PROLOG

Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at

den en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i

Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par

Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden. Familien levede

ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel ogsaa

studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt

var det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde vel

endogsaa glemt deres store Stammenavn.

Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren af

Ætten til Kræfter.

Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: dens Medlemmer svang

sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande blev

atter Attributer til Navnet. Det var strenge, viljehaarde Mænd, som

forstod at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De skyldte deres

Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke.

Men ved Siden af Dygtigheden og den anstrengte Flid gik i hele Slægten

en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt, som

skaffede sig Udslag paa forskellig Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse

var ivrig Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme med al

Slags Pønitense. Hans Hustru var letsindig og flagrende; hun elskede at

give og stjal fra sin Mand for at tilfredsstille sin Lidenskab.

Undertiden under den daglige Husandagt lo hun over til Børnene ligesom

et Barn og kastede Papirskugler paa Tjeneren. Hun skrev ogsaa Vers, hvor

der var megen Tale om Hyrder og smukke Hyrdinder af noget letfærdige

Sæder. Hendes Lidenskaber var overmaade heftige i alt.

Det var Stamforældrene.

Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig Sorg. Hvorledes det

egentlig har forholdt sig, er ikke godt at sige. Vist er det, at

Frøkenen var, hvad man sædvanlig kalder noget let paa Traaden. Saa blev

hun nok forført af en adelig Officér og forskudt af Faderen; men Moderen

understøttede dem troligt--de blev siden gifte--indtil de forsvandt i

Mørket.

Sønnen gik i Faderens Spor. Han havde hans Jernflid, hans hurtige Blik

og hans Begavelse. Arbejdede desuden med et videre Syn i en yngre Tid.

Han gik hæderligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav Begyndelsen

indtil Midten af det nittende Hundredaar dets ejendommelige Præg. Fra

Moderen havde han arvet Sindets Uro, han maatte altid være sysselsat,

altid have fuldtop at gøre. Saa skrev han Vers i sine ledige Timer; de

var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian VIII havde en Del at

bestille, skrev han saa stor en Mængde, at han maatte gemme sine

Produktioner i Klædekurve. Han havde arvet mer fra Moderen: han var lige

saa ødselt givende som hun og lige saa heftig. Desuden var han en

forfængelig Mand, der holdt af at ses og at nævnes.

Slægtsvaabenet blev broderet paa alle Vognpuder, han lod bringe Orden i

sin Stamtavle og vilde hæve sin Familie ved at slutte Forbindelse med

den "nye" Adel. Heri støttedes han af sin Hustru. Han havde ægtet hende

sent som en anset Mand, og det var vel et Spørgsmaal, om den smukke

Kvinde havde giftet sig med Manden eller med Navnet og dets Fremtid.

Ikke destomindre blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede paa hendes Hjem

med den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede hende med Smykker,

Silkekjoler og Vers. Det var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme

Ligevægt og søgte kun at lægge en Dæmper paa Excellencens Uro. Hun

levede i Haabet om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun

for, at Mandens Excentricitet skulde ødelægge alt. Hun græd et helt

Døgn, da Ministeren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlighedsdigt

midt i en Indberetning til Statsraadet. Men, da Majestæten fandt

Historien saa morsom, at han gjorde sin Versmager til Storkors,

formildedes Fruen igen.

Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor alle Faderens Yndling.

Han havde glimrende Evner og en hel Del af den Elegance, som nedarvet

Fornemhed skænker. Men det viste sig tidlig, at Ludvig hørte til "de

store Dygtigheders Sønner"--han var svagelig, nervøs, allerede tidlig

dybt melankolsk. Man var ved ham øjensynlig naaet til et nyt Stadium i

Slægtens Historie.

Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer saa stærke.

Excentriciteten tog Overhaand.

Ludvig rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den fornemme Ørkesløshed

foretager sig; gjorde Gæld, som blev betalt af Excellencen uden Knurren,

fuskede lidt med alt og blev tidlig ødelagt paa forskellig Maade. Han

blev stadig mere nervøs og mere lidende--hans Melankoli var

foruroligende, og den Munterhed, som undertiden afløste den, var

ængstende forceret. Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde blive

til, og beklagede allerede hans Fader.

En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der blev

talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og

derpaa en stærk, langvarig Hulken.

Det var ud paa Efteraaret, dette skete.

