Hvor den gode Gud maa smile bedrøvet ved sig selv, naar han ser
ned paa katolske Præster og Nonner, Eremitter og Fanatikere og
ser, hvorledes de med deres snævre Begreber har forvrænget hans
smukke Planer! De prøver paa at skaffe den røde Farve bort fra
Solspektret i Stedet for at forædle og forherlige den med Sjælens
Sollys.
_Theodoras Ægteskab._
_Tryland Court, Headington_.
Onsdag den 9. Novbr.
Gud forbarme sig! Jeg har været her i hele fire Dage, og jeg spørger
stadig mig selv, hvordan jeg skal holde det ud Resten af de fjorten
Dage. Før jeg tog fra Branches, begyndte jeg at miste Humøret. Det
var en forfærdelig rørende Afsked med Husholdersken og Folkene, som
jeg har kendt, fra jeg var Barn, og jeg hader den kvælende Følelse --
især til sidst, da Hr. Carruthers kom ud i Vestibulen -- medens jeg
endnu havde Taarer i Øjnene -- og han saá det, og det gjorde Lord
Robert ogsaa!
Jeg blinkede og blinkede, men der var alligevel en Taare, der
trillede ned ad min Næse, det var rædsom flovt.
Hr. Carruthers havde umaadelig travlt med at sørge for, at jeg skulde
faa det bekvemt paa Turen; hans Tone var koldere end nogensinde, og
han vilde endelig have, at jeg skulde drikke noget _cherry brandy_.
Det ligner ham slet ikke at gøre saa mange Ophævelser, saa jeg
antager, at han ogsaa syntes, at det var et kedeligt _quart d'heure_.
Lord Robert skjulte ikke sin Deltagelse, han kom hen til mig og tog
min Haand, medens Christopher talte med den Tjener, som skulde køre
med mig.
"De er sød," sagde han, "og en Knop, og glem ikke, at jeg kommer og
besøger Lady Katherine, inden De tager derfra; saa kommer De ikke
til at føle, at De er helt imellem fremmede."
Jeg takkede ham, og han trykkede min Haand saa venligt -- jeg kan
godt lide Lord Robert.
Jeg var snart glad igen, og _insouciante_, og det sidste, de saá af
mig, var, da jeg smilede til dem ud af Vinduet, medens jeg kørte bort
i Tusmørket. De stod begge paa Trappen og vinkede til mig.
De var færdige med at drikke Te paa Tryland, da jeg kom; det var en
lang, fugtig Køretur! Og jeg sagde til Lady Katherine, at det gjorde
mig ondt, at jeg var kommet saa sent, og at hun endelig ikke maatte
have Ulejlighed med at lade komme frisk Te til mig; men hun vilde
endelig, og noget efter kom der en hel ny Ladning, lavet i en Fart af
Vand, som ikke havde kogt, og jeg maatte sluge en ækel Kop Te -- oven
i Købet Ceylonte -- jeg hader Ceylonte! Hr. Montgomerie varmede sig
ved Ilden og skyggede helt for os andre, som sad og rystede af Kulde
paa en Række højryggede Stole, der stod langt udenfor Kamintæppets
Radius.
Han har en Maade at puste sine Kinder op paa og frembringe en Lyd
omtrent som "Bur--r--r--r," -- det lyder meget djærvt og hjerteligt,
indtil man straks efter opdager, at han har sagt noget ondt om en
eller anden.
Og medens rødt Haar ser meget godt ud paa mig, synes jeg, at en Mand
med rødt Haar er det grimmeste i Verden. Hans Ansigt er rødt, og hans
Næse og Kinder er næsten purpurrøde; han har ildrøde Bakkenbarter,
der skinner, saa de kunde gøre en Kat bange paa en mørk Vej.
Han var en rig skotsk Fabrikant, og jeg antager, at den stakkels Lady
Katherine skulde gifte sig med ham, skønt, da hun selv er skotsk,
tænker jeg ikke, hun lægger Mærke til, at han er temmelig plump.
Der er to Sønner og seks Døtre, én gift, fire voksne og én, der gaar
i Skole i Bryssel, og de har allesammen rødt Haar! -- Men det er glat
og groft, og de har hvide Øjenvipper og Fregner, saa det er virkelig
meget venligt af Lady Katherine, at hun har indbudt mig til at komme
her.
De er allesammen tilsyneladende saa gode som Guld, og en af dem
udfører Brandmalerier, og en anden binder Bøger ind, den tredie
broderer Alterduge og den fjerde strikker Slips -- altsammen i
veldædigt Øjemed, og de beder alle, saa snart de kommer ind i Huset,
om at give til deres Velgørenhed. Hende med Slipsene og hende med
Alterdugene sad og arbejdede flittigt i Dagligstuen -- de hedder
Kirstie og Jean -- Jessie og Maggie, de to med Brandmaleri og
Bogbinderi, har en Stue for sig selv, deres "Værksted" kalder de den.
De var der endnu, antager jeg, for jeg saá dem ikke før til Middag.
I mange Aar plejede vi at se hinanden en Gang om Aaret, ved Fru
Carruthers Juleselskaber, og jeg kan huske, at jeg hadede deres
Raasilkelivbaand, og de havde for det meste Snue; et Aar smittede de
os alle med Faaresyge, og saa blev de ikke indbudt næste Aar. Jean,
hende med Alterdugen, er paa min Alder, de andre er ældre.
Det var virkelig meget vanskeligt at finde paa noget at sige, og jeg
kan godt forstaa, at der er Folk, der bliver befippede, naar de
bliver pint saadan. Jeg har ikke været befippet siden for otte Aar
tilbage, da Fru Carruthers sidste Gang gav mig en paa Øret for det.
Lige før jeg gik op for at klæde mig om, spurgte Hr. Montgomerie mig
rent ud, om det var sandt, at Hr. Carruthers var kommet. Lady
Katherine havde kredset omkring det Spørgsmaal i et helt Kvarter.
Jeg sagde kun Ja, men det var ikke nok; da han først var begyndt,
gjorde han en hel Masse Spørgsmaal med "Bur--r--r--r" imellem hvert.
Vilde Hr. Carruthers skyde Fasaner til November? Havde han besluttet
sig til at beholde Kokken? Havde han opgivet den diplomatiske
Løbebane? Jeg sagde, at jeg virkelig ikke vidste noget om alt det,
jeg havde set saa lidt til ham.
Lady Katherine nikkede, medens hun maalte en Trøster, som hun var ved
at strikke, for at se, om den var lang nok.
"Det maa sikkert have sat Dem i Forlegenhed, at han i det hele taget
kom, det var ikke meget taktfuldt af ham, synes jeg, men jeg antager,
at han gerne vilde se sin Arv saa snart som muligt," sagde hun.
Jeg var lige ved at le ved at tænke paa, hvad hun vilde sige, hvis
hun vidste, hvilken Del af sin Arv han egentlig var kommet for at se.
Jeg gad vide, om hun nogensinde har hørt, at Fru Carruthers mere
eller mindre efterlod mig til ham i sit Testamente.
"Jeg haaber, at De i det mindste havde Deres gamle Guvernante hos
Dem," sagde hun, medens vi gik op ad Trappen, "saa De kunde føle Dem
mindre uhyggelig til Mode -- det var sandelig en forfærdelig
Situation for en ung Pige at være alene i Huset med en ugift Mand."
Jeg fortalte hende, at Hr. Barton ogsaa var der, men jeg havde ikke
Mod til at sige noget om Lord Robert, jeg sagde kun, at der var en af
Hr. Carruthers Venner, som var en stor Kunstkender, og at han var
kommet for at se paa Malerierne.
"Aa, han skal vel vurdere dem. Jeg haaber ikke, at han sælger
Corregioerne!" udbrød hun.
"Nej, det tror jeg ikke," sagde jeg og svarede slet ikke paa
Spørgsmaalet om Vurderingen.
At Hr. Carruthers er ugift, det er det, der synes at volde hende mest
Bekymring; hun begyndte igen, før vi naaede min Sovekammerdør:
"I Morges hørte jeg tilfældigvis et Rygte hos Frøken Sheriton (hun
har en Uldgarnsfabrik i Headington, vor By)," sagde hun, "og saa
skrev jeg straks til Dem. Jeg følte, hvor frygteligt det vilde være
for et af mine egne kære Pigebørn at være alene med en ugift Mand paa
den Maade -- jeg kan næsten ikke forstaa, at De ikke blev oppe i
Deres egne Værelser."
Jeg takkede hende for hendes venlige Tanker, og saa gik hun endelig.
Hvis hun bare vidste! De ugifte Mænd, som kom ned ad Korridoren for
at tale med Mademoiselle, var ikke nær saa næsvise som de gamle Fyre,
der havde en Kone et eller andet Sted. Lord Beutworth var gift, og
han vilde have, at jeg skulde kysse ham; hvorimod gamle Oberst
Grimston ikke havde nogen Kone, og han gjorde aldrig en Kat Fortræd!
Og jeg gad nok vide, hvad hun troede, Hr. Carruthers vilde gøre mig,
siden det vilde have været klogere at blive oppe i mine egne
Værelser. Maaske tror hun, at Diplomater er et Slags vilde Dyr, fordi
de har levet i fremmede Lande.
Mit Værelse er rædsomt efter mit nydelige rosenrøde Sirtses paa
Branches. Afskyelige gule Træmøbler, og ingenting passer sammen, men
der er Masser af Klædeskabe, saa Véronique er tilfreds.
De var alle i Dagligstuen, da jeg kom ned, og Malcolm, den ældste
Søn, som er i et højlandsk Regiment, var kommet med Toget.
Jeg havde en skrækkelig Følelse af at være kommet for sent, og at Hr.
Montgomerie havde Lyst til at bande ad mig, skønt Klokken kun var et
Minut over tre Kvarter til otte.
Han sagde "Bur--r--r--r" flere Gange og fløj af Sted til Spisestuen
med mig hængende ved sin Arm, og han mumlede, at man kunde ikke
forlange noget af en Kok, naar man lod Maden vente! Saa jeg ventede
noget vidunderligt i Retning af Mad; men den er ikke halvt saa god
som den, vor Kok lavede paa Branches. Og Tjenerne er ikke alle lige
høje, og deres Liberier sidder ikke saadan, som Fru Carruthers altid
fordrede, at vore skulde.
Malcolm er en lille bitte Mand. Han er ikke saa høj som jeg, og tynd
som en Bønnestage, og det ser ud, som om hans Knæ sad for nær ved
hinanden. Han maa se skrækkelig ud med det skotske Skørt, og jeg er
vis paa, at han gyser, naar det blæser; saadan ser han ud. Jeg kan
ikke lide Skørter, undtagen naar Mændene er store, stærke og
solbrændte og ikke skammer sig over deres nøgne Ben. Jeg saá nogle
pragtfulde Eksemplarer marchere i Edinburgh, de svingede deres
Skørter akkurat som de smukke Damer i Boulogneskoven, naar
Mademoiselle og jeg gik ud ad den Allé, som Fru Carruthers sagde, at
vi altid skulde gaa i.
Lady Katherine talte meget ved Bordet, om Politik og om sine
Velgørenhedsarbejder, og de fire Pigebørn var saa ærbødige og
interesserede, men Hr. Montgomerie sagde hende imod, naar han kunde.
Jeg var glad, da vi gik ind i Dagligstuen.
Den første Aften var den værste af dem alle, fordi vi var saa
fremmede for hinanden, med Tiden vænner man sig til, hvad det skal
være.
Lady Katherine spurgte mig, om jeg ikke havde et eller andet
Haandarbejde. Kirstie var begyndt paa sit Slips og Jean paa sin
Alterdug.
"Lad Maggie løbe op paa Deres Værelse og hente det til Dem," sagde
hun.
Jeg var nødt til at sige, at jeg slet intet havde. "Men jeg -- jeg
kan pynte Hatte," sagde jeg. Det var saa skrækkeligt slet ikke at
kunne gøre noget af det, de kunde, saa jeg maatte sige dette som et
Slags Forsvar for mig selv.
Men det lod til, at hun ikke syntes, at det var et Arbejde for en
Dame.
"Hvor det er flinkt af Dem," udbrød Kirstie. "Det vilde jeg ønske,
at jeg kunde; men De kan jo ikke altid pynte Hatte. Savner De ikke
stadigt Arbejde?"
Jeg var nødt til at sige, at jeg endnu ikke havde savnet det, men jeg
kunde ikke sige dem, at jeg holdt mest af at sidde ganske stille og
ingenting bestille.
Jessie og Maggie lagde Kabaler ved to Borde, som var til at slaa
sammen, og som de tog frem; man kunde se, at det var noget, de var
vant til, og jeg vidste straks, at det var noget, de gjorde hver
Aften, og at jeg skulde se de to Borde staa der paa de samme Steder
paa Tæppet hver eneste Aften i den Tid, jeg var der. Jeg antager, at
det er, fordi de ikke kan tage Brandmaleriet og Bogbinderiet med ind
i Dagligstuen.
"Vil De ikke spille noget for os?" spurgte Lady Katherine i en
klagende Tone. Det er øjensynligt ikke tilladt ingenting at bestille,
jeg rejste mig og gik hen til Klaveret.
Heldigvis kan jeg en Mængde udenad, og jeg holder meget af at spille,
og jeg vilde være blevet ved med at spille for at faa Tiden til at
gaa, men de sagde alle i Kor "Tak" efter hvert Stykke, og det
forstyrrede mig.
Det varede en Evighed, inden Hr. Montgomerie og Malcolm kom ind, og
jeg kunde se, at Lady Katherine blev urolig. Ved Bordet kunde jeg et
Par Gange mærke, at der ikke var det bedste Forhold mellem de to, og
hun var maaske bange for, at de var kommet op at slaas i Spisestuen.
Fru Carruthers sagde, at Skotterne har alle mulige raa Sædvaner, som
andre Nationer har vænnet sig af med.
Endelig kom de, Hr. Montgomerie var purpurrød i Ansigtet og Malcolm
var grønbleg, men han havde ingen blaa Pletter; man kunde bare se, at
de havde været frygtelig oppe at skændes.
Der er nu alligevel noget ved Velopdragenhed, selv om man er fra et
barbarisk Land. Lady Katherine opførte sig saa nydeligt, hun talte
ud i en Køre om Velgørenhed og Politik, saa de fik ikke Tid til flere
Sammenstød, skønt jeg tror, at jeg hørte nogle "for Satan'er"
afvekslende med "Bur--r--r--r"; det var en rædsom Aften.
Onsdag den 9. Novbr. (fortsat).
Malcolm gik ved Siden af mig til Kirke Dagen efter. Han saá lidt
mindre nedtrykt ud, og jeg forsøgte at opmuntre ham.
Han fortalte mig ikke, hvad der var i Vejen med ham, men Jean sagde
noget om det, da hun kom ind i mit Værelse, medens jeg tog Tøjet paa.
Det lader til, at han er kommet galt af Sted med en Hest, som hedder
"Angela Grey". Det havde Jean faaet at vide af Lady Katherine; hun
sagde, at hendes Fader var meget vred over det, da han havde brugt
saa mange Penge for dens Skyld.
Jeg synes nu ikke, det lyder som et Hestenavn, og det sagde jeg til
Jean; men hun blev aldeles rædselsslagen og sagde, at det maatte være
en Hest, for de kendte ingen Angela Grey, de kendte ikke engang
nogen, som hed Grey, saa det maatte være en Hest.
Det synes jeg nu var en latterlig Grund, for Fru Carruthers sagde, at
alle unge Mænd kendte Folk, som man ikke brød sig om at kende -- og
at det var dumt at gøre Væsen af det -- for de kunde ikke gøre for
det -- thi de vilde kede sig, hvis de var saa gode som Guld, ligesom
Pigebørn.
Men jeg tror, at Lady Katherine tænker anderledes end Fru Carruthers,
og Døtrene er lige saadan.
Naar jeg ser Lord Robert igen, vil jeg spørge ham, om det er en Hest
eller ikke.
Malcolm er ikke tiltrækkende, og jeg var glad over, at Kirken ikke
laa saa langt borte.
Vognene faar ikke Lov til at køre om Søndagen, saa vi maatte gaa, og
da vi gik tilbage, begyndte det at regne, og vi kunde ikke gaa rundt
i Staldene, hvad de vist gør hver Søndag.
Alt bliver gjort, fordi man er vant til det -- ikke fordi man vil
more sig.
"Naar det regner, og vi ikke kan gaa rundt i Staldene," sagde
Kirstie, "saa ser vi paa de gamle 'Illustrated London News' og gaar
der saa om Eftermiddagen paa Vejen fra Kirke."
Det havde jeg ikke særlig Lyst til, saa jeg blev paa mit Værelse, saa
længe jeg kunde. Da jeg kom ned, sad de fire Pigebørn ved et Bord i
Vestibulen, hver med sin Bog foran sig. De maa kunne hvert eneste
Billede udenad, hvis de gør det hver Søndag, naar det regner -- de
bliver i England hele Vinteren!
Jean gjorde Plads til mig ved Siden af sig.
"Jeg er i Tresserne," sagde hun. "Jeg blev færdig med Halvtredserne
sidste Paaske." Selv dette er øjensynligt sat i System.
Jeg spurgte hende, om der ikke var nogle ny Bøger, som de havde Lyst
til at læse; men hun sagde, at Lady Katherine ikke holdt af, at de
fik fat i Tidsskrifter eller Romaner, før hun selv havde læst dem
igennem, og hun havde ikke Tid til at læse mange; derfor gemte de de
faa, de havde, til at læse mellem Te og Middag om Søndagen.
Paa dette Tidspunkt følte jeg, at jeg _maatte_ gøre noget galt, og
hvis Gongongen ikke havde lydt til Lunch, véd jeg ikke, hvad der var
sket.
Hr. Montgomerie sagde ligefrem smukke Ting til mig, da Osten og
Portvinen kom paa Bordet, medens Pigebørnene saá forfærdede ud og
Lady Katherines Blik blev stenhaardt. Jeg antager, at han er
saaledes, fordi han er gift. Jeg gad vide, om unge gifte Mænd ogsaa
er saadan; jeg har endnu aldrig truffet nogen.
Mandag Aften begyndte jeg at føle, at Verdens Ende var nær! Det er ti
Gange værre end at maatte skjule alle sine Følelser og være nødt til
at adlyde Fru Carruthers. Hun sagde dog undertiden kyniske, morsomme
Ting, som man kunde le ad, til mig og sine Venner. Og man følte, at
det kun var hende, som fik de Folk, der var afhængige af hende, til
at gøre, hvad hun vilde, fordi hun selv var saa egenkærlig, og at den
øvrige Verden var fri, naar man engang kom udenfor.
Men Lady Katherine og hele det Montgomeriske _milieu_ gør det
Indtryk, at alting og alle maa regeres efter Principper, og at ingen
har Ret til at have en selvstændig Mening, hvad Samfundsklasse de end
tilhører.
Man kan simpelthen ikke le. De lammer én. Jeg glæder mig til i
Eftermiddag, naar Hr. Carruthers kommer. Jeg tænker ofte paa de Dage
paa Branches, og paa, hvor morsomt det var med de to, og jeg ønsker,
at jeg var der igen.
Jeg har gjort mig Umage for at være høflig og elskværdig imod dem
allesammen, og dog synes de ikke at være helt tilfredse.
Malcolm ser paa mig med Faareøjne. De er vandblaa, med Familiens
hvide Øjenvipper, (hvor forskellige fra Lord Roberts!). Han har det
korrekteste Væsen, og han siger aldrig et Ord Slang, han burde have
været Præst, og jeg kan ikke tænke mig, at han kan ødsle sine Penge
paa nogen Angela Grey, enten hun saa er en Hest eller ikke.
Han taler til mig, naar han kan, og beder mig om at gaa Ture med sig
omkring Golfbanen. De fire Pigebørn spiller i en Time og tre Kvarter
hver Morgen. De synes aldrig at more sig over noget -- hele Livet er
en solid Pligt. Jeg sidder oppe i mit Værelse, og Véronique har
været saa fornuftig at lægge tidligt i Kakkelovnen. Jeg antager, at
Hr. Carruthers ikke kommer før omtrent Klokken fire, saa har jeg
endnu en Time at slaa ihjel. Jeg har sagt, at jeg skulde skrive
Breve, og paa den Maade er jeg sluppet for den sædvanlige Køretur.
Han er vel nok saa fornuftig at spørge efter mig, selv om Lady
Katherine ikke er kommet hjem, naar han kommer.
I Morges var det saadan et dejligt Frostvejr, og der fo'r en Djævel i
mig. Jeg har været saa skikkelig siden i Lørdags, saa da Malcolm med
sin sædvanlige formelle, indbildske Stemme sagde: "Frøken Travers,
maa jeg have den Fornøjelse at spadsere en lille Tur med Dem," sprang
jeg straks op, uden at spørge Lady Katherine, og gik og tog mit Tøj
paa, og saa vandrede vi af Sted.
Jeg havde en Følelse af, at de alle syntes, at jeg gjorde noget galt,
og saa blev jeg naturligvis meget værre. Jeg sagde alle de naive
Ting, jeg kunde finde paa, til Malcolm, for at forfærde ham, og jeg
saá af og til paa ham gennem mine Øjenvipper. Da vi saa kom til en
Stente, vilde han hjælpe mig, og hans Øjne var ganske svømmende! Han
har en Slags Latter helt oppe i Diskanten, og den kommer ganske
uventet, naar der ingenting er at le ad. Jeg antager, det er skotsk,
det er, naar han lige har fattet Meningen af en tidligere Spøg. Det
kunde ikke nytte at sige noget til ham, som til Lord Robert eller Hr.
Carruthers; for man vilde være gaaet sin Vej, inden han forstod det,
om han saa gjorde det.
Der var en gammel Sir Thomas Farguarson, som kom paa Branches, og han
opfattede Fru Carruthers dunkleste Vittigheder, selv om de var saa
dunkle, at ikke engang jeg forstod dem, og han var Skotte. Maaske er
de kun saadan, naar de har rødt Haar.
Da jeg sad oppe paa Stenten, sagde Malcolm pludselig: "Jeg hører, at
De vil tage til London, naar De rejser herfra. Jeg haaber, De vil
lade mig komme og besøge Dem; men jeg vilde ønske, at De altid var
her."
"Det vilde jeg ikke," sagde jeg, men saa huskede jeg paa, at det lød
lidt uhøfligt, for de har jo egentlig været venlige imod mig. "I det
mindste -- De véd godt -- jeg synes, der er lidt kedeligt paa Landet
-- synes De ikke ogsaa? -- saadan for bestandig?"
"Jo," svarede han, "for Mænd -- men dèr vilde jeg dog helst altid se
den Kvinde, jeg havde Agtelse for."
"Er Byer saa slemme?" spurgte jeg med min lille Englestemme. "Fortæl
mig om deres Faldgruber, saa jeg kan undgaa dem."
"Først og fremmest maa De ikke tro alt, hvad Folk siger til Dem,"
sagde han alvorligt. "Naar man er saa ung som De, er jeg bange for,
at man finder lutter Fristelser paa sin Vej."
"Aa, fortæl mig om dem," bad jeg. "Jeg har altid ønsket at faa at
vide, hvad Fristelser var. Aa, fortæl mig det! Hvis De kommer og
besøger mig -- er De saa en Fristelse, eller er en Fristelse en Ting
og ikke en Person?" Jeg saá bønligt paa ham, og han saá ikke et
Øjeblik Glimtet i mine Øjne.
Han hostede pompøst. "Jeg antager, at jeg vilde være det," sagde han
bestemt. "Fristelsen er -- er -- er -- Aa, De véd -- saadan -- jeg
véd ikke, hvad jeg skal sige --"
"Hvor det er kedeligt!" sagde jeg beklagende. "Jeg haabede, at jeg
kunde faa det at vide af Dem -- særlig hvis De selv er en Fristelse
-- saa maa De jo vide det --"
Han saá tilfreds, men dog lidt forvirret ud.
"Ser De, naar De er alene i London, saa vil maaske en eller anden
Mand gøre Kur til Dem."
"Aa, tror De _virkelig_ det?" spurgte jeg bestyrtet. "Det vilde vist
være frygteligt, hvis jeg var alene i Stuen! Vilde det ikke klare
Sagen, hvis jeg lod Dagligstuedøren staa aaben, og lod Véronique være
lige udenfor den."
Han saá stift paa mig, men han saá kun en ubeskyttet Engels Ansigt;
det beroligede ham, og han sagde alvorligt:
"Jo, det kunde vist være lige saa godt."
"De forbavser mig med det, De siger om at gøre Kur," sagde jeg. "Jeg
anede ikke, at Kærlighed var noget saa voldsomt. Jeg troede, at den
begyndte med alvorlig Tilbedelse og Ærbødighed -- og at Herren, efter
i Aarevis at have ofret Blomster og ydmyge Komplimenter og Brød og
Smør ved Teselskaber, faldt ned paa det ene Knæ og erklærede sig --
'Clara Maria, jeg tilbeder Dem, bliv min,' og saa rakte man ham en
lilliehvid Haand og bad ham rejse sig -- men det kan ikke være den
Slags, som De mener, og De har endnu ikke forklaret mig, hvad
Fristelser er?"
"Det er mere eller mindre at have Lyst til at gøre, hvad man ikke bør
gøre."
"Aa!" sagde jeg. "Saa har jeg altid Fristelser, har De ikke? Jeg har
for Eksempel Lyst til at rive Jeans Alterdug itu og trevle Kirsties
Slips op og at skrive uartige Ord paa Jessies Bogbind og brænde
Maggies Trææsker!"
Han saá frygtelig forfærdet ud -- og fornærmet -- saa jeg tilføjede
straks:
"Naturligvis maa det være dejligt at kunne gøre den Slags Ting; de er
fuldkomne unge Piger, og saa dygtige -- det faar kun mig til at føle
saaledes, fordi jeg vel er -- anderledes."
Han saá kritisk paa mig. "Ja, De er anderledes, jeg vilde ønske, at
De vilde forsøge paa at være mere som mine Søstre -- saa vilde jeg
ikke være saa nervøs, fordi De tager til London."
"Det er alt for pænt af Dem at bryde Dem om det," sagde jeg stille;
"men jeg tror ikke, at De behøver det! Jeg har en stærk Mistanke om,
at jeg véd, hvorledes jeg skal passe paa mig selv!" Og jeg bøjede mig
ned og lo ham lige ind i Ansigtet og sprang saa ned paa den anden
Side af Stenten.
Han saá ud som saadan en lille Pusling, da han klatrede over bagefter
mig! Men det er lige meget, hvad Størrelse de har -- Mænds
Forfængelighed er altid ens. Jeg er vis paa, at han troede, at han
bare behøvede at gøre Kur til mig, saa vilde jeg falde ned i Munden
paa ham som en moden Fersken.
Jeg drillede ham paa hele Vejen hjem, indtil han, da vi gik ind til
Lunch, ikke vidste, om han stod paa Hovedet eller paa Benene! Da vi
kom til Døren, sagde han:
"Jeg troede, at Deres Navn var Evangeline -- hvorfor sagde De, at det
var Clara Maria?"
"Fordi -- det ikke er det!" Jeg lo over min Skulder og løb ind i
Huset.
Han stod paa Trappen, og hvis han havde været en af Staldkarlene,
vilde han have kløet sig i Hovedet.
Nu maa jeg standse og klæde mig paa. Jeg vil tage en sort
Eftermiddagskjole paa, som jeg har. Hr. Carruthers skal se, at de
ikke har lært mig at være gammeldags.
Aften.
Jeg synes, at Mænd er de rædsomste Skabninger; man kan ikke tro, hvad
de siger, eller stole paa dem i fem Minutter! Fru Carruthers havde
Ret; hun sagde: "Evangeline, husk paa, at det kan være vanskeligt nok
at stole paa sig selv, men stole paa en Mand. Nej!"
Hvilken Eftermiddag! Denne utaalelige Følelse af at vente paa noget,
som ikke sker! For Hr. Carruthers kom slet ikke! Hvor jeg vilde
ønske, at jeg ikke havde klædt mig om og ventet ham.
Han siger sandsynligvis til sig selv, at han er vel ude af den
Historie -- nu, da jeg er borte. Han mente formodentlig ikke et Ord
af alt det, han sagde til mig. Naa, han behøver ikke at ærgre sig!
Jeg har ikke haft i Sinde at falde i Armene paa ham -- jeg vilde bare
have været glad ved at se ham, fordi han er et Menneske, og ikke som
de andre her.
Naturligvis er Lord Robert lige saadan, og jeg ser formodentlig ingen
af dem mere. Hvordan skulde Lord Robert kunne komme her, naar han
ikke kender Lady Katherine? Nej, han sagde det bare for at sige noget
pænt, da jeg rejste, og han bærer sig naturligvis lige saa rædsomt ad
som Hr. Carruthers.
Jeg er i det mindste glad over, at jeg ikke fortalte Lady Katherine
det; jeg vilde have følt mig saa flov. Aa! Gud véd, hvad jeg nu skal
gøre. Jeg véd slet ikke, hvad nogenting koster -- maaske er man meget
fattig med tre Hundrede Pund om Aaret. Jeg er vis paa, at mine bedste
Kjoler har kostet fem eller seks Hundrede Francs Stykket, og
Hotellerne, de kan nok faa Pengene til at gaa. Men for Øjeblikket er
jeg rig, for Hr. Barton var saa god at give mig et Forskud. Nu vil
jeg ud og se Livet! det er latterligt at være sørgmodig! Jeg vil gaa
i Seng og glemme, hvor vred jeg er!
De skal have Jagt her i næste Uge -- Fasaner. Gud véd, om her kommer
en hel Masse gamle Mænd. Jeg har ikke hørt, hvem der kommer.
Lady Katherine sagde til mig i Aften efter Middag, at det maaske paa
Grund af min dybe Sorg vilde være ubehageligt for mig, at de skulde
have Selskab, og hvis jeg følte det ganske forfærdeligt, behøvede jeg
ikke at tro, at de vilde finde det uhøfligt, hvis jeg foretrak at
spise til Middag i mit eget Værelse!
Jeg har ikke Lyst til at spise til Middag i mit eget Værelse! Tænk
hvor indelukket jeg vilde føle mig! og saa maaske høre Latter
nedenunder!
Jeg kan altid more mig over at se paa Ansigter, om ogsaa de er
kedelige. Jeg takkede hende og sagde, at det var slet ikke
nødvendigt, da jeg jo maatte vænne mig til at se Mennesker; jeg kunde
ikke gøre Regning paa at træffe Folk, der tænkte saa venligt som hun,
jeg kunde lige saa godt straks forsøge paa at vænne mig til det.
Hun sagde Ja, men ikke videre venligt.
I Morgen kommer Fru Mackintosh, den ældste Datter, med sine fire
Børn. Jeg kan huske hendes Bryllup for fem Aar siden. Jeg har ikke
set hende senere.
Hun var meget høj og tynd, holdt sig skrækkelig foroverbøjet, og Fru
Carruthers sagde, at Forsynet havde været meget venligt ved i det
hele taget at give hende en Mand. Men da jeg saá Hr. Mackintosh trave
ned ad Kirkegulvet med hende, syntes jeg det ikke.
En lillebitte lyshaaret Fyr, som naaede hende til Skulderen!
Aa, hvor jeg vilde hade at blive bundet til saadan én! Jeg synes
ikke, det maatte være rart at blive bundet til nogen. Gud véd, hvor
jeg nogensinde kunde tænke paa uden videre at gifte mig med Hr.
Carruthers!
Nu føler jeg, at jeg aldrig vil gifte mig -- før om mange Aar.
Naturligvis kan man ikke være gammel Jomfru! Men jeg vil først se
Livet i lang Tid.
_Tryland_, Torsdag den 10. Novbr.
_Branches_, Onsdag.
Kære Frøken Travers!
Det gør mig umaadelig ondt, at jeg ikke kunde komme over til Tryland
i Dag; men jeg venter at komme, før De tager derfra. Jeg haaber, De
har det godt og ikke blev forkølet paa Køreturen.
Deres ærbødige
_Christopher Carruthers_.
Dette er, hvad jeg fik i Morges! Gris!
Nej, jeg skal nok lade være at være hjemme, hvis han kommer -- jeg
kan akkurat se ham tage sig sammen, naar Fristelsen (det faar mig til
at tænke paa Malcolm) først er borte fra hans Vej; han synes sikkert,
at han er sluppet heldigt, da jeg ikke er videre fornem.
Brevene kommer tidligt her, som alle Vegne, men i en Taske, som kun
Hr. Montgomerie kan aabne, og han venter, til alle sidder ved
Morgenteen, med at tage Nøglen frem og dele dem ud.
Hr. Carruthers Brev var det eneste, der var til mig; der stod
"Branches" paa Konvolutten. Det vakte Hr. Montgomeries Opmærksomhed,
og han begyndte at sige Bur--r--r--r, og han gav mig knap Tid til at
læse det, før han begyndte at gøre Spørgsmaal _à propos_ Stedet, for
at faa mig til at sige, hvad Brevet var om. Han er meget nysgerrig.
"Carruthers er en brillant Fyr, har jeg hørt -- du skulde hellere
indbyde ham, inden alle Gæsterne kommer, Katherine, hvis han er
ganske alene paa Branches" -- han saá spørgende paa mig med det ene
Øje.
Jeg sagde ikke et Ord.
"Maaske er han allerede taget af Sted til London?"
Jeg lod, som om jeg havde travlt med min Kaffe.
"Han har den bedste Fasanjagt i Grevskabet, men det har været en
lukket Borg under det gamle _régime_, jeg haaber, han bliver en bedre
Nabo -- jeg antager, at han skyder dem før December."
Jeg smurte Smør paa mit ristede Brød.
Saa begyndte han igen med sit Bur--r--r--r! Gud véd, hvorfor han ikke
kan sige noget, der simpelthen ender med Fanden, det vilde spare ham
Tid!
"Jeg kunde ikke undgaa at se, at Deres Brev var fra Branches. Jeg
haaber, at Carruthers fortæller Dem noget Nyt?"
Da han henvendte sig direkte til mig, var jeg nødt til at svare.
"Der er intet Nyt, det er kun et Forretningsbrev," og jeg spiste
videre.
Han blev ved med at sige Bur--r--r--r og begyndte at aabne sine egne
Breve.
"Hvad skal jeg gøre, Katherine?" sagde han lidt efter; "den
forbistrede Fyr, Campion, kommer ikke i næste Uge, og han er min
bedste Skytte; med saa kort Varsel er det umuligt at faa én, der
skyder lige saa godt."
"Ja, min Ven," sagde Lady Katherine med en Stemme, som om hun ikke
havde hørt Spørgsmaalet -- hun var fordybet i sine egne Breve.
"Katherine!" brølede Hr. Montgomerie. "Vil du høre efter, naar jeg
taler -- Bur--r--r--r!" og han slog med knyttet Næve i Bordet.
Den stakkels Lady Katherine sprang næsten op, og Porcelænet klirrede.
"Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?"
"At Campion har narret mig," hvæsede Hr. Montgomerie.
"Saa har jeg maaske netop det, som du ønsker," sagde Lady Katherine
og vendte tilbage til sine Breve. "Jeg har faaet Brev fra Sophia
Merrenden, hun fortæller mig blandt andet om sin Nevø, Lord Robert
Vavasour -- du véd nok Torquilstones Halvbroder. Hun siger, at han er
en meget elskværdig ung Mand og en udmærket Skytte -- hun mener
endogsaa, at vi kunde bruge ham, hvis vi manglede en Jæger."
"Det er Pokkers venligt af hende," brummede Hr. Montgomerie.
Jeg haaber, at de ikke saá det, men jeg blev saa glad, at jeg er vis
paa, mine Kinder blev ganske røde. Jeg var frygtelig spændt, da jeg
hørte det.
"Du véd nok, at Merrenden er den Mand, der i England forstaar sig
bedst paa Jagt," vedblev Lady Katherine i en fornærmet Tone. "Sophia
vilde neppe anbefale sin Nevø i saa høje Toner, hvis han ikke var god
nok."
"Men du kender jo ikke den Hvalp, Katherine."
Jeg blev ganske bange.
"Det har ikke det mindste at sige -- vi er næsten i Familie. Du
glemmer nok, at Merrenden er min Fætter!"
Heldigvis lod det til, at Lady Katherine blev paastaaelig og
fornærmet. Jeg drak noget mere Kaffe. Aa, hvor det var dejligt, hvis
Lord Robert kom!
Hr. Montgomerie sagde først Bur--r--r--r en Masse Gange, men saa fik
Lady Katherine ham overtalt, og før vi var færdige med at spise, blev
det besluttet, at hun skulde skrive til Lord Robert og indbyde ham
til Jagten. Medens vi alle stod og saá ud ad Vinduet paa den øsende
Regn, hørte jeg, at hun sagde sagte:
"Vi maa virkelig en Gang imellem tænke paa Pigebørnene, Anderson.
Torquilstone er decideret Pebersvend og Krøbling -- Lord Robert
bliver sikkert engang Hertug."
"Naa, saa fang ham, hvis du kan," sagde Hr. Montgomerie. Han er
undertiden lidt raa!
Jeg vil ikke tænke for meget paa Lord Robert, det har Hr. Carruthers
lært mig -- men hvis han kommer -- jeg gad vide, om Lady Katherine
vil finde det underligt af mig, at jeg ikke sagde, at jeg kendte ham,
da hun første Gang nævnede ham. Nu er det for sent, saa der er ikke
noget at gøre ved det.
Familien Mackintosh kom i Eftermiddag. Ægteskabet maa have en meget
forskellig Virkning paa Folk. Masser af de gifte Kvinder, jeg saá i
London, var yndige, jeg hørte altid, at de var smukkere end de havde
været før -- men Mary Mackintosh er ganske rædsom. Hun kan ikke være
mere end syvogtyve, men hun ser ud, som om hun var mindst fyrre, og
hun er svær og strutter ud paa alle de gale Steder og er flad, hvor
hun burde strutte ud. Og de fire Børn! De to ældste ser ud, som om de
omtrent var lige gamle; den næste er lidt mindre, og saa er der et
Pattebarn; de skraaler allesammen, og skønt de har en Bunke
Barnepiger, maa den stakkels Hr. Mackintosh være en Slags
Underbarnepige. Han henter og bringer dem alting og giver dem sit
Lommetørklæde, naar de snøfter -- men det er maaske, fordi han er
stolt af, at han med sin Størrelse har faaet fire saadanne enorme
Børn, næsten paa én Gang.
Det hele er ligefrem rædselsfuldt.
Teen var et sandt Helvede! De fire Tanter var overstrømmende kærlige
imod Børnene og fodrede dem med Kager og talte Pattebarnssprog til
dem. De kommer nok til at sige Bur--r--r--r, naar de bliver ældre.
Jeg gad vide, om Børnene skal komme ned hver Eftermiddag i Jagttiden.
Det vil more Gæsterne.
Da vi kom op, sagde jeg til Jean, at jeg syntes, det maatte være
rædsomt at være gift -- om hun ikke ogsaa syntes det? Men hun blev
rædselsslagen og sagde Nej, Ægteskabet og Moderværdigheden var
hellige Pligter, og hun misundte sin Søster!
Det er nu ikke min Idé om Lykke. To rigtig velopdragne Børn synes jeg
maatte være dejligt, men fire skraalende Unger, der alle er lige
gamle, det er _bourgeois_ og passer sig ikke for en Dame.
Lord Roberts Svar kan vist ikke komme før paa Lørdag. Gud véd,
hvorledes han har faaet det arrangeret? Det er flinkt gjort af ham.
Lady Katherine sagde, at den Hr. Campion, som skulde være kommet her,
er i samme Regiment, det tredie Livgarderegiment. Maaske -- men det
kan ikke nytte at tænke paa det -- jeg føler mig meget bedre i Aften
-- mere munter, og det er ligesom jeg slet ikke bryder mig om, at jeg
er meget fattig -- jeg maatte drille Malcolm lidt efter Middag. Jeg
_vilde_ lægge Kabaler og hævede ikke mine Øjne fra Kortene!
Han vilde endelig overtale mig til at gaa hen til Klaveret, men jeg
lod, som om jeg ikke hørte det. Der staar en Palme paa Hjørnet af en
høj Chippendale Skrivepult, og Jessie havde tilfældigvis sat Bordet
bagved den, saa alle de andre ikke kunde se, hvad der foregik.
Malcolm sad til sidst ganske tæt ved mig og vilde hjælpe mig med
Esserne -- men jeg kan ikke udholde, at nogen sidder saa nær ved mig;
saa jeg væltede Bordet, og han maatte pille alle Kortene op fra
Gulvet. Kirstie spillede mærkværdig nok Klaver dengang -- en _cake
walk_ -- og der var noget i den, som gav mig Lyst til at bevæge mig
-- til at danse -- jeg véd ikke hvad, og mine Skuldre bevægede sig
lidt i Takt til Musiken. Malcolm trak Vejret, ganske som om han var
forkølet, og han hviskede mig ind i Øret med en hæs Stemme: "De véd,
at De er en Djævel -- og jeg --"
Jeg standsede ham straks -- jeg saá op for første Gang, aldeles
forfærdet og forbavset.
"Jeg véd virkelig ikke, hvad De mener, Hr. Montgomerie," sagde jeg.
Han blev urolig.
"Jeg mener -- jeg mener, at jeg forfærdelig gerne vilde kysse Dem."
"Men jeg har ikke en Smule Lyst til at kysse Dem," sagde jeg og saá
paa ham med store Øjne.
Han saá ud som en ondskabsfuld Høne, og heldigvis kom Jessie i det
Øjeblik tilbage til Kabalen, og saa kunde han ikke sige mere.
Lady Katherine og Fru Mackintosh gik med op i mit Værelse, da vi var
paa Vejen op i Seng. Hun -- Lady Katherine -- vilde vise Mary, hvor
smukt de havde faaet det lavet i Stand; det havde været hendes, før
hun blev gift. De saá paa det vissengule Cretonne og alt det øvrige;
til sidst kunde jeg se, at deres Øjne ofte strejfede min Natkjole og
min Frisérkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen.
"Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserødt
Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke
haft Tid til at faa en hvid Frisérkaabe."
"Det er ikke det, kære Barn," sagde Lady Katherine i en alvorlig
Pligttone. "Jeg -- jeg -- synes ikke, at en saadan Natkjole er
passende for en ung Pige."
"Aa, men jeg er meget stærk, og jeg bliver aldrig forkølet."
Mary Mackintosh holdt den op med et strengt misbilligende Ansigt. Den
har naturligvis korte Ærmer med rynkede Valenciennekniplinger og er
af fint, smukt broderet Kammerdug. Fru Carruthers var altid meget
fordringsfuld, og hun valgte dem selv hos Doucet. Hun sagde, at man
aldrig kunde vide, naar der kunde blive Ildebrand.
"Kære Evangeline, De er meget ung, saa De kan sandsynligvis ikke
forstaa det," sagde Mary, "men jeg synes ikke, at denne Natkjole paa
nogen Maade er passende for en ung Pige -- eller for Resten ikke for
nogen god Kvinde. Moder, jeg haaber, at mine Søstre ikke har set
den!!"
Jeg saá forvirret ud.
Hun undersøgte Stoffet, man kunde se Huden igennem det.
"Hvad _vilde_ Alexander sige, hvis jeg tog saadan en Tingest paa."
Den Tanke syntes næsten at kvæle dem begge to, de saá ulykkelige og
forfærdede ud.
"Den vilde naturligvis være for snæver til Dem," sagde jeg ydmygt,
"men det er ellers et meget godt Mønster, og man sprænger den ikke,
naar man strækker Armene i Vejret. Fru Carruthers gjorde saa mange
Ophævelser hos Doucet, fordi mine sidste gik saa hurtig itu, og saa
blev disse anderledes."
Da jeg nævnede min afdøde Adoptivmoder, rettede de sig begge.
"Vi véd nok, at Fru Carruthers havde nogle besynderlige Ideer," sagde
Lady Katherine stift, "men jeg haaber, Evangeline, at De nu selv er
fornuftig nok til at forstaa, at saadant et -- et -- Klædningsstykke
slet ikke er sømmeligt."
"Men hvorfor dog, kære Lady Katherine?" sagde jeg, "De véd ikke, hvor
den er klædelig."
"Klædelig," næsten skreg Mary Mackintosh. "Men ingen fintfølende
Kvinde bryder sig da om, at noget skal være klædeligt i Sengen!"
Det lod til, at hele Sagen var dem saa pinlig, at jeg dækkede min
fornærmelige Natkjole til med min Frisérkaabe og hostede. Det afbrød
dem, og de gik deres Vej med et koldt Godnat.
Nu er jeg alene. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor det er galt at se
køn ud i Sengen -- siden oven i Købet ingen ser én.
_Tryland Court_,
Mandag, den 14. Novbr.
Jeg har slet ikke haft Lyst til at skrive, de sidste Dage har været
saa utaalelige -- saa fulde af Vrøvl! Snak om Børn i det uendelige!
Om Opramsningsmetoder, Tandbrud, Barnepigers lumske Streger,
Patentføde, Flasker, Hagesmække -- og alt muligt af den Slags! Nok
til, at man maa ønske aldrig at blive gift! Og dèr sidder Mary
Mackintosh ganske uformelig og udbreder sig i Teorier, som aldrig kan
faa praktiske Resultater, da der ikke kan tænkes mere uopdragne Børn
end hendes!
Jeg kan se, at selv Lady Katherine ærgrer sig over dem, naar de to
ældste, som hver Dag kommer ind, medens vi drikker Morgenkaffe, tager
Syltetøjsskeen eller noget, der er lige saa galt, og smider det hele
ud over Dugen. I Gaar stak de deres Hænder i Honningkrukken, medens
Hr. Montgomerie var ved at tage af den, og da de saa havde smurt ham
til, løb de rundt om Bordet for ikke at blive fangede og tog fat paa
alle Stoleryggene og Dørlaasene, saa man ikke kunde røre ved noget
uden at blive klæbrig.
"Kæreste Alexander," sagde Mary, "Alex maa tørres om Munden."
Den stakkels Hr. Mackintosh maatte rejse sig fra sin Kaffe, fange
Ungerne og forgæves bruge sin Serviet.
"Bring dem ovenpaa, hører du -- Bur--r--r--r," brølede den kærlige
Bedstefader.
"Men Fader, de stakkels søde Børn er jo slet ikke uartige!" sagde
Mary fornærmet. "Jeg vil gerne have, at de skal være saa meget som
muligt sammen med os. Jeg troede, at I vilde være saa glade for dem."
Da Børnene hørte det, gav de sig begge til at brøle af fuld Hals, og
Alex, Keruben paa halvfemte Aar, laa paa Gulvet og sparkede og skreg,
til han var sort i Ansigtet.
Hr. Mackintosh er for lille til at styre to, saa en af Tjenerne
maatte hjælpe ham med at bære dem op i Barnekammeret! Uha! Jeg vilde
ikke være i hans Sted for alt i Verden.
Malcolm bliver saa komisk! Jeg antager, at han er indtaget i mig. Han
gør en Slags Kur paa en lapset Maade, saa snart han kan faa
Lejlighed til det; men det er ikke ofte, for Lady Katherine sørger
for at sende en af Døtrene med paa alle vore Spadsereture; hvis vi er
i Dagligstuen, kommer hun selv og sidder ved Siden af os. Det er jeg
glad over, for det vilde være alt for kedeligt at høre paa for meget
af det, han siger.
Men hvor det alligevel er dumt af hende! Hun maa ikke engang kende
saa meget til Mænd som jeg -- naturligvis gør det ham kun saa meget
ivrigere.
Det er en god Lære for mig. Jeg skal selv være ganske umulig
vanskelig, hvis jeg igen træffer Hr. Carruthers, da han ingen Moder
har til at spille ham den Slags Puds.
Lord Roberts Svar kom Lørdag Eftermiddag. Det kom gennem Lady
Merrenden.
Han vil være henrykt over at komme til Jagten paa Tirsdag -- i
Morgen. Jeg er saa glad, men Gud véd, om jeg kan faa ham til at
forstaa, at han ikke maa sige, at han har set mig paa Branches, da
jeg var dèr. Det er ganske ligegyldigt, men Lady Katherine er saa
løjerlig og sær.
Selskabet skal ikke være stort, ni Jægere -- jeg haaber, at nogle af
dem er morsomme, skønt jeg er næsten bange!
Tirsdag Aften.
Det er sent, Klokken er næsten tolv, men jeg føler mig saa lysvaagen,
at jeg maa skrive.
Jeg vil begynde ved Begyndelsen, da de allesammen kom.
De kom med to Tog, tidligt om Eftermiddagen, lige ved Tetid, og Lord
Robert kom med det sidste.
De fleste er af samme Slags som Lady Katherine; de ser ud, som om de
var saa gode som Guld; men der er én Dame, Lady Verningham, Lady
Katherines Niece, hun er anderledes, og jeg kunde straks lide hende.
Hun har yndige Klæder og en vidunderlig Skikkelse, og hendes Hat
sidder rigtigt. Hun har ogsaa et bedaarende Væsen, men man kan se, at
hun er paa Pligtbesøg.
Selv dette store Selskab kunde ikke helt standse Mary Mackintosh i at
fremsætte Love for huslige Sager og Børneopdragelse. Vi sad alle i
den store Dagligstue, og mine Øjne mødte Lady Verninghams, og vi lo
begge! Det er de første Øjne med Mening i, jeg har set, siden jeg
forlod Branches.
De talte alle saa behageligt, med Pauser, og de morede sig slet ikke,
da Jean og Kirstie begyndte at tale om deres Arbejde, forklarede det
og forsøgte paa at faa Bestillinger, og saa kom Jessie og Maggie
ogsaa, og de viste Prøver paa det altsammen og bestemte Priser. Jeg
vilde hade at tigge, selv i velgørende Øjemed.
Jeg følte mig ganske flov paa deres Vegne, men de brød sig ikke en
Smule om det, og deres Ofre var veldædige.
Vor Præst paa Branches blev altid saa rød og nervøs, naar han skulde
bede om noget; man kunde se, at han var en Gentleman -- men Damer er
maaske anderledes.
Jeg længtes efter Te!
De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfære af Stivhed og
Sømmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som
om de mente, at "Guld maa prøves i Ilden, og Hjerter maa hærdes i
Smerte".
De er overordentlig muntre, fordi Munterhed er en kristelig Dyd, ikke
fordi de strømmer over af Glæde eller af den dejlige Følelse af at
leve og ikke bryde sig videre om, hvad der sker, som er saa
henrivende, og som jeg faar, naar Vejret er smukt.
Alt, hvad de gør, har en Grund eller indeholder en Moral. Dette
Selskab er samlet, fordi der skal skydes Fasaner i November -- og der
er nogle Mennesker, som skal mores, og det er en Støtte for deres
Velgørenhed. Hvis jeg havde et stort Hus og var rig, vilde jeg holde
smukke Selskaber med mange elskværdige Mennesker, fordi jeg gerne
vilde more baade dem og mig selv. Lady Verningham var ved at tale med
mig, lige før Te, da den anden Togladning var kommet.
Jeg gjorde mig Umage for at være ganske ligegyldig; men jeg var
frygtelig nervøs, da Lord Robert kom ind i Stuen. Han saá saa smuk
ud, saa fiks og rank og smidig!
Lady Katherine var frygtelig stiv imod ham; det vilde have taget
Modet fra de fleste Mennesker, men det er det dejlige ved Lord
Robert, han er saa fuldstændig _sans gêne_.
Han saá mig naturligvis straks og kom hen til mig, saa snart han
kunde.
"Goddag, Robert!" sagde Lady Verningham og saá meget forbavset ud ved
at se ham, og hun rakte ham sine Fingre paa saadan en indtagende
Maade. "Hvordan kommer De her? Og hvorfor er vor Campie her ikke? Jeg
er vis paa, at der stikker noget under!"
"Ja vist saa!" sagde Lord Robert og holdt hendes Haand. Saa saá han
paa mig med optrukne Øjenbryn. "Men vil De ikke forestille mig for
Frøken Travers? Jeg ser til min store Sorg, at hun har glemt mig!"
Jeg lo, og Lady Verningham forestillede os for hinanden; han satte
sig ved Siden af os, og de begyndte allesammen at drikke Te.
Lady Verningham havde et eget Udtryk i sine Øjne.
"Robert, sig mig, hvad er det!" sagde hun.
"Jeg hørte, at De havde fem Tusind Fasaner, som skulde myrdes,"
svarede Lord Robert og saá paa hende med sit uskyldige Smil.
"Robert, De lyver!" sagde hun og lo. Hun er saa smuk, naar hun ler,
ikke meget ung, vist nok over tredive, men saa yndig! saa forskellig
som vel muligt fra hele Familien Montgomerie.
Jeg talte næsten ikke, de blev ved med at drille hinanden, og Lord
Robert spiste Størstedelen af en Tallerken Smørrebrød, som stod i
Nærheden.
"Jeg er Pokkers sulten, Lady Ver!" sagde han. Hun smilede til ham,
hun kan øjensynlig meget godt lide ham.
"Robert, De maa ikke bruge saadanne Ord her," sagde hun.
"Ja, bander han ikke alt for meget?" udbrød jeg, uden at tænke et
Øjeblik over det -- saa huskede jeg paa det. Hun syntes meget
forundret.
"Naa, saa De har hørt det før! Jeg troede, at de lige havde truffet
hinanden, ganske tilfældigt!" Hun sagde dette med saadant et komisk
forstaaende Blik; men hun saá ikke helt fornøjet ud. Jeg blev ildrød
i Hovedet, og det ærgrede mig, fordi man kunde se det saa meget paa
min Hud. Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.
"Det er dejligt at skyde fem Tusind Fasaner, Robert," sagde hun.
"Ja, ikke sandt?" svarede Lord Robert; han var blevet færdig med at
spise Smørrebrød.
Saa sagde han til hende, at hun var kær, og at han var glad over, at
Hr. Campion havde faaet den Idé at ville more sig paa anden Maade i
den Uge.
"De er en Fryd, Robert!" sagde hun. "Men De maa opføre Dem pænt her
og ikke gøre gale Streger som paa Fotherring i Oktober, mit Barn. Saa
sætter Tante Katherine Dem i Skammekrogen. Frøken Travers har været
her en Uge, hun kan sige Dem, om det ikke er sandt."
"Jo, det er det virkelig!" sagde jeg.
"Men jeg _maa_ have at vide, hvorledes De er kommet her," befalede
hun.
Heldigvis kom Malcolm i samme Øjeblik; han havde lusket om i Nærheden
og kom nu hen til os for at blande sig i vor Samtale; men hvis han
havde været et Bord eller en Stol, kunde han ikke have været Lord
Robert mere ligegyldig! Han er vidunderlig! Han er ikke en Smule
uhøflig, men kun ganske ærlig og ligefrem; han faar altid det, han
vil have, med et næsten bønligt Udtryk i sine blaa Øjne.
Et Par Minutter efter talte han og jeg sammen, og Malcolm og Lady
Verningham stod nogle faa Alen fra os. Jeg var saa lykkelig. Det faar
han mig til at være, jeg véd ikke hvorfor.
"Hvorfor saá De saa haardhjertet ligegyldig ud, da jeg kom hen til
Dem," spurgte han. "Jeg var bange for, De var ked af, at jeg kom."
Saa fortalte jeg ham om Lady Katherine, og at jeg havde været saa dum
ikke at sige, at jeg havde truffet ham paa Branches.
"Naa --! Saa boede jeg altsaa hos Christopher, efter at De var rejst
-- forstaar jeg nok," sagde han. "Havde jeg truffet Dem i London?"
"Vi vil ingen Historier lave om det. De kan tro, hvad de har Lyst
til."
"Lad dem det!" Han lo. "Jeg kan se, at jeg maa manøvrere en hel Del
for at komme til at tale roligt med Dem her; men De vil vel nok staa
ved Siden af mig, naar vi er ude at skyde i Morgen?"
Jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi fik Lov til at være med, uden
maaske til Lunch -- hvortil han svarede, at han ikke kunde tro paa en
saadan Grusomhed.
Saa spurgte han mig om en Masse Ting, om hvordan jeg havde haft det,
og hvad jeg nu havde i Sinde at gøre. Han har det mest indtagende
Væsen, og man synes straks, at man kender ham meget godt; af og til
ser han én lige ind i Øjnene med en forbavsende Frejdighed. Jeg har
aldrig set et Menneske, der var saa fuldstændig fri for Skaberi, og
jeg tror aldrig, han tænker en Smule paa, hvad Folk synes om ham. For
ham har intet nogensinde en dobbelt Betydning, som for Hr.
Carruthers. Hvis han havde sagt, at jeg skulde blive og gifte mig med
ham, er jeg vis paa, at han havde ment det, og jeg tror virkelig, at
jeg var blevet!
"Kan De huske den Morgen, da vi pakkede ind?" sagde han med saadan en
kærtegnende Stemme. "Jeg var saa lykkelig. Var De ikke ogsaa?"
Jeg sagde Jo.
"Og Christopher var gal paa os! Han var som en saaret Bjørn, da De
var rejst; han paastod, at han skulde til Byen om Mandagen, bare én
Dag; han var her om Tirsdagen, ikke?"
"Nej, han var ikke," var jeg nødt til at sige, og jeg ærgrede mig
endnu over det, jeg véd ikke hvorfor.
"Han er et løjerligt Menneske," sagde Lord Robert, "og jeg er glad
over, at De ikke har set ham -- jeg vil ikke have, at han kommer i
Vejen for mig. Jeg er et egenkærligt Bæst, skal jeg sige Dem."
Jeg sagde, at Fru Carruthers havde altid lært mig, at saadan var
Mænd, saa det nedsatte ham ikke i mine Øjne.
Han lo. "De maa hjælpe mig til at komme til at sidde og tale med Dem
igen efter Middag," sagde han. "Jeg kan se, at den rødhaarede Søn vil
have Dem for sig selv, men det tillader jeg selvfølgelig ikke!"
Jeg blev overlegen.
"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med
mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad."
"Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert.
"Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser
herfra; for han er bange for, at nogen skal gøre Kur til mig. Han
synes, det vilde være sikrere, hvis jeg saá mere ud som hans Søstre.
Jeg har lovet, at Véronique skal staa udenfor Døren, naar jeg har
Besøg."
"Naa, saa det er han bange for. Det er meget rimeligt, at han vil faa
Ret, siden jeg er i London," sagde Lord Robert.
"Men hvor véd De," begyndte jeg med en spørgende, alvorlig Mine,
"hvor kan De vide, om jeg vil høre paa Dem? De kan ikke blive ved med
at tale til døve Folk, vel?"
"Er De døv?" spurgte han. "Det tror jeg ikke, i alt Fald skulde jeg
nok prøve paa at kurere Deres Døvhed." Han bøjede sig helt ned over
mig og lod, som om han tog en Bog op.
Aa, hvor jeg morede mig.
Pludselig følte jeg, at jeg virkelig levede, Blodet brusede i mine
Aarer, og jeg sagde alt, hvad der faldt mig ind. Vi var saa
lykkelige!
Lord Robert har saadan en smuk Skikkelse. Jeg bliver altid saa
begejstret over smukke, fuldkomne Linier. De andre Mænd ser tykke og
kluntede ud ved Siden af ham, og han har smukke Klæder og Slips!
Vi blev ved med at tale sammen. Han begyndte at vise mig, hvor meget
jeg interesserede ham. Hans blaa, udtryksfulde Øjne sagde endogsaa
mere end hans Ord. Jeg kan godt lide at se ham se nedad; hans
Øjenvipper er saa latterligt lange og krøllede, de er ikke sorte som
mine og Hr. Carruthers, men mørkebrune og bløde og skyggede, og jeg
véd ikke rigtig, hvorfor de er saa tiltrækkende. Naar man ser dem
næsten ligge nede paa hans Kinder, faar man Lyst til at røre ved dem
med Fingerspidserne. Jeg har aldrig tilbragt en saa dejlig
Eftermiddag! Men ak! Den var alt for kort.
"Vi vil se at komme til at sidde sammen efter Middag," sagde han, da
Gongongen lød og meldte, at vi skulde klæde os om til Middag. Lady
Katherine kom og vimsede omkring og samlede dem allesammen sammen og
mere eller mindre drev dem af Sted, og paa Vejen op ad Trappen sagde
hun til mig, at jeg behøvede ikke at komme ned, hvis jeg hellere
vilde lade være!
Jeg takkede hende igen, men holdt fast ved min Hensigt at vænne mig
til at være sammen med Mennesker.
Jeg skulde blive i mit Værelse, naar Lord Robert var der til Middag
-- aldrig!
Men da jeg kom ned, var han omgivet af Montgomerier, og han gik stolt
ind i Spisestuen med Lady Verningham -- det maa hun have arrangeret.
Jeg havde saadan en kedsommelig Fyr! En ung Mackintosh, en Fætter til
Marys Mand, og paa den anden Side Præsten. Den ene talte om Botanik i
en hæs Hvisken med skotsk Akcent, og den anden slugte sin Mad og
sagde gudelige Vittigheder mellem hver Mundfuld.
Da jeg havde holdt tappert ud lige til Isen, sagde jeg, at jeg hadede
at vide, hvad Blomster bestod af, jeg brød mig kun om at plukke dem.
Ynglingen stirrede paa mig og sagde ikke meget mere. For Præsten var
det nok, naar jeg af og til sagde "Ja", og paa den Maade kom vi
igennem Middagen.
Malcolm sad lige overfor mig, og han gloede næsten hele Tiden. Selv
han vilde have været bedre end Botanikeren; men jeg tænker, at Lady
Katherine mente, at de to kunde være en Slags Halvsorg for mig. Det
var umuligt at være munter sammen med dem.
Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog.
Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis
staar denne lidt afsides, og skønt den ikke er bekvem, kunde vi dog
tale sammen.
"De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog
Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?"
Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish.
"Det véd jeg nok," sagde hun; "men jeg kalder hele Slægten McTavish
-- det ligner det noget, og det ærgrer Mary saadan, hun retter mig
hver Gang. Har De nu ikke faaet Lyst til at blive gift og blive
akkurat som Mary?" Der var et Glimt i hendes Øjne.
Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde været vild efter det. Jeg vilde
først ud og se Livet.
Men man kunde ikke se Livet, uden at man var gift, sagde hun.
"Ikke engang naar man er en Eventyrerske som jeg?" spurgte jeg.
"En hvad?"
"En Eventyrerske," svarede jeg. "Folk synes at blive saa forundrede,
naar jeg siger det! Men jeg maa være det, kan De nok indse, fordi Fru
Carruthers ikke efterlod sine Penge til mig, og i den Bog, hvori jeg
læste om det, stod der, at man var det, naar man havde smukke Klæder,
og -- og -- rødt Haar -- og saadan noget og intet Hjem."
Hun brast i Latter.
"De lille Pus!" sagde hun. "Vi to vil være gode Venner. Men De maa
ikke lege med Robert Vavasour. Han tilhører mig! Han er et af mine
egne, særlige Kælebørn. Er det en Aftale?"
Nu vilde jeg ønske, at jeg den Gang havde haft Mod til at sige rent
ud, at jeg godt kunde lide Lord Robert, og at jeg ikke vilde slutte
nogen Overenskomst; men man er undertiden ubesindig, naar man bliver
overrasket. Det er vel ved saadanne Lejligheder, at det skal vise
sig, om éns Hoved er skruet fast paa; mit var det ikke i Aften. Men
hun saá saa bedaarende ud, og jeg følte mig lidt overlegen, og
maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget
for Lord Robert, særligt hvis han tilhører hende, hvad det nu end vil
sige, og saa sagde jeg, at det _var_ en Aftale, og at jeg naturligvis
aldrig havde tænkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at
tænke paa, at det er et Løfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham
gennem mine Øjenvipper. Og jeg véd ikke, hvorfor jeg i Aften føler
mig helt lysvaagen og træt og temmelig dum, som om jeg havde Lyst til
at give mig til at græde.
Men hun var forfærdelig venlig imod mig og yndig, og hun har indbudt
mig til at komme og besøge sig og meget andet, saa det er nok
altsammen godt. Men da Lord Robert kom ind og kom hen til os, var det
meget haardt, at jeg straks maatte rejse mig og gaa og lade, som om
jeg vilde tale med Malcolm.
Jeg turde kun se op en Gang imellem, og jeg saá, at Lord Roberts Øjne
var fæstede paa mig med et bebrejdende og bedende Udtryk, og den
sidste Gang var der ogsaa Harme i dem.
Lady Verningham beholdt ham hos sig, indtil de alle rejste sig for at
gaa i Seng.
Der var blevet musiceret og spillet Bridge og dyrket andre
kedsommelige Adspredelser, men jeg sad stille. Og jeg véd ikke, hvad
Malcolm havde talt om, jeg havde ikke hørt efter, skønt jeg blev ved
med at mumle "Ja" og "Nej".
Han blev mere og mere _empressé_, indtil jeg pludselig, da vi rejste
os, hørte ham sige:
"De har lovet det! Husk det nu; jeg forlanger, at De skal holde det
-- i Morgen!"
Og der var saadan et forelsket, vammelt, usikkert Udtryk i hans Øjne,
at jeg fik ganske ondt. Det rædsomste ved det er, at jeg ikke mere
véd, hvad jeg har lovet, end Manden i Maanen! Det kan godt være, at
det er noget aldeles forfærdeligt! Hvis det er noget saa skrækkeligt
som at kysse ham, saa maa jeg bryde mit Ord, -- hvilket jeg ellers
aldrig gør.
Aa, du store Himmel! Det er ikke altid saa let at le ad Livet, som
jeg engang troede! Jeg vilde næsten ønske, at mit Liv var ordnet, og
at jeg ikke behøvede at være Eventyrerske. Nogle Situationer er saa
vanskelige! Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng.
Gud véd, om Lord Robert -- nej, hvad kan det nytte at tænke paa ham;
han kommer ikke længere mig ved.
Nu puster jeg Lyset ud.