_Branches Park_.
Den 3. November 1904.
Jeg vilde saa gerne vide, om det er morsomt at være en Eventyrerske,
for det er øjensynligt det, jeg nu maa blive. Jeg har læst alt muligt
om det i en Bog; det er at se godt ud, og ikke at have noget at leve
af, og dog have Fornøjelse af Livet -- og det har jeg i Sinde! Jeg
har ganske vist ingenting at leve af, for man kan ikke regne 300 Pund
om Aaret for noget videre -- jeg er overordentlig køn, og jeg véd det
godt, og jeg forstaar at sætte mit Haar og tage mine Hatte paa og den
Slags Ting, saa jeg er naturligvis Eventyrerske! Jeg var ikke bestemt
til at spille den Rolle. -- Fru Carruthers adopterede mig for at
efterlade mig sin Formue, da hun den Gang var Uvenner med sin Arving,
som _skulde_ arve Godset. Saa var hun saa inkonsekvent, at hun ikke
skrev et ordentligt Testamente -- derfor er det, at det Menneske skal
have alt, og jeg ingenting.
Jeg er tyve Aar, og lige indtil forrige Uge, da Fru Carruthers blev
syg og døde paa én og samme Dag, havde jeg det sommetider meget
behageligt, naar hun var i godt Humør.
Det kan ikke nytte at lade, som om man kan lide Folk, fordi de er
døde, naar man vil skrive sine virkelige Tanker. For det meste hadede
jeg Fru Carruthers. Det var ganske umuligt at gøre hende tilpas. Hun
havde ikke Begreb om Retfærdighed, eller om noget andet end sin egen
Bekvemmelighed, og om hvor meget andre Mennesker kunde bidrage til
hendes Fornøjelse.
Grunden til, at hun i det hele taget kom til at gøre noget for mig,
var den, at hun havde været forelsket i Papa, og da han giftede sig
med stakkels Mama -- som slet ingen Familie havde -- og saa døde,
tilbød hun at tage mig til sig og opdrage mig, bare for at ærgre
Mama, fortalte hun mig ofte. Da jeg kun var fire Aar, havde jeg ikke
noget at sige i den Sag, og hvis Mama havde Lyst til at give Afkald
paa mig, blev det jo hendes Sag. Mamas Fader var Lord og hendes Moder
jeg véd ikke hvem, og de havde ikke gjort sig den Ulejlighed at blive
gifte, det var derfor, at stakkels Mama slet ingen Slægtninge havde.
Da Papa var død, giftede hun sig med en Officer og rejste til Indien
og døde, og jeg saá hende aldrig mere -- og saadan gaar det til, at
der ikke er en Sjæl i Verden, som kommer mig ved, eller som
interesserer sig for mig, saa jeg kan ikke gøre for, at jeg er en
Eventyrerske og kun tænker paa mig selv, kan jeg vel?
Fru Carruthers var til Tider Uvenner med alle Naboerne, saa naar
undtages nogle formelle Visitter i de venskabelige Mellemrum, saá vi
ikke meget til dem. Der var flere gamle Verdensdamer, som plejede at
komme og besøge os, men jeg kunde ikke lide nogen af dem, og jeg har
ingen unge Veninder. Naar det bliver mørkt, og jeg er alene her oppe,
spekulerer jeg ofte paa, hvorledes det vilde have været, hvis jeg
havde haft nogle -- men jeg tror, at jeg er af den Slags Katte, som
ikke vilde have kommet videre godt ud af det med dem -- saa det er
maaske bedst saaledes, hvis jeg bare havde -- for Eksempel en smuk
Tante til at holde af mig, det kunde have været rart.
Fru Carruthers havde ingen af den Slags Følelser. "Snak og Vrøvl" --
"sentimentalt Pjank" vilde hun have kaldt dem. At faa en passende
Mand, det var det, hun havde opdraget mig til, sagde hun, og i de
sidste Aar havde hun arrangeret, at jeg skulde giftes med hendes
forhadte Arving, da jeg skulde have Pengene og han Godset.
Han er Diplomat og bor i Paris og Rusland og den Slags morsomme
Steder, saa han kommer sjælden til England. Jeg har aldrig set ham.
Han er helt gammel -- over tredive -- og hans Haar begynder at blive
graat.
Nu er han Herre her, og jeg er nødt til at rejse herfra -- hvis han
ikke frier til mig i Eftermiddag, naar vi mødes, hvilket han
sandsynligvis ikke gør.
For Resten kan der da ikke være noget ondt i, at jeg under de
Omstændigheder gør mig Umage for at se saa tiltalende ud som muligt.