Hele Vinteren læste saa Ludvig som en gal Mand, han sov tre Timer i

Døgnet og holdt sig om Natten vaagen ved at drikke Sherry og sidde med

Fødderne i Isvand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham, men

han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludselige, overdrevne Flid

ødelagde ham yderligere, hans Sundhedstilstand nedbrødes uoprettelig, og

hans Evner svækkedes.

Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Eksamen med første Karakter,

og Excellencen var tilfreds. Nu kunde han foreløbig rekreere sig; naar

han saa kom hjem, kunde der geres noget for ham. Ludvig rejste til

Paris.

Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret begavet, den anden

blev Landmand.

Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse Ejendommeligheder

i Tiden.

Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æstetiske Tid herhjemme: Det

store Arbejde var gjort, de store Værker skrevne, man hvilede sig,

vuggede sig velbehagelig i det hegelske Fantasteri og i potenseret

Følsomhed. Politikken begyndte al vaagne ... man talte om Frihed, om

Lighed og om Tyranni, og det var denne Talen, man kaldte Politik. Alt

var Idéer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt. Derfor

tumlede man saa let med det altsammen: Idéer holdte over Virkeligheden

er stumpe Vaaben, Børn kan lege med; Realiteter er farligere.

Saa kom otte og fyrre, Handlingens Aar. Der var i Folket Kræfter bag

Ordene; det saás, da man maatte tage sig sammen. Folkets Smigrere tog

saa denne Handling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid; maaske

var den snarere Afslutningen af en gammel, Frugten af den nationale

Vækkelse i Hundredaarets Begyndelse og af den Haardførhed, de knappe

Tider den Gang havde lært os. Men derom faar den Historie dømme, som

ikke skrives af Sønner, der har lidt under Fædrenes Vildfarelser.

Ludvig gik med som Frivillig. Hans Begejstring blussede voldsomt op, og

han drog afsted. Han vilde i tre Dage gerne have givet sit Liv for

Fædrelandet, men Dagene blev til Uger, Ugerne til Maaneder, uden at han

lugtede Krudt. Saa kølnedes hans Begejstring, der vel kunde have

tilladt ham at dø uden at klage, men som ikke udholdt en kedsommelig

Exercits' Strabadser. Han blev syg og rejste hjem.

Der gik et Par Aar. Ministeren tog sin Afsked og blev Stiftamtmand.

Ludvig vilde ikke søge Embede, han var evig paa Baderejser, flakkede

Sommer og Vinter hvileløs rundt i Europa. Faderen ventede. Den

næstældste Søn var bleven Borgmester i en lille By paa Sjælland,

Landmanden havde faaet Gaard, som man stadig satte til paa.

En Sommer i Begyndelsen af Halvtredserne besluttede Ludvig at blive

herhjemme og bo hos Borgmesteren i Skelskør.

Ludvig kedede sig i Købstaden. Selskabet i den lille Provinsby kunde

ikke tilfredsstille ham, og han var uden Beskæftigelse, der helt kunde

optage hans Tid. Under disse Omstændigheder benyttede han sine ledige

Timer til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en ung Dame

fra Omegnen, meget livlig, meget smuk og meget ung. De havde truffet

hinanden paa Morgenture i Byens Skov og havde kun talt lidt sammen.

Stella var atten Aar, uerfaren og forkælet. Den fem og trediveaarige Høg

var den eleganteste Mand, hun havde set, han var akkurat Digter nok til

at kunne give sin Kærlighed en straalende Indfatning af formfuldendte

Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med det

Ukendtes Magt.

Da han friede, gav Stella ham sit Ja.

Der blev talt meget om denne Forbindelse. De fleste betegnede den som en

Mesalliance og beklagede Excellencen, der ikke havde nogen "rigtig"

Glæde af sine Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget ældre end

hun og havde vistnok ikke meget til Rest til at ofre et Ægteskab; og hun

var saa ung og frisk. Men hun kom jo ind i en fornem Familie.

Den gamle Læge i Skelskør var meget misfornøjet. "Det er en skidt

Historie," sagde han ved Præstens L'hombrebord om Tirsdagen. "Skidt

Historie ... Folk som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig,

Kraften er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er

Drønnerter, baade Borgmesteren og Landmanden. Ja, det er s'gu ikke Spøg

for Stakkelen." Dr. Hermansen satte sig fastere i Stolen og trykkede

Brillerne fastere over Næsen. "Og skulde Kandidaten giftes, burde han

s'gu have ta'et en Malkepige, saa der var kommet tykt Blod ind i

Familien."--De andre lo.--"Ja det er min Mening.--For Stella er det Synd

og Skam. Hun maatte ha'e en Kraftkarl. Der er Ansats til Brystsyge i

Moderens Familie. Det bli'r et rart Roderi, naar de Svagheder kommer

sammen.--Men forhaabentlig faar den Kavalér da ingen Børn, saa det bli'r

sidste Akt ... Ellers Gud hjælpe Afkommet!"

Excellencen modtog Svigerdatteren uden at blinke; hans Frue var mindre

behersket, men Ludvig lod sig ikke sige; om Efteraaret fik han Embede og

i November stod Brylluppet. Det var 52.

* * * * *

I Ægteskaber, som er sluttet efter saa kort et Bekendtskab, er man altid

udsat for at tage fejl. Heller ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru

Høg, ret vidst, hvad hun gjorde--maaske var der nok et og andet, hun

savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen

Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til

Verden og endnu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun næsten,

alt var, som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt

opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede blevet hende

en Vane.

Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han gav hende alt, hvad

han havde, men det var kun Rester. Det gik mere og mere op for ham selv

og andre, at han var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod; han

blev meget melankolsk, og naar han nu var munter, ytrede hans gode Lune

sig ved bidende Sarkasmer, der hudflettede andre. Han og Stella var saa

forskellige som Nat fra Dag.

I de første Par Aar, de var gift, legede Stella endnu med Dukker, eller

hun spillede Komedie for Høg. Hun græd, naar han gik ud, og hun var

bange i Mørke. Hun havde en livlig Fantasi, holdt af at pynte sig ud med

Slør og Blomster og spillede "Operaer" paa Klaveret. Det var et

Ruskomsnusk af Melodier, som hun satte Ord til, mens hun spillede.

Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde--hele Dagen var han enten ude

eller paa sit Værelse--klædte hun sig ud som Nonne og gav lange Scener,

hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget den

Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste

Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og dansede Menuet eller legede

Kirke. En Aften kom hun ind og sagde, at hun vilde overraske ham, og han

maatte ikke gaa ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte paa ham.

Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt Lagener paa alle

Væggene, og Stella laa hvid i Ansigtet midt paa Gulvet i en stor

Møbelkasse, som var behængt med sort Flor og dækket med Lagener. Hun

havde sin hvide Kjole paa og Myrthekrans over Sløret. Ludvig blev

uhyggelig til Mode, Sveden sprang frem paa hans Pande, og han kom til at

ryste stærkt. Saa tog han meget ublidt og heftigt og rev Stella ud af

Kassen. Men hun lo ellevildt og sagde, at hun var Julie i Gravkammeret.

Helst vilde hun dog læse højt. Hun tiggede Ludvig om at læse med sig, og

naar han vilde, kunde de sidde til langt ud paa Natten og læse. Hun

havde en dejlig Stemme; undertiden kunde han blive helt bedaaret deraf

og fortabte sig i Lovtaler. Hun lo kun. "Ja," sagde hun, "jeg er ikke

født til at være Herredsfoged-kone!"

Saaledes levede de i Begyndelsen. Men efterhaanden som Stella blev

ældre, indsaa hun, langsomt, men sikkert, at deres Ægtestab var en noget

ulige Alliance, at han var gammel og hun ung, og at det, han gav, og

hun maatte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end et apathisk

Venskab, krydret med en enkelt feberagtig og kort Forelskelse. Men hun

opgav ikke Modet. Hun var Midtpunkt i hele Egnens Selskabelighed og

uundværlig ved enhver Sammenkomst i tre Miles Omkreds.

Excellencen besøgte dem hvert Aar og var meget indtaget i sin

Svigerdatter.

Denne var nu to og tyve Aar. De havde allerede været gift i tre Aar, og

det syntes, som om den gamle Læge i Skelskør skulde faa Ret i sine

Forhaabninger.

Saa i Ægteskabets tredie Aar blev Stella forelsket; den, hun elskede,

var en Ven af hendes eneste Broder og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad

der foregik, véd ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til

Udlandet med sin Kone. Man talte paa Egnen en Del om denne hovedkulds

Rejse, glemte den saa igen.

Efter sin Hjemkomst tog Stella noget mindre ud end ellers; hendes

Helbred var Skyld deri, hun hostede meget, og Lægen frygtede for, at

hendes Bryst skulde være angrebet.

Et Aar efter blev hun Moder. Barnet blev kaldet Nina efter Hendes Naade

Stiftamtmandinden, som holdt hende over Daaben. Stella var meget

lykkelig, hun legede med Barnet som med en Dukke og ammede det selv.

Høg bekymrede sig ikke meget om Barnet. Han led efter Rejsen bestandig

af Hovedpine og Nervegigt, og han talte med Aander om Natten. Stella

skjulte hans Sygelighed med hemmelig Rædsel.

To Aar efter blev hun atter frugtsommelig. Hun var meget besynderlig

under dette Svangerskab, hun taalte næppe at se sin Mand, hun vilde Uger

igennem ikke modtage nogen og lukkede sig inde i et mørkt Værelse, hvor

hun tilbragte Dagen ørkesløst henslængt i en Gyngestol; saa til andre

Tider fo'r hun fra Selskab til Selskab, fra Bal til Bal i Egnen; hun

arrangerede en dramatisk Aftenunderholdning i sit Svangerskabs femte

Maaned: Lægen maatte i den syvende Maaned forbyde hende at danse.

Barnets Fødsel varede et Døgn; Lægen mente, Stella havde snøret sig for

stærkt under Svangerskabet.

Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, han var blind, han

vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad; man svøbte ham i Bomuld.

Den tredie Dag troede de, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i

Isvand, og han kom til Live igen.

Stella laa længe syg.

Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen med en næsten

feberagtig Ømhed, og han fik i Daaben hendes Yndlingsnavn William.

Tiden gik, og tre Aar efter nedkom Stella med en Datter.

Samme Aar om Efteraaret døde Excellencen som Ridder af Elefanten. Han

døde stærk, som han havde levet.

Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa Uhret

over Sengen, spurgte: "Den bli'r svagere?"--"Ja, Deres Excellence."

Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig;

Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa det samme

Spørgsmaal og det samme Svar.

"Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade Jord paa et Kistelaag.

Og igen ganske tyst.

"Svagere?"

"Ja, Deres Excellence"--

Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig

støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede

tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet

Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden

Taffeluhrets spinkle Dikken.

Excellencens Spørgsmaal lød som en utydelig Mumlen; de kunde intet

skelne, men hver Gang de hørte Stemmen, bøjede de sig frem med

tilbageholdt Aandedræt.

Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Naades Værelse. Fruen laa til

Sengs, hun var begyndt at gaa i Barndom. Hun raabte nu og da hæst paa

Pigen. Ludvig fo'r sammen, naar han hørte det.

Stella gik hen og standsede Uhret. Inde i Sygeværelset lød Aandedragene

tungere, tungere. De var til Mode, som skulde Tavsheden kvæle dem.

Excellencen rørte sig i Sengen.

"Rejs mig op," sagde han meget højt. Det lad næsten som et Raab.

De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder op bag den døendes

Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de mærkede Døden

gaa forbi sig.

Den døende rejste sig helt op i Sengen, stemmede Fødderne mod Fodenden,

saa stift frem med de brustne Øjne.

"Nu kommer det," sagde han. Det hvide Hoved sank tungt ned paa hans

Bryst--de fo'r alle sammen og gik et Skridt frem.

Saa afbrødes Stilheden af en pludselig fremvældende Hulken. Excellencen

var død.--

Man havde aldrig set et saadant Følge i Stiftsbyen. Man var strømmet

sammen for at følge fra hele Stiftet. Kongen lod sig repræsentere ved

sin første Adjutant.

I sin lange Tale ytrede Biskoppen, at man med denne Mand begravede en

svunden Tid, og at det var smukt at se saa mange vise Respekt for det,

hvis Tid var omme, men som man dog burde hædre, fordi det var Fædrenes

Gerning. Den nye Tid havde større Krav og haabede at bære i sit Skød en

større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner for hver den,

der, som denne Mand, indenfor sit Syn--var det end snævert--havde gjort

sin Pligt og ydet sit bedste.

Hans Højærværdighed var national-liberal ...

Haabløse Slægter · 第 6 / 78 题