Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring om
Aanden i otte og fyrre. Præsten mente, Tiderne havde forandret sig,
sligt gentog sig ikke, sagde han.
Efterhaanden fik Samtalen et mere almindelig politisk Præg. Rektor
paaregnede i Tilfælde, der kunde møde, sikkert Hjælp fra Frankrigs
mægtige Cæsar.
Damerne blandede sig i Konversationen, og den gik over til alle Emner,
Lægens Frue havde set Kejserinde Eugenie i Paris, hendes Krinoline havde
fyldt hele Vognen. Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne.
"Det er dog værre i Spanien," slap det ud af Lægens Frue.
Man lo og kom ind paa Fabler om Dronning Isabella: Rektorinden mente, at
Dronningen havde altfor mange Skriftefædre, og Lægen sagde, at
Skriftefædre--det vil naturligvis sige, dem med Cølibat--i det Hele var
en farlig Institution. Det var et Stikleri til den elegante Præst, om
hvem man paastod, at han overfor Menighedens Dameverden og ikke mindst
overfor Stella havde visse katolske Tendenser.
Pastoren smilede og gik ind paa Spøgen: Man kunde ikke forlange
formeget, vi var alle Mennesker ...
Under denne Stemning rejste man sig for at gaa til Bords. Nina og
William havde faaet Lov at være med.
Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt
dækket, Stella havde trods Aarstiden fyldt den store Opsats med stærkt
duftende Blomster. Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af
Syltetøjsasietter og Dessert-Skaale ... Efter Excellencens Død havde
Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok
ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften
benyttet saa meget deraf, som muligt var.
Buffet'en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Palmer og Bregner, og
alle Lysene i Kronen var tændte.
Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og saá
prøvende paa hvert Stykke paa Bordet, efter fem Minutters Forløb havde
Rektorinden vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue blinkede
misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der elskede Luksus, strakte
sig velbehageligt paa Stolen og nød Retterne forud.
Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt Navnechiffer i Guld. Om
den var fra Sèvres?
"Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe--han havde været i
Frankrig i en diplomatisk Mission--den var fra Sèvres" ...
Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt Fabrikkerne ved
Sèvres.
Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, men saá pludselig, at
Stella beholdt sine paa, blev rød i Hovedet og gav sig til at knappe dem
igen.
Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blaat Liberi med Sølv.
Det var meget vanskeligt at faa Fisk paa denne Aarstid--hvor Fru Berg
købte?--Fru Berg lo og erklærede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede
det.--Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste
Plukfisk.--Og Rektor spiste det ikke? Aldrig.--Om Stella havde set noget
værre end "Dronning Marguerites Noveller"?--Nej aldrig. Berg paastod,
at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert Fad spist
Pandekage med Kniv.
"Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han
ikke havde faaet Snitter.
Rektorinden satte sin Pincenez paa Næsen. Hun havde aldrig set saa mørkt
et Barn. Et komplet Zigeunerbarn.
Fysikus drak privat med Pastoren.
Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pastorinden, om Børnene
stadig brugte Tran?--Fru Berg afskyede Børn, naar man havde seks--
Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog paa at docere, Præsten
demonstrerede ivrigt mod sin Dame og lagde i sin Iver Haanden paa hendes
Arm. Den unge Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer. Berg talte om
Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned over Bordet, hvem Malthus
var.
Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Lægen. Hans Kone skratlo.
Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten havde hørt 5000
Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen.
Det var dumt at paastaa, at mørke Børn skulde være mere lidenskabelige
end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn, som var meget
lidenskabelige ...
Nej, Høg vidste det ikke ...
De talte i Munden paa hverandre. "Den blaa" gik omkring og skænkede, det
var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid. Pastoren erklærede ikke længe
at have smagt en saadan Vin ... Han sad og saá glad paa, hvorledes den
oliede paa Glasset.
Stemningen blev meget livlig. William kom hen paa Stellas Skød, Nina sad
hos Lægen.
Det var ingen Sag, naar man kunde faa saa kønne Børn, Fru Berg erklærede
sine Børn for ækle, Rektor troede, hun havde altfor megen
Selvkritik--den ældste var virkelig meget flink i Latin ...
Ja, i Latin ...
Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damerne som Samfundets Mødre.
Stella tog sine Handsker af. Rektorinden Faldt i Forbavselse over en
Opsats ... Den var en Gave fra Kongen ... for Resten knyttede der sig en
pikant Historie til denne Opsats ...
Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og rettede ... Historien
var pikant. Man kom atter ind paa Historier om Grevinden. Kongen havde
foræret hende en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin indsvøbt
i en Femdalerseddel ... Det var uhyre morsomt og jovialt af Kongen.
Lægen mente, at det havde den gamle Aspasia vel næppe faaet af sin
Perikles.
De lo voldsomt, selv Pastorinden blev reven med af Lystigheden. Fru Berg
brækkede Stoleryggen ved at kaste sig haardt tilbage, og Præsten greb om
hende.
"Den blaa" kom ind med en Bakke og gik hen til Høg. "Et Telegram."
"Et Telegram." Høg sprang op, greb Telegrammet. I samme Nu havde alle
set det, og der blev ganske stille. Stella satte William haardt ned paa
Gulvet.
Høg var meget bleg.
"Kongen er død," sagde han.
Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Saa blev der atter ganske
stille. Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De
saá alle ned for sig--Præsten havde foldet Hænderne.
William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden.
Saa gav han sig til at græde.
Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. "Der vil komme
strenge Tider," sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa
Buffet'en ...
* * * * *
Krigen kom. Der laa mange danske Tropper i Randers, men man frygtede
hver Dag at maatte gaa længer mod Nord og opgive Byen, Fjenden var
rykket frem Norden for Skanderborg--Vejen laa aaben.
Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen for at se til de
Saarede paa Byens Lasaretter. Høg var ude med hans kongelige Højhed.
Det var ud paa Aftenen. En kold, gennemblødende Efteraarsregn, pisket af
en hvinende Storm.
Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lungebetændelse. Berg gav kun
ringe Haab.
Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved Vuggen i Mørket henne i
Krogen ved Kakkelovnen. Hun vuggede med Foden, helt mekanisk; naar
Barnet klynkede, gav hun sig til at nynne sagte. Undertiden skræmmedes
hun op af sin Adspredthed, lagde sig ned over Vuggen og lyttede til det
gispende Aandedrag. Tog sig saa om Hovedet og sukkede.
Regnen slog haardt mod Ruderne, greb i det raslende Thermometer ... Folk
talte højt nede paa Gaden.
Hun satte sig atter op. Barnet laa med store angstfulde, spørgende øjne,
der fulgte hende overalt. Hun pintes under dette hjælpeløst bedende
Blik. Hun saá til Siden, vilde knibe ud fra Blikket, men følte det
hjælpeløst imod sig, kunde ikke slippe fra det. Øjnene var store,
glasagtige.
"Vug Aage, Nina," sagde hun.
Nina havde siddet og strikket ved Lampen. "Hvor er William?" spurgte
Moderen.
Han sad sammenkrøben paa en Skammel og sov, gemt bag Gardinet.
Billedbogen var falden ned paa hans Knæ.
Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og fulgte Stella med Øjnene,
mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i William.
"Nu skal Ane bringe Dig i Seng," sagde hun.
Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saá ud.
Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden. Man raabte til hinanden i
Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen. Stormen
havde revet Barbérskiltet løs paa Huset ligeoverfor, saa
Messingbækkenet klaprede mod Muren. Det tog paa med ujævne Rusk i
Regnen ...
Stella gik tilbage til Vuggen. Aage saá paa hende og smilede ganske
svagt, hans Bryst gik heftigt op og ned, de smaa Hænder pillede
krampagtigt ved Vuggekanten. Han begyndte at blive blaa i Ansigtet.
William gik hen til Vuggen og saá nysgerrigt paa Broderen.
"Lille Bro'r er syg," sagde han og stod og pillede ved det grønne
Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun gik op og ned ad Gulvet, standsede i
Krogen, gik atter frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev heftigere og
heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet. Høg maatte jo dog
ogsaa snart komme ... Hun skræmmedes af et enkelt Hornsignal nederst i
Gaden.
"Naar kommer Fa'r?" spurgte Nina.
Stella saá ud. Der løb mange Mennesker paa Stenbroen frem og tilbage,
hun hørte dem skrige højt omme paa Torvet, høje Raab, ligesom
Kommandoraab. Hun saá et Par Officerer tale meget ivrigt nede under
Lygten lige overfor. De havde lange, dyngvaade Regnkapper paa.
Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge ham. Stormen tog
stærkere fat, det piskede ned ... der lød mange Trin paa Gaden, stadig
flere. Vinden sukkede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte.
"Hvor de løber," sagde Nina. Hun var krøben op paa en Stol ved Vinduet.
William stod og trak hende i Kjolen.
Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsignaler ... Stella fo'r op
fra Vuggen ...
"Mo'r dog," raabte William angst og rendte henimod hende. Nina løb bort
fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde.
Hornene lød nu fra alle Kanter--ilsomme Hovslag. Løb ... de raabte højt
paa Gaden. Stella rev Vinduet op igen. Stormen slog det bragende ind mod
Muren, Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes Forhaar op.
Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. Et Kompagni gik i
sluttet Trop ilsomt ned gennem Gaden. Trinnene lød slubrende paa den
oversvømmede Stenbro ... Hun hørte et Par Koner græde nede i Gadedøren.
"Kommer de?" raabte hun til dem. Og endnu en Gang højere: "Kommer de?"
Stormen rev hendes Ord bort, ingen hørte hende, hun holdt paa det
klaprende Vindu--Hornsignalerne lød ængstelig kaldende som korte
Nødraab, ilsomt fra alle Sider.
"Kommer de?" raabte hun igen og stærkere, bøjet langt ud af Vinduet.
Ingen svarede. En Adjutant red forbi i Galop--hun raabte igen, han
svarede og virrede med Hovedet, Stormen udviskede hans Ord.
Nina sad ved Vuggen.
"Mo'r, Aage bli'r sort i Ansigtet." sagde hun.
Moderen løb tilbage. Barnet laa rallende med stive Øjne. Hun rev Nina
væk og kastede sig med et Skrig ned over Vuggen--tog Barnet op, lagde
det atter ned.
"Han dør, han dør," raabte hun. Hun fløj op, greb en Flaske og hældte
nogle Draaber i en Ske, "Han dør," gentog hun sagtere, blev ved mekanisk
at gentage: "Han er død, han er død"--
Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog fat i Gardinet og
løsnede det, saa det fløj som en Fane langt ind i Stuen; Flammen i
Lampen slog op og osede ... William og Nina sad henne i en Krog bag
Bogskabet og græd sagte; Drengen havde lagt sit Hoved ned i Søsterens
Skød.
Stella laa udstrakt over Vuggen. Nede paa Gaden lød der urolig Trampen
af mange Støvler, forvirrede Raab, hun saá med Angst paa Barnet.
Saa blev Døren reven op.
Høg havde en lang Regnkappe paa, Vandet dryppede ned ad ham og flød i
store Strømme hen ad Gulvtæppet. "De er her," sagde han hurtigt,
"Prinsen flygter."
Børnene gav sig til at skrige højere, Høg strøg Vandet af sin Kappe. Han
havde ondt for at tale.
"Gaar Du igen?" spurgte Stella angst.
"Ja, Prinsen rejser om lidt."
Hun Stod nogle Øjeblikke, Derpaa sagde hun sagte:
"Barnet dør."
Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage laa og krammede med sine smaa Hænder
om Lagenet. Saa bøjede han Hovedet og gik.
Stella saá ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En lang Række Soldater
drejede om paa Torvet. De mere løb end gik. Hovederne dukkede ned bag de
opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om
de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme.
Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene
kaldte uafladelig.
Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne
flagrede i Stormen, Hestene stønnede--Stella genkendte Prinsen. Hun saá
hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen.
Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet
hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes
Kjole.
"Hvad vil Du?" sagde hun.
"Hvorfor blæser de?" spurgte han.
"Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede.
"Nu sover Aage," sagde Nina.
"Hvad siger Du?"
"Aage sover."
"Sover?" det lød som et Skrig, hun saá hen til Vuggen ... hun syntes
ikke, hun kunde flytte en Fod ...
Vinduet brasede voldsomt mod Muren, den ene Rude gik itu, og Skaarene
faldt raslende ned paa Stentrappen. Den ilsomme, ensformige Trampen af
Troppernes March gennem Gaden tabte sig mere og mere ... man hørte kun
nu og da et enkelt skingrende Horn.
Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med Ansigtet
ned i Gulvtæppet.
William græd hele Natten.
* * * * *