Eksempel." Derpaa
pludselig med stærkt Eftertryk: "Hvad siger din Fader?"
Atter det spørgende Knips og et fikserende Ophold. Fra Synderen en
Mumlen ...
"Naa--og din Moder? Det er en meget elskværdig Kone."--Rektor slæber
betydningsfuldt paa Ordene.--"Vil Du huske at takke hende for sidst" ...
Synderen tørrer sig skyndsomst i Ansigtet. Rektor ser paa sine hvide,
soignerede Hænder, meget bløde Hænder.
"Naa," Han rejser sig, gaar kroget hen over Gulvet med knirkende
Støvler, standser et Øjeblik, lægger Fingren paa Næsen og ser op paa
Sokrates.
"Kom saa her hen!" siger han. Synderen gaar et Par Skridt frem. Rektor
stikker Hovedet helt ned imod ham. "Vil Du saa blive bedre?" Og efter at
have rettet dette energisk fremførte Spørgsmaal til den Ulykkelige
vender han sig og tager et langt Foderal frem bag Bordet.
Drengen skeler hen til Foderalet, giver et Skub til "den gamle Verden"
paa sin Ryg og ser sønderknust ud. "Træd saa ind paa Tæppet!" Den store
Mands Stemme er blevet dæmpet hemmelighedsfuld, Haandbevægelsen er
langsom og værdig. Han holder et Øjeblik den venstre Haand mod Næsen,
tager Spanskrøret Frem med den højre.
Drengen græder.
"Ja, nu græder Du--men lad det saa blive bedre, hører Du, lad det blive
bedre." Han lader det blanke Spanskrør beskrive en lang, værdig Bue
foran Offerets Øjne.
"Knap Trøjen!" siger han derpaa pludselig med Kommandorøst og retter
sig, saa han bliver meget højere. Og medens Vorterne paa hans Næse
blusser og hans Blik søger Sokrates paa Kakkelovnen, lader Skolens
Styrer tre tunge Slag falde paa Synderens Ryg.
"Gaa saa!"
Rektor stønnede. Synderen satte halvt i Spring udenfor Tæppet. Saa
vendte Rektor sig igen, og med Haandknips og Styrtesø gentog han
hurtigt, stadig med stigende Betoning og en vekslende Akcent: "Lad det
saa blive bedre, se dog til, at det kan blive bedre; faar vi haabe, det
vil blive bedre!"
Og saa endte det med et:
"Hils dine Forældre!" Det var som et mildnende Punktum.
Det var Skolens Straf.
Men man forstod ikke blot at straffe, man vidste ogsaa at belønne. Den
sidste Dag i Skoleaaret var Belønningens Dag; saa blev alle Byens
Honoratiores indbudt, Høg og Sognepræsten og Distriktslægen og mange
andre. De sad paa nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt om Katedret,
hvor Rektor stod og spyttede, mens han tog Afsked med Studenterne, "der
nu drog bort, ledsagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser."
Naar denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. Deres Karakterer
biev læst op, man dadlede, man roste, hele Skolen, syntes Drengene,
passerede Revy for de frygtelige Dommere i de gamle Stole.
Saa lukkede Rektor Protokollen, og hans Stemme blev ligesom dybere. Der
var ganske stille i Salen. Henne i Drengenes Klynge var Hoved trykket
mod Hoved, Øjnene alle vendte mod den samme Plet. Herrerne i Stolene sad
ganske ret i Sædet ... Rektor kærtegnede sin Næse.
"Lærerforsamlingen har til Flidsbelønning indstillet," lød det.
Hvor Hjerterne bankede i alle disse smaa Ærgerrigheders Bryst. Det var,
som om Vejret skulde gaa fra alle dem, som haabede. Og de andre trængte
paa for at se.
Nu blev det første Navn læst op. Skolens Duks. Han er purpurrød i
Hovedet, slingrer lidt, griber sig op i Haaret. Saa, nu er han henne ved
Katedret. Han faar Bogen, slaar i Bevægelsen en stor Bue hen over
Gulvet, naa'r sin Plads--han mærker, at hans Skjorte klæber paa Kroppen.
William var den sidste, som blev raabt op. Han havde ikke smagt Mad den
Dag, og han var bleg som et Lig. Han hørte næppe sit Navn, og han vidste
ikke, om han kunde flytte Benene. Men alle Drengene rundt omkring
hviskede hans Navn og skubbede ham frem imellem sig. Saa gav en af de
store ham et halvt Spark henover Gulvet.
"Naa for Satan," sagde han.
William kom paa denne Maade noget ublidt og hovedkulds frem foran
Rækkerne, og med alle Fingrene i Munden stod han foran Katedret.
Han rakte Haanden frem efter Bogen, som Rektoren gav ham. Men han slap
den, blev purpurrød. Bogen faldt paa Gulvet, ug William gav sig sagte
til at græde, mens han tog den op. Hvordan han kom tilbage til sin
Plads, vidste han ikke, men hele den Dag var han saa let til Vandet, at
Stella lod ham gaa tidlig i Seng med Surdejg under Fødderne.
Det var "Prins Otto", han havde faaet.
Ellers bevægede Skolelivet ham ikke synderligt. Skolen straffede de
dovne, belønnede de flittige. Dermed var dens Hverv forbi. Hvad Drengene
følte, hvad de tænkte, bekymrede den ikke. Man var dér i Skolen Drenge
til man var seksten Aar; fra seksten til atten var man nærmest et
uheldigt og beklagelsesværdigt Amfibium. Drengene blev behandlede som
nys fortalt, Amfibierne havde Lov til at blive oppe i det store
Frikvartér. Om at vogte over deres Følelsesliv, om at værge dem mod
Overgangsalderens farlige Smitte, om at sørge for at bevare deres
Hjerter rene og deres Fantasier uberørte var der ikke Tale--det overlod
man til Tilfældet og til Hjemmet ...
Og saa overlod Hjemmet det til Skolen.
Høgs Spiste, Saasnart William og Nina kom hjem fra Skolen. Der blev ikke
talt meget ved Bordet. Naar Nina begyndte paa en lang Historie, og
William og de andre lo lidt støjende, tog Høg sig med en nervøs Trækning
op til Panden, og Stella hyssede ad dem.
Tavsheden trykkede Børnene, de spiste uden at tale og sad blot og
skubbede til hinanden under Bordet. Naar Middagen var forbi, kyssede de
Høg--William var altid saa underlig angst og ganske rød i Hovedet, naar
han løb ud af Døren efter det Kys.
Efter Middag var han sin egen Mand lige til Aften.
Undertiden samledes alle Nabolagets Børn i Høgs Gaard--en stor Gaard med
Skure til at skjule sig i og store Vognporte og Brændestabler. Der laa
ogsaa nogle gamle Sukkertønder, som Urtekræmmeren havde ladet ligge der
i Aarevis; dem stablede Drengene op til Fæstninger, naar de legede
Soldat. William var den mindste af alle Drengene i Gaarden. Derfor var
han stadig Konge--han duede ikke til andet. Men Konge kunde han nok
være: han stod øverst oppe paa Tønderne og uddelte Ordener--smaa
Cigarbaand, han tiggede af sin Fader--og han lavede sig Skærf af gammelt
Tarlatan, han fik af Stella.
Han holdt lange Taler, og hver Gang hans Tropper havde sejret, lod han
sig krone med den Papkrone, hans Kusine havde foræret ham til hans
Fødselsdag. Og hans Tropper sejrede altid. Nina var Biskop og satte
Kronen paa hans Hoved--Nina kunde ikke slaas, hun og hendes bedste
Veninde var derfor Rigets højeste Gejstlighed.
Til andre Tider lod Drengene, som om Tønderne var Skibe, og de sejlede
langt, langt bort. William var Kaptajn; han sagde, han var Kolumbus, og
han opdagede Amerika. Han sad sørgmodig nede i en af Tønderne.
Matroserne havde bundet ham. Men saa raabte Nina: "Land--land!" Og
William tog det gamle Flag om sig og sagde til de andre, de skulde bære
ham i Triumf i Gaarden.
Himlen véd, hvormange Gange han havde opdaget Amerika.
Det var Legene i den store Gaard. Men som oftest legede Nina alene med
Drengene. William blev oppe for at læse. Han laa udstrakt paa Maven med
Hovedet støttet paa Hænderne og læste og læste. Naar han blev ivrig,
kravlede han, stadig med Øjnene i Bogen, helt henover Gulvtæppet: ofte
læste han højt--han vidste ikke af det, men han deklamerede baade om Fru
Helene og om Bengerd. Snart var det Hvisken, snart var det meget
højrøstet, han deklamerede. Undertiden kunde han ogsaa rejse sig og med
Bogen i Haanden gaa frem og tilbage, mens han blev ved at recitere.
Stemmen slog over, saadan anstrengte han sig.
Stella sad ganske stille og saá paa ham. Saa lagde han Bogen og gik frem
foran Spejlet og talte med sig selv, slog ud med Armene og stillede sig
i Position.
Lidt efter laa han igen paa Maven, rød i Hovedet og svedende. Man kunde
godt tale rundt omkring ham, det forstyrrede ham ikke. Han hørte kun
Samtalen som noget fjernt, langt borte. Det var ham, ligesom han sad
dybt nede i en Brønd, og de gjorde Spektakel ovenover.
Han læste meget, men "Prins Otto" var hans Yndlingsbog. Han havde lavet
et Telt at nogle gamle røde Gardiner oppe paa Loftet, en lille Hytte med
en Løjbænk af uldne Sengetæpper. Dér sad han ofte timevis og læste atter
og atter om den tungsindige Kongesøn, der sukkede i sit ufortjente
Fængsel. Der var saa mørkt i Hytten bag de røde Gardiner, at han næppe
kunde skelne Bogstaverne, og Luften var meget tung. Solen brændte mod
Taget, og Heden lejrede sig blykammerutaalelig, kvalmende og tæt langs
Bjælkerne i Rummet. Kokkepigen tørrede Rosenblade heroppe, de laa
spredte paa Fløjene til det store Spisebord, og deres sødlige Dunst
blandedes med Lugten fra Æblekammeret, hvortil Døren stod aaben, nu da
Hylderne var tomme.
William læste. Men undertiden lod han Bogen falde ud af sin Haand og laa
med Næsen i Vejret paa Løjbænken med lukkede Øjne. Han drømte.
Underlige, vage Dramme, som tyngedes og trykkedes af Heden, fik Farve og
Tone af den rødmende Skumring bag de gamle Gardiner.
Han drømte, han var Konge med Riddere og Svende, saadan Konge, som man
var det i de Romaner, han læste: mægtig og rig og stor. Han klædte sig i
Tankerne i Hermelin og Purpur, i Guldbrokade og i skinnende Atlask; det
glimtede for hans Øje med Ædelstene og Perler, Diamanter og Sølv;
undertiden kunde det formelig blænde ham. Men saa kom Fjenden i Landet,
og han drog imod den. Det var Regn, Storm og raakoldt Uvejr, da han drog
ud. Saa kom Kampen. Der var Tummel, Slaglarm, Skrig, Sværdene slog mod
hinanden. Geværerne knaldede, der var ogsaa Kanoner i hans store Kamp.
William saá Blodet strømmende flyde omkring sig, Folkene faldt, segnede,
blødte ... han aabnede Øjnene for at besinde sig, for at se, om han
endnu laa paa Loftet bag Gardinerne.
Saa maatte han flygte. Han red gennem Storm og Slud, jaget, forfulgt,
Regnen piskede imod ham, gennemblødte hans flagrende Kappe; der var
Horn, som klagede og kaldte, Hestetrampen, Angst i tykt Mørke. Saaledes
drømte William ofte.
Eller han drømte, han var umaadelig rig. Han badede sig i duftende Vand,
ligesom Prinsen i Eventyret, han spiste aldrig andet end dejlige
kvægende Frugter, og han giftede sig med den dejligste Kvinde i Riget.
Hun havde en hvid Kjole med blaa Sløjfer ligesom Julie paa Danseskolen,
som havde sagt, hun holdt mest af ham, men som alligevel havde grædt en
Gang, han havde kysset hende henne bag Døren: "Det var saa haardt,"
sagde hun. Men nu var hun hans Dronning, og han tilbad hende og kyssede
hende paa Hænder, der var ligesaa marmorhvide som Bengerds. Men der kom
onde Tider, og de blev skilte. Hun gik ned ad den høje Trappe, grædende,
viftende med sit hvide Slør--et langt, sølvbroderet Slør, saa smukt og
saa flagrende--og han stod paa Altanen alene. Saa kastede han sig ned
paa Altangulvet og kyssede det Sted, hvor hun havde staaet.
Det havde han ogsaa gjort, da den lille Harriet rejste. De havde leget
Kirke sammen. Nina var Præst, Harriet var Brud, han var Brudgom. Stella
havde pyntet dem begge to. Alteret var lavet i Kabinettet, Dukkerne var
Følget; Stella spillede en Galop paa Klaveret. Men Harriet og William
var gloende røde i Hovederne og gik uden at se paa hinanden op til
Altret, hvor Nina messede ag gav dem smaa Ringe af Guldperler.
William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina messede, gav Harriet
sig til at græde. Den næste Dag skrev William et Digt om en Fe og nogle
Violer, Stella lo af det, saa Taarerne løb hende ned ad Kinderne. Men
William havde givet Harriet det, da han var henne at sige Farvel. De
stod ude i den lille Gang ved Loftstrappen, der var ganske mørkt dér i
Gangen. Han kyssede hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og
Taarerne flød fra dem begge. Saa kaldte Moderen paa ham, men Harriet
holdt fast i hans blaa Trøje, der blev revet itu ved hendes Tag--hun
kunde ikke slippe. Men pludselig hulkede hun højt og løb op ad
Loftstrappen. Moderen kaldte igen, han saá raadvild op efter Harriet, og
medens han hørte hendes Hulken, bukkede han sig ned og kyssede
Trappetrinnet.
Da han kom ud til Stella, var han helt purpurrød i Kinderne. Den Dreng
kendte aldrig Maade i noget.
En anden Gang havde han og Præstens Adolf gjort Kur til den samme
Skønhed paa et Børnebal. Hun havde lovet ham en Dans, men mens han gik
ud for at hente et Glas Vand, løb hun med den anden, der dansede bedre.
Da han kom ind med Glasset og saá dem danse, slog han dem Vandet i
Hovedet lige midt i Salen. Stella gav ham en Ørefigen, men han bed blot
Læberne sammen og sagde: "Jeg fortryder det ikke." Og Stella slog ham
ikke oftere.
Undertiden gik Stella op paa Loftet til ham og satte sig hos ham. Saa
fortalte hun Historier eller sang. Til andre Tider kunde hun ogsaa jage
ham ned, især naar hun traf ham grædende, hvad ofte hændte.
"Hvorfor græder Du?" spurgte Moderen. Men Drengen tørrede Øjnene og
holdt op at græde uden at vide, hverken hvorfor han nu kunde holde op at
græde, eller hvorfor han før var begyndt. "Lad os gaa ned og læse højt,"
sagde Stella.
Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næsten altid
Oehlenschläger, de læste; William var Helten. Han læste nøjagtigt som
Moderen, med samme Betoning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad
alle tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i samme Bog. Naar
de læste, rokkede de med Hovederne, saa de stødte Panderne mod hinanden;
saa rykkede de i Bogen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor
det var.
"Læs alene, Mo'r," sagde William.
Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; næsten lidt nynnende
læste hun. Mens hun sad bøjet over Bogen, lod hun sin hvide Haand
ligesom halvt i Takt glide hen over sit sorte Haar, hvor den hvide
Skilning skinnede i Skæret fra Lampen, William syntes, det var som Musik
han hørte.
Uhret paa Konsollen dikkede ganske sagte, henne i Krogen bag Bogskabet
var der aldeles mørkt. Der var dejligt at sidde dér. Han rejste sig
langsomt og gik sagte henover Gulvet til Krogen. Dér sad han saa gemt
helt inde og lyttede og saá hen paa Moderen, som sad saa lys under
Lampen med hele Skæret ned paa Ansigtet og paa Skilningen, der lignede
en lysende Stribe op efter i Haaret.
Stella løftede Hovedet og saá under Skærmen hen paa ham, han sad helt
sammenkrøben med Hovedet mellem sine Knæ og rokkede.
"Sover Du?" spurgte Stella.
"Nej," sagde han henne fra uden at røre sig. Men Nina gav det et Ryk i,
saa hendes Strikkepinde fo'r raslende imod hinanden; hun kunde
undertiden være paa Vejen til at blunde lidt.
Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, og efterhaanden som
Moderen læste, flyttede han sig længere og længere frem. Tilsidst laa
han med begge Arme frem paa Bordtæppet og Hagen ned paa Bordet. Øjnene
straalede.
"Du vælter Lampen," sagde Stella.
I Fjerde og femte Akt græd de altid alle tre. Moderens Taarer faldt
langsomt over Kinderne ned paa Bogen, Nina sad og snøftede og pirrede
sig med Strikkepindene i Haaret. Saa tørrede hun Taarerne af med
Strømpen.
"Strømpen," raabte Stella. "Strømpen. Den bli'r sort som Jorden til
Eksamen."
William holdt mest af "Væringerne". Det var Zoë, han helst vilde høre
Moderen læse. Han syntes, det ligesom rislede igennem ham, naar han
hørte hendes forfærdelige Ord.
Andre Aftener kunde Stella fortælle. Hun fortalte om den Høgske Slægt,
om dens Storhed, om dens Ælde. I en af Landets skønneste Kirker laa
Slægten begravet igennem mange Led, deres Vaaben var malet paa Væggen,
hele den gamle Kirke var deres Gravkammer.
Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke, naar han sad paa Loftet.
Hele hans Slægt, alle de gamle, berømte Mænd, som hørte til hans Slægt.
Dér laa de. Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke. Der
maatte altid hviskes eller synges.
Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Danmark stærkt og
mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, at Bispen var hugget paa
Ligstenen.--Og Kongemorderen laa der ogsaa. En Kongemorder var der i
hans Slægt. Han blev angst, naar han tænkte derpaa. Sveden sprang frem
paa hans Pande, han kom til at ryste ved Tanken derom.
En Kongemorder. Og han saá Blodet flyde og Kongen bleg, døende i
Finnerup Lade. Han havde jo læst om det i Romanerne. Der var en
Kongemorder i hans Slægt--han laa dér i Kirken med de andre. Det var
forfærdeligt.
Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Alteret. William spurgte
sin Fader, om han troede, hans Ben var smuldret væk. Faderen troede det:
"Det er 600 Aar siden," sagde han. "Seks hundrede Aar!" Williams Tanker
kunde ikke befolke denne uendelige Tid, men alle de Helte, han læste om,
hørte nu til hans Slægt, og han begravede dem i den høje, store Kirke,
som hans Moder fortalte om.--
Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa Loftet, kunde han
vækkes af sine Drømme af en isnende Angst, han sad længe stille uden at
turde røre sig og uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med
store Øjne. Saa pludselig fo'r han op og stormede hen til Trappen med
Fingrene stoppet helt ind i Ørene.
Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet.
Han begyndte nu ogsaa, naar han saaledes sad alene, at tænke paa, hvad
han vilde være, noget stort vilde han være--maatte han, det var
nødvendigt for Slægten.
Alle hans Tanker kredsede om denne Storhed, der smuldrede i den gamle
Klosterkirke. De læste om Kongemorderen i Danmarks Historie. En af de
andre Drenge Kaldte ham uforbeholdent en Skurk. William gik lige hen og
slog ham med knyttet Haand i Ansigtet.
"Han er af min Slægt," sagde han. Og da de andre lo, blev han meget
bleg, men han sagde ikke mere.
* * * * *