Nogle Maaneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han skulde være Byfoged
i Randers.
Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de skulde rejse,
gik hun med Nina og William op paa en Bakke ved Byen. Det var i Maj;
hele Egnen laa, smilende i Foraarets første Friskhed, udstrakt for deres
Blik. Helt ude blinkede Havet. Stella viste en sidste Gang Børnene alt,
pegede paa hvert Kirketaarn, paa hver Mølle, paa hver Sti. Nina græd,
William stod med Fingrene i Munden og saá op paa Moderen med store
forbavsede Øjne. Hun blev ved at pege--hun viste dem hver Plet; det var
som læste hun i en kær Bog, mens hun stod her for sidste Gang og saá ud
over den kendte Egn fra denne skraanende Bakke.
Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd. William saá forundret paa
Moderen, derpaa gik han hen og tog Hænderne bort fra hendes Ansigt:
"Kys Willy," sagde han.
Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved Haanden ilsomt ned ad
Højen.
* * * * *
I
Næste Aar blev Stella Fjerde Gang frugtsommelig og fødte en Søn. De
kaldte ham i Daaben Aage. Høgs havde levet meget stille i Randers. Det
tog Tid, inden man kom i Orden; Nina fik Mæslinger, og saa kom Stellas
Svangerskab. Saaledes blev det Efteraaret 63.
Det var første Gang, de saá nogen hos sig: Sognepræsten, Rektor ved
Skolen og Stiftsfysikus Berg. Herrerne skulde egentlig have spillet Kort
i Høgs Værelse, men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man
drøftede Kongens Sygdom. Høg havde i Aften faaet Meddelelsen fra
København, hvori Brevskriveren frygtede det værste.
Det var under Følelsen af dette truende, man var blevet sammen i
Dagligstuen, ligesom naar man under et Uvejr alle klumper sig sammen i
det samme Værelse.
Man talte ogsaa om Grevinden. Høg blev heftig og sagde, man burde søge
at glemme hende nu, Rektor kaldte hende med et Udtryk fra en Festtale i
Klubben for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikos lo og spurgte, hvem der
da var Perikles.
Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, drejede behændigt
Samtalen bort fra Grevinden og berørte atter Spørgsmaalet om
Hertugdømmerne.
Man talte i Munden paa hinanden. De mente alle, at skulde Kongen dø nu,
stod meget paa Spil.
"Gud forbyde det," sagde Præsten.
Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem paa Stolen
og lyttede ivrig.
"Maaske trænger vi til en Krig," sagde hun.