Kærlighed er ikke en Følelse, der spørger om Tilladelse til at
komme. Den kommer paa tusinde, ukendte Maader, som man aldrig har
drømt om, og breder et gyldent Skær over hele Verden og omskaber
den til et Paradis.
_Theodoras Ægteskab._
_Claridges_.
Lørdag den 26. Novbr.
Lady Ver tog tidligt af Sted til Stationen for at naa Toget til
Northumberland i Morges, og jeg saá hende kun for at sige Farvel til
hende. Hun syntes ogsaa at blive i daarligt Humør, da hun fik et
Brev, hun sagde mig ikke, hvem det var fra, eller hvad det var om --
hun sagde kun bagefter, at jeg ikke maatte være dum. "Leg ikke
længere med Christopher," sagde hun, "ellers mister De ham. Han
kommer sikkert og besøger Dem i Morgen -- jeg fik Brev fra ham i
Morges som Svar paa mit fra i Aftes -- men han siger, at han vil ikke
gaa i Zoologisk Have -- saa De maa alligevel tage imod ham i Deres
Dagligstue -- han kommer omtrent Klokken fire."
Jeg sagde intet.
"Evangeline," sagde hun, "lov mig, at De ikke vil være en Nar --"
"Jeg -- vil ikke være en Nar," sagde jeg.
Saa kyssede hun mig -- og var borte, og nogle faa Øjeblikke efter tog
jeg af Sted til Claridges.
Jeg har en meget nydelig lille Lejlighed øverst oppe, og hvis det
blot var passende for mig, og jeg havde Raad til det, kunde jeg bo
meget behageligt her alene i lang Tid.
Klokken tre Kvarter til to ringede jeg paa Døren paa Carlton House
Terrace, Nr. 300, Lady Merrendens Bopæl -- med en underlig Følelse af
Nervøsitet og Interesse. Det maa naturligvis have været, fordi hun en
Gang havde været forlovet med Papa. Bagefter kom jeg til at huske
paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London
alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun
vilde være god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde bo.
Men pludselig følte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bøjet over Lady
Ver i Toget til Northumberland.
Der er saadan en statelig, smuk Forhal -- idet Døren bliver aabnet --
med en smuk Trappe til hver Side, og fuld af pragtfulde Malerier, og
hele Atmosfæren er gennemtrængt af en forfinet, rolig Luft.
Tjenerne er høje og ikke alt for unge, og selv paa denne Tid af Aaret
har de pudret Haar.
Lady Merrenden var ovenpaa i den lille Dagligstue, og da jeg blev
meldt, rejste hun sig, med en Bog i Haanden, for at tage imod mig.
Hun har saadant et smukt Væsen i sit eget Hjem; elskværdigt og ikke
en Smule beskyttende.
"Det glæder mig saadan at se Dem," sagde hun. "Jeg haaber ikke, at De
vil kede Dem, men jeg har ikke indbudt nogen til at være sammen med
Dem -- kun min Nevø, Torquilstone, kommer her -- han er meget
lidende, stakkels Fyr, og alt for mange Ansigter piner ham
undertiden."
Jeg sagde, at jeg var henrykt over at træffe hende alene. Man kan
ikke tænke sig et venligere Udtryk i noget menneskeligt Ansigt end
det, der er i hendes. Hun har det samme højbaarne Udseende som Lord
Robert, smaa Øren og Haandled og Hoved -- selv klædt som en Skurekone
vilde Lady Merrenden se ud som en fornem Dame.
Vi talte snart fuldkommen tvangfrit med hinanden; hun talte ikke om
Folk eller om meget dybe Emner, men man fik et Indtryk af en
kultiveret Aand, Kendskab til Bøger og vide Tanker. Aa! Det var saa
let for mig at holde af hende.
Vi havde næsten talt sammen i et Kvarter -- hun havde tilfældigt
spurgt mig, hvor jeg nu boede, og hun syntes slet ikke forbavset
eller forfærdet, da jeg sagde Claridges, og at jeg var alene.
Alt, hvad hun sagde, var: "Hvilken ensom lille Pige! Men det maa være
en Hvile sommetider at være alene, og De maa lade Deres Venner komme
og se til Dem, vil De ikke nok det?"
"Jeg tror ikke, jeg har nogen Venner," sagde jeg. "Jeg har været saa
lidt ude -- men hvis De vil komme og besøge mig -- saa vil jeg være
taknemlig."
"Saa maa De regne mig som en af Deres faa Venner!" sagde hun.
Intet kunde være saa sjældent eller saa sødt som hendes Smil. At
tænke sig, at Papa kunde forlade denne Engel for Fru Carruthers
Skyld! Mænd er sandelig uberegnelige!
Jeg sagde, at det vilde være en alt for stor Ære for mig at have
hende til Ven -- og hun tog min Haand.
"De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg
hedder ogsaa Evangeline -- og sommetider tror jeg, at De er blevet
kaldt saaledes til Minde om mig."
Hvilken sælsom, mægtig Faktor Kærligheden maa være! Her havde disse
to Kvinder, Fru Carruthers og Lady Merrenden -- der var hinanden saa
stik modsatte -- øjensynlig begge tilbedt Papa, og som Følge deraf
havde de begge i Overensstemmelse med deres Natur fattet Interesse
for mig, Barnet af en tredie Kvinde, der havde fortrængt dem begge!
Papa maa have været overordentlig indtagende, for Fru Carruthers
havde lige til sin Dødsdag et Miniaturportræt af ham staaende paa sit
Bord med en frisk Rose ved Siden af -- hans Minde syntes at være den
eneste blide Plet i hendes haarde Hjerte.
Og denne søde Dames Øjne smeltede hen i Ømhed, da hun talte om
Fortiden -- skønt hun ikke kender mig godt nok til at sige mere. For
mig er Papas Billede ikke noget saa vidunderligt, kun en køn, ung
Garderløjtnant med Øjne af samme Form som mine, men graa, og lyst
krøllet Haar. Der maa have været noget eget ved ham, antager jeg.
I dette Øjeblik traadte Hertugen af Torquilstone ind. Aa, det var et
sørgeligt Syn!
En stakkels, pukkelrygget Mand med et stærkt Ansigt og Hoved og et
sort, mistænksomt, kynisk Udtryk.
Han vilde øjensynlig have været meget høj, hvis han ikke havde været
vanskabt, der staar en Pukkel ud paa hans Ryg, næsten som paa Punch.
Han kan ikke være meget over fyrre, men han ser ældre ud, hans Haar
er ganske graat.
Ikke en Linie eller et Udtryk hos ham minder mig om Lord Robert,
glæder det mig at kunne sige.
Lady Merrenden forestillede os for hinanden, og saa kom Lord
Merrenden ogsaa ind, og vi gik alle ned til Lunch.
Det var et temmelig lille Bord, saa vi sad alle nær ved hinanden og
kunde tale sammen. Spisestuen var umaadelig stor.
"Jeg tager altid dette lille Bord, naar vi er saa faa," sagde Lady
Merrenden. "Det er mere hyggeligt, og man føler sig ikke saa
isoleret."
Hvor jeg var enig med hende.
Hertugen saá ofte undersøgende paa mig med sine smaa, kloge Øjne. Man
kunde ikke sige, om det var bifaldende eller misbilligende.
Lord Merrenden talte om Politik og Dagens Spørgsmaal, han har et
høfligt Væsen, og deres Stemmer var bøjelige og dannede. Og intet
kunde gaa mere glat og lydløst end Opvartningen.
Lunchen var meget enkel og god, men ikke halvt saa mange udsøgte
Retter som paa Branches og hos Lady Ver.
Der var kun én Kumme med Violer paa Bordet, men Kummen var af Guld
og af en smuk Form, og Violerne var næsten saa store som
Stedmoderblomster. Mine Øjne vandrede til Billederne -- statelige
Mænd og Kvinder af Gainsborough og Reynolds og Romney.
"De har truffet min anden Nevø, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady
Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde været paa Branches, hvor
jeg tror, De boede."
"Ja," sagde jeg, og -- aa, det er næsten for ydmygende at skrive det,
jeg følte, at mine Kinder blev højrøde, da hun nævnede Lord Roberts
Navn. Hvad maa hun have tænkt? Kan noget være saa ungt, kvindeligt og
latterligt?
"Han var i Operaen med os i Forgaars Aftes," vedblev jeg. "Hr.
Carruthers havde en Loge, og Lady Verningham og jeg var med dem." Saa
kom jeg til at tænke paa, hvor underligt dette maatte lyde i min dybe
Sorg, og jeg tilføjede: "Jeg holder saa meget af Musik."
"Det gør Robert ogsaa," sagde hun. "Jeg er sikker paa, at han maa
have været glad ved at træffe en beslægtet Natur."
Den søde, indtagende, venlige Dame! Hvis hun blot havde vidst, hvilke
Sindsbevægelser der i Virkeligheden havde opfyldt os i Logen den
Aften, er jeg bange for, at Kærligheden til Musikken havde været den
mindste af dem!
Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn første Gang
blev nævnet, havde Hertugen ikke taget sine Øjne fra mit Ansigt --
det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske
sikkert misbilligende.
Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord
Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder. Til sidst kom Hertugen og
jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet.
Hans Øjne undersøgte mig helt igennem -- naa, i alt Fald er min Næse
og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens --
stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig -- Gudskelov.
Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange
for ham og temmelig nedtrykt. Jeg er vis paa, at han ikke kan lide
mig.
"Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige
Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil
De saa ikke tage ud med mig?"
Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa
forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at
komme tilbage til Hotellet. Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra
at dvæle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til
Christopher. I Morgen syntes mig at være Verdens Ende.
Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Køretøjet er, i Modsætning
til hende selv, saa fikst som det kan være. Hun ser virkelig lidt
gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik
fra hende til Fru Carruthers. En Godhed og Elskelighed som denne
passer ikke Mændene saa godt som Luner, lader det til.
Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte
helt, at jeg var en hjemløs Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges
omtrent Klokken halv fem i næsten godt Humør.
"De maa ikke glemme, at jeg skal være en af Deres Venner," sagde Lady
Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende.
"Nej, det skal jeg rigtignok ikke," svarede jeg, og hun kørte bort,
smilende til mig.
Jeg gad vide, hvad hun vil tænke om mit Ægteskab med Christopher.
Nu er det Aften -- jeg har spist til Middag ganske alene i min
Dagligstue, Véronique har været meget elskværdig og omhyggelig --
hun føler Hr. Carruthers i Luften, antager jeg -- og nu maa jeg gaa i
Seng.
Aa, hvorfor er jeg ikke lykkelig, og hvorfor synes jeg ikke, at dette
er en dejlig og usædvanlig Situation, som jeg engang vilde have
gjort. Jeg føler mig kun nedtrykt og ulykkelig, og som om jeg vilde
ønske, at Christopher laa paa Havets Bund. Jeg har fortalt mig selv,
hvor køn han er -- og hvor jeg syntes godt om ham paa Branches -- men
det var før -- ja, jeg kan lige saa godt skrive det -- før Lord
Robert kom. Naa, nu sidder han og Lady Ver og taler sammen i en
hyggelig Sofa, i en stor, oplyst Dagligstue, og -- aa! -- jeg vilde
ønske, jeg aldrig havde sluttet den Overenskomst med hende -- saa
maaske jeg nu -- naa -- --
Søndag Eftermiddag.
Nej! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har været febrilsk hele
Formiddagen, først hed og saa kold. Hvordan vil det blive? Aa, jeg
besvimer, naar han kysser mig. Og jeg véd, at han vil blive rædsom
paa den Maade, det har jeg set i hans Øjne -- han vil spise mig op.
Jeg er vis paa, at jeg vil hade det. Ingen Mand har nogensinde før
kysset mig, og jeg kan ikke dømme om det, men jeg er sikker paa, at
det er frygteligt, medmindre -- jeg føler, at jeg bliver vanvittig,
hvis jeg bliver her længere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og
vente, og staa lige overfor det. Jeg maa først have noget frisk Luft.
Det er en tæt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i
den, og det _vil_ jeg ogsaa! Maaske ikke fare vild, men gaa ud i den,
og alene. Jeg vil ikke engang have Véronique med. Jeg vil gaa alene
ind i Parken. Det bliver næsten mørkt, skønt Klokken kun er tre. Saa
har jeg en Time. Det ser hemmelighedsfuldt ud, og det vil berolige
mig, og det passer til min Sindsstemning, og saa, naar jeg kommer
tilbage, kan jeg maaske være i Stand til at udholde det tappert, Kys
og det hele.
_Claridges_.
Søndag Aften den 27. Novbr.
Jeg har en hel Del at skrive -- og dog er det kun nogle faa Timer
siden, jeg lukkede denne Bog og hængte Nøglen ved mit Armbaand igen.
Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var
taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tæt Taage, saa der var ingen
Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet
lidt. Det forekom mig lummert og varmt, og jeg blev mere og mere
nedtrykt. Jeg havde aldrig før været ude alene; det syntes mig i sig
selv underligt, og det burde have moret mig.
Christophers Billede blev ved at svæve foran mig, hans Ansigt syntes
at have et satyragtigt Udtryk. Naa, han vil i alt Fald aldrig være i
Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s -- intet kunde
nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsøgte paa at tænke
paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affære, og paa, hvor
meget jeg holder af Branches.
Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig
og derpaa forsvinde i Taagen. Det var næsten Skumring; pludselig
følte jeg mig saa træt, at jeg satte mig paa en Bænk.
Jeg var gaaet ind paa en Sidesti, hvor der ingen Stole var. Paa den
Bænk, der kom før min, saá jeg, da jeg gik forbi, at der sad en
Vagabond sammensunket. Jeg spekulerede paa, hvad hans Tanker kunde
være, og om han vel følte sig mere ulykkelig end jeg. Jeg sad vist
ogsaa og krøb sammen i en nedslaaet Stilling.
Der gik ikke mange Folk forbi, og med hvert Øjeblik blev det mørkere.
Jeg har aldrig i hele mit Liv følt mig saa ulykkelig, ikke engang de
Dage, hvor Fru Carruthers forhaanede mig, fordi Mama havde været af
lav Herkomst. Der blev ved med at komme Taarer i mine Øjne, og jeg
gjorde mig ikke engang den Ulejlighed at blinke dem bort. Hvem kunde
vel se mig -- og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá
mig.
Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen
henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede
mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert.
"Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg -- hvad, aa, hvad
er der i Vejen?"
Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa
havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke.
"Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække
min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa.
"Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig
Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"
Han saá saa høj og smuk ud, og nu var der intet Udtryk af Foragt
eller Vrede i hans Ansigt, kun Sorg og Medfølelse.
"Jeg fik pludselig Vagt i Gaar og kunde ikke faa Permission," sagde
han, uden at svare paa den første Del af mit Spørgsmaal. "Men jeg kan
ikke holde ud at se Dem sidde her alene og se saa ulykkelig ud. Maa
jeg ikke følge Dem hjem? De bliver forkølet i den fugtige Luft."
"Aa nej, ikke endnu. Jeg vil ikke gaa hjem nu!" sagde jeg, uden
rigtig at vide, hvad jeg sagde. Han satte sig ved Siden af mig og
stak sin Haand ind i min Muffe og trykkede mine foldede Hænder -- det
blideste, venskabeligste Kærtegn; et Barn kunde give det som Tegn paa
Medfølelse. Det berørte en eller anden taabelig Streng i min Natur,
en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder,
antager jeg, i alt Fald strømmede Taarerne ned over mit Ansigt -- jeg
kunde ikke gøre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og græde
i Parken, og oven i Købet lige overfor Lord Robert, den sidste i
Verden, jeg vilde have skulde se det.
"Kære, kære lille Pige," sagde han. "Sig mig, hvad det er," og han
holdt min Haand inden i min Muffe med sin stærke, varme Haand.
"Jeg -- jeg har ingenting at fortælle," sagde jeg og kvalte min
Hulken. "Jeg skammer mig over, at De skal se mig saaledes, men -- jeg
føler mig saa ulykkelig."
"Kære Barn," sagde han. "Naa, det skal De ikke gøre -- jeg vil ikke
have det. Har nogen været slem imod Dem -- sig mig det, sig mig det,"
hans Stemme skælvede af Medfølelse.
"Det er -- det er ingenting," mumlede jeg.
Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket
op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt.
"Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at
De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem. Jeg vil have, at
De skal gaa tilbage til den Tid, da vi pakkede Deres Bøger ind
sammen. Gud maa vide, hvad der er kommet imellem os siden den Gang --
det er ikke min Skyld -- men i Dag vil jeg saa gerne tage mig af Dem,
kære lille Pige. Det -- det gør mig saa ondt at se Dem sidde og græde
her."
"Jeg -- jeg vilde gerne være Venner med Dem," sagde jeg. "Jeg har
aldrig villet være andet, men jeg kunde ikke gøre ved det -- og jeg
kan det ikke nu."
"Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa
forfærdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De véd
nok, at jeg er et skinsygt Bæst."
Der kan ikke i hele Verden findes en Stemme mere indtagende end Lord
Roberts, og han har en Maade at udtale Ordene paa, der er alt for
tiltrækkende, og den Maade, paa hvilken hans Mund bevæger sig, naar
han taler, viser hans fuldendt mejslede Læber under det lille
Overskæg! Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og
gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage
mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa,
naar alt kommer til alt, være slet.
"Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han. "Til at begynde med
-- hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter
den første Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?"
"Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg
haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde føre mig saa vidt,
at jeg handlede lumpent imod Lady Ver.
"Aa, De har gjort mig vild!" udbrød han, idet han slap min Haand og
støttede begge Albuerne paa sine Knæ, medens han puffede sin Hat
tilbage i Nakken. "Fuldkommen vanvittig af Raseri og Skinsyge. Det
Bæst Malcolm! Og saa at se paa Campion ved Middagen, og værst af det
hele, Christopher i Logen til 'Carmen'! Lille uartige, slemme Pige!
Og dog har jeg inderst inde en Følelse af, at det er af en eller
anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djævelskab. Hvis jeg
troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det
troede jeg den Aften til 'Carmen'."
"Ja, det véd jeg," svarede jeg.
"Hvad véd De?" Han saá forskrækket op; saa tog han igen min Haand og
sad tæt ved mig.
"Aa, gør det ikke, Lord Robert!" sagde jeg.
Det fik mig virkelig til saaledes at bæve af den dejligste Følelse,
jeg nogensinde har kendt, at jeg vidste, at jeg vilde tabe Hovedet,
hvis han blev ved.
"Aa, De maa ikke holde min Haand, Lord Robert, saa kan jeg ikke
opføre mig, som jeg bør."
"Min egen Skat," hviskede han, "det viser, at du holder af mig, og
jeg slipper den ikke, før du har sagt mig hver eneste Smule."
"Aa, jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Jeg var alt for forpint, og dog gik
der Glædesbølger hen over mig. "Min egen Skat", det er Ord, der kan
faa én til at bæve af Fryd!
"Evangeline," sagde han strengt, "vil du da svare mig paa dette
Spørgsmaal -- holder du af mig, eller hader du mig? For, som du meget
godt maa vide, elsker jeg dig."
Aa, den vilde Glæde at høre ham sige dette! Hvad havde noget som
helst andet i Verden at betyde! Et Øjeblik ringede det for mine Øren,
og jeg glemte alt andet end os to. Saa saá jeg pludselig i Tankerne
Christopher ventende paa mig, med hans kolde, kyniske Ansigt og Øjne,
der flammede af Lidenskab, og Hertugens kritiske, mistænksomme,
misbilligende Undersøgelse, og der undslap mig et Smertensskrig som
et saaret Dyr.
"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille
Haand?" udbrød Lord Robert ømt.
"Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage
til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers."
Han slap min Haand, som om den havde stukket ham.
"Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.
Jeg saá angstfuld paa ham -- hans Ansigt saá graat ud i den hurtigt
tiltagende Taage.
"Aa, Robert!" sagde jeg fortvivlet, jeg kunde ikke lade være. "Det er
ikke, fordi jeg gerne vil. Jeg -- jeg elsker sandsynligvis dig -- men
jeg maa, der er ikke andet at gøre."
"Er der ikke?" sagde han, medens Livet og Glæden kom tilbage i hans
Ansigt. "Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand
i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der
ingen i Nærheden -- for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig
tæt hen til sig og kyssede mig paa Munden.
Aa, hvor Folk vrøvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer
og saadan noget! Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa
dejlig som at blive kysset af Robert -- jeg var ganske svimmel af
Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt
absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet.
"Nu tilhører du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv;
"saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt."
"Nej, nej," sagde jeg og kæmpede svagt for at komme fri, medens jeg
var saa glad over, at han holdt saa fast paa mig! "Det er alligevel
umuligt, og det gør det kun endnu haardere. Christopher kommer for at
besøge mig Klokken fire, og jeg har lovet Lady Ver, at jeg ikke vilde
være en Nar, og at jeg vilde gifte mig med ham."
"Pyt med Lady Ver," sagde han roligt, "hvis det er det hele, overlad
hende til mig -- hun argumenterer aldrig med mig!"
"Det er ikke alene det -- jeg -- jeg lovede, at jeg ikke vilde lege
med Dem --"
"Og det skal du sandelig heller ikke komme til," sagde han, og jeg
kunde se et Blik i hans Øjne, da han med Villie misforstod mine Ord,
og saa kyssede han mig igen. Aa, jeg holder mere af det end af noget
andet i Verden! Hvordan skulde nogen kunne lade være med at tabe
Hovedet med Robert ganske tæt ved, gørende Kur paa den Maade.
"Det skal du sandelig aldrig -- aldrig," sagde han igen, med et Kys
mellem hvert Ord. "Det skal jeg nok passe paa! Din Tid til at lege
med Folk er forbi, Mademoiselle! Naar du bliver gift med mig, skal
jeg slaas med enhver, der vover at se paa dig!"
"Men jeg bliver aldrig gift med dig, Robert," sagde jeg, skønt jeg,
da jeg kun skulde være lykkelig i saa faa Øjeblikke, ikke syntes at
det var nødvendigt at flytte mig ud af hans Arme. Hvor jeg var
taknemlig imod Taagen! Og over, at der ingen gik forbi! Jeg vil altid
elske Taage.
"Jo, du gør," erklærede han med fuldkommen Sikkerhed, "i Løbet af
fjorten Dage, antager jeg. Jeg kan ikke og vil ikke have, at du
bliver alene hos Claridges. Jeg skal i Eftermiddag bringe dig tilbage
til Tante Sophia. Men det kan vi tale om senere. Nu for Øjeblikket
vil jeg have, at du skal sige mig, at du elsker mig, og at det gør
dig ondt, at du har været saadant et lille Utyske i al denne Tid."
"Jeg vidste det ikke før lige nu -- men jeg tror -- at jeg
sandsynligvis elsker dig, Robert!" sagde jeg.
Han holdt igen min Haand inden i min Muffe og havde den anden Arm om
mit Liv. Det var en absolut upassende Opførsel i en Park; som om vi
kunde have været Susan Jane og Thomas Augustus, og dog var jeg
fuldkommen lykkelig og syntes, at det var den eneste naturlige Maade
at sidde paa.
Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne -- vi fo'r fra hinanden.
"Aa," gispede jeg, "vi -- du -- maa virkelig være anderledes."
Han lænede sig tilbage og lo.
"Du søde Barn! Naa, saa kom, vi vil køre en Tur i en Droske -- vi kan
vælge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nærheden, kom!" Og
han rejste sig og tog mig under Armen, han bød mig ikke sin, som i
Bøgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen.
Jeg er sikker paa, at enhver vilde blive frygtelig forarget over at
læse, hvad jeg har skrevet, men ikke saa meget, hvis de kendte Robert
og vidste, hvor bedaarende han er. Og hvor bydende og naturlig og
ligefrem! Han kløver ikke Haar eller leger med Ord. Jeg havde
tilstaaet, at jeg elskede ham, og det var nok for ham!
Medens vi gik alene, forsøgte jeg paa at sige ham, at det var
umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde
synes, at jeg havde brudt mit Ord. Jeg fortalte ham naturligvis ikke
om hendes Overenskomst med mig om ham, men han gættede det
sandsynligvis, for han havde, endogsaa før vi steg ind i Drosken,
begyndt at underkaste mig et Krydsforhør om Grundene til min Opførsel
paa Tryland og i Park Street og Operaen. Jeg følte mig som et Barn
overfor en stærk Mand og med hvert Øjeblik mere idiotisk lykkelig og
forelsket i ham.
Han sagde til Kusken, at han skulde køre til Hammersmith, og saa
lagde han igen sin Arm om mit Liv og holdt min Haand, efter først at
have trukket Handsken bagvendt af. Det er en stor Zobelskinds
Bedstemodermuffe, jeg har, Fru Carruthers Gave paa min sidste
Fødselsdag. Den Gang tænkte jeg ikke paa, hvilken bedaarende Brug der
vilde blive gjort af den.
"Nu tænker jeg, at vi har nedbrudt alle dine dumme smaa Grunde til at
gøre mig ulykkelig," sagde han. "Hvilke andre har du at komme frem
med, hvorfor du ikke kan gifte dig med mig om fjorten Dage?"
Jeg tav -- jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde sige den -- den
vigtigste af dem alle.
"Min egen Evangeline," bad han. "Hvorfor vil du gøre os begge
ulykkelige -- sig mig det i det mindste."
"Din Broder, Hertugen," sagde jeg meget sagte. "Han vil aldrig
samtykke i, at du gifter dig med en Person som mig, uden Slægtninge."
Han var tavs i et Sekund, saa sagde han: "Min Broder er en
forfærdelig god Fyr, men hans Sind er paavirket af hans Sygdom. Du
maa ikke tænke noget ondt om ham -- han vil holde af dig, saa snart
han ser dig, ligesom alle andre."
"Jeg saá ham i Gaar," sagde jeg.
Robert blev saa forundret.
"Hvor saá du ham?" spurgte han.
Saa fortalte jeg ham, at jeg havde truffet Lady Merrenden, at hun
havde indbudt mig til Lunch, og at hun havde elsket Papa, og at
Hertugen havde set lige igennem mig med et Udtryk af Mishag.
"Aa, nu ser jeg det hele," sagde Robert og holdt endnu fastere paa
mig. "Tante Sophia og jeg er meget gode Venner, véd du nok; hun har
altid været, som om hun var min Moder, der døde, da jeg var ganske
lille. Jeg fortalte hende om dig, da jeg kom fra Branches, og at jeg
straks var blevet dybt forelsket i dig, og jeg sagde, at hun maatte
hjælpe mig til at faa dig at se paa Tryland, og det gjorde hun, og
saa troede jeg, at du var kommet til ikke at kunne lide mig, og da
jeg saa kom tilbage, gættede hun, at jeg var ulykkelig over noget, og
dette er hendes første Skridt til at finde ud af, hvorledes hun kan
gøre noget for mig -- hun er saa kær!"
"Ja, det er hun rigtignok," sagde jeg.
"Naturligvis interesserer hun sig særligt for dig, naar hun har
elsket din Fader! Saa det er godt nok, min Skat, hun maa jo vide alt
om din Familie, og kan fortælle det til Torquilstone. Vi har ikke
noget at frygte!"
"Aa jo, vi har!" sagde jeg. "Jeg kender hele Historien om, hvad der
er din Broders svage Side. Lady Ver har fortalt mig det. Det slemme
ved Sagen er, at Mama virkelig var en meget ubetydelig Person, hendes
Fader og Moder glemte at blive gift, og skønt Mama var yndig og var
blevet udmærket opdraget af to gamle Damer i Brighton, var det en
Vanære for Papa at gifte sig med hende -- det har Fru Carruthers ofte
forhaanet mig med!"
"Min egen lille Pige!" sagde han og begyndte igen at kysse mig, saa
jeg slet ikke kunde samle mine Tanker til at gaa videre med det, jeg
var ved at sige. Vi var begge to saa dumme -- hvis det er dumt at
være vanvittig vildt lykkelig -- og glemme alt andet i Verden.
"Jeg vil gaa lige til Tante Sophia nu, naar jeg har bragt dig tilbage
til Claridges," sagde han lidt efter, da vi blev lidt roligere.
"Hvad er Klokken?" spurgte jeg.
Han tændte en Tændstik og saá paa sit Ur.
"Ti Minutter over fem," udbrød han.
"Og Christopher skulde komme Klokken fire," sagde jeg, "og hvis du
ikke tilfældigvis havde mødt mig i Parken, vilde jeg nu have været
forlovet med ham og sandsynligvis have forsøgt paa at udholde, at han
kyssede mig."
"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tænke
paa det," og et Øjeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde
aande.
"Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg
dig," sagde han gennem Tænderne.
"Jeg -- jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krøb tættere
ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig,
Robert."
"Min Elskede," sagde han, "hvor jeg er glad for det!"
Hvis jeg vilde, kunde jeg naturligvis blive ved med at skrive Side op
og Side ned om alt, hvad vi sagde til hinanden, men det vilde,
endogsaa naar jeg selv læste det, lyde som saadan noget Vrøvl, at jeg
ikke vil det, og jeg kunde ikke gengive Klangen af Roberts Stemme
eller hans bedaarende Væsen -- ømt og tilbedende og bydende. Det
maatte altsammen blive i mit Hjerte; men det var, som om en Fé var
gaaet forbi med sin Tryllevaand og havde sagt, "Du skal blomstre",
til et Træ midt om Vinteren. En Mængde Følelser, som jeg aldrig havde
drømt om, gennemstrømmede mig -- alle min Sjæls Sluser syntes at
aabne sig for en Strøm af Kærlighed og Glæde. Medens vi var sammen,
syntes intet at have noget at sige -- alle Skranker smeltede bort.
Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os.
Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde
ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig
om, at Christopher var gaaet.
Jo, han havde været der Klokken fire, opdagede vi, og havde ventet i
tyve Minutter, derpaa var han gaaet og havde sagt, at han kom igen
Klokken halv syv.
"Saa maa du skrive et Brev til ham og lade Portieren give ham det og
sige, at du er forlovet med mig, og ikke kan tage imod ham," sagde
Robert.
"Nej, det kan jeg ikke gøre -- jeg er ikke forlovet med dig, og kan
ikke være det, før din Familie har givet sit Samtykke og er venlige
imod mig," sagde jeg.
"Min egen Skat," stammede han, og hans Stemme skælvede af
Sindsbevægelse, "der er Kærlighed mellem dig og mig, den er vort Liv
-- hvordan det end gaar, hvordan min Familie end tager det, skal
intet skille dig fra mig eller mig fra dig, det sværger jeg paa.
Skriv til Christopher."
Jeg satte mig ved Bordet i Vestibulen og skrev:
"Kære Hr. Carruthers! Det gør mig ondt, at jeg var ude," saa bed jeg
i Penneskaftet. "Kom ikke og besøg mig i Aften. Om et Par Dage skal
jeg sige Dem hvorfor.
Deres hengivne
_Evangeline Travers_."
"Er det godt?" spurgte jeg og rakte det til Robert, medens jeg skrev
udenpaa Konvolutten.
"Ja," sagde han og ventede, medens jeg forseglede det og gav det til
Portieren. Saa trykkede han ubemærket min Haand og forlod mig for at
gaa til Lady Merrenden.
Jeg er kommet op i min lille Dagligstue som et andet Menneske. Hele
Verden drejer sig for mig om en anden Akse, og alt det i et Tidsrum
af tre korte Timer.
_Claridges_.
Søndag Aften den 27. Novbr.
Sent i Aften, da jeg havde lukket min Dagbog, fik jeg et Brev fra
Robert. Jeg var lige begyndt at spise til Middag.
Jeg rev det op, inden i det laa der et andet, jeg ventede ikke for at
se fra hvem, jeg var alt for ivrig efter at læse hans. Jeg klistrer
det ind her.
"Carlton House Terrace.
Min egen Evangeline!
Jeg har haft en lang Samtale med Tante Sophia, og hun er saa sød og
god som vel muligt, men hun er bange for, at Torquilstone vil være
lidt vanskelig (det bryder jeg mig ikke om, intet skal skille os ad
nu). Hun beder mig om ikke at gaa hen og besøge dig i Aften, da hun
tror, at det er bedre for dig, at jeg ikke kommer til Hotellet saa
sent. Læs hendes Brev, og du skal se, hvor sød hun er. Jeg kommer i
Morgen, saa snart jeg er færdig med Tjenesten, omtrent Klokken tolv.
Pas godt paa dig selv! Hvilken Forskel paa i Aften og i Aftes! Jeg
var saa forfærdelig ulykkelig og rastløs -- og i Aften! Du kan nok
gætte det! Jeg er ikke halvt god nok til dig, min yndige, smukke
Dronning -- men jeg tror, jeg véd, hvorledes jeg skal gøre dig
lykkelig. Jeg elsker dig! Godnat, min egen.
_Robert_."
"Send mig et Par Ord med min Tjener, jeg har sagt, at han skulde
vente."
Jeg har aldrig før faaet et Kærlighedsbrev. Hvor det var
vidunderligt! Og jeg bævede af Henrykkelse over det! Nu kan jeg
naturligvis indse, at jeg hele Tiden har været frygtelig forelsket i
Robert, men jeg vidste det ikke rigtigt! Jeg faldt hen i en Slags
lyksalig Drøm, og saa tog jeg mig sammen for at læse Lady Merrendens
Brev. Jeg sætter ikke hendes ind i Bogen, det fylder alt for meget,
og jeg kan ikke lukke Laasen -- det er et meget sødt lille Brev, hun
siger, at Robert har fortalt hende Nyheden, og at hun er beredt til
at tage imod mig som sin kæreste Nièce, og at gøre alt, hvad hun kan
for os. Hun haaber, at jeg ikke vil synes, at hun er kedelig og
gammeldags, fordi hun har sagt, at Robert hellere ikke maa se mig
mere i Aften, og hvis det ikke er mig ubelejligt, vil hun selv komme
i Morgen Formiddag og tale om, hvad der er bedst at gøre.
Véronique sagde, at Lord Roberts Tjener ventede udenfor Døren, saa
jeg fløj hen til mit Bord og begyndte at skrive. Min Haand rystede,
saa jeg slog en Klat, og jeg maatte rive det Ark itu, saa skrev jeg
et andet. Blot et Par Ord. Jeg var forskrækket; jeg kunde ikke sige
kærlige Ting i et Brev, jeg havde ikke engang sagt mange til ham --
endnu.
"Jeg blev glad for dit Brev," begyndte jeg, "jeg synes, at Lady
Merrenden har Ret. Jeg vil være hjemme Klokken tolv og være meget
glad ved at se dig." Jeg vilde gerne have sagt, at jeg elskede ham,
og at jeg syntes, der var meget længe til Klokken tolv, men saadan
noget kan man naturligvis ikke skrive -- saa endte jeg blot med "en
kærlig Hilsen fra Evangeline".
Saa læste jeg det igennem, og det lød affektert og dumt -- men med
Tjeneren ventende der ude i Gangen og Véronique vimsende ud og ind af
mit Soveværelse og Tjeneren, der bragte min Middag op, kunde jeg ikke
blive ved med at rive Breve itu og skrive andre, det saá alt for
forvirret ud, saa det blev puttet i en Konvolut. Saa tog jeg i et af
de Sekunder, hvor jeg var alene, en Viol fra en Buket paa Bordet og
puttede den i med. Gud véd, om han vil synes, at det er sentimentalt
af mig! Da jeg havde skrevet Navnet, havde jeg ingen Anelse om,
hvortil jeg skulde adressere det. Hans var skrevet fra Carlton House
Terrace, men dèr var han øjensynlig ikke nu, da hans egen Tjener
havde bragt det. Jeg følte mig saa nervøs og urolig, det var alt for
latterligt -- jeg er i Reglen meget rolig. Jeg kaldte paa Tjeneren og
spurgte ham, hvor Hans Herlighed var nu? Jeg kunde ikke lide at sige,
at jeg ikke vidste, hvor han boede.
"Hans Herlighed er i Vavasour House, Frøken," sagde han ærbødigt, men
med den svageste Skygge af Forbavselse over, at jeg ikke vidste det.
"Hans Herlighed spiser hjemme i Aften sammen med Hans Naade."
Jeg skrev et Brev til Lady Merrenden -- det vilde glæde mig meget at
se hende om Formiddagen, paa hvilken som helst Tid der passede hende
bedst. Jeg vilde slet ikke gaa ud, og jeg takkede hende. Det var
meget lettere at skrive til hende end til Robert.
Da jeg blev alene, kunde jeg ikke spise. Véronique kom ind for at
forsøge paa at overtale mig. Jeg saá saa bleg ud, sagde hun, hun var
bange for, at jeg var blevet forkølet, hun var i en af sine "gamle
Moder" Sindsstemninger, hvor hun sommetider opgiver tredie Person og
kalder mig "_mon enfant_".
"Aa, Véronique, jeg er ikke blevet forkølet, jeg er kun vildt
lykkelig!" sagde jeg.
"Mademoiselle er uden Tvivl _fiancé_ med Hr. Carruthers. _Oh! mon
enfant adorée_," udbrød hun, "_que je suis contente_!"
"Gud bevares, nej!" udbrød jeg. Dette fik mig til med Forfærdelse at
tænke paa Christopher. Hvad vilde han sige, naar han hørte det?
"Nej, Véronique, med én, der er meget bedre -- Lord Robert Vavasour."
Véronique var frygtelig interesseret -- hun vilde have foretrukket
Hr. Carruthers, indrømmede hun, han var mere solid -- mere _rangé_ --
_plus à fin de ses bêtises_, men uden Tvivl var "Milor" ogsaa
indtagende, og saa vilde Mademoiselle ganske sikkert en Gang blive
Duchesse. Hvad Slags Krone vilde Mademoiselle imidlertid have paa sit
Udstyr?
Jeg var nødt til at forklare hende, at jeg ikke skulde have nogen
Krone -- eller noget Udstyr for ubestemt Tid, da intet endnu var
afgjort. Det dæmpede hende lidt.
"_Un frère de duc et pas de couronne!_" Efter at have været syv Aar i
England var hun endnu ikke i Stand til at forstaa disse underlige
Sædvaner, sagde hun.
Hun vilde endelig putte mig i Seng lige efter Middag -- "for at være
smukkere for 'Milor' _demain_!" og saa, da hun havde pakket mig ind
og var ved at slukke Lyset midt i Stuen, saá hun sig tilbage.
"Mademoiselle er alt for smuk saaledes," sagde hun, som om det slap
hende ud af Munden -- "_Mon Dieu! il ne s'embêtera pas, le
Monsieur!_"
_Claridges_.
Mandag Morgen.
Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, før jeg traf Robert. Jeg
gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud véd, Gud véd, om jeg,
hvis Hertugen bliver ved med at være halsstarrig med Hensyn til mig,
nogensinde kan faa Sjælsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at
ødelægge hans Fremtid.
Det er saa kort Tid siden -- endnu ikke fire Uger -- at jeg endnu var
paa Branches og spekulerede paa, hvad der fik Uret til at gaa rundt
-- Livets store Urværk.
Aa, nu véd jeg det! Det er at være forelsket -- frygtelig forelsket,
som vi er det. Men jeg maa forsøge paa ikke at tabe Hovedet og huske
alle Lady Vers Bemærkninger om Ting og Mænd. De er allesammen
Kamphaner, og de maa aldrig føle sig ganske sikre. Det vil blive
frygtelig vanskeligt at drille Robert, fordi han er saa ligefrem og
naturlig; men jeg maa vel prøve det. Maaske er det nok til at plage
Robert, at jeg er saa køn, som jeg er, og at alle de mandlige Væsener
ser paa mig med Interesse, saa jeg ikke selv behøver at være kedelig.
Det haaber jeg, for jeg elsker ham virkelig saa højt, at jeg gerne
vil være naturlig og være saa elskværdig som muligt.
Jeg gør alt det, som jeg før fandt fuldkommen dumt, naar jeg hørte om
det. Jeg kyssede hans Brev og sov med det paa Puden ved Siden af mig,
og i Morges vaagnede jeg Klokken seks og tændte det elektriske Lys
for at læse det igen. Der er enkelte Steder, hvor Ordene er helt
udviskede, det er dèr, hvor jeg har kysset mest!
Jeg synes at være ufølsom for alt andet. Jeg er ligeglad, om Lady Ver
er vred eller ikke. Jeg har handlet ærligt. Hun kunde ikke vente, at
jeg skulde handle anderledes, naar Robert havde sagt rent ud, at han
elskede mig. Men jeg er sikker paa, at hun alligevel bliver vred over
det, og sandsynligvis lidt ondskabsfuld.
Jeg vil simpelthen skrive Sandheden til hende om et Par Dage, naar vi
ser, hvordan det gaar. Hun gætter det maaske, fordi Robert ikke
kommer til Sedgwick.
_Claridges_.
Mandag Eftermiddag.
Klokken halv tolv i Formiddags kom Lady Merrenden, og Stuen var fuld
af Blomster, som Robert havde sendt -- Masser af Violer og Roser. Hun
kyssede mig og holdt mig et Øjeblik tæt ind til sig, og vi talte
ikke. Saa sagde hun med en Stemme, der skælvede lidt:
"Jeg holder saa meget af Robert -- næsten som om han var mit eget
Barn -- at jeg gerne vil have, at han skal være lykkelig, og De
ogsaa, Evangeline -- det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?"
Jeg trykkede hendes Haand.
"De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte
Kærlighedens vilde Foraarstid. Og jeg behøver ikke at sige, at jeg
vil gøre alt, hvad jeg kan, for jer begge."
Saa talte og talte vi.
"Jeg maa tilstaa," sagde hun til sidst, "at jeg var forud indtaget
til Gunst for Dem for Deres kære Faders Skyld, men i alt Fald er min
Mening om Roberts Dømmekraft saa høj, at jeg vilde have været beredt
til at finde Dem indtagende uden det. Han har de sjældneste
Egenskaber, han er den mest trofaste, mest uplettede Sjæl i denne
Verden."
"Jeg siger ikke," vedblev hun, "at han ikke er akkurat som de andre
unge Mænd paa hans Alder og i hans Samfundsklasse; han er intet
Dydsmønster, hvilket ingen kan være, som er menneskelig og lever i
Verden. Og jeg er vis paa, at venlige Venner vil fortælle Dem
Historier om Skuespillerinder og andre Adspredelser, men jeg, som
kender ham, siger Dem, at De har vundet den bedste og største Skat i
Verden."
"Aa, det er jeg sikker paa!" sagde jeg. "Jeg véd ikke, hvorfor han
holder saa meget af mig, han har set mig saa lidt, men det begyndte
lige fra det første Minut hos os begge, tror jeg. Han har saadan en
smuk Skikkelse."
Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle
disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Værk. "De
behøver ikke at svare, kære Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe --
hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gøre ved det; hun mener
ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar
over. Jeg tror, at hun i Virkeligheden holder meget af Sir Charles."
"Ja--a--a," sagde jeg.
"Det er en underlig Verden, vi lever i, Barn," fortsatte hun, "og
sand Kærlighed og Overensstemmelse i Karakter er saa sjældent
forenede, men efter hvad jeg kan dømme, ejer De og Robert dem."
"Aa, hvor jeg er glad over, at De siger det!" udbrød jeg. "De tror
altsaa ikke, at jeg _maa_ være slet paa Grund af mine Farver?"
"Hvilken latterlig Idé, De søde Barn!" sagde hun og lo. "Hvem har
sagt det til Dem?"
"Det sagde Fru Carruthers -- og -- og -- de gamle Herrer, og selv Hr.
Carruthers hentydede til, at jeg sandsynligvis havde nogle underlige
Egenskaber. Men De tror nok, at jeg er i Stand til at være temmelig
god, ikke sandt?"
Jeg kunde se, at hun morede sig, men jeg var alvorlig.
"Jeg tror, at De sandsynligvis kunde være blevet lidt slem, hvis De
var blevet gift med en Mand som Hr. Carruthers," sagde hun smilende;
"men med Robert er jeg sikker paa, at De bliver god. Han vil aldrig
forlade Dem et Øjeblik, og han vil elske Dem saa højt, at De ikke vil
faa Tid til noget andet."
"Aa, det er det, jeg vil kunne lide -- at blive elsket," sagde jeg.
"Jeg tror, at alle Kvinder kan lide det," sukkede hun. "Vi kunde
allesammen være gode, hvis den Person, som vi elsker, blev ved med at
være demonstrativ. Det er den kolde, dagligdags Hengivenhed, der
dræber Kærligheden og faar én til at se efter den andre Steder for at
finde den igen."
Saa talte vi om Mulighederne med Hertugen. Jeg sagde hende, at jeg
kendte hans _toquade_, og hun kendte naturligvis fuldt ud Mamas
Historie.
"Jeg maa sige Dem, kære Barn, at jeg er bange for, at han bliver
vanskelig," sagde hun. "Han er en underlig fordomsfuld Person, og
meget halstarrig, og han tilbeder Robert, som vi alle gør det."
Jeg vilde ikke spørge, om Hertugen havde fattet Uvillie imod mig, for
jeg vidste, at han havde det.
"Jeg indbød Dem med Villie til at møde ham i Lørdags," vedblev hun.
"Jeg var sikker paa, at Deres Ynde vilde gøre Indtryk paa ham,
ligesom paa mig og min Mand -- men nu spekulerer jeg paa, om det
maaske ikke havde været bedre at vente. Han sagde, da De var gaaet,
at De var meget for smuk for en Families Fred, og han beklagede Hr.
Carruthers, hvis han blev gift med Dem! Det er ikke min Mening at
saare Dem, Barn, jeg siger Dem kun alt, for at vi kan tale om, hvad
der er bedst at gøre."
"Ja, det véd jeg," sagde jeg, og jeg trykkede igen hendes Haand, hun
stikker ikke Kløerne frem som Lady Ver.
"Hvor vidste han noget om Hr. Carruthers?" spurgte jeg, "eller om mig
-- eller om nogenting?"
Hun saá skamfuld ud.
"Man kan aldrig sige, hvor han hører noget fra. Han interesserede sig
uhyre for at træffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end
jeg. Jeg er næsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra
Tjenestefolkene."
"Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg.
"Saa kan han ikke gøre ved det, ikke mere end jeg kunde gøre ved, at
jeg græd i Gaar i Parken, medens Robert saá paa det. Naturligvis
kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for
den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige,
og den var én Generation længere tilbage, saa det er ikke
sandsynligt, at jeg skulde gøre den Slags Ting."
Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.
"De sælsomme, sælsomme Barn, Evangeline," sagde hun.
Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom.
Aa! man taler om Hjertebanken. Hvis mit Hjerte skal blive ved med at
hoppe saaledes, hver Gang Robert træder ind i Stuen, saa faar jeg en
Hjertesygdom, før der er gaaet et Aar.
Han saá saa indtagende ud, han var i almindelig Formiddagsdragt, og
hans Ansigt straalede, og hans Øjne skinnede som blaa Stjerner.
Vi opførte os pænt; han kyssede kun min Haand, og Lady Merrenden saá
hen paa Uret imedens. Hun har Takt!
"Er min Evangeline ikke yndig, Tante Sophia?" sagde han. "Og elsker
du ikke hendes røde Haar?"
"Det er meget smukt," sagde Lady Merrenden.
"Naar du gaar fra os, vil jeg tage det hele ned," og han hviskede:
"Min egen Skat, jeg elsker dig," saa tæt, at hans Læber rørte ved mit
Øre, medens han lod, som om han ingenting gjorde! Jeg siger igen,
Robert har et Væsen, som kunde fortrylle en Stenstøtte.
"Hvordan var Torquilstone i Aftes?" spurgte Lady Merrenden. "Og
fortalte du ham noget?"
"Ikke et Ord," svarede Robert. "Jeg vil vente og raadføre mig med jer
begge om, hvad der vilde være det bedste. Skal jeg gaa til ham
straks, eller skal vi igen lade ham træffe min Evangeline og lade
hende fortrylle ham, som hun er nødt til, og saa sige ham det?"
"Nej, sig det rent ud!" udbrød jeg, da jeg huskede hans Tilbøjelighed
til at tale med Tjenestefolkene, og at Véronique vidste det. "Saa kan
han aldrig nogensinde sige, at vi har narret ham."
"Det synes jeg ogsaa," sagde Robert.
"Tag du Evangeline med hjem til Lunch, Tante Sophia, saa vil jeg gaa
hjem og spise sammen med ham og sige ham det, og saa bagefter komme
til dig."
"Ja, det vil være det bedste," og det blev bestemt, at hun skulde
komme igen og hente mig om en Time, naar Robert skulde gaa hjem til
Vavasour House. Han fulgte hende ud til Elevatoren og kom saa
tilbage.
Nej -- ikke engang i denne lukkede Bog vil jeg skrive om den Time --
den var for guddommelig. Hvis jeg havde syntes, at det var Himlen at
sidde i Parken, saa véd jeg nu, at der er Grader af Himlen, og at
Robert underviser mig op imod den syvende.
Mandag Eftermiddag (fortsat).
Jeg glemte at sige, at der kom et Brev fra Christopher med
Morgenposten -- det fik mig til at le, da jeg læste det, saa glemte
jeg det igen, men da Lady Merrenden kom tilbage efter mig, og vi var
mere eller mindre fornuftige igen -- Robert og jeg -- tænkte jeg paa
det; og det gjorde han tilsyneladende ogsaa.
"Har du tilfældigvis hørt fra Christopher, om han har faaet dit Brev
fra i Gaar Aftes eller ikke?" spurgte han.
Jeg gik og hentede det fra mit Soveværelse, da jeg tog min Hat paa.
Robert læste højt:
_"Travellers" Klub_, Søndag Aften.
"_Souvent femme varie, fol qui se fie!_" Jeg haaber, at De har fundet
Deres Variation Umagen værd.
"C. C."
"Pokkers uforskammet!" sagde han paa sin gamle Maade; han havde ikke
benyttet noget "Krydderi paa Samtalen", siden vi blev -- aa, jeg vil
saa gerne sige det -- forlovede!
"Vær forsigtig, kære Evangeline," sagde Lady Merrenden muntert,
"ellers knækker Robert Halsen paa enhver Mand paa Gaden, der blot ser
paa Dem! Han er vanvittigt skinsyg."
"Ja, det véd jeg, at jeg er," sagde Robert, medens han rettede paa
mit Slips med den ugenerte Besiddermine, som jeg holder saa meget af.
Nu tilhører jeg ham, og hvis mit Slips ikke sidder saaledes, som han
kan lide det, har han fuldkommen Ret til at binde det om! Lige meget,
hvem der er til Stede! Det er hans Mening, ikke Spor af Ceremoni
eller Vrøvl, alting ganske ligefremt og naturligt!
Det gør det hele saa behageligt. Da jeg var "Frøken Travers" og han
"Lord Robert", var han altid ærbødig og ikke familiær -- undtagen den
ene Aften, da han var saa rasende, at han kneb mig i Fingeren! Men
nu, da jeg er _hans_ Evangeline og han _min_ Robert (saaledes
forklarede han mig det i en af vore Paradistimer), er jeg hans
Dronning og hans Elskede -- men paa samme Tid hans Ejendom, akkurat
som hans Ur og hans Frakke. Jeg elsker det, og det gør mig ikke en
Smule "overlegen", som man skulde have troet.
"Kom nu, Børn!" sagde Lady Merrenden til sidst, "ellers kommer vi for
sent!"
Saa tog vi af Sted, og vi satte Robert af paa Vejen, ved Vavasour
House. Det er et pragtfuldt Sted, nede i en af de Sidegader, der
vender ud til Green Park, og der er en lille Have paa den Side. Jeg
har aldrig før været nede ved den lille Plads, hvor det ligger, men
enhver kan naturligvis se dets pragtfulde Façade fra St. James' Park,
skønt jeg aldrig har vidst, at det var Vavasour House.
"God Lykke," hviskede Lady Merrenden, da Robert steg ud, og saa kørte
vi videre.
Der var flere forskellige Mennesker til Lunch paa Carlton House
Terrace, et Par Ministre og en berømt Romanforfatter og en stor
Portrætmaler, foruden to eller tre yndige Kvinder, den ene var smuk
og fiks som Lady Ver, den anden saá mere almindelig ud, men havde et
saa elskværdigt Væsen. Der var ingen rigtigt gammeldags Personer som
Montgomeries. Vi fik en dejlig Lunch, og jeg gjorde mig Umage for at
være elskværdig og gøre mit bedste for at behage min kære Værtinde.
Da de alle var gaaet, tror jeg, at vi begge begyndte at blive nervøse
og længes efter, at Robert skulde komme. Saa talte vi om Gæsterne.
"Det morer min Mand at se flere forskellige Slags Mennesker," sagde
hun, "men vi havde ikke noget videre interessant i Dag, maa jeg
tilstaa -- skønt sommetider keder Forfatterne og Forfatterinderne mig
-- og de er ofte meget skuffende, man bryder sig ikke mere om at læse
deres Bøger, naar man har set dem."
Jeg sagde, at det vilde jeg gerne tro.
"Jeg bryder mig ikke meget om knoppende Genier," fortsatte hun, "jeg
foretrækker at vente, indtil de er blevet til noget -- lige meget
hvorledes deres Oprindelse er -- saa har de paa Vejen opad erhvervet
sig en vis ydre Opdragelse, og de støder ikke én saa meget. Merrenden
forstaar udmærket at bedømme den menneskelige Natur, og Forandring
morer ham. Hvis jeg var overladt til mig selv, er jeg bange for, at
jeg vilde være tilfreds med mindre begavede Mennesker, som simpelt
hen hørte til min egen Verden."
I alt, hvad hun siger, kan man mærke, hvorledes hun tænker paa og
tager Hensyn til Lord Merrenden og hans Ønsker og Smag.
"Jeg synes altid, at det er saa grusomt imod ham, at vi ingen Børn
har," sagde hun; "Titlen uddør med ham, saa jeg maa gøre ham saa
lykkelig, som jeg kan."
Hvilken god og retfærdig Kvinde.
Til sidst talte vi om Robert, og hun fortalte mig Historier fra hans
Drengetid, morsomme Etonhistorier og senere Bedrifter. Og om, hvor
modig og prægtig han havde været i Krigen; og om, hvorledes Folkene
paa Torquilstone allesammen elskede ham; og om hans Popularitet og
Indflydelse hos dem. "De maa faa ham til at gaa ind i Parlamentet,"
sagde hun.
Saa kom Robert ind i Stuen. Aa, hans kære Ansigt talte, der behøvedes
ingen Ord! Man kunde se, at Hertugen havde været haardhjertet.
"Naa?" sagde Lady Merrenden.
Robert kom lige over til mig og tog mit Ansigt i begge sine Hænder.
"Min egen Elskede," sagde han, "frem for alt vil jeg have, at du skal
vide, at jeg elsker dig højere end alt andet i Verden, og at intet
kan gøre nogen Forskel," og han kyssede mig lige for Øjnene af sin
Tante. Hans Stemme var saa bevæget -- og jeg véd, at vi alle havde en
lille Klump i Halsen; saa stillede han sig foran os, men han holdt
mig i Haanden.
"Torquilstone var rædsom, kan jeg se," sagde Lady Merrenden. "Hvad
sagde han, Robert -- sig os alt? Evangeline ønsker det ogsaa, er jeg
sikker paa, lige saa vel som jeg."
Robert saá meget bleg og alvorlig ud, man kan se, hvor bestemt hans
Mund i Virkeligheden er, og hvor faste hans kære, blaa Øjne.
"Jeg sagde til ham, at jeg elskede Evangeline, som jeg havde
forstaaet, at han havde truffet i Gaar, og at det var min Hensigt at
gifte mig med hende --"
"Og han svarede?" spurgte Lady Merrenden aandeløst.
Jeg holdt kun fastere paa Roberts Haand.
"Han bandede som en Matros og satte sit Glas saa haardt ned paa
Bordet, at det knustes -- en modbydelig Hidsighed -- jeg skammede mig
over ham. Saa sagde han, aldrig, saa længe han levede og kunde
forhindre det -- og at han havde hørt noget om min Bedaarelse, og da
jeg ikke plejede at have det paa den Maade, havde han undersøgt Sagen
og fundet, at Familien var højst utilfredsstillende. Saa var han
kommet her i Gaar i det Øjemed at se dig -- min Skat, og han havde
dømt for sig selv. Pigen var en 'djævelsk Skønhed' (hans Ord, ikke
mine) med de uartigste, mest udfordrende Øjne og en Mund -- Nej, jeg
kan ikke sige Resten, og det gør mig for rasende!" og Roberts Øjne
lynede.
Lady Merrenden rejste sig fra sin Stol og kom hen og tog min anden
Haand. Jeg følte mig, som om jeg ikke kunde staa høj og rank nok.
"Kort og godt, han har absolut nægtet at have noget at gøre med
Sagen; han siger, at jeg skal ikke vente noget mere fra ham, og vi er
skilt fra hinanden for bestandig!"
"Aa, Robert!" udbrød Lady Merrenden forfærdet.
Robert lagde sine Arme omkring mig, og hans Ansigtsudtryk forandredes
til straalende Glæde.
"Naa, det bryder jeg mig ikke om -- hvad har det at sige! Nogle faa
Ejendomme og Tusinder i en dunkel Fremtid -- Tabet af dem er
ingenting for mig, naar jeg blot har min Evangeline nu."
"Men, kæreste Robert," sagde Lady Merrenden, "du kan umuligt leve
uden det, han giver dig, hvad har du selv? Omtrent atten Hundrede
Pund om Aaret, antager jeg, og du véd, min egen Dreng, at du ofte har
Gæld. Han betalte fem Tusind Pund for dig sidste Paaske. Aa, hvad
skal vi gøre!" og hun slog sine Hænder sammen.
Jeg følte mig, som om jeg var blevet til Sten. Skulde al denne
guddommelige Lykke smutte ud af mine Hænder? Ja, det saá ud til det,
for jeg kunde aldrig slæbe Robert ind i Fattigdom og ødelægge hans
Fremtid.
"Han kan ikke berøve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tønder
Land, som næsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere
over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!"
"Nej!" sagde Robert. "Det vilde ikke være til den mindste Nytte, og
det vil se ud, som om vi vilde bede ham om noget." Hans Ansigt var
blevet saa inderlig bedrøvet, da Lady Merrenden talte om hans Penge.
"Elskede!" sagde han med brudt Stemme. "Nej, det er sandt, det vilde
ikke være rigtigt at gøre dig til Tigger. Jeg vilde være en Slyngel,
hvis jeg bad dig om det. Vi maa se at finde paa en Maade at blødgøre
min Broder paa!"
Saa talte jeg.
"Robert," sagde jeg, "hvis du kun var John Smith, vilde jeg sige, at
jeg gerne vilde bo med dig i en Hytte, eller endogsaa i en mørk Gyde
-- men det er du ikke, og jeg vilde ikke for alt i Verden drage dig
ned, ud af det, der er din Stilling i Livet -- det vilde være en
daarlig Kærlighed. Hvis alt slaar fejl, maa vi skilles, og du maa
glemme mig."
Han tog mig i sine Arme, og vi hørte Døren blive lukket. Lady
Merrenden havde ladet os være alene. Den næste halve Time var fuld af
Kval og guddommelig Lykke paa samme Tid.
"Jeg vil aldrig glemme dig, og aldrig i Verden vil jeg tage en anden
Kvinde, det sværger jeg ved Gud," sagde han til sidst. "Hvis vi maa
skilles, er al Glæde i Livet forbi for mig."
"Og for mig ogsaa, Robert!"
Vi gav hinanden de lidenskabeligste Kærlighedsløfter, men jeg vil
ikke skrive dem her, der er en anden lukket Bog, i hvilken jeg gemmer
dem -- min Sjæls Bog.
"Vilde det være til nogen som helst Nytte, hvis Oberst Tom Carden
talte med ham?" spurgte jeg. "Han var min Faders Forlover ved hans
Bryllup, og han véd alt, hvad man kan faa at vide om stakkels Mama,
og tror du ikke, da Mamas Fader var Lord Brandreth, et meget gammelt
Baroni, tror jeg det er -- aa! kan det gøre saa stor en Forskel paa
Børnene, at deres Forældre ikke har gennemgaaet Bryllupsceremonien?
Jeg -- jeg -- jeg véd ikke meget om den Slags Ting!"
"Min søde Skat!" sagde Robert, og trods al vor Sorg smilede han og
kyssede mig, "min søde, søde Evangeline."
"Men kender Hertugen alle Enkelthederne ved Historien," spurgte jeg,
da jeg kunde tale -- det kan man ikke, naar man bliver kysset.
"Hver en Smule, lader det til. Han siger, han vil ikke diskutere den
Sag, jeg maa vide, at det er nok, da jeg altid har kendt hans
Synspunkter, men hvis det ikke er tilstrækkeligt, er din vilde,
ryggesløse Skønhed det. Du vilde ikke være mig tro i et Aar, sagde
han. Jeg kunde neppe afholde mig fra at dræbe ham, da han kastede mig
det i Ansigtet."
Jeg følte, at jeg blev hidsig. Hvor frygteligt uretfærdigt -- hvor
grusomt. Jeg gik hen og saá mig i Spejlet -- et stort Spejl, der hang
mellem Vinduerne -- og trak Robert med mig.
"Aa! sig mig, sig mig, hvad det er. Ser jeg saa slem ud? Det er
sikkert en Forbandelse, der hviler paa mig!"
"Naturligvis ser du ikke slem ud, min egen Evangeline!" udbrød
Robert. "Du er fuldkommen smuk -- en slank, statelig, vidunderlig
Tigerlillie -- men -- men -- du ser ikke kold ud -- og det er dit
røde Haar og disse bedaarende grønne Øjne og din yndige, hvide Hud og
sorte Øjenvipper, der, der -- aa! du véd det nok, du søde! Du ser
ikke ud som Mælk og Brød, du er fuldkommen attraaværdig, og du kunde
faa enhver Mands Hjerte til at banke."
Jeg tænkte paa den Aften til "Carmen".
"Ja, jeg er ond," sagde jeg, "men jeg vil aldrig være det mere -- kun
akkurat nok til altid at faa dig til at elske mig, for Lady Ver
siger, at Sikkerhed faar Mænd til at gabe. Men selv slette Mennesker
kan elske med en stor, stor Kærlighed, og det kan gøre dem gode. Hvis
han blot vidste, hvor højt jeg elsker dig, Robert, er jeg sikker paa,
at han vilde være god imod os."
"Men hvorledes skal vi sige ham det?"
Saa fik jeg pludselig en Tanke, der fyldte mig med en voldsom
Spænding.
"Vil du lade være med at gøre noget før i Morgen?" sagde jeg. "Jeg
har en Idé, som jeg ikke vil sige til nogen. Lad os gaa tilbage til
Claridges nu, og kom ikke og besøg mig igen, før i Morgen Klokken
tolv. Hvis det saa er mislykket, vil vi sige Farvel. Det er en
fortvivlet Chance!"
"Og du vil ikke sige mig, hvad det er?"
"Nej -- stol paa mig -- husk paa, det er mit saa vel som dit Liv, det
gælder om."
"Min Dronning!" sagde han. "Ja, jeg vil gøre det, eller hvad som
helst andet du ønsker, kun _aldrig, aldrig_ sige Farvel. Naar alt
kommer til alt er jeg dog en Mand, og jeg har mange indflydelsesrige
Slægtninge. Jeg kan bestille andet i Livet end netop at være
Garderofficer, og vi skal faa Penge nok til at leve lykkeligt af --
selv om vi ikke bliver meget rige. Jeg vil aldrig sige Farvel --
hører du. Lov mig, at du heller aldrig vil det."
Jeg tav.
"Evangeline, Elskede!" udbrød han angstfuld med Øjenbrynene helt oppe
paa den gamle Maade, medens to store Taarer kom op i hans smukke
Øjne. "Min Gud! vil du ikke svare?"
"Jo, jeg vil!" sagde jeg, og jeg kastede mit Forbehold ud for alle
Vinde og slyngede mine Arme lidenskabeligt om hans Hals.
"Jeg elsker dig med mit Hjerte og min Sjæl, og jeg beder til Gud, at
vi aldrig maa komme til at sige Farvel."
Da jeg kom tilbage til Claridges, følte jeg mig for første Gang i mit
Liv lidt svag. Lady Merrenden havde selv kørt mig dertil, og havde
forladt mig med alle mulige Forsikringer om sin Kærlighed og
Hengivenhed for os begge. Jeg havde sagt Farvel til Robert paa
Carlton House Terrace.
Ingen af dem kender mig -- helt -- eller véd, hvad jeg kan og vil
gøre.
_Claridges_.
Mandag Aften.
Jeg følte, at jeg for at udføre min Plan maatte berolige mit Sind
lidt, saa skrev jeg i min Dagbog, og det gjorde mig roligere.
Af alt, hvad jeg var sikker paa i Verden, var jeg mest sikker paa, at
jeg elskede Robert meget for højt til at ville skade hans
Fremtidsudsigter. Paa den anden Side var det alt for grusomt imod os
begge at kaste ham bort uden Kamp. Selv om Mamas Moder var af
tarvelig Herkomst, var hele Resten af min Familie prægtige gamle
Kæmper og Gentlemen, og jeg bad til deres Aander om at hjælpe mig nu.
Saa ringede jeg og forlangte noget Isvand, og da jeg havde tænkt dybt
i nogle Minutter, medens jeg drak det, satte jeg mig ved mit
Skrivebord. Min Haand rystede ikke, skønt jeg var i en frygtelig
Spænding. Jeg skrev først udenpaa Konvolutten, for at berolige mig.
Til Hans Naade
Hertugen af Torquilstone,
Vavasour House,
St. James, S. W.
Saa lagde jeg den til Side.
"Det er mig, Evangeline Travers, som skriver," begyndte jeg uden
Indledning, "og jeg beder Dem om en Samtale -- enten her i min
Dagligstue i Aften, eller jeg vil komme til Dem i Vavasour House. Jeg
har forstaaet, at Deres Broder, Lord Robert, har sagt Dem, at han
elsker og ønsker at gifte sig med mig, og at De har nægtet Deres
Samtykke, dels paa Grund af min Families Historie, men hovedsagelig
paa Grund af, at min Type mishager Dem. Jeg tror, at det i fordums
Dage var en af en højtstaaende Adelsmands Forrettigheder at uddele
Retfærdighed. I mit Tilfælde er det endnu Deres Forrettighed af
Høflighed, og jeg forlanger den af Dem. Hvis De, naar vi har talt en
kort Tid sammen, endnu fastholder Deres Mening om mig og _overbeviser
mig om_, at det er til Deres Broders Lykke, sværger jeg ved mit
Æresord, at jeg aldrig vil se ham mere.
Deres forbundne
_Evangeline Travers_."
Jeg lagde det hurtigt i en Konvolut og lukkede den. Saa ringede jeg,
og fik det sendt med et Bud i en Droske, som skulde vente paa Svar.
Gud véd, om jeg nogensinde i mit Liv skal komme til at gennemgaa
saadanne femogtyve Minutter som dem, der gik, før Tjeneren bragte mig
et Brev til Svar.
Selv om Dagbogen ikke kan lukkes, maa jeg sætte det ind i den.
"_Vavasour House, St. James_,
28. November.
Frøken Travers! Jeg har modtaget Deres Brev, og beder Dem undskylde,
at jeg ikke kommer til Dem i Deres Hotel i Aften, da jeg føler mig
meget utilpas, men hvis De vil gøre mig den Ære at komme til Vavasour
House, naar De har modtaget dette Brev, vil jeg diskutere den omtalte
Sag med Dem, og jeg haaber, De vil tro, at De kan stole paa min
_Retfærdighed_.
Deres ærbødige
_Torquilstone_."
"Hans Naades Vogn venter paa Dem, Frøken," sagde Tjeneren, og jeg
fløj ind til Véronique.
Jeg lod hende klæde mig hurtigt paa. Jeg bar akkurat den samme Dragt,
som han havde set mig i før, dyb Sorg, og overordentlig klædelig.
Ti Minutter efter sad Véronique og jeg i Vognen og kørte af Sted. Jeg
talte ikke.
Jeg blev øjensynlig ventet, for da Vognen standsede, fløj de store
Døre op, og jeg kunde se ind i den dunkle, pragtfulde Forhal.
En sølvhaaret, statelig, gammel Tjener førte mig af Sted, forbi en
Række pudrede Tjenere, ned ad en Korridor, der var svagt oplyst af
Lamper med Skærme (Véronique blev overladt til Tjenernes
Barmhjertighed). Saa aabnede den gamle Mand en Dør, og uden at nævne
mit Navn meldte han kun: "Damen, Deres Naade," han holdt Døren aaben
for mig og gik saa ud og lukkede den sagte efter mig.
Det var et meget stort Værelse, med pragtfulde, mørke, udskaarne
Paneler i Louis XV. Stil, det smukkeste, jeg nogensinde har set i sin
Slags, men det var saa svagt oplyst med den samme Slags Lamper med
Skærme, at man neppe kunde se ind i Krogene.
Hertugen sad sammenkrøben i en Stol, han saá frygtelig bleg og syg
ud, og han havde et uudforskeligt Udtryk i sit Ansigt. At tænke sig,
at et Menneske, der ser saa gammel og forkrøblet ud, kan være selv
Roberts Halvbroder!
Jeg gik henimod ham, han rejste sig med Besvær, og dette er den
Samtale, vi førte:
"De maa ikke rejse Dem," sagde jeg, "maa jeg sætte mig lige overfor
Dem."
"Undskyld min Mangel paa Høflighed," svarede han og pegede paa en
Stol, "men min Ryg volder mig store Smerter i Dag."
Han saá ud som saadant et stakkels, elendigt, utilfreds, ulykkeligt
Væsen, at jeg ikke kunde lade være med at blive rørt.
"Aa, det gør mig saa ondt!" sagde jeg. "Hvis jeg havde vidst, at De
var syg, vilde jeg ikke have forstyrret Dem nu."
"Retfærdigheden maa helst ikke vente," svarede han med et lunefuldt,
spottende, bittert Smil. "Forklar Deres Sag."
Saa drejede han pludselig op for en elektrisk Lampe i Nærheden af
mig, saa Lyset faldt lige paa mit Ansigt. Jeg fo'r ikke sammen. Det
glæder mig at kunne sige, at jeg har stærke Nerver.
"Min Sag er denne: For det første elsker jeg Deres Broder højere end
alt andet i Verden --"
"Muligvis. Det har en Mængde Kvinder gjort," afbrød han mig. "Naa?"
"Og han elsker mig," fortsatte jeg, uden at ændse Afbrydelsen.
"Indrømmet. Det er en Situation, der forefalder hver Dag mellem unge
Taaber. De har kendt hinanden omtrent i en Maaned, tror jeg?"
"Mindre end fire Uger," rettede jeg.
Han lo bittert.
"Saa kan det ikke være af saa overordentlig stor Vigtighed for Dem i
den korte Tid!"
"Det er af overordentlig stor Vigtighed for mig, og De kender Deres
Broders Karakter; De maa lige saa vel som jeg være i Stand til at
bedømme, om det er eller ikke er en Sag af overordentlig stor
Vigtighed for ham."