Alle Kvaler og al Sjæleangst tilhører Fremtiden. Kærlighed er en
Gud, og naar han nærmer sig sit Rige, taaler han ingen Rival.
_Theodoras Ægteskab._
Torsdag Aften den 24. Novbr.
"Nu, da De har indladt Dem paa dette," sagde Lady Ver, da jeg vovede
mig ind i hendes Dagligstue, omtrent Klokken seks, for jeg hørte ikke
Stemmer der inde fra (Hr. Carruthers havde fulgt mig til Døren efter
vor Spadseretur, og jeg havde været til Te hos Englene lige siden) --
"da De nu har indladt Dem paa at tage til denne Opera, saa bliver De
ogsaa nødt til at spise til Middag hos Willis med os. Jeg vil ikke
være hjemme, naar Charlie kommer fra Paris. Paa en blæsende Dag som
denne er jeg sikker paa, at hans Humør er umuligt."
"Ja, det kan jeg godt," sagde jeg.
Naar alt kommer til alt, hvad kan det saa nytte, at en Eventyrerske
som jeg har fine Følelser.
"Jeg tager hjemme fra Klokken tre Kvarter til syv. Det vil jeg lade
Dem vide, Evangeline, Skat!" raabte hun efter mig, da jeg fløj af
Sted for at klæde mig om.
I Reglen bruger Lady Ver en god Time til at blive til det indtagende
Væsen, som hun er om Aftenen -- hun behøver ikke at gøre meget, for
hun er yndig af Naturen, men hun roder og trættes med Welby, for at
adsprede sig, antager jeg.
Men i Aften, i sin Rædsel for en Ægtemand, der skulde komme Klokken
syv, fra en kold Overfart over Kanalen, var hun helt færdig paaklædt
og nede i Vestibulen, da jeg kom der ned præcis Klokken tre Kvarter
til syv, og i en Haandevending var vi af Sted og rullede i Automobil
til Willis. Jeg har kun været der én Gang før, og det var til Lunch,
i Fru Carruthers Tid, med en eller anden af Ambassadørerne, og det er
morsomt at komme paa en Restaurant om Aftenen. Jeg var mere nervøs,
end jeg nogensinde i mit Liv havde været, men hvilken Situation var
det ikke ogsaa.
Lord Robert _fruit défendu_! og Hr Carruthers _empressé_, og de
skulde begge holdes indenfor de rette Grænser!
Det var mere end tilstrækkeligt til at give en ung Pige paa seksten
Aar, der lige er kommet ud af Klostret, nok at bestille, som den
gamle Grev Samaroff sagde, naar han vilde betegne et rigtig
vanskeligt Stykke Arbejde.
De ventede paa os lige indenfor Døren, og jeg lagde igen Mærke til,
at de begge er meget kønne, og at de begge saá ualmindelig
destingverede ud.
Lady Ver nikkede til en Mængde Mennesker, før vi indtog vore Pladser
i et lille hyggeligt Hjørne. Det maa være behageligt for hende at
have saa mange Venner. I en af vore Samtaler sagde hun noget, der lød
saa sandt, og det kom jeg til at tænke paa.
"Det er klogere at gifte sig med det Liv, man holder af, fordi
Manden, naar der er gaaet en kort Tid, er én ligegyldig." Det har hun
øjensynlig gjort -- men jeg vilde ønske, at det var muligt at faa
begge Dele -- Manden og Livet! -- Naa, vi faar at se!
Man maa sidde temmelig tæt ved hinanden i disse Sofaer, og da Lord
Robert ikke var Vært, blev han sat ved Siden af mig. Jeg var
overordentlig glad, til Trods for, at jeg havde en næsten højhalset
Kjole paa, og ikke engang nogle Violer!
Det var frygtelig vanskeligt ikke at tale venligt med min Nabo. Hans
Ligefremhed og Jevnhed er saa indtagende, men jeg gjorde alt, hvad
jeg kunde, for at koncentrere mig om Christopher og lade være med at
tale med ham -- men jeg véd ikke hvorfor -- Fornemmelsen af, at han
var mig saa nær, fik mig til at føle -- jeg véd ikke hvad. Men jeg
talte neppe til ham, Lady Ver skal aldrig kunne sige, at jeg ikke
holdt Ord, skønt hun selv, uden at tænke over det, drog mig ind i en
venskabelig Samtale, og saa saá Lord Robert ud som en lykkelig
Skoledreng.
Vi havde det dejligt.
Hr. Carruthers er en fuldkommen Vært. Han har de gamle Diplomaters
hele glatte, udsøgte Væsen, uden at have deres forlorne Tænder og
saadan noget, jeg vilde ønske, at noget indeni mig vilde lade mig
føle, at det var min Pligt at gifte mig med ham, men hver Gang jeg
vil tale med mig selv om det, er der noget, der farer op og siger:
"Absolut umuligt."
Da vi skulde til at tage af Sted til Operaen, sagde Lady Ver: "Hr.
Carruthers vil tage Dem med i sin Vogn, Evangeline, saa passer Robert
paa mig. Kom saa, Robert!" Han tøvede.
"Jeg vil forfærdelig gerne tage Dem med, Lady Ver," sagde han, "men
vil det ikke se lidt underligt ud, at Frøken Evangeline kommer alene
med Christopher. Tænk paa hans Rygte!"
Lady Ver sendte ham et flammende Blik og steg ind i sit Automobil,
medens Christopher uden Tøven hjalp mig ind i sin Vogn. Lord Robert
og jeg var to Marionetter, en Rolle, som jeg ikke holder af at
spille.
Jeg var meget vred. Hun vilde ikke have vovet at sende mig af Sted
paa den Maade, hvis jeg havde været en vigtigere Person. Hr.
Carruthers steg ind og svøbte sit Zobelskind omkring mig. I lang Tid
sagde jeg ikke et Ord, og Covent Garden er ikke saa langt borte,
sagde jeg til mig selv. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg havde en
Følelse af _malaise_.
Der var et underligt Udtryk i hans Ansigt, da en stor Lygte kastede
sit Lys paa det. "Evangeline," sagde han med en Stemme, jeg ikke
havde hørt før, "hvornaar vil De holde op med at lege med mig -- jeg
er ved at komme til at elske Dem, hører De!"
"Det gør mig ondt at høre det," sagde jeg blidt. "Jeg vil ikke gerne
have, at De skal det -- aa! gør det ikke!" Han tog min Haand. "Jeg --
jeg -- hvis De blot vidste, hvor jeg hader, at nogen rører ved mig!"
Han lænede sig tilbage og saá paa mig. Der er noget, der stiger lidt
til Hovedet, naar man er alene med et Menneske om Aftenen i en Vogn
med smukke Skindtæpper. Med Lysene, der skinner ind ad Vinduerne, og
saa den svage Duft af en god Cigar. Jeg var frygtelig nervøs. Hvis
det havde været Lord Robert, saa tror jeg -- naa --
Han bøjede sig meget nær hen til mig. Det var, som om han det næste
Øjeblik vilde kysse mig -- og hvad skulde jeg saa gøre, jeg kunde da
ikke skrige eller springe ud midt i Leicester Square, vel?
"Hvorfor kalder De mig Evangeline?" sagde jeg for at afvise ham, "det
har jeg aldrig sagt, at De maatte."
"Taabelige Barn -- jeg kalder Dem, hvad jeg har Lyst til. De gør mig
gal -- jeg véd ikke, hvad De er født til. Har De altid den Virkning
paa Folk?"
"Hvilken Virkning?" spurgte jeg for at vinde Tid, vi var næsten
kommet til Long Acre.
"En Virkning, der faar én til at miste al Selvbeherskelse. Jeg føler,
at jeg vilde give min Sjæl for at kunne holde Dem i mine Arme."
Jeg sagde, at jeg ikke syntes, det var pænt eller ærbødigt af ham at
tale saadan, og at jeg fandt en saadan Kærlighed oprørende.
"I Deres lyse Øjeblikke siger De, at jeg aldeles ikke passer til Dem
-- De forsøger paa at holde Dem borte fra mig, og saa, naar De
kommer i Nærheden af mig, begynder De at sige alt det Vrøvl! Jeg
synes, at det er en Fornærmelse!" sagde jeg vredt og ringeagtende.
"Naar jeg vækker Hengivenhed og Kærlighed hos nogen, skal jeg høre
paa dem, men paa Dem og paa dette -- aldrig!"
"Bliv ved!" sagde han, "selv i dette dunkle Lys ser De smuk ud, naar
De er vred."
"Jeg er ikke vred," svarede jeg, "men kun saa inderlig led ved det
hele."
Nu var vi Gudskelov kommet ind i Vognrækken lige ved Operahuset. Men
Hr. Carruthers syntes ikke at lægge Mærke til det.
"Søde Barn," sagde han, "jeg vil forsøge paa ikke at ærgre Dem, men
De er saa forfærdelig udæskende. Og jeg siger Dem, at ingen Mand i
Verden vilde finde det let at være kold overfor Dem."
"Aa! jeg véd ikke, hvad det er at være kold eller ikke kold!" sagde
jeg træt. "Jeg er ked af alle, selv saadan en lille bitte Fyr som
Malcolm Montgomerie bliver løjerlig paa samme Maade!"
Han lænede sig tilbage og lo, saa sagde han vredt: "Den uforskammede
Knægt! Jeg skal dreje Halsen om paa ham!"
"Gudskelov, nu er vi der!" udbrød jeg, da vi kørte ind under
Søjlegangen, og jeg drog et Lettelsens Suk.
Mænd er virkelig utaalelige og kedsommelige, og hvis jeg altid skal
være nødt til at finde mig i den Slags Scener, fordi jeg har rødt
Haar, saa vilde jeg næsten ønske, at det var musegraat som Cicely
Parkers. Fru Carruthers sagde ofte: "Du skal ikke tro, Evangeline, at
du kommer til at føre et roligt Liv med din Farvesammensætning -- det
eneste man maa haabe, er, at du vil skrue dit Hoved fast."
Lady Ver og Lord Robert ventede allerede paa os i Vestibulen, men i
det Sekund jeg saá dem, vidste jeg, at hun havde sagt noget til Lord
Robert, hans Ansigt, der under hele Middagen havde været saa muntert
og godmodigt, saá nu haardt og strengt ud, og han tog ikke den
mindste Smule Notits af mig, da vi gik hen til Logen.
Lady Ver saá triumferende ud; hendes Øjne skinnede med store, sorte
Punkter midt i, og der var saadanne kønne lyserøde Pletter paa hendes
Kinder, hun saá yndig ud, og jeg kan ikke begribe hvorfor, men jeg
syntes pludselig, at jeg hadede hende. Det var afskyeligt af mig, for
hun var saa venlig og anbragte mig i Hjørnet, bag Gardinet, hvor jeg
kunde se uden at blive set, det var temmelig langt tilbage, medens
hun og Lord Robert sad helt foran. Det var Operaen "Carmen". Jeg
havde aldrig hørt den før.
Musik har en saadan Virkning paa mig -- hver Tone synes at vække en
indre Bevægelse i mig. Jeg føler mig slet eller god, eller henrykt,
eller -- eller -- aa, en underlig Følelse, som jeg ikke véd hvad er
-- en Slags elektrisk Strøm ned ad Ryggen, og som om -- som om jeg
gerne vilde elske nogen, og at de skulde kysse mig. Aa! det lyder
aldeles rædselsfuldt, det jeg har skrevet -- men jeg kan ikke gøre
for det -- det er den Virkning én Slags Musik har paa mig, og jeg har
altid sagt, at jeg vilde sige Sandheden her.
Lige fra den første Tone indtil Slutningen følte og følte jeg. Aa,
hvor jeg forstaar hende -- Carmen! -- Den forbudne Frugt tiltrak
hende saadan -- den smukke, slette, fortryllende Slange. Jeg havde
ogsaa Lyst til at danse og til at bevæge mig paa den Maade, og maaske
skælvede jeg ubevidst. Jeg var kold som Is og frygtelig spændt. Lord
Roberts smukke Hoved forhindrede mig af og til i at se. Hvor han er
vidunderlig velskabt, og man kan med et eneste Blik se, at _hans_
Moder ikke har været Stuepige. Jeg har aldrig set nogen se saa
højbaaren ud.
Lady Ver talte til ham med en dæmpet, kurrende Stemme efter første
og anden Akt, og endogsaa da tredie Akt var begyndt. Han syntes at
være meget mere optaget af hende, end han plejede at være. Det -- det
saarede mig -- det og Musiken og Dansen, og Hr. Carruthers, der af og
til hviskede lidenskabelige Ord til mig, selv om jeg ikke hørte efter
dem, bevirkede alt i alt, at jeg ogsaa følte en Slags Vanvid.
Pludselig vendte Lord Robert sig om og saá paa mig i fem Sekunder.
Hans dejlige, udtryksfulde blaa Øjne var fulde af Harme og
Bebrejdelse, og -- aa, hvor det gør mig ondt! -- Ringeagt!
Christopher stod bøjet over Ryggen paa min Stol, ganske tæt ved mig,
i en kærlig Stilling.
Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at
visne, maatte jeg være blevet til et vissent Egeblad. Det vækkede en
eller anden Djævel inde i mig. Hvad havde jeg gjort, at jeg saaledes
skulde tilintetgøres? Jeg handlede fuldkommen ærligt -- idet jeg
holdt mit Ord til Lady Ver, og aa! det var, som om det knuste mit
Hjerte.
Men det Blik fra Lord Robert drev mig til Fortvivlelse, og ethvert
Instinkt, jeg ejer til at være ond og tiltrækkende, kom op i mig. Jeg
bøjede mig over til Lady Ver, saa jeg kom nærmere hen til ham, og jeg
gjorde smaa Bemærkninger til hende uden at sige et eneste Ord til
ham, men jeg flyttede min Stol, saa den stod saaledes, at han ikke
kunde undgaa at se mig, og jeg bevægede mine Skuldre ganske lidt til
den spanske Musik. Aa, jeg kan ogsaa danse som Carmen! Fru Carruthers
lod mig lære det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se
det.
Jeg kunde høre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et
Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han.
Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen.
Saa var det, som om Don Josés Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i
Carmens. Det lyder højtravende, men jeg mener det -- det var en
pludselig kold Følelse, som om alt var dødt. Lady Ver vendte sig
ærgerlig om til Christopher. "Hvad i Alverden er der i Vejen med
Robert?" sagde hun.
"Der er et persisk Ordsprog, som siger, at en Djævel smutter ind
mellem to Vinde," sagde Christopher; "det er maaske det, der er
hændet i denne Loge i Aften."
Lady Ver lo bittert, og jeg sad der stille som Døden. Og Musiken og
Komedien fortsattes hele Tiden paa Scenen. Jeg er glad over, at hun
bliver myrdet til Slutning, glad --! Men jeg vilde gerne have set
Blodet flyde. Jeg er vild -- vild -- sommetider.
_Park Street 300_,
Fredag Morgen den 25. Novbr.
Nu forstaar jeg først, hvad Meningen er med _Støv og Aske_ -- for det
er, hvad jeg følte, jeg havde faaet til Frokost i Morges, Dagen efter
"Carmen".
Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende,
saa jeg kom ikke i Nærheden af hende, men gik ned i Spisestuen,
medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet. Dèr sad han -- en
underlig, høj, mager Mand, med lyst Haar og bedrøvede, fortrædelige
brune Øjne, og en Næse, der var tilbøjelig til at blive rød paa
Tippen -- han saá i det hele taget ud, som om han havde en daarlig
Fordøjelse. Han sad foran en _Daily Telegraph_, der var stillet op
imod Tepotten, og der laa noget kold, urørt Fisk paa hans Tallerken.
Han saá meget forbavset ud, da jeg kom ind i Stuen.
"Jeg -- jeg er Evangeline Travers," sagde jeg.
Han sagde kejtet Goddag; man kunde se, at han ingen Anelse havde om,
hvad det vilde sige.
"Jeg bor her," fortsatte jeg, "vidste De ikke det?"
"Vil De saa ikke have noget at spise? Fisken er kold, er jeg bange
for," tvang Høfligheden ham til at sige. "Nej, Janthe skriver aldrig
til mig -- jeg havde ikke hørt fra hende i fjorten Dage, og jeg har
ikke set hende endnu."
Gode Manerer er blevet trommet ind i mig fra min tidligste Barndom,
og jeg sagde høfligt: "De kom først fra Paris sent i Aftes, ikke
sandt?"
"Jeg kom omtrent Klokken syv, tror jeg," svarede han.
"Vi maatte gaa saa tidligt, vi skulde i Operaen," sagde jeg.
"En Wagner, der begynder paa en urimelig Tid, antager jeg," mumlede
han fraværende.
"Nej, det var 'Carmen' -- men vi spiste først til Middag med min --
min -- Formynder, Hr. Carruthers."
"Aa."
Vi spiste begge i nogen Tid -- Teen var grønligt sort -- og lunken --
det er intet Under, at han er dyseptisk.
"Mon Børnene er hjemme?" spurgte han lidt efter.
"Ja," svarede jeg, "jeg var inde hos dem, før jeg kom ned."
I samme Øjeblik kom de tre Engle styrtende ind i Stuen, og de gik
pænt hen og omfavnede deres Fader. Men de syntes ikke at tilbede ham,
som de tilbeder Lady Ver.
"Godmorgen, Papa," sagde den ældste, og de andre to gentog det i Kor.
"Vi haaber, du har sovet godt og har haft en behagelig Rejse over
Søen."
De var øjensynligt blevet instruerede udenfor.
Saa gik Naturen over Optugtelsen, de klappede ham beskyttende.
"Lille, søde Papa, har du bragt nogle ny Dukker med til os fra
Paris?"
"Og jeg vil gerne have en med rødt Haar, ligesom Evangeline," sagde
Yseult, den yngste.
Sir Charles syntes at kede sig og finde Situationen ubehagelig; han
kyssede sine tre nydelige smaa Dresdener Porcelænsdukker, der lignede
ham, og dog ikke lignede ham -- de har Lady Vers Hudfarve, men brune
Øjne og gyldent Haar ligesom hans.
"Ja, bed Harbottle om Pakkerne," sagde han. "Jeg har ingen Tid til at
tale med jer -- sig til jeres Moder, at jeg kommer hjem til Lunch,"
og idet han gjorde en Undskyldning, fordi han gik saa pludselig --
han skulde til et Møde i City -- forsvandt han ud af Stuen.
Jeg gad vide, hvorledes Lady Ver faar hans Hjerte til at banke. Jeg
kan godt forstaa, at hun foretrækker -- Lord Robert.
"Hvorfor er Papas Næse saa rød?" spurgte Yseult.
"Ti dog stille!" bad Mildred. "Stakkels Papa er kommet fra Søen."
"Jeg holder ikke saa meget af Papa," sagde Corisande, den mellemste.
"Han er gnaven, og sommetider faar han den søde Mama til at græde."
"Vi maa altid elske Papa," sagde Mildred med en Stemme, som om hun
fremsagde en Lektie. "Vi maa altid elske vore Forældre, og
Bedstemoder, og Bedstefader, og Tanter og Kusiner -- Amen." Dette
"Amen" smuttede uforvarende ud, og hun saá forvirret ud og rettede
sig selv, da hun havde sagt det.
"Lad os gaa og finde Harbottle, Harbottle er Papas Kammertjener,"
sagde Corisande, "og han er meget mere opmærksom end Papa. Sidste
Gang bragte han mig en højlandsk Drengedukke, skønt Papa havde glemt,
at jeg havde bedt om den."
De gik alle tre ud af Stuen, først kyssede de mig, og saa nejede de
sødt, da de kom hen til Døren. De er aldrig uhøflige eller støjende
-- de tre Engle, jeg holder meget af dem.
Da jeg blev alene, følte jeg mig som en død Fisk. Mine Øjne faldt paa
Spalten "London fra Dag til Dag" i _Daily Telegraph_, og jeg saá
ligegyldigt ned ad den -- uden at lægge Mærke til Ordene, indtil jeg
læste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St.
James, fra Udlandet."
Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved? Lord
Robert havde mødt os igen, i Forhallen, da vi kom ud fra Operaen; han
saá meget bleg ud, og han gjorde Lady Ver en Undskyldning, fordi han
var gaaet saa pludselig bort. Han var blevet forkølet, sagde han, og
var gaaet ud for at faa et Glas Cognak, og nu havde han det helt
godt, og vilde vi nu ikke komme med og spise til Aften, og mange
andre elskværdige Ting, medens han saá paa hende med den inderligste
Hengivenhed -- det var, som om jeg ikke eksisterede.
Hun var lunefuld, som hun sommetider er. "Nej, Robert, jeg vil i
Seng. Jeg er ogsaa blevet forkølet," sagde hun.
Og da Tjeneren i samme Øjeblik meldte Automobilet, fløj vi af Sted og
forlod dem. Christopher havde knappet min Zobelskindskrave med en
Besiddermine, der til enhver anden Tid vilde have irriteret mig ud
over alle Grænser, men jeg følte mig kold og død og fuldkommen
følelsesløs.
Lady Ver sagde ikke et Ord paa Vejen hjem, og hun kyssede mig køligt,
da hun gik ind i sit Værelse -- saa raabte hun ud:
"Jeg er træt, Slangepige -- tro ikke, at jeg er gnaven -- Godnat!" og
jeg gik op i Seng.
I Morgen er det Lørdag, og mit Besøg her er forbi. Efter min Lunch
hos Lady Merrenden er jeg en Vandrer paa Jordens Overflade.
Hvor skal jeg vandre hen -- jeg føler, at jeg gerne vil gaa bort
alene -- bort til et Sted, hvor jeg ikke ser et menneskeligt Væsen,
der er engelsk. Jeg vil gerne glemme, hvordan de ser ud -- jeg vil
ikke se deres velformede Hoveder -- jeg vil, aa, jeg véd ikke, hvad
jeg vil.
Skal jeg gifte mig med Hr. Carruthers? Han vilde spise mig op, og saa
tage tilbage til Paris til den Dame, han elsker -- men saa kunde jeg
leve det Liv, jeg holder af -- og Carruthers Smaragderne er smukke --
og jeg elsker Branches -- og -- og --
"Hendes Naade vilde gerne tale med Dem, Frøken," sagde en Tjener.
Saa gik jeg op ad Trappen.
Lady Ver sad i et halvmørkt Værelse, der var rullet bløde, lyserøde
Gardiner ned bagved de halvt sammentrukne blaa Silkegardiner.
"Jeg er saa forfærdelig tung i mit Hoved, Evangeline," sagde hun.
"Saa vil jeg stryge Dem over Haaret," og jeg satte mig op ved Siden
af hende og begyndte at stryge hende over Panden med mine
Fingerspidser.
"De er virkelig sød, Slangepige," sagde hun, "og De kan ikke gøre ved
det."
"Hvad kan jeg ikke gøre ved?"
"At De er en Heks. Jeg vidste, da jeg første Gang saá Dem, at De
vilde gøre mig Fortræd, og jeg forsøgte paa at beskytte mig ved at
være venlig imod Dem."
"Aa, kære Lady Ver," sagde jeg dybt rørt, "jeg vilde ikke for alt i
Verden gøre Dem Fortræd, og De miskender mig virkelig; jeg har holdt
mit Løfte, baade bogstavelig og -- i Aanden."
"Ja, det véd jeg, at De har, bogstaveligt, i det mindste -- men
hvorfor gik Robert ud af Logen i Aftes?" spurgte hun træt.
"Han sagde jo, at han var forkølet, ikke sandt?" svarede jeg sagte.
Hun slog Hænderne lidenskabeligt sammen.
"Forkølet!!! De kender ikke Robert! Han har aldrig i sit Liv været
forkølet," sagde hun. "Aa, han er det kæreste, kæreste Væsen i
Verden. Han faar mig til at tro paa alt, hvad der er godt og
hæderligt. Han er ikke lastefuld, han er ikke lapset, og han kender
Verden, og han lever i den, som alle vi andre, og dog begynder han
ikke med at tro, at enhver Kvinde er et let Bytte, og underminerer
den Smule Selvagtelse, hun maaske har tilbage."
"Ja," sagde jeg, jeg kunde ikke finde andet at sige.
"Hvis jeg havde haft saadan en Mand, vilde jeg aldrig have gabet,"
vedblev hun, "og desuden er Robert alt for bydende skinsyg til at
lade én more sig med en anden."
"Ja," sagde jeg igen, og blev ved med at stryge hendes Pande.
"Han har ogsaa Følelse -- han er ikke dagligdags og brutal -- og aa,
De skulde se ham paa en Hest, han er alt for smuk, alt for smuk!" Hun
strakte sine Arme ud med en træt Bevægelse, der var patetisk og rørte
mig.
"De har vel kendt ham meget, meget længe?" sagde jeg blidt.
"Maaske i fem Aar, men kun flygtigt indtil denne Sæson. For tidligere
havde jeg travlt med andre. Jeg har leget med saa mange." Saa tog hun
sig sammen. "Men Robert er den eneste, som aldrig har gjort Kur til
mig. Han har altid været sød og kær og har behandlet mig som en
Dronning, som om jeg stod for højt til det, og han har altid gjort,
som han selv vilde, og ikke brudt sig en Døjt om andres Mening. Jeg
har ofte gerne villet have, at han skulde gøre Kur til mig. Men nu
forstaar jeg, at det ikke kan nytte. Men De skal ikke have ham,
Slangepige! Jeg fortalte ham, medens vi kørte til Operaen, at De var
kold som Is, og at De legede med Christopher, og i Morgen tager jeg
ham med mig til Northumberland, bort fra Dem. Han skal i alt Fald
være min trofaste Ven. De vilde knuse hans Hjerte, og jeg vil endnu
holde Dem til Deres Løfte."
Jeg sagde ingenting.
"Hører De, jeg siger, at _De_ vilde knuse hans Hjerte. Han vilde kun
være i Stand til at elske lige til det sidste. Den Slags Kærlighed,
som enhver anden Kvinde vilde dø for, men De -- De er Carmen."
I alt Fald skal hverken _hun_ eller nogen anden Kvinde se, hvad jeg
er eller ikke er. Ingen skal se ind i mit Hjerte. Jeg sagde roligt:
"Carmen blev dræbt."
"Og det var godt nok til hende, den fortryllende, djævelske Dæmon!"
Saa skiftede hendes Lune, og hun lo.
"Saá De Charlie?" spurgte hun.
"Vi drak Te sammen i Morges!"
"En fornøjelig Person, ikke sandt?"
"Nej," sagde jeg, "han saá gnaven og syg ud."
"Syg!" sagde hun med en Skygge af Ængstelse. "Aa, De mener
dyseptisk."
"Maaske."
"Naa, det gør han altid, naar han kommer fra Paris. Hvis De kunde gaa
ind i hans Stue og se den Række Fotografier, der staar paa hans
Kaminhylde, kunde De maaske gætte hvorfor."
"Billeder af 'Sole Dieppoise' og 'Poulet à la Victoria aux truffes',
uden Tvivl," sagde jeg.
Hun vred sig af Latter. "Ja, netop det!" sagde hun. "Men han tilbeder
mig paa sin Maade, og han har nok en ny Diamantring med til mig for
at gøre det godt igen -- nu skal De se til Lunch."
"Saa er han altsaa en fuldkommen Ægtemand?"
"Omtrent som Christopher vilde blive. Men Christopher vilde begynde
med at være en fuldkommen Elsker, der er intet, han ikke véd, og
Charlie har intet Begreb om den Rolle. Du store Himmel! Hvor mine
Hvedebrødsdage var kedsommelige."
Fru Carruthers sagde, at alle Hvedebrødsdage kun kunde sammenlignes
med at gaa til Tandlægen eller blive fotograferet. Nødvendige Onder,
som man skulde igennem for Resultaternes Skyld.
"Resultaterne?"
"Ja; det smukke Hus, og Juvelerne, og alt det andet."
Aa, ja! Hun havde vel Ret, men hvis man var blevet gift med Robert,
havde man faaet begge Dele. Hun sagde ikke hvilke begge Dele, men aa!
det vidste jeg.
"Saa tror De altsaa, at Hr. Carruthers vil blive en god Ægtemand?"
spurgte jeg.
"De vil aldrig rigtig lære Christopher at kende. Jeg er kommet sammen
med ham i mange Aar. De vil aldrig kunne føle, at han siger Dem den
hele Sandhed om noget som helst. Han er Epikuræer, og han analyserer
alle Følelser; jeg véd ikke, om han har nogen Guder; hvis han har
det, tror han ikke paa dem, han tror paa ingen og intet uden paa sig
selv. Han er for Øjeblikket heftigt forelsket i Dem, og han vil
giftes med Dem, fordi han ikke kan faa Dem paa andre Betingelser."
"De smigrer mig," sagde jeg lidt fornærmet.
"Jeg siger Sandheden. De vil sandsynligvis faa det dejligt sammen med
ham, og holde ham forelsket i Dem i mange Aar, fordi De ikke er
forelsket i ham, og han vil passe godt paa, at De ikke ser paa nogen
anden. Jeg kan tænke mig, at Christopher, hvis man var forelsket i
ham, vilde knuse éns Hjerte, som han knuste stakkels Alicia Verneys."
"Aa, men hvor det er dumt! Folk har ikke knuste Hjerter nu om
Stunder; De taler som ud af en Bog, kære Lady Ver."
"Der findes nogle faa Tilfælde af knuste Hjerter, men ikke som i
Bøgerne, af Død og Tragedier etc.! men kun fordi vi ikke kan faa,
hvad vi vil have, eller beholde, hvad vi har," og hun sukkede.
Vi talte ikke i nogle Minutter, saa sagde hun muntert:
"De har gjort mit Hoved bedre, Deres Strygninger er vidunderlige;
trods alt kan jeg godt lide Dem, Slangepige. De er ikke af dem, der
hænger paa Træerne."
Vi kyssede hinanden flygtigt, og jeg gik op paa mit Værelse.
Ja, det bedste, jeg kan gøre, er at gifte mig med Christopher, jeg
bryder mig saa lidt om ham, at Damen i Paris ikke vilde have noget at
betyde for mig, selv om hun ligner Sir Charles' Poulet à la Victoria
aux truffes. Han er en Gentleman, han vil i det mindste være god imod
mig og fin og hensynsfuld; og Carruthers Smaragderne er guddommelige,
og netop mine Stene. Kniplingerne vil ogsaa klæde mig, og Pelsværket,
og jeg vil have den Suite Værelser, som Fru Carruthers benyttede paa
Branches, gjort i Stand med lyst Grønt, og brændt alle Møblerne fra
Dronning Victorias Tid. Tilværelsen vil uden Tvivl blive fuld af
Triumfer og Fornøjelser.
Men aa! Jeg vilde ønske, jeg vilde ønske, at det var muligt at faa
"begge Dele".
_Park Street 300_,
Fredag Aften.
Lunchen gik meget godt. Sir Charles kom tilbage fra City i bedre
Humør, og, som Lady Ver havde forudsagt, forærede han hende et Smykke
fra Castier. Det var en Broche, ikke en Ring, men hun var henrykt og
kurrede for ham.
Han kom lidt sent, saa vi var gaaet til Bords, et Selskab paa otte
Personer, da han kom. De drillede ham allesammen med Paris, og han
tog det meget godmodigt -- det syntes endogsaa at more ham. Han har
intet Vid, men han ser ud som en Gentleman, og jeg tror, at han af en
Ægtemand at være er ganske passabel.
Jeg føler mig snart helt hjemme i Verden, og jeg kan tale med enhver.
Jeg hører efter og taler ikke meget, men naar jeg siger noget, faar
det dem til at tænke.
Der sad en meget pæn Herre ved Siden af mig i Dag, han mindede mig om
de gamle Generaler paa Branches. Vi førte en hel Krig med
Vittigheder, og det stimulerede mig.
Han fortalte mig blandt andet, da han havde opdaget, hvem jeg var, at
han havde kendt Papa -- Papa var i samme Regiment som han -- og at
han var sin Tids kønneste Mand. Masser af Kvinder var forelskede i
ham, men han var et troløst Væsen, og han red bort fra dem.
"Han morede sig sandsynligvis, tror De ikke? Og han havde det Held at
dø paa sit Livs Højdepunkt," sagde jeg.
"Han var engang forlovet med Lady Merrenden, véd De nok. Hun var den
Gang Lady Sophia Vavasour, og hun var ham absolut hengiven, men Fru
Carruthers kom imellem dem og tog ham fra hende; hun var mange Aar
ældre end han, og lige saa klog som hun var sminket."
"Stakkels Papa synes at have været en svag Skabning, er jeg bange
for."
"Alle Mænd er svage," sagde han.
"Og saa giftede han sig vel og forlod Fru Carruthers?" spurgte jeg.
Jeg vilde gerne høre saa meget som muligt.
"Ja --," svarede min gamle Oberst, "jeg var hans Forlover."
"Og hvordan var min Mama?"
"Hun var den yndigste Skabning, jeg nogensinde har set," sagde han,
"lige saa yndig som De, men De er Deres Faders udtrykte Billede, alt
undtagen Haaret, hans var lyst."
"Der er ingen, der nogensinde før har sagt, at jeg var yndig! Jeg er
glad, hvis De synes det," sagde jeg. Det glædede mig. Man har saa
ofte sagt mig, at jeg er tiltrækkende og aparte og vidunderlig og
guddommelig -- men aldrig netop yndig. Han vilde ikke sige mere om
mine Forældre, undtagen, at de ikke havde en _sou_ at leve af og ikke
var videre lykkelige; det sørgede Fru Carruthers for.
Da de saa allesammen var ved at gaa, sagde han: "Jeg er forfærdelig
glad over, at jeg har truffet Dem -- vi maa være Kammerater, for
gamle Tiders Skyld," og han gav mig sit Kort, for at jeg skulde gemme
hans Adresse, og sagde, at hvis jeg nogensinde trængte til en Ven,
skulde jeg sende ham et Par Ord, Oberst Tom Carden, Albany.
Det lovede jeg, at jeg vilde.
"De kan maaske blive min Forlover ved mit Bryllup," sagde jeg
muntert. "Jeg tænker paa at gifte mig engang!"
"Det vil jeg," lovede han, "og ved Jupiter, den Mand bliver en heldig
Fyr."
Lady Ver og jeg kørte ud efter Lunch -- vi gjorde nogle Visitter og
tog hen til Montgomeries, der lige var ankommet til Browns Hotel for
at bo der en Uge.
"Tante Katherine kommer altid hertil med de stakkels Pigebørn paa
denne Tid af Aaret, om Dagen tager hun dem med hen til en af sine
egne umulige gamle Skræderinder, og om Aftenen til Shakespeare eller
en eller anden Koncert, og hun vender tilbage med dem med værre og
værre Dragter for hvert Aar, der gaar. Det er ligefrem grusomt,"
sagde Lady Ver, medens vi gik op ad Trappen til deres Værelser.
Dèr sad de rundt om Tebordet, akkurat som paa Tryland. Kirstie og
Jean broderede og strikkede, og de andre to læste ny Kataloger over
Bøger om deres Arbejde!!
Lady Ver begyndte at drille dem. Hun gjorde dem alle mulige
Spørgsmaal om deres ny Kjoler og sagde, at de skulde hellere tage til
Paris engang imellem. Lady Katherine var saa kold som Is. Hun
misbilligede i høj Grad, at jeg var hos hendes Nièce, kunde man se.
Hun havde haabet, at Forbindelsen med Familien havde været forbi med
mit Besøg paa Tryland. Malcolm skulde ogsaa komme til Byen, hørte vi,
og Lady Ver efterlod en Indbydelse til ham til at spise til Middag i
Aften.
Saa gik vi.
"Hvis én af disse Fedtklumper havde en Gnist af Liv i sig, vilde den
gaa lige til Helvede," sagde Lady Ver, da vi gik ned ad Trappen.
"Tænk engang! Slips og Alterduge i London! Det var heldigt, at de
ikke kunde spise til Middag i Aften. Jeg var nødt til at indbyde dem,
og de kommer i Almindelighed én Gang, medens de er her -- de fire
Pigebørn og Tante Katherine -- og det er med den største
Vanskelighed, at jeg kan samle fire unge Herrer sammen til dem, hvis
de blot faar en Anelse om, hvem det er, de skal træffe. I
Almindelighed sikrer jeg mig et Par socialt fremadstræbende Jøder,
fordi jeg kan indse, at Bidragene til deres Velgørenhedsforetagender,
som de plager enhver, der kommer til at sidde ved Siden af dem, med,
bedre kan presses ud af Hebræerne end af en eller anden køn, fattig
Garderløjtnant. Aa, hvilket Liv!"
Hun var saa venlig imod mig paa Vejen tilbage; hun sagde, at hun var
meget ked af at lade mig ene tilbage i Morgen, og at jeg nu maatte
bestemme, hvad jeg vilde gøre, ellers vilde hun slet ikke rejse. Jeg
sagde, at jeg vilde rejse til Claridges, hvor Fru Carruthers og jeg
altid havde boet, og bo dèr i fuldkommen Ro med Véronique. Jeg kunde
have Raad til det i en Uge. Saa kørte vi derhen og traf Aftale om
det.
"Det er absolut umuligt for Dem at blive ved paa denne Maade, kære
Barn," sagde hun. "De maa have en Chaperone; De er meget for smuk til
at bo alene i et Hotel. Hvad kan jeg dog gøre for Dem?"
Jeg var forfærdelig ubehagelig til Mode, jeg vidste virkelig ikke,
hvad jeg skulde gøre. Aa, det er slet ikke morsomt at være
Eventyrerske, hvis man alligevel gerne vil beholde sine Venner i
Verden.
"Det gør maaske ikke noget, hvis jeg lader være med at tage imod
nogen i nogle Dage," sagde jeg. "Jeg vil skrive til Paris; min gamle
Mademoiselle er gift dèr med en Digter, tror jeg; hun vil maaske
modtage mig som Pensionær i nogen Tid."
"Det er meget fantastisk -- en fransk Digter! En rædsom, langhaaret,
snavset Skabning. Umuligt! De maa kunne indse, hvor nødvendigt det
er, at De gifter Dem med Christopher, saa snart De kan, Evangeline,
kan De ikke det?" sagde hun, og jeg var nødt til at indrømme, at der
kunde være Grunde for det.
"Sandheden er, De kan ikke være den mindste Smule ekscentrisk eller
ukonventionel, hvis De ser godt ud og er ugift," fortsatte hun, "De
kan maaske knipse med Fingrene ad Samfundet, men hvis De gør det,
faar De det ikke behageligt, og alle Mændene vil enten forsvare Dem
paa en taabelig Maade eller være uforskammede imod Dem."
"Aa, jeg indser det," sagde jeg, og jeg følte, at jeg havde en Klump
i Halsen.
"Jeg skal skrive til Christopher i Morgen," vedblev hun, "og takke
ham for i Gaar Aftes og sige noget pænt om Dem og Deres Ensomhed, og
at han som en Slags Slægtning maa komme og besøge Dem paa Søndag,
naar han blot ikke gør Kur til Dem, og tage Dem med i Zoologisk Have
-- tag ikke imod ham i Deres Dagligstue. Det vil netop give ham den
ekstra Stimulans, og naar I saa kommer ud i Haven, er De stille og
tilbageholdende, og ved de interessante Løve- og Tigerbure kan De
trolove Dem. Det bliver meget respektabelt. Telegrafer straks til mig
paa Mandag, til Sedgwick, og De maa komme tilbage til Park Street,
saa snart jeg kommer hjem paa Torsdag, hvis alt er afgjort."
Jeg takkede hende, saa godt jeg kunde. Hun var meget aabenhjertig og
ganske oprigtig. Jeg skulde være en velkommen Gæst som Christophers
Forlovede, det kunde ikke nytte, at jeg følte mig bitter i den
Anledning -- hun havde ganske Ret.
Da jeg lagde min Haand paa Malcolms skindmagre Arm, idet vi gik ned
til Middag, var det min eneste Trøst, at han ikke skulde være min
Skæbne! Jeg vilde hellere være alt andet i Verden end gift med ham!
Jeg forsøgte paa at være elskværdig mod Sir Charles. Vi var kun et
Selskab paa seks Personer. En gammel Frøken Harpenden, som kommer
alle Vegne for at spille Bridge, og Malcolm, og en af Lady Vers unge
Mænd, og jeg. Sir Charles er adspredt, men af og til tager han sig
sammen, han spiller med Knive og Gafler og lægger ogsaa Armene paa
Bordet. Han ser paa Lady Ver med Beundring i sine Øjne. Det er altsaa
sandt, antager jeg, at hun i Mellemrummene mellem Paris kan faa hans
Hjerte til at banke.
Malcolm gjorde Kur til mig efter Middag. Vi blev overladt til at tale
sammen, da de andre satte sig til at spille Bridge i den lille
Dagligstue.
"Jeg savnede Dem saa frygteligt, Frøken Travers," sagde han, "da De
forlod os, at jeg opdagede, at jeg var overordentlig indtaget i Dem."
"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget
saadant?"
"Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det."
"Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit
Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos
rødhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet."
"Aa, jeg vil slet ikke gøre Dem forvirret," sagde han elskværdigt.
"Jeg véd nok, at der er blevet lagt meget an paa mig -- maaske for
mine Besiddelsers Skyld," (dette med arrogant Beskedenhed), "men jeg
er villig til at lægge alt for Deres Fødder, hvis De vil blive min
Hustru."
"Alt?" spurgte jeg.
"Ja, alt."
"De er alt for god, Hr. Montgomerie, men hvad vilde Deres Moder
sige?"
Han saá urolig og temmelig nervøs ud.
"Jeg er bange for, at min Moder har gammeldags Ideer -- men jeg er
sikker paa, at hvis De gik hen til hendes Skræderinde -- vilde --
vilde De se anderledes ud."
"Kunde De da godt lide, at jeg skulde se anderledes ud? -- De vilde
ikke kunne genkende mig, hvis jeg gik til hendes Skræderinde."
"Jeg kan lide Dem ganske som De er," sagde han med en meget
nedladende Mine.
"Jeg er overvældet," sagde jeg ydmygt; "men -- for Resten -- hvad er
det for en Historie, jeg har hørt om Frøken Angela Grey? En Dame, jeg
har set i Aviserne, som danser i _The Gaiety_, ikke sandt? Er De
sikker paa, at hun vilde tillade Dem at gøre mig denne Erklæring uden
hendes Vidende?"
Han blev lamslaaet.
"Hvem har fortalt Dem om hende?" spurgte han.
"Ingen," svarede jeg. "Jean sagde, at Deres Fader var meget vred paa
Dem paa Grund af en Hest af det Navn, men jeg saá det tilfældigvis i
Listen over Tillokkelserne i _The Gaiety_ -- saa sluttede jeg deraf,
at det ikke var en Hest, og hvis De er forlovet med hende, synes jeg
ikke, det er rigtigt af Dem at forsøge paa at knuse mit Hjerte."
"Aa, Evangeline -- Frøken Travers" -- sagde han forvirret. "Jeg er
meget indtaget i Dem -- den anden var kun et Tidsfordriv -- et -- aa!
Vi Mænd, véd De nok -- unge og -- og -- efterstræbte -- har vore
Fristelser. Det maa De ikke tænke paa. Jeg vil aldrig se hende mere,
undtagen akkurat for at sige Farvel. Det lover jeg Dem."
"Aa, jeg kunde ikke gøre noget saa lumpent, Hr. Montgomerie," sagde
jeg. "De maa ikke tænke paa at opføre Dem saaledes for min Skyld --
mit Hjerte er ikke helt knust -- i Virkeligheden tænker jeg selv paa
at gifte mig."
Han sprang op.
"Aa! De har altsaa bedraget mig!" sagde han i selvretfærdig Harme.
"Efter hvad jeg sagde til Dem den Aften paa Tryland, og hvad De den
Gang lovede mig! Ja, De har bedraget mig groft."
Jeg kunde ikke sige, at jeg ikke havde hørt et Ord af, hvad han sagde
den Aften, og ikke havde nogen Anelse om, hvad jeg havde lovet. Selv
hans Overvurdering af sig selv fortjente ikke et saadant Slag! Og jeg
dæmpede min Stemme og min naturlige Vrede over hans Ord og sagde
ganske blidt:
"Vær ikke vred. Det gør mig ondt, hvis jeg ubevidst har givet Dem et
forkert Indtryk, men hvis vi skal tale om at bedrage, saa har De
bedraget mig med Hensyn til Frøken Grey, saa lad os ikke tale mere om
den Sag. Vi er kvit. Og skal vi saa ikke være Venner, som vi altid
har været" -- og jeg rakte min Haand frem og smilede ham frimodigt
ind i Ansigtet. Han tog sig sammen og greb min Haand og trykkede den
varmt. Hvoraf jeg vidste, at der var mere i Historien med Angela
Grey, end det saá ud til.
"Evangeline," sagde han, "jeg vil altid elske Dem; men Frøken Grey er
en meget agtværdig ung Kvinde, der er ikke et Ord at sige imod
hendes moralske Karakter -- og jeg har lovet hende Ægteskab -- saa vi
maa maaske hellere sige Farvel."
"Farvel," sagde jeg, "men jeg synes, at jeg har al mulig Grund til at
være fornærmet over Deres Tilbud, hvilket, efter Deres senere
Bemærkninger at dømme, ikke var værd at tænke paa et eneste Øjeblik!"
"Aa, men jeg elsker Dem!" sagde han, og efter hans Ansigt at dømme
var det sandsynligvis for Øjeblikket sandt. Saa sagde jeg ikke mere,
og vi rejste os og gik ind til Bridgespillerne. Og det lykkedes mig
ikke at komme til at tale mere alene med ham, før vi sagde Godnat.
"Friede Malcolm til Dem?" spurgte Lady Ver, da vi gik op i Seng. "Jeg
syntes, jeg saá et Blik i hans Øjne ved Middagen."
Jeg sagde hende, at han paa en Maade havde gjort det, med et
Forbehold til Gunst for Frøken Angela Grey.
"Det er alt for rædsomt!" sagde hun. "Det er for Øjeblikket blevet en
ren Epidemi i nogle af Garderregimenterne at gifte sig med disse
stakkels, simple Fruentimmer med høj moralsk Karakter og --
ligegyldige Fødder! Men jeg havde troet, at Skotternes Snedighed
vilde have beskyttet Malcolm mod deres Planer. Stakkels Tante
Katherine."