Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde
det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid. To Sjæle,
der er skabt for hinanden, vilde kunne naa Lykkens højeste Tinde
og udrette store Ting paa Vejen; men Livet er som en strid Strøm,
der raser af Sted, uden at man kan vælge, hvilke Lande den skal
igennem, indtil den løber ud i det store Verdenshav, der ganske
opsluger den. Hvis man kunde forudse -- hvis man blot i Tide
vidste -- maaske man saa kunde forandre dens Løb -- hvem véd.
_Hans Dronning._
_Park Street 300_,
Lørdag Aften den 19. Novbr.
Jeg bryder mig ikke meget om at se tilbage paa Resten af mit Ophold
paa Tryland. Det er et ubehageligt Minde.
Dagen efter, at jeg sidst skrev, øsregnede det, og de kom alle ned
til Morgenmaaltidet og var i daarligt Humør. Hele Selskabet kom, og
Maaltidet var lige saa stift og kedeligt som Middagen. Jeg havde
tilfældigvis sat mig, da Lord Robert kom, og Malcolm sad ved Siden af
mig. Lord Robert talte næsten ikke, han saá et Par Gange paa mig med
optrukne Øjenbryn.
Jeg længtes efter at sige ham, at det var, fordi jeg havde lovet Lady
Ver ikke at lege med ham, at jeg ikke talte med ham som Dagen før.
Gud véd, om han gættede det. Aa, hvor jeg den Gang ønskede, og jeg
har hundrede Gange senere ønsket det, at jeg slet ikke havde lovet
det. Det vilde vel nok være klogest at undgaa ham, for hvorledes
skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og
Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det ærgrede mig, lige
saa meget som jeg kunde se, at det ærgrede Lady Katherine. Jeg fnyste
ad ham og var saa ubehagelig som muligt.
Morgenteen er ikke straalende dèr, og Hr. Montgomerie nøder Folk til
at spise Grød. "Det er udmærket til at begynde Dagen med," siger han,
"Bur--r--r--r."
Lord Robert kunde ikke finde noget, som han vilde have, lod det til.
De var allesammen gnavne. Lady Katherine har en egen Maade at ordne
Folk paa ved alle Lejligheder; hun minder mig om en Høne med
Kyllinger, som slaar sine Vinger ud og klukker og jager, indtil de
alle er i en Krog. Hun har ogsaa den Skikkelse, saadan meget rund
forpaa! Den kvindelige Yngel befandt sig snart i Morgenværelset, med
Døren lukket, og den mandlige Del havde det vist lige saadan med
deres Vært, i det mindste saá vi dem ikke mere, før vi fik Øje paa
dem, da de gik forbi Vinduerne, iførte Regnfrakker og Gamascher, som
et meget ynkeligt Selskab af Sportsmænd.
Det eneste heldige var, at Malcolm ikke havde haft Tid til at minde
mig om mit Løfte, hvad det nu end var, og jeg følte mig sikrere.
Det var en rædselsfuld Formiddag, meget værre, end da vi var alene --
de begyndte næsten allesammen -- syv Damer foruden Familien -- at
beskæftige sig med Haandarbejde.
Een af dem, Lady Letitia Smith, broderede en Skrivemappe med Silke,
jeg blev ganske galdesyg af at se paa hende, hun var meget nærsynet
og havde den irriterende Vane at bede alle og enhver om at træde
hendes Synaal for hende. De strikkede Slips og Strømper og hæklede
Veste og Uldtørklæder og Huer til Nordsøfiskere; der var endogsaa én,
der slog Orchis. Ganske saadant noget, som Stuepiger laver i deres
Fritid til at pynte, Vorherre maa vide hvilket Klædningsstykke af
ubleget Bomuldstøj med.
Jeg spurgte hende, hvad det skulde bruges til, og hun sagde, at det
var til Børnenes Forklæder i hendes Forening. Hvis det ikke er
Tidsspilde, Gud véd, hvad det saa er!
Fru Carruthers sagde, at det var meget nyttigere at lære at sidde
stille og ikke være nervøs, end at fylde Verden med saadant noget
Kram.
Mary Mackintosh førte Konversationen an. Hun og Lady Letitia Smith,
der begge har smaa Børn, fortalte Ammestuehistorier, og naar der var
noget, som vi, de unge Piger, ikke maatte høre, hviskede de. Vi
opfangede alligevel lidt af det, og det lød rædsomt, hvad det saa end
var om. Jeg gad nok vide, om jeg bliver saadan, naar jeg bliver gift.
Det haaber jeg ikke!
Det er ikke underligt, at gifte Mænd er nødt til at sige smukke Ting
til andre Damer, hvis deres Koner er saadan, naar de kommer hjem.
Jeg forsøgte paa at være elskværdig imod en Dame, som sad ved Siden
af mig. Hun var Bibelkritiker og gik med Briller. Hun prøvede paa at
omvende mig, men jeg var abnormt tykhovedet den Dag og maatte have
alting forklaret om og om igen; saa opgav hun mig til sidst.
Endelig, da jeg følte, at jeg maatte gøre noget rent ravgalt, kom der
en Tjener for at sige, at Lady Verningham ønskede at tale med mig i
sit Værelse; jeg sprang straks op -- men da jeg kom til Døren, saá
jeg, at de begyndte at ryste paa Hovedet ad hende.
"Det er sørgeligt, at den kære Janthe har den uregelmæssige Vane at
drikke Te paa sit Værelse -- hun har slet ikke godt af det," etc.,
etc.; men Gud ske Lov, jeg var snart ude i Vestibulen, hvor hendes
Pige stod og ventede paa mig.
Man skulde ikke have anet, at det store Værelse, som hun beboede, var
et af Familien Montgomeries, saa forandret saá det ud! Hun havde
Masser af Fotografier staaende omkring, de nydeligste Guld
Toiletsager og en Mængde pibede Klædningsstykker og Blomster og
Lugteflasker, og sine egne Puder bag Ryggen, de var alle af blaa
Silke og smukt broderet Musselin, og hun saá saa sød og hyggelig ud
imellem det altsammen. Hun havde sit mørke Haar i Krøller omkring
Ansigtet, og en bedaarende Kniplingskappe over det. Hun røg en
Cigaret og skrev Breve med en Guldpen. Det blaa Silketæppe var
bedækket med Breve og Aviser og Telegrammer. Hendes Natkjole var
naturligvis udskaaret i Halsen og af tyndt Tøj ligesom min. Jeg
spekulerede paa, hvad Alexander vilde have sagt, hvis han kunde have
set hende i Modsætning til Mary! Jeg véd nok, hvem jeg vilde vælge,
hvis jeg var Mand!
"Naa, dèr er De," sagde hun og saá op under en Røgsky. "Sid paa
Sengen, Slangepige. Jeg syntes, at jeg maatte frelse Dem fra den
hellige Horde dernede, og saa vilde jeg se, hvorledes De saá ud ved
Dagslys. Ja, De har et mærkeligt Haar og ægte Øjenvipper og Teint. De
er en Heks, jeg kan se, at vi alle maa tage os i Agt for Dem!"
Jeg smilede, hun sagde det ikke uhøfligt, saa var jeg blevet
overlegen. Hun er vidunderlig yndig.
"De taler heller ikke meget," vedblev hun. "Jeg føler, at De er
farlig! Det er derfor, jeg er saa høflig imod Dem; jeg tror, det er
det klogeste. I Reglen kan jeg ikke udstaa unge Piger!" Og hun lo med
sin sølvklare Latter. "Sig nu, at De ikke vil gøre mig Fortræd!"
"Jeg vil ikke gøre nogen Fortræd, med mindre de gør mig Fortræd først
-- og jeg kan godt lide Dem, De er saa smuk."
"Saa er det godt. Saa er vi Kammerater. Jeg var bange for Robert i
Aftes, fordi jeg holder saa meget af ham; men De var sød efter
Middag, og nu bliver det nok godt altsammen; jeg fortalte ham, at De
sandsynligvis skulde giftes med Malcolm Montgomerie, og at han ikke
maatte blande sig i det."
"Nej, det kunde aldrig falde mig ind at gøre det!" udbrød jeg og gik
bort fra Sengen. "Jeg vilde hellere dø end tilbringe Resten af mit
Liv paa Tryland."
"Han bliver engang fabelagtig rig, véd De nok, og De kunde faa Fatter
Montgomerie paa Deres Side i en Haandevending og vende op og ned paa
hele Huset. De skulde dog hellere tænke over det."
"Jeg vil ikke," sagde jeg, og jeg følte, at mine Øjne funklede. Hun
løftede sine Hænder som for at værge sig imod en ond Aand, og hun lo
igen.
"Ja, ja da, saa skal De heller ikke! Men lad bare ikke de Smaragder
lyne imod mig, jeg kommer til at ryste over hele Legemet!"
"Vilde _De_ gerne giftes med Malcolm?" spurgte jeg og satte mig igen.
"Tænk Dem at være saadan éns Ejendom! At skulle se ham hver Dag! Tænk
Dem at leve sammen fra Morgen til Aften med et Menneske, som aldrig
kan forstaa en Spøg. Uha!"
"Hvad det angaar" -- hun udsendte en Røgsky -- "er Ægtemænd en Race
for sig -- der gives Mænd, Kvinder og Ægtemænd; og naar de bare
betaler Regninger og skyder stort Vildt i Afrika, er det alt, hvad
man kan forlange af dem; at kunne forstaa Spøg, det er overflødigt.
Min er meget generende, fordi han i Almindelighed tilbeder mig, og i
bedste Tilfælde kun forlader mig for at tage paa en tre Ugers
Baderejse til Homburg, eller nu og da en Uge til Paris; men Malcolm
kunde man stadig sende til Klippebjergene og den Slags Steder; han er
en hel Sportsmand."
"Det er ikke mit Ideal af en Ægtemand," sagde jeg.
"Hvad er da Deres Ideal, Slangepige?"
"Hvorfor kalder De mig 'Slangepige'?" spurgte jeg, "jeg hader
Slanger."
Hun tog Cigaretten ud af Munden og saá nogle Sekunder paa mig.
"Fordi De er saa smidig; der er ikke en stiv Linie i Deres Bevægelser
-- De ser meget skadelig ud, men ogsaa tiltrækkende og uengelsk, og
jeg kan ikke forstaa, hvorfor i Alverden Tante Katherine har indbudt
Dem til at komme her sammen med de hæslige Pigebørn. Jeg vilde ikke
have gjort det, hvis mine tre Engle var voksne og lignede dem." Saa
viste hun mig Fotografiet af sine tre Engle -- de er søde.
Men mit Udseende syntes at forurolige hende, for hun kom stadig
tilbage til det Emne.
"Hvor har De faaet det fra? Hørte Deres Moder til en anden Nation?"
Jeg fortalte hende, at stakkels Mama nærmest havde været et
Ulykkestilfælde og ikke havde været noget videre. "Man kan jo ikke
vide, om der havde været én eller anden mærkværdig Skabning blandt
hendes Forfædre -- maaske er jeg blandet sammen med røde Indianere
eller Negre."
Hun saá undersøgende paa mig.
"Nej, De er ikke, De er venetiansk -- det er De -- en Doges skønne,
ryggesløse Veninde, der er kommet til Live igen."
"Jeg véd, at jeg er slet," sagde jeg. "Det er altid blevet sagt mig,
men endnu har jeg ingenting gjort eller haft nogen Fornøjelse af det,
og det vil jeg gerne."
Hun lo igen.
"De maa komme med mig til London, naar jeg tager herfra paa Lørdag.
Saa skal vi se, hvad vi kan gøre."
Det lød godt nok, og dog havde jeg en Følelse af, at jeg hellere
vilde sige Nej, og hvis Tonen havde været Spor af beskyttende, havde
jeg straks gjort det. Vi talte længe sammen, og hun fortalte mig
mange interessante Ting. Hun forsikrede mig, at Verden var dejlig,
naar man kunde undgaa kedsommelige Mennesker og havde en god Kok og
et Par Venner. Lidt efter gik jeg, for hun fandt pludselig paa, at
hun vilde komme ned til Lunch.
"Jeg tror ikke, at det er sikkert paa det nuværende Stadium at lade
Dem være alene med Robert," sagde hun.
Jeg blev vred.
"Jeg har lovet ikke at lege med ham, er det ikke nok?" udbrød jeg.
"Jo, véd De hvad, det tror jeg, Slangepige!" sagde hun og saá
tankefuld ud, "men De er tyve Aar, og jeg er over tredive, og -- han
er en Mand! -- saa man kan ikke være for forsigtig!" Saa lo hun og
stak Fødderne i et Par blaa Silketøfler og ringede paa sin Pige.
Jeg tror ikke, at Alderen kan have meget at sige; hun er langt mere
indtagende end nogen ung Pige, og hun behøver ikke at lade, som om
hun var bange for mig. Men det, som slog mig, og som jeg har tænkt
paa lige siden den Gang, er, at det ikke maa være behageligt for éns
Selvagtelse at maatte gøre sig Umage for at holde paa en Mand. Det
vilde jeg aldrig nogensinde gøre. Hvis han ikke vilde blive, fordi
det var det i Verden, han helst vilde, saa kunde han gaa. Jeg vilde
sige "_Je m'en fiche!_"
Lunch, til hvilken Jægerne kom ind, var ikke en morsom Picnic i et
Skovhus, som paa Branches. Jeg sad forsætlig mellem to gamle Herrer
og gjorde mit Bedste for at være ærbødig og intelligent. Den ene var
en rigtig rar gammel Fyr, og han begyndte til sidst at sige mig
Komplimenter. Han lo ad alt, hvad jeg sagde. Lige overfor mig sad
Malcolm og Lord Robert, med Lady Ver imellem sig. De saá begge gnavne
ud. Det varede længe, inden hun kunde faa dem muntre og elskværdige.
Jeg morede mig ikke.
Da det var overstaaet, kom Lord Robert lige hen til mig.
"Hvorfor er De saa lunefuld?" spurgte han. "Jeg vil ikke behandles
paa den Maade, De véd godt, at jeg kun er kommet her for Deres Skyld.
Vi er saa gode Venner -- eller var det. Hvorfor?"
Aa, jeg vilde saa gerne sige, at jeg endnu var hans gode Ven, og at
jeg gerne vilde tale med ham. Han var saa bedaarende køn, og saa
velskabt, og der var det smukkeste Vredeslyn i hans blaa Øjne.
Jeg kunde let nok have holdt mit Løfte nøjagtigt og dog have brudt
det i Aanden ved at lade ham underforstaa min Mening -- men saa lavt
kunde jeg naturligvis ikke handle, da jeg skulde være Lady Vers Gæst.
Saa saá jeg ud ad Vinduet og svarede koldt, at jeg var meget
venskabeligsindet imod ham, og at jeg ikke forstod ham, og saa vendte
jeg mig straks om til min gamle Herre og gik med ham ind i
Biblioteket. Jeg var saa kold, som jeg kunde være, uden at være rent
ud grov, men jeg havde hele Tiden en flov, tung Følelse om Hjertet.
Han saá saa vred og bebrejdende ud, og jeg vilde nødigt, at han
skulde tro, at jeg var lunefuld.
Vi saá dem ikke igen før til Te, jeg mener Sportsmændene. Men Tetiden
paa Tryland er ikke hyggelig. Den er lige saa stiv som de andre
Maaltider. Lady Ver tillod ikke Lord Robert at forlade sig, og straks
efter Te begyndte de, der var i Dagligstuen, at spille Bridge, og det
blev de ved med, indtil Klokken ringede til Omklædning.
Man skulde have troet, at Lady Katherine misbilligede Kortspil, men
jeg antager, at ethvert Menneske maa have én Modsigelse i sit Væsen,
for hun elsker Bridge, og spiller om de laveste Indsatser, som en
"fattig Eventyrer", som der staar i Bøgerne.
Jeg kan ikke skrive alle Enkeltheder fra Resten af Besøget. Jeg var
ulykkelig, og det er Sandheden. Skæbnen syntes at modsætte sig, at
Lord Robert talte til mig -- selv naar han forsøgte paa det -- og jeg
følte, at jeg maatte være ekstra kold og afskyelig, fordi jeg --
naa, jeg kan lige saa godt sige det -- synes, at han er saa
indtagende. Jeg saá ikke en eneste Gang paa ham gennem mine
Øjenvipper, og efter den følgende Dag prøvede han ikke engang paa at
faa en Forklaring.
Han saá undertiden forbitret paa mig -- særligt naar Malcolm hang
over mig -- og Lady Ver sagde, at hans Humør var rædsomt.
Hun var saa sød imod mig, at det næsten saá ud, som om hun gerne
vilde gøre godt igen, at hun ikke vilde lade mig lege med Lord
Robert.
(Naturligvis vilde jeg ikke lade hende se, at jeg brød mig om det.)
Endelig kom Fredag og den sidste Aften.
Jeg sad i mit Værelse fra Te til Middag. Jeg kunde ikke længere
udholde Malcolm. Indtil da havde jeg undgaaet hans Tilnærmelser
ganske godt; men det Løfte, jeg havde givet ham, hang stadig over
Hovedet paa mig. Jeg afbrød ham, hver Gang han vilde forklare mig,
hvad det var, og indtil dette Øjeblik véd jeg det ikke, men det
afholdt ham ikke fra at sige kedelige, forelskede Ting, blandet med
indbildske Raad. Jeg véd ikke, hvad der vilde være sket, hvis jeg
ikke, da han lige efter Te blev saa rædsomt kærlig, var blevet
rasende og havde udslynget denne Bombe:
"Jeg tror ikke et Ord af det, De siger -- De interesserer Dem i
Virkeligheden kun for Angela Grey."
Han var lige ved at besvime og holdt straks inde. Saa det er
naturligvis ikke en Hest. Det var jeg ganske sikker paa. Det er
sandsynligvis en af disse Damer, som Fru Carruthers sagde, at alle
unge Mænd kendte. Hun kaldte dem deres Ungdoms Mæslinger og
Skoldkopper.
Alle de gamle Herrer talte med mig, og det gjorde ogsaa de to andre
unge Mænd, men i de sidste Dage havde jeg ikke mit sædvanlige gode
Humør. Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord
Robert hen til Lady Ver -- hun havde stukket sin Haand ind under min
Arm.
"Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg
har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en
eller anden Dame med, ikke sandt?"
"Jeg skal prøve paa det," svarede Lady Ver, og hun saá ham lige ind i
Øjnene; saa vendte hun sig om til mig. "Jeg synes, det er grusomt at
lade Dem være alene, Evangeline," (hun kaldte mig næsten lige straks
Evangeline, det vilde jeg aldrig gøre overfor en Fremmed) "men det
kan vel ikke gaa an, at De gaar i Teatret endnu?"
"Jeg holder meget af at være alene," sagde jeg, "jeg vil gaa tidligt
i Seng."
Saa bestemte de, at de alle skulde spise til Middag hos hende, og da
jeg altsaa vidste, at jeg skulde se Lord Robert igen, sagde jeg ikke
engang Farvel til ham, han rejste med det første Tog.
En Del af Gæsterne tog til London sammen med os.
Min Afsked med Lady Katherine var koldt høflig. Jeg takkede hende
inderligt for den Venlighed, hun havde vist mig ved at indbyde mig.
Hun fornyede ikke sin Indbydelse; hun syntes formodentlig, at en ung
Pige som jeg, der skal sørge for sig selv, ikke var passende Selskab
for hendes Alterdugs- og Sløjdarbejdersker.
Indtil nu -- sagde hun til Lady Ver -- havde Fru Carruthers
naturligvis opdraget mig meget omhyggeligt og passet godt paa mig,
men hun bifaldt ikke hendes Anskuelser. Og da hun nu havde gjort sit
Bedste for mig ved denne Lejlighed, idet hun reddede mig fra at være
alene med Hr. Carruthers, syntes hun, at det var alt, hvad man kunde
forlange af hende. Hun antog, at min Stilling i Fremtiden vilde
blive alt for lidt konventionel for deres Kreds! Lady Ver fortalte
mig dette med stor Munterhed. Hun var overbevist om, at det vilde
more mig -- det morede hende selv saa meget -- men det fik mig til at
tænke paa Historien om Drengene og Frøerne!
Lady Ver strækker engang imellem en Klo frem, som kradser, medens hun
klukker af Latter. Maaske mener hun det ikke.
Dette Hus er kønt og fuldt af nydelige Ting, saa vidt jeg har kunnet
se. Vi kom lige tidsnok til at klæde os om til Middag i flyvende
Fart. Jeg har et lille bitte Værelse paa fjerde Sal, ved Siden af de
tre Engle. Jeg kom først ned, og Lord Robert og Hr. Campion var i
Dagligstuen. Sir Charles Verningham er for Øjeblikket i Paris, saa
jeg har endnu ikke set ham.
Lord Robert stod og klappede den ældste Engel paa Haaret, hun var
endnu ikke gaaet i Seng. Hun er noget af det yndigste, og saa høflig
og saa forskellig fra Mary Mackintosh' Børn.
Han forestillede Hr. Campion for mig, og vendte saa tilbage til
Mildred -- Engelen.
Pludselig fik jeg Lyst til at gøre Ulykker, det var Reaktionen efter
de sidste kedelige Dage, saa saá jeg op paa Hr. Campion gennem mine
Øjenvipper, og det havde den Virkning, som det altid har paa Folk,
han blev straks interesseret. Jeg véd ikke, hvorfor det gør dem saa
løjerlige. Jeg kan huske, at jeg første Gang lagde Mærke til det i
Skolestuen paa Branches. Jeg var ved at skrive en frygtelig Stil om
_le participe passé_ og følte mig meget _égarée_, da en af de gamle
Ambassadører kom ind for at tale med Mademoiselle. Jeg saa hurtigt op
med Hovedet lidt bøjet, og han sagde paa Tysk til Mademoiselle, at
jeg havde de mærkeligste Øjne, han nogensinde havde set, og at det
Blik op under Øjenvipperne havde Fanden skabt!
Nu vidste jeg allerede den Gang, at hvad Fanden har skabt, er
tiltrækkende, saa jeg har aldrig glemt det, skønt jeg den Gang kun
var femten Aar. Jeg besluttede altid, at jeg vilde prøve det, naar
jeg blev voksen og vilde sætte Sindet i Bevægelse hos nogen. Men naar
undtages Hr. Carruthers og Lord Robert, har jeg ikke haft megen
Chance for at forsøge det.
Hr. Campion satte sig ved Siden af mig i Sofaen og begyndte straks
med at sige, at jeg burde gaa med dem i Teatret; jeg talte med min
Fløjlsstemme og sagde, at jeg var i alt for dyb Sorg, og han bad
næsten forvirret om Undskyldning.
Han ser ganske godt ud, fiks og velklædt som Lord Robert, men han har
ikke den smukke Skikkelse. Vi talte sammen i omtrent ti Minutter. Jeg
sagde meget lidt, men han tog ikke sine Øjne fra mit Ansigt. Jeg
mærkede hele Tiden, at Lord Robert var nervøs og legede med en
Porcelænsko, som stod paa Bordet, og lige før Tjeneren meldte Fru
Fairfax, tabte han den paa Gulvet, og dens Hale knækkede af.
Fru Fairfax er ikke køn; hun har rødlig-gyldent Haar med brune Rødder
og en meget mørk Hud, men det er nydeligt arrangeret -- Haaret, mener
jeg, og maaske ogsaa Huden, for fra Siden kan man se den røde Sminke
paa den. Det maa være kedeligt at være nødt til at gøre alt det, men
det er unægtelig bedre end at se ud som Mary Mackintosh. Der er ingen
rigtig Ligevægt i hende, noget af hende er enten for langt eller for
kort. Jeg kan godt lide at se alt paa sin rette Plads -- som i Lord
Roberts Skikkelse. Saa kom Lady Ver, og vi gik alle ned til Middag.
Fru Fairfax gjorde sig meget behagelig for hende. Lady Ver kan ikke
videre godt lide hende, fortalte hun mig i Toget, men hun var nødt
til at telegrafere til hende om at komme, da hun ikke med saa kort
Varsel kunde faa fat i en anden, som Hr. Campion kunde lide.
"Det er en af den Slags Damer, som alle kender, og som ikke har Spor
af Stolthed," sagde hun.
Men ikke engang, naar jeg virkelig bliver en Eventyrerske, vil jeg
være saadan.
Middagen var meget livlig.
Lady Ver er meget morsom, naar hun er borte fra sine stive
Slægtninge. Hun siger alt, hvad der falder hende ind. Fru Fairfax
blev vred, fordi Hr. Campion vilde tale med mig, men da jeg ikke
syntes videre godt om hende, brød jeg mig ikke om det, men morede
mig. Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at
tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig
og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende,
rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud -- det fik mig
til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham. Da vi
kom ud i Vestibulen, medens Lady Ver og Fru Fairfax tog deres Kaaber
paa, kom Lord Robert tæt hen til mig og hviskede:
"Jeg _kan_ ikke forstaa Dem. Der er en eller anden Grund, hvorfor De
behandler mig saaledes, og jeg vil have den at vide. Hvorfor er De
saa grusom, lille ondskabsfulde Tigerkat?" og han kneb mig i en af
mine Fingre, saa jeg kunde have skreget.
Det gjorde mig vred.
"Hvor tør De røre ved mig!" sagde jeg. "Det er, fordi De véd, at jeg
ingen har til at beskytte mig, at De tager Dem en saadan Frihed."
Jeg følte, at mine Øjne flammede imod ham, men jeg havde en Klump i
Halsen; jeg vilde ikke være blevet fornærmet, hvis det havde været
enhver anden -- kun vred -- men han havde været saa ærbødig og
hensynsfuld imod mig paa Branches -- og jeg havde saa godt kunnet
lide ham. Derfor forekom det mig saa meget mere grusomt, naar han nu
var uforskammet.
Han blev bleg, og al Vreden forsvandt fra hans Ansigt, og han saá saa
inderlig ulykkelig ud.
"Aa! det maa De ikke sige!" sagde han med fortvivlet Stemme. "Jeg --
aa, det er det eneste, som De véd ikke er sandt."
Hr. Campion kom i det samme med sin Pels paa, og han var galant og
sagde, at han haabede, at vi maatte ses igen, men jeg sagde roligt
Godnat og gik op ad Trappen uden at sige et Ord mere til Lord Robert.
"Godnat, Evangeline, Skat," sagde Lady Ver, da jeg mødte hende
udenfor Dagligstuedøren. "Jeg véd, at det er skammeligt af mig at
forlade Dem, men i Morgen vil jeg virkelig forsøge paa at more Dem.
De ser bleg ud, Barn -- Rejsen har vist trættet Dem."
"Ja, jeg er træt," forsøgte jeg paa at sige med naturlig Stemme; men
det sidste Ord dirrede lidt, og Lord Robert var lige bagved mig, da
han var løbet op ad Trappen efter mig, saa jeg er bange for, at han
maa have hørt det.
"Frøken Travers -- hør --" sagde han bønligt, men jeg gik videre op
ad Trappen, og Lady Ver lagde sin Haand paa hans Arm og drog ham med
sig ned, og da jeg kom op paa fjerde Sal, hørte jeg Gadedøren smække
i.
Nu er de borte, og jeg er alene. Mit lille Værelse er hyggeligt, og
Ilden brænder klart. Jeg har en stor Lænestol og Bøger samt min
Dagbog, og det er altsammen meget rart -- men jeg føler mig saa
ulykkelig.
Jeg vil ikke græde og være en dum Kujon.
Naturligvis er det morsomt at være fri. Og jeg sørger _ikke_ over Fru
Carruthers Død -- maaske er jeg kun ensom og vilde ønske, at jeg var
med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke -- jeg -- aa -- det jeg vilde
ønske, er at -- at -- nej, jeg vil ikke engang skrive det.
Godnat, Dagbog!
_Park Street 300_,
Onsdag den 23. Novbr.
Hvor det er dumt at ønske sig Maanen! Men det er øjensynligt det, der
er i Vejen med mig. Her er jeg i et hyggeligt Hus, hos en elskværdig
Værtinde, og uden øjeblikkelig Pengemangel, og dog er jeg rastløs, og
sommetider ulykkelig.
I de fire Dage, siden jeg kom her, har Lady Ver været saa venlig imod
mig og gjort sig al mulig Umage for at more mig og opmuntre mig. Vi
har kørt omkring i Butiker i hendes elektriske Brougham, og her har
hver Dag været elskværdige Mennesker til Lunch, og jeg har haft, hvad
jeg formoder er en _succés_. Det siger de da i det mindste.
Jeg begynder at forstaa alting bedre, og det lader til, at man ingen
virkelige Følelser maa have, hvis man vil nyde Livet. Netop saaledes,
som Fru Carruthers sagde.
Lady Ver har været ude to Aftener, hun gik med mange Beklagelser
over, at hun lod mig blive hjemme, og jeg har opdaget, at hun havde
talt med Lord Robert, men han har ikke været her -- og det er jeg
glad over.
Jeg er blevet meget gode Venner med Englene, de er søde og meget
velopdragne. Lady Ver forstaar sig øjensynlig meget bedre paa det end
Mary Mackintosh, skønt hun ikke taler paa den Maade.
Jeg kan ikke tænke mig, hvad jeg skal gøre, naar jeg tager herfra.
Jeg antager, at denne Driven for Vind og Vove snart vil forekomme mig
ganske naturlig, men for Øjeblikket irriterer min nuværende Stilling
mig af forskellige Grunde. Jeg _hader_ at tænke paa, at Folk maaske
kun er venlige imod mig af Medlidenhed. Hvor det dog er dumt af mig!
Lady Merrenden kommer til Lunch i Morgen. Jeg glæder mig til at se
hende, fordi Lord Robert sagde, at hun var saa elskelig. Gud véd,
hvad der er blevet af ham, siden han ikke har været her -- Gud véd.
Nej, jeg er _alt for_ taabelig.
Lady Ver staar ikke op og drikker sin Morgente, saa jeg gaar ind til
hende i hendes Værelse og faar min paa en anden lille Bakke, og vi
taler sammen, og hun læser Brudstykker af sine Breve for mig.
Der synes at være en Mængde Mennesker, som er forelskede i hende --
det maa være morsomt.
"Paa den Maade holder jeg bedre fast paa Charlie," sagde hun, "fordi
han indser, at han ejer det, som de andre Mænd gerne vil have."
Hun siger ogsaa, at alle mandlige Væsener af Naturen er Kamphaner, de
sætter ikke Pris paa det, de opnaar let, og som de ikke har
Ulejlighed med at beholde. Man skal altid lade dem forstaa, at man er
væk som en Sneppe, hvis de et eneste Øjeblik slapper deres
Anstrengelser for at behage én.
Naturligvis gives der en Mængde ganske almindelige, dagligdags
Ægteskaber, hvor Manden holder meget af sin Kone, men det faar ikke
hans Hjerte til at banke, og Lady Ver siger, at hun ikke kunde holde
det ud med en Mand, hvis Hjerte hun ikke kunde faa til at banke, naar
hun vilde.
Jeg er nysgerrig efter at se Sir Charles.
De spiller en hel Del Bridge om Eftermiddagen, og det morer mig lidt
at tale med den Herre, som sidder over, og faa ham til ikke at have
Lyst til at gaa tilbage til Spillebordet igen.
Jeg lærer en Masse Ting.
Aften.
Hr. Carruthers kom og gjorde Visit i Eftermiddag. Han var det sidste
Menneske, jeg ventede at se, da jeg gik ind i Dagligstuen efter
Lunch for at vente paa Lady Ver. Jeg havde mit Overtøj paa, og en
stor, sort Hat, som, det glæder mig at kunne sige det, er meget
klædelig.
"Er De her?" udbrød han, da vi gav hinanden Haanden.
"Ja, hvorfor ikke?" sagde jeg.
Han saá meget behersket og tilbageholdende ud, som om det aldeles
ikke var hans Hensigt at lade sig forlede til at vise Spor af
Interesse. Det vakte straks den Beslutning hos mig, at jeg vilde
forandre alt det.
"Lady Verningham var saa venlig at indbyde mig til at tilbringe nogle
Dage hos hende, da vi forlod Tryland," sagde jeg stille.
"Aa! saa bor De her! Jeg var ovre paa Tryland i Forgaars. Jeg fik en
omhyggeligt udarbejdet Indbydelse fra Lady Katherine til at 'spise
til Middag og sove roligt', der var ikke stort Selskab. Jeg tog kun
imod den, fordi jeg troede, at jeg skulde træffe Dem."
"Hvor det var pænt af Dem," sagde jeg mildt. "Og fortalte de Dem
ikke, at jeg var rejst med Lady Verningham?"
"Nej, slet ikke. De meddelte mig kun, at De var taget til London; saa
antog jeg, at det var Deres oprindelige Plan med Claridges, og det
var min Hensigt at gaa derhen ved Lejlighed for at træffe Dem."
Jeg sagde igen, at det var pænt af ham, idet jeg slog Øjnene ned.
Han talte ikke i et Par Sekunder, og jeg sad ganske stille.
"Hvilke Planer har De?" spurgte han pludselig.
"Jeg har ingen Planer --"
"Men det maa De have -- det er latterligt -- De maa have taget en
eller anden Bestemmelse om, hvor De vil bo!"
"Nej, det forsikrer jeg Dem, at jeg ikke har," sagde jeg roligt,
"naar jeg tager herfra paa Lørdag, vil jeg stige ind i en Droske og
tænke paa et eller andet Sted, hvor den kan køre mig hen,
formodentlig naar vi drejer om ad Park Lane."
Han bevægede sig roligt, og jeg saá op paa ham under min Hat. Jeg véd
ikke, hvorfor han ikke mere er saa tiltrækkende for mig som i
Begyndelsen. Der er noget saa koldt og kynisk i hans Ansigt.
"Hør engang, Evangeline," sagde han endelig, "der maa tages en
Bestemmelse for Dem -- jeg kan ikke tillade Dem at drive saaledes af
Sted for Vind og Vove. Jeg er jo mere eller mindre Deres Formynder --
det maa De jo kunne forstaa."
"Nej, det kan jeg slet ikke," svarede jeg.
"De umulige lille Heks!" Han kom nærmere hen til mig.
"Ja, Lady Verningham siger, at jeg er en Heks og en Slange og alle
Slags slemme, tiltrækkende Ting, og jeg vil gerne tage et eller andet
Sted hen, hvor jeg kan vise disse Egenskaber! England er kedeligt --
hvad mener De om Paris?"
Hvor det morede mig at udslynge disse Bemærkninger! De vilde aldrig
være faldet mig ind overfor nogen anden!
Han gik én Gang op og ned i Stuen. Hans Ansigt var forstyrret.
"De maa ikke tage til Paris -- alene. Hvor kan saadan noget falde Dem
ind?" spurgte han.
Jeg svarede ikke. Han blev ude af sig selv.
"Deres Faders Familie er allesammen døde, siger De, og De véd intet
om Deres Moders Slægtninge, men hvem var hun? Hvad hed hun? Maaske
kunde vi finde nogle af Deres Paarørende."
"Min Moder kaldtes Frøken Tomkins," sagde jeg.
"_Kaldtes_ Frøken Tomkins."
"Ja."
"Saa var det altsaa ikke hendes Navn -- hvad mener De?"
Jeg hadede disse Spørgsmaal.
"Jeg formoder, at det var hendes Navn. Jeg har aldrig hørt, at hun
havde noget andet."
"Tomkins," sagde han, "Tomkins?" og han saá ransagende paa mig med
samme Mine som en Munk fra Inkvisitionen.
Naar jeg vil, kan jeg være saa irriterende og ikke sige Folk det, de
gerne vil vide, og det varede temmelig længe, før han fik fravristet
mig de Kendsgerninger, som Fru Carruthers saa ofte havde slynget mig
i Ansigtet, naar hun var vred, at stakkels Mamas Fader var Lord
Brandreth og hendes Moder Vorherre maa vide hvem!
"De indser altsaa," sluttede jeg, "at jeg slet ingen Slægtninge har,
ikke sandt?"
Han satte sig i Sofaen.
"Evangeline, der er ikke andet at gøre, De maa gifte Dem med mig,"
sagde han.
Jeg satte mig lige overfor ham.
"Hvor De er komisk!" sagde jeg. "De, en klog Diplomat, kender saa
lidt til Kvinder! Hvem i Alverden vil tage imod et saadant Tilbud!"
og jeg lo.
"Hvad skal jeg gøre med Dem?" udbrød han vredt.
"Ingenting!" Jeg lo endnu, og jeg saá paa ham med det Blik, som
"Fanden har skabt". Han kom hen til mig og tog min Haand med Magt.
"Ja, De er en Heks," sagde han. "En Heks, som kaster Runer og
kuldkaster Beslutninger og Principper. Jeg besluttede at glemme Dem
og jage Dem ud af mit Liv -- De passer slet ikke til mig, véd De nok,
men saa snart jeg ser Dem, er jeg opfyldt af et eneste Ønske. Jeg
_maa_ have Dem for mig selv -- jeg har Lyst til at kysse Dem -- at
røre ved Dem. Jeg vil forhindre alle andre Mænd i at se paa Dem --
hører De, Evangeline?"
"Ja, jeg hører det," svarede jeg. "Men det har slet ingen Virkning
paa mig. De vilde blive rædsom som Ægtemand. Jeg véd, hvordan de alle
er!" og jeg saá op. "Jeg saá flere Slags paa Tryland, og Lady
Verningham har fortalt mig om de øvrige; saa jeg véd, at De ikke
vilde du til nogen Verdens Ting i den Rolle."
Han kunde ikke lade være med at le, men han holdt endnu min Haand.
"Beskriv de forskellige Typer for mig, at jeg kan se, hvilken der
vilde passe paa mig," sagde han med stor Alvor.
"Der er Mackintosh-Arten -- ydmyg og vrøvlet, og en Slags
Underbarnepige," sagde jeg.
"Det er ikke min Slags, er jeg bange for."
"Saa er der Montgomerie-Arten, egenkærlig og grov og gerrig --"
"Men jeg er ikke Skotte."
"Naa -- nej, men Lord Kestervin var Englænder, og han vimsede omkring
og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne."
"Men jeg vilde have en Kammertjener."
"Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner!
Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og én
proppede sig med Mad, og én aabnede sin Kones Breve, før hun kom
ned!"
"Sig mig, hvorledes en fuldkommen Ægtemand skal være, saa kan jeg
maaske lære det," sagde han.
"Han skal betale alle Regningerne."
"Det kunde jeg nok gøre."
"Og han maa ikke blande sig i éns Foretagender. Og man maa være i
Stand til at faa hans Hjerte til at banke."
"_Det_ kunde De gøre!" og han bøjede sig nærmere hen imod mig. Jeg
trak mig tilbage.
"Og han skal gøre lange Rejser til Rocky Mountains i flere Maaneder
ad Gangen med Venner."
"Nej, paa ingen Maade!" udbrød han.
"Dèr kan De selv se!" sagde jeg, "det allervigtigste vilde De ikke
gaa ind paa. Det kan ikke nytte at tale mere om det."
"Jo, det kan! De har ikke sagt halvt nok. -- Skal han ogsaa kunne faa
Deres Hjerte til at banke?"
"De klemmer min Haand."
Han slap den.
"Skal han?"
"Lady Ver sagde, at det kan ingen Ægtemand -- den Kendsgerning, at
han er det, holder éns Hjerte ganske roligt og faar ofte én til at
gabe -- men hun sagde, at det er ikke nødvendigt, saa længe man bare
kan faa hans til det, saa han gør alt, hvad man forlanger."
"Banker Kvinders Hjerter da aldrig -- sagde hun Dem ikke det?"
"Jo, naturligvis banker de! Hvor De er naiv, af tredive Aar. De
banker uophørligt for -- aa -- for Folk, som ikke er Ægtemænd."
"Det er altsaa Resultatet af Deres Iagttagelser? De har sandsynligvis
Ret; og jeg er en Daare."
"I Gaar ved Lunch var der nogen, der sagde, at der var en smuk Dame i
Paris, hvis Hjerte bankede for Dem," sagde jeg og saá igen paa ham.
Det gjorde Indtryk paa ham -- kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen
eller blev urolig -- men jeg saá, at det ramte.
"Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nærmere
til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?"
"Jeg vil -- aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg;
"med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til
mig. Hvis De saa falder paa Knæ, vil jeg maaske række Dem mine
Fingerspidser!" og jeg gik henimod Døren, idet jeg nejede dybt for
ham.
Han fo'r efter mig.
"Evangeline," udbrød han, "jeg er i Reglen ikke voldsom, jeg er i
Virkeligheden snarere rolig, men De kunde gøre én fuldstændig gal,
det ender med, at en eller anden engang kvæler Dem -- Heks!"
"Saa maa jeg hellere løbe min Vej for at redde min Hals," sagde jeg
og lo over Skulderen, medens jeg aabnede Døren og løb op ad Trappen,
og jeg kiggede paa ham over Rækværket, da han var kommet ud i
Vestibulen.
"Farvel," raabte jeg, og uden at vente paa Lady Ver traskede han ned
ad Trappen og ud paa Gaden.
"Evangeline, hvad _har_ De bestilt?" spurgte hun, da jeg kom ind i
hendes Værelse, hvor hendes Pige var ved at sætte hendes Slør fast
foran Spejlet, medens hun rystede ved det -- Lady Ver er undertiden
gnaven imod hende, meget værre end jeg er imod Véronique.
"Evangeline, De ser uartigere ud end nogensinde, bekend straks."
"Jeg har været saa god som Guld," sagde jeg.
"Hvorfor funkler da de to Smaragder saadan, maa jeg spørge?"
"De funkler af bevidst Dyd," sagde jeg uskyldigt.
"De har været oppe at skændes med Hr. Carruthers. Gaa Deres Vej,
Welby! Dumme Kvinde, kan De ikke se, at Sløret tager fat i min Næse?"
Welby gik ydmygt sin Vej (naar Lady Ver har været vred, sender hun
Welby i Teatret). Welby tilbeder hende.
"Evangeline, hvor tør De! Jeg ser det altsammen. Jeg hørte lidt om
det af Robert. De har været oppe at skændes med den Mand, som De
netop maa gifte Dem med!"
"Hvad véd Lord Robert om mig?" spurgte jeg. Jeg blev vred.
"Ingenting, han sagde kun, at Carruthers beundrede Dem paa Branches."
"Naa!"
"Christopher er ogsaa indtagende! Han er et af 'de gifte Damers
Kælebørn', som Ada Fairfax siger, og han har aldrig før talt til en
ung Pige. De burde være taknemlig over, at vi har ladet ham se paa
Dem -- Vildkat! -- i Stedet for at skændes med ham, som jeg kan se,
De har!" Hun lo, medens hun lod, som om hun skændte paa mig.
"Jeg kan da nok tillade mig den uskyldige Adspredelse," sagde jeg,
"jeg kan jo ikke gaa i Teatret!"
"Fortæl mig om det," befalede hun og trampede med Foden.
Men jeg har tidligere, i Fru Carruthers Tid, lært, at det er klogere
at beholde sine egne Sager hos sig selv -- saa forsvarede jeg mig
lidt og lo, og endelig kørte vi ud, uden at hun var blevet klogere.
Paa Vejen ind i Parken mødte vi en Afdeling af det tredie
Livgarderegiment, som havde eskorteret Kongen et eller andet Sted
hen, og dèr red Lord Robert i sin smukke Uniform og med vajende Fjer
-- han saá saa smuk ud -- og mit Hjerte begyndte pludselig at banke;
jeg kunde føle det, og jeg skammede mig, og det trøstede mig ikke at
tænke paa, at den Sindsbevægelse, som en Uniform fremkalder, ikke
indskrænker sig til Barnepiger alene.
Det maa naturligvis have været Uniformen og den sorte Hest -- Lord
Robert betyder intet for mig. Men jeg kan ikke lide at tro, at jeg,
fordi Mamas Moder var af lav Herkomst, skulde have arvet disse
plebejiske Instinkter.
_Park Street 300_,
Torsdag den 24. Novbr. Aften.
Lady Merrenden er saa nydelig -- hun har et af disse gode Ansigter,
som en stram Frisure i et Net ikke ødelægger. Hun er høj og yndefuld,
maaske over halvtreds, og hun har et Udtryk i Øjnene, som ligner Lord
Roberts. Ved Lunchen var hun straks saa sød imod mig og saá ikke ud,
som om hun mente, at jeg maatte være slet, blot fordi jeg har rødt
Haar, saaledes som ældre Damer i Almindelighed plejer.
Jeg fik straks Lyst til at være god og elskværdig. Hun hentydede ikke
til min forladte Stilling eller sagde noget taktløst, men hun indbød
mig til Lunch, som om jeg kunde have været en Dronning og vilde gøre
hende en Ære ved at modtage Indbydelsen. Jeg kunde se, at Lady Ver af
en eller anden Grund ikke ønskede, at jeg skulde gaa dèr, og hun
fandt paa alle mulige Undskyldninger og sagde, at hun gerne selv
vilde beholde mig, men Lady Merrenden havde ogsaa af en eller anden
Grund bestemt, at jeg skulde komme, og hun ordnede til sidst, at det
skulde være paa Lørdag, naar Lady Ver tager ned til Northumberland
til sin Fader, og jeg tager -- hvorhen? Ak, det véd jeg ikke endnu!
Da hun var gaaet, sagde Lady Ver, at gamle Damer uden farvet Haar
eller Tilbøjelighed for Bridge var kedelige, og hun røg tre
Cigaretter, den ene efter den anden, saa hurtigt hun kunde. (Welby
skal igen i Teatret i Aften.)
Jeg sagde, at jeg syntes, Lady Merrenden var yndig. Hun var for
første Gang lige ved at bide Hovedet af mig, og saa tav hun, men lidt
efter begyndte hun at tale og sætte sig i Sofaen paa den klædeligste
Maade -- vi var i hendes Dagligstue, der er meget køn, med blaa Silke
og franske Møbler og mange smukke Ting. Hun sagde, at hun var
forkølet og maatte blive hjemme. Hun havde straks skiftet Dragt --
men jeg kunde ingen Hoste høre.
"Charlie har lige telegraferet, at han kommer i Aften," sagde hun til
sidst.
"Hvor det er rart for Dem," sagde jeg, "saa kan De faa hans Hjerte
til at banke."
"Det er i Virkeligheden meget ubelejligt, og jeg vil gerne have, at
De skal være elskværdig imod ham og more ham og drage hans
Opmærksomhed bort fra mig som en sød Pige, Evangeline," kurrede hun.
"Hvor Vejret dog er dejligt i Eftermiddag! Jeg vilde ønske, jeg kunde
gaa en Tur i Parken," tilføjede hun.
Jeg indsaa, at det vilde være grusomt at drille hende mere, og saa
meddelte jeg hende, at det var min Hensigt at gaa ud at spadsere med
Englene.
"Ja, det vil De have godt af, kære Barn," sagde hun fornøjeligt, "saa
vil jeg hvile mig her og pleje min Forkølelse."
"De har indbudt mig til Te i Barnestuen," sagde jeg, "og jeg har sagt
Ja."
"De er en Juvel, Slangepige!" sagde hun og lo -- hun er ikke dum.
"Kender De Torquilstones Historie?" spurgte hun, da jeg var lige ved
at gaa ud af Døren.
Jeg kom tilbage -- jeg kan ikke begribe hvorfor, men det
interesserede mig.
"Roberts Broder -- Halvbroder, mener jeg -- Hertugen, er Krøbling,
véd De nok, og han er ogsaa forrykt paa et Punkt -- deres blaa Blod.
Han vil aldrig gifte sig, og han kan næsten tage alt fra Robert,
undtagen akkurat Titlen, hvis han gør ham imod."
"Ja," sagde jeg.
"Torquilstones Moder var en af Familiens Stuepiger, den gamle Hertug
giftede sig med hende, før han var enogtyve, og hun gik heldigvis til
sine øllede Fædre omtrent et Aar efter, og saa, længe efter, giftede
han sig med Roberts Moder, Lady Ethelrida Fitz Walter -- der er
seksten Aar imellem dem -- Robert og Torquilstone, mener jeg."
"Hvorfor er han saa forrykt med Hensyn til det blaa Blod, naar han
selv har saadan en Plet paa sig?" spurgte jeg.
"Det er netop Sagen. Han synes, det er en saadan Vanære, at han
siger, at han, selv om han ikke var pukkelrygget, aldrig vilde gifte
sig og overføre denne Skamplet til de fremtidige Torquilstoner --
hvis Robert gifter sig med en Kvinde, der ikke har en Stamtavle, der
er god nok til at tilfredsstille en østrigsk Prins, vil han gøre ham
arveløs og efterlade hver _sou_ til Velgørenheden."
"Stakkels Lord Robert," sagde jeg, men jeg følte, at mine Kinder
brændte.
"Ja, er det ikke kedeligt for ham? Saa han kan naturligvis ikke gifte
sig, før hans Broder er død; der findes næsten ikke et eneste
passende Parti for ham i England."
"Det er nu alligevel ikke saa sørgeligt," sagde jeg, "den meget
behagelige Rolle som 'de gifte Damers Kælebarn' staar ham altid
aaben, ikke sandt?" og jeg lo.
"Lille Kat!" men hun var ikke vred.
"Jeg har sagt Dem, at jeg kun kradser, naar man har kradset mig
først," sagde jeg og gik ud af Stuen.
Englene var gaaet ud paa deres Tur, og Véronique maatte gaa med mig i
Begyndelsen, indtil jeg havde fundet dem. Vi gik hurtigt ned ad
Gaden, da vi kunde se deres blaa Fløjls Pelse paa Frastand; pludselig
mødte vi Hr. Carruthers.
Han standsede og vendte om med mig.
"Evangeline, jeg var saa vred paa Dem i Gaar," sagde han, "jeg var
lige ved at rejse fra London og overlade Dem til Deres Skæbne, men
nu, da jeg har set Dem igen --", han tav.
"Saa synes De, at Paris ligger langt borte!" sagde jeg uskyldigt.
"Hvad har de fortalt Dem?" spurgte han strengt, men han følte sig
ikke rigtig tilfreds.
"De har sagt, at det er en dejlig November, og at Børsen ikke er et
Sted, hvor man kan spille, og at hvis de ikke havde Bridge, vilde de
alle begaa Selvmord! Det er det, vi taler om i Park Street."
"De véd meget godt, hvad jeg mener, hvad har de fortalt Dem om mig?"
"Ikke andet, end at der er en henrivende fransk Dame, som tilbeder
Dem, og som De holder forfærdelig meget af -- og jeg sympatiserer med
Dem -- jeg kan godt lide franske Damer, de sætter deres Hatte saa
nydeligt."
"Hvilken latterlig Sladder -- jeg tror ikke, at Park Street er et
godt Sted for Dem at bo. Jeg troede, De var for fornuftig til at høre
efter den Slags Snak."
"Jeg retter mig efter det Selskab, jeg er i!" sagde jeg leende og
ventede paa Véronique, som ærbødigt var blevet staaende bagved -- hun
kom tøvende. Hun misbilliger al engelsk Inkonveniens, men hun føler,
at det er hendes Pligt at opmuntre Hr. Carruthers.
Skulde hun løbe hen og standse de unge Damer? foreslog hun og pegede
paa Englene, der gik forude.
"Ja, gør det," sagde Hr. Carruthers, og før jeg kunde forhindre det,
var hun væk.
Forræderske! Hun tænkte paa sin egen behagelige Stilling paa
Branches, véd jeg nok.
Den skarpe, friske Luft steg mig til Hovedet. Jeg følte mig glad og
sorgløs. Jeg sagde Masser af Ting til Hr. Carruthers, akkurat som jeg
engang havde gjort til Malcolm, men dette var meget morsommere,
fordi Hr. Carruthers ikke er en rødhaaret Skotte og ikke er
tykhovedet.
Da vi var kommet ned til Enden af Gaden, mødte vi Lord Robert, der
kom gaaende i Ro og Mag henimod os. Han saá saa trist ud som Natten,
da han fik Øje paa os.
"Halløj, Bob!" sagde Hr. Carruthers venligt. "Det er Aarhundreder
siden jeg har set dig -- vil du komme og spise til Middag med mig i
Aften? Jeg har en Loge i Operaen, og jeg er ved at forsøge paa at
overtale Frøken Travers til at komme med. Hun siger, at Lady
Verningham ikke er optaget i Aften, det véd hun, og saa kan vi spise
til Middag i Stilhed og gaa derhen allesammen, synes du ikke ogsaa?"
Lord Robert sagde, at han vilde gerne, men han tilføjede: "Frøken
Travers har aldrig før villet gaa med ud; hun sagde, at hun var i alt
for dyb Sorg." Han syntes bedrøvet.
"Jeg vil sidde bag i Logen, dèr kan ingen se mig," sagde jeg, "og jeg
holder saa meget af Musik."
"Saa er det bedst, at vi lader Lady Verningham det vide straks,"
sagde Hr. Carruthers.
Lord Robert sagde, at han var paa Vej dèr hen, og han skulde nok sige
det.
Det vidste jeg! Det var ikke for ingenting, at hun havde den blaa
Eftermiddagskjole paa med de lyserøde Roser, og Kniplingskappen, og
den slemme Forkølelse. (Det vilde jeg ønske, at jeg ikke havde
skrevet, det er ondskabsfuldt af mig, og i Reglen er jeg ikke
ondskabsfuld. Det maa være Østenvinden.)