Siden jeg skal være Eventyrerske, maa jeg gøre det bedste, jeg kan,
for mig selv. Fine Følelser passer for Folk, der har Penge nok til at
leve som de har Lyst. Hvis jeg havde ti Tusind om Aaret, eller blot
fem, saa vilde jeg knipse med Fingrene ad alle Mænd og sige: "Nej,
jeg lever mit Liv som jeg vil, jeg vil udvide mine Kundskaber og læse
Bøger og have smukke Ideer om Ære og ophøjede Følelser, og maaske
engang bukke under for en ædel Kærlighed" (hvilke store Ord, alene
Tanken om det faar mig til at skrive). Men hvis Hr. Carruthers nu
spørger mig, om jeg vil gifte mig med ham, som hans Tante har sagt,
at han skal, saa siger jeg sikkert Ja og bliver her og faar et
behageligt Hjem. Det er ikke Umagen værd at begynde at pakke ind, før
jeg har truffet ham.
Hvor det er heldigt, at Sort klæder mig! Min Hud er latterlig hvid.
Jeg vil sætte en Buket Violer i Brystet paa min Kjole, det kan da
ikke se hjerteløst ud, antager jeg. Men hvis han spørger mig, om jeg
er bedrøvet over Fru Carruthers Død, saa kan jeg ikke lyve.
Jeg er naturligvis bedrøvet, fordi Døden er frygtelig, og at dø paa
den Maade, medens man siger ondskabsfulde Ting til alle, det maa være
rædsomt -- men jeg kan ikke, jeg kan ikke begræde hende! Der gik
aldrig en Dag, uden at hun saarede mig -- da jeg var lille, var det
ikke blot med Ord; hun plejede at knibe mig og slaa mig paa Ørene,
til Doktor Garrison sagde, at jeg kunde blive døv, saa holdt hun op,
for hun sagde, at døve Mennesker var en Plage, og hun kunde ikke
holde dem ud.
Jeg vil ikke blive ved med at se tilbage, der er Masser af Ting, som
jeg selv nu bliver rasende ved at tænke paa.
Jeg har kun deltaget i Selskabslivet i et Aar. Fru Carruthers fik et
Anfald af Bronkitis, da jeg var atten Aar, netop da vi skulde ind til
Byen i Sæsonen; hun sagde, at hun ikke følte sig rask nok til de
Anstrengelser, og saa tog vi af Sted til Schweiz. Og om Efteraaret
rejste vi fra Sted til Sted, og da Vinteren kom, begyndte hun igen at
hoste og jamre sig, saa hun vilde ikke tage til Byen den næste Sæson,
før til den sidste Hoffest, derfor har jeg kun været en Maaned
i London. Hun kom sig helt af sin Bronkitis og døde af et
Hjertetilfælde, som blev fremkaldt af et Anfald af Vrede, fordi
Thomas slog en gammel Familievase itu.
Jeg vil ikke skrive om hendes Død eller om Testamentet eller om
Forbavselsen over, at jeg kun arvede tusind Pund og en Diamantring.
Nu da jeg er en Eventyrerske i Stedet for en rig Arving, er det jo
unyttigt at tale om alt det. Det er tilstrækkeligt at sige, at hvis
Hr. Carruthers ikke adlyder og tilbyder mig sin Haand i Eftermiddag,
saa maa jeg pakke mine Kufferter og rejse paa Lørdag -- men hvorhen,
det hviler i Gudernes Skød!
Han kommer med 3,20 Toget og er her i Huset før fire; det er en grim,
kedelig Tid; man kan ikke byde ham Te, det bliver i det hele taget
utaaleligt og nervepirrende.
Officielt kommer han for at overtage sit Gods, antager jeg, men i
Virkeligheden kommer han for at se paa mig, og se, om han paa nogen
Maade kan overtale sig selv til at opfylde sin Tantes Ønsker. Jeg gad
vide, hvordan det er at blive gift med én, man ikke kender og ikke
kan lide; jeg kender endnu ikke meget til Mænd. Vi har ikke haft
nogen, som man kunde kalde Mænd, her -- kun en Masse gamle, ækle Fyre
om Efteraaret for at skyde Fasaner og spille Bridge med Fru
Carruthers. Det er mig en Gaade, at de nogensinde kunde skyde noget,
saadan nogle Antikviteter! Nogle af dem var Politikere og
Ex-Ambassadører og saadan noget, og de fleste var saa fæle, som de
vel kunde være. De plejede ved det mindste Vink at komme travende ned
ad Korridoren til Skolestuen og drikke Te med Mademoiselle og mig! Og
de sagde de underligste Ting; jeg er vis paa, at Masser af det, de
sagde, havde en anden Betydning; for Mademoiselle plejede at le saa
underligt. Det var en ganske køn én, jeg havde de sidste fire Aar,
men jeg hadede hende. Hun regnede aldrig nogen, som var ung og
menneskelig, for noget.
Jeg glædede mig til at deltage i Selskabeligheden i London; men da
det var saa sent, var alle fuldt optagne, da vi kom dertil -- og der
var ingen, som blev videre forelsket i mig. Vi kom ogsaa meget lidt
ud; noget af Tiden havde jeg en hoven Næse, jeg var blevet ramt af en
Tennisbold -- og Folk ser ikke paa unge Piger med hovne Næser.
Gud véd, hvor jeg skal tage hen og bo! Maaske til Paris --
naturligvis, hvis jeg ikke blive gift med Hr. Carruthers, -- jeg
antager ikke, at det er kedeligt at være gift. I London syntes alle
de gifte Koner at have det dejligt, og de havde ikke videre meget
Vrøvl med deres Mænd.
Fru Carruthers forsikrede mig altid, at Kærlighed var ganske
unødvendig i Ægteskabet. Man var nødt til engang at elske en eller
anden, men det Faktum, at man var lænket til ham, vilde udrydde den
Følelse. Det var noget, man skulde betragte som Mæslinger eller en
anden Sygdom, og det var bedst at faa det overstaaet og saa tage fat
paa Livets solide Side. Men hvordan hun ventede, at jeg skulde faa
det overstaaet, naar hun aldrig sørgede for, at jeg saá nogen, det
véd jeg ikke.
Jeg spurgte hende en Dag, hvad jeg skulde gøre, hvis jeg kom til at
holde af nogen, efter at jeg var blevet gift med Hr. Carruthers, og
hun lo paa sin ækle Maade og sagde, at jeg sandsynligvis vilde gøre
som alle de andre. Og hvad gør de? -- Det gad jeg nok vide. -- Naa,
det tænker jeg nok, at jeg engang finder ud af.
Naturligvis er der den Mulighed, at Christopher (mon jeg kan lide
Navnet Christopher?), at Christopher ikke vil rette sig efter hendes
Testamente.
Han har vidst om det i Aarevis, ligesom jeg, men jeg tror, at Mænd er
nogle underlige Skabninger, og han kan maaske fatte Uvillie imod mig.
Jeg er ikke af en Type, som enhver synes godt om. Mit Haar er alt for
rødt, skinnende, mørkt, ildrødt som en Kastanie, naar den falder ud
af sit Hylster, men det lyser som Metal. Hvis jeg havde de sædvanlige
hvide Øjenvipper, vilde jeg være rent ud sagt grim, men Gud være
lovet, ved et Lune af Naturen er mine sorte og tykke og kan ses, naar
man ser mig fra Siden, og jeg tænker ofte, naar jeg ser mig i
Spejlet, at jeg virkelig er meget køn -- naar det hele kommer sammen
-- men, som jeg har sagt, det er ikke en Type, der behager alle.
Jeg er en Kombination, som Fru Carruthers forsikrede mig vilde volde
Bekymring. "Med den Blanding, Evangeline," sagde hun ofte, "vilde du
gøre rigtigst i at komme til Ro i Livet saa hurtigt som muligt. Gode
unge Piger har ikke dine Farver." Man ser altsaa, at jeg er
brændemærket som slet lige fra Begyndelsen, lige meget hvad jeg gør.
Mine Øjne er grønne som lyse Smaragder, og lange, og de gaar ikke
nedad i Krogene med et Madonnaudtryk som Cicely Parkers, Præstens
Datter. Jeg véd endnu ikke, hvad det er at være god eller være slet,
maaske finder jeg ud af det, naar jeg bliver Eventyrerske, eller gift
med Hr. Carruthers.
Alt, hvad jeg véd, er, at jeg gerne vil leve og føle Blodet bruse
gennem mine Aarer. Jeg vil gøre, hvad jeg har Lyst til, og ikke være
tvunget til at være høflig, naar jeg brænder af Raseri. Jeg vil staa
sent op om Morgenen, hvis jeg tilfældigvis har Lyst til at sove, og
jeg vil sidde oppe om Aftenen, hvis jeg ikke har Lyst til at gaa i
Seng! Da man nu kan gøre, hvad man vil, naar man er gift, haaber jeg
virkelig, at Hr. Carruthers vil synes godt om mig, og saa bliver alt
godt! Jeg vil blive ovenpaa, til jeg hører Vognen komme, og overlade
til Hr. Barton -- Sagføreren -- at tage imod ham. Saa gaar jeg ganske
nonchalant ned ad Trappen, medens de er i Vestibulen. Det bliver en
virkningsfuld Entré. Mit lange, sorte Slæb og den store, brede Trappe
-- dette er et pragtfuldt Hus -- og hvis han har Øjne i Hovedet, maa
han se mine Fødder paa hvert Trin! Selv Fru Carruthers sagde, at jeg
havde den smukkeste Fod, hun nogensinde havde set. Jