"For det første vil jeg spørge Dem, paa hvilket Grundlag De har
fordømt mig som 'en djævelsk Skønhed?' og hvorfor De antager, at jeg
ikke vilde være Robert tro i et Aar?"
"Jeg forstaar mig forholdsvis godt paa at bedømme Karakterer."
"Det kan ikke være Tilfældet -- ellers vilde De kunne se, at hvilket
uheldigt Tilfælde, der end har ladet mig faa dette anstødelige Ydre,
saa er det Jeg, der bor indeni det, en hæderlig Person, der aldrig
bryder sit Ord."
"Jeg kan kun se rødt Haar og grønne Øjne og et i det hele taget
djævelsk Udseende."
"Vilde De da ønske, at Folk altid skulde dømme efter Skinnet?"
spurgte jeg. "For saa ser jeg for mig en fordomsfuld, snæverhjertet,
grusom, kynisk Mand, der er skinsyg paa Ungdommens Glæder. Men jeg
vilde ikke af den Grund stemple Dem med alle disse Egenskaber!"
Han studsede og saá lige paa mig. "Jeg er maaske alt dette," sagde
han. "De har sandsynligvis Ret!"
"Aa, saa vær det ikke!" vedblev jeg hurtigt. "Jeg vil saa gerne have,
at De skal være god imod os. Vi vil saa gerne være lykkelige, og vi
er begge saa unge, og Livet vil blive saa fuldkommen tomt og
værdiløst i alle disse Aar, lige til det sidste, hvis De skiller os
ad nu."
"Jeg har ikke sagt, at jeg vil skille jer ad," sagde han koldt. "Jeg
har kun sagt, at jeg ikke vilde give Robert nogen som helst
Understøttelse; og jeg skal efterlade alt, hvad der staar i min Magt,
til andre. Hvis De har Lyst til at blive gift paa de Betingelser, saa
er De velkommen til det."
Saa sagde jeg ham, at jeg holdt alt for meget af Robert til at ville
ødelægge hans Fremtid.
"Vi kom ind i hinandens Liv," sagde jeg. "Vi havde ikke forlangt det
af Skæbnen, den bragte os sammen, og jeg forsøgte paa ikke at tale
til ham, fordi jeg havde lovet en af mine Veninder, at jeg ikke
skulde det, fordi hun sagde, at hun selv holdt af ham, og det gjorde
os begge saa forfærdelig ulykkelige, og med hver Dag betød vi mere og
mere for hinanden, indtil vi i Gaar -- da jeg troede, han var rejst
bort, og jeg var saa ulykkelig -- mødtes i Parken, og det kunde ikke
længere nytte, at vi forstilte os. Aa, De kan ikke ville knuse al
Glæde i Livet for os, blot fordi jeg har rødt Haar. Det er saa
forfærdelig uretfærdigt."
"De smukke Sirene," sagde han. "De vil lokke mig. Hvor De véd,
hvorledes De skal benytte Deres Ynder og Deres Magt; og hvilken
_Mand_ kunde vel modstaa Deres fristende Ansigt."
Jeg rejste mig op i heftig Vrede.
"Hvor tør De vove at sige noget saadant til mig!" sagde jeg. "Jeg
vilde ikke nedlade mig til at lokke Dem. -- Jeg vilde aldrig mere
bede Dem om noget! Jeg vilde kun have, at De skulde yde mig den
Retfærdighed at forstaa, at De havde taget fejl af min Karakter -- og
yde Deres Broder den Retfærdighed at indrømme, at han har nogen Ret
til at holde af hvem han vil. Men behold Deres lave Tanker hos Dem
selv! Onde, grusomme Mand! Robert og jeg har noget, der er bedre end
alle Deres Ejendomme og Penge -- en smuk, stor Kærlighed, og jeg er
glad, glad over, at han ikke i Fremtiden vil modtage noget, som er en
Gave fra Dem. Jeg vil give ham mig selv, og vi skal komme meget godt
ud af det uden Dem!" og jeg gik hen til Døren og efterlod ham
siddende sammenfaldet i Stolen.
Saaledes endte vor Samtale om Retfærdighed. Aldrig har jeg holdt mit
Hoved saa højt i Vejret. Jeg er sikker paa, at hvis Kleopatra var
blevet slæbt til Rom i Augustus' Triumftog, vilde hun ikke have gaaet
med mere Stolthed og Foragt, end jeg gik gennem Forhallen i Vavasour
House.
Den gamle Tjener ventede paa mig og Véronique og Vognen.
"Vær saa god at hente en Droske," sagde jeg og stod som en Statue,
medens en af Tjenerne maatte løbe ud i St. James' Street efter én.
Saa kørte vi bort, og jeg følte, at mine Tænder klaprede, medens mine
Kinder brændte. Hvilken Ende paa min Plan og mine Drømme om et muligt
Held!
Men hvilket Afskum af et Menneske! Hvilken grusom, smaalig, elendig
Skabning. Jeg vil ikke lade ham skille mig fra Robert, aldrig,
aldrig! Han er det ikke værd. Jeg vil vente paa ham -- min egen Skat
-- og hvis han virkelig elsker mig, saa kan vi engang blive
lykkelige, og hvis han ikke gør det -- men aa! Det behøver jeg ikke
at frygte for.
Jeg ryster endnu af Vrede, og jeg vil gaa i Seng. Jeg vil ingen
Middagsmad have.
Tirsdag Morgen den 29. Novbr.
Véronique vilde ikke lade mig gaa i Seng, hun vilde endelig have, at
jeg skulde spise, og saa efter Middag sad jeg i en gammel, men yndig
Slaabrok af hvidt Crêpe, og hun børstede mit Haar i mere end en Time
-- der er saadan en voldsom Masse, det tager Tid.
Jeg sad foran Ilden i Dagligstuen og forsøgte paa ikke at tænke. Man
føler sig som et Vrag efter saadan en Scene. Da Klokken var omtrent
halv ti, hørte jeg Støj ude i Korridoren, der blev banket ganske kort
paa Døren, og Robert og Lady Merrenden traadte ind i Stuen. Jeg fo'r
op, og Véronique tabte Børsten af Forbavselse, og lod os saa være
alene.
Deres Øjne skinnede, og Robert saá ud, som om han var vanvittig af
Glæde; han greb mig i sine Arme og kyssede mig og kyssede mig, medens
Lady Merrenden sagde: "Du søde Evangeline, du modige, dygtige Pige,
fortæl os alting om det?"
"Om hvad?" spurgte jeg, saa snart jeg kunde tale.
"Hvordan du bar dig ad."
"Aa, jeg maa kysse hende først, Tante Sophia," sagde Robert. "Har du
nogensinde set noget saa guddommelig yndigt, som hun ser ud med
Haaret saaledes flagrende -- og det er altsammen mit -- hver Smule af
det!!"
"Ja, det er," sagde jeg sørgmodigt. "Og det er omtrent alt, hvad du
faar af Værdi!"
"Kom og sid ned," sagde Robert, "Evangeline, du Skat -- og se paa
dette!"
Derpaa tog han et Brev op af sin Lomme. Jeg saá straks, at det var
Hertugens Skrift, og jeg rystede af Sindsbevægelse. Han holdt det op
for mine Øjne.
"Kære Robert," begyndte det, "jeg har set hende. Jeg er besejret. Hun
vil blive en pragtfuld Hertuginde. Bring hende til Lunch i Morgen.
Din
Torquilstone."
Jeg følte mig saa inderlig bevæget, at jeg ikke kunde tale.
"Aa, fortæl os, kære Barn, hvorledes det skete -- og hvad du gjorde
-- og hvor I mødtes?" sagde Lady Merrenden.
Robert holdt min Haand.
Saa prøvede jeg paa at fortælle det, saa godt jeg kunde, og de hørte
aandeløst efter. "Jeg er bange for, at jeg var meget uforskammet,"
endte jeg med at sige, "men jeg var saa vred."
"Det er herligt," sagde Robert. "Men det bedste er, at det var din
Hensigt at give mig dig selv, uden Udsigt til Rigdom. Det er den
bedste Gave af dem alle."
"Var det ikke afskyeligt egenkærligt af mig?" sagde jeg. "Men da jeg
saá din stakkels Broder se saa ulykkelig og bitter og uvenlig ud,
trods al sin Storhed, følte jeg, at for os, som véd, hvad Kærlighed
betyder, var det at være sammen det, som havde mest at sige i hele
Verden."
Saa sagde Lady Merrenden, at hun kendte nogle Mennesker, som boede
her, og som havde en Lejlighed nede paa første Sal, og hun vilde gaa
ned og se, om de var hjemme. Hun vilde vente paa Robert i Forhallen,
sagde hun, og hun kyssede mig til Godnat og gav os sin Velsignelse.
Hvor er hun elskelig! Hvor det var sødt af hende at lade os være
alene.
Robert og jeg tilbragte endnu en lyksalig Time, og jeg tror, at vi nu
maa være kommet til den sjette Himmel. Robert siger, at den syvende
kommer til sidst, naar vi er gifte -- og det bliver snart. Jeg er
alt for lykkelig til at skrive sammenhængende.
Jeg vaagnede først sent i Morges, og Véronique kom og sagde, at min
Dagligstue var igen fuld af Blomster. Robert er vidunderlig!
Jeg skrev til Christopher og Lady Ver i Sengen, medens jeg drak min
Chokolade. Jeg sagde Sandheden rent ud til Lady Ver, at Robert og jeg
tilfældigt havde mødt hinanden og opdaget, at vi elskede hinanden,
saa jeg vidste, at hun vilde forstaa det -- og jeg lovede, at jeg
ikke skulde knuse hans Hjerte. Saa takkede jeg hende for al hendes
Venlighed imod mig, men jeg blev sørgmodig, da jeg læste det igennem
-- stakkels, kære Lady Ver -- hvor jeg haaber, at jeg ikke virkelig
maa saare hende, og at hun vil tilgive mig.
Til Christopher sagde jeg, at jeg havde fundet min "Variation" Umagen
værd, og jeg haabede, at han vilde komme til mit Bryllup.
Saa sendte jeg Véronique ned med Brevene i Postkassen.
I Dag flytter jeg til Carlton House Terrace. Hvor det bliver dejligt
-- og om fjorten Dage, eller i det højeste om tre Uger, siger Robert,
skal vi ganske stille tage hen og blive gifte og Oberst Tom Carden
kan altsaa blive min Forlover.
Aa, jeg er saa glad over denne kære, smukke Verden, og dette søde,
snavsede, taageindhyllede London! Jeg elsker det altsammen -- selv
Soden!
_Carlton House Terrace_,
Tirsdag Aften.
Robert kom for at besøge mig Klokken tolv, og han bragte mig den
dejligste, pragtfuldeste Ring med Diamanter og Smaragder, og jeg
dansede omkring som et Barn af Henrykkelse over den. Robert er
vidunderlig, enhver lille Ubetydelighed har en eller anden skjult
Betydning, og han faar mig til at _føle_ og _føle_.
For hver Time vi tilbringer sammen, synes vi at opdage noget nyt hos
hinanden, noget, som netop er det, den anden gerne vil have. Og han
er saa dejlig skinsyg og bydende, og jeg elsker ham -- det er Sagen!
Jeg lærer en Mængde Ting, og jeg er sikker paa, at der endnu er en
Mængde at lære.
Klokken halv ét kom Lady Merrenden og hentede os i sin Vogn, og vi
kørte til Vavasour House. Hvor mine Følelser var forskellige fra i
Aftes.
De pompøse Tjenere modtog os højtideligt, og vi gik alle tre ind i
Hertugens Værelse.
Dèr sad han, endnu sammensunket i sin Stol, men han rejste sig -- han
er bedre i Dag.
Lady Merrenden gik hen og kyssede ham.
"Kære Torquilstone," sagde hun.
"Godmorgen, Robert," mumlede han, da han havde hilst paa sin Tante.
"Forestil mig for din _fiancée_."
Og det gjorde Robert med stor Højtidelighed.
"Nu vil jeg ikke mere skælde Dem ud," sagde jeg og lo. Han bøjede sig
ned og kyssede mig paa Panden.
"Du er en smuk Tigerkat," sagde han, "men selv et Aar sammen med dig
vilde nok være Umagen værd."
Hvorpaa Roberts Øjne flammede, og jeg lo igen, idet vi allesammen gik
ned til Lunch.
Hertugen er, naar alt kommer til alt, ikke saa slem!
_Carlton House Terrace_,
Den 21. December.
Det er tre Uger siden jeg skrev, men jeg har haft alt for travlt og
været alt for lykkelig til at skrive i Dagbøger. Jeg har været her
lige siden for at faa mit personlige Udstyr, og Véronique er blevet
vant til den Kendsgerning, at jeg ikke kan faa nogen Krone paa mit
_lingerie_!
Det er det dejligste i Verden at være forlovet med Robert!
Selv om jeg virkelig var saa slet, som jeg formoder, at jeg ser ud,
kunde jeg aldrig ønske mig nogen anden. Han tilbeder mig og lader mig
kommandere sig omkring, og saa kommanderer han mig omkring, og det
faar mig til at bæve af Fryd! Og hvis nogen blot ser mig paa Gaden,
hvad de naturligvis altid gør -- saa udsender han blaa Lyn imod dem,
og jeg føler -- aa! jeg føler hele Tiden!
Lady Merrenden er stadig sød og venlig imod os, og hendes Takt kan
ikke beskrives, og nu gør jeg ofte det, jeg plejede at ønske, at jeg
kunde gøre -- jeg rører ved Roberts Øjenvipper med mine
Fingerspidser!
Det er altsammen vidunderligt.
Hvad i Alverden er noget som helst andet godt for i Livet, end at
være vanvittig forelsket, saaledes som vi er det.
Naar jeg ser tilbage paa Tiden, før jeg traf Robert, synes det
altsammen at have været som at faa Grød om Morgenen hver Dag, og ikke
andet.
Maaske er det, fordi han engang i Fremtiden bliver meget fornem, at
alle har opdaget, at jeg er en Skønhed og intelligent. Det er meget
behageligere at blive betragtet saaledes, end kun at være en
rødhaaret Eventyrerske.
Selv Lady Katherine har sendt mig en Cairnqorm Broche og et
elskværdigt Brev (jeg skulde nu være en Pryd for hendes Kreds!)
Men hvad har de allesammen at betyde -- hvad har noget som helst
andet end Robert at betyde! Hele Dagen igennem véd jeg, at jeg lærer,
hvad det vil sige "at danse og synge og le og _at leve_".
Hertugen og jeg er meget gode Venner, han har opdaget, hvem Mamas
Moder var, det lader til, at hun var en venetiansk Musiklærerinde,
der hed Tonquini eller saadan noget, og at hun underviste Lord
Brandreths Søstre -- saa maaske Lady Ver alligevel havde Ret, og at
jeg i en meget fjern Fortid, i et andet Liv, har været en Doges
Veninde.
Stakkels, kære Lady Ver! hun har taget det meget pænt efter det
første ondskabsfulde Brev, og nu tror jeg ikke engang, at der er en
Taare i hendes Øjenkroge!
Lady Merrenden siger, at det netop er paa den Tid af Aaret, hvor hun
sædvanligvis faar en ny, saa det har hun maaske nu, og saa er det i
Orden.
Den Diamantslange, hun har givet mig, har Øjne af Smaragder -- og
saadan en spids Tunge.
"Den ligner Dem, Slangepige," sagde hun, "bær den paa Deres
Bryllupsdag."
De tre Engle skal være mine Brudepiger.
Robert overvælder mig med Gaver, og Hertugen vil lade mig bære alle
Torquilstone Juvelerne, naar jeg er blevet gift, foruden de
Smaragder, han selv har givet mig. Jeg holder virkelig meget af ham.
Christopher sendte mig dette karakteristiske Brev sammen med de
Ørenringe, der er hans Gave -- meget store Smaragder indfattet med
Diamanter:
"Det gør mig saa ondt, at jeg ikke skal se Dem paa den lykkelige Dag,
men jeg har været heldig nok til at opdage, at Paris endnu har Glæder
for mig.
Bær dem, de vil passe til Deres Øjne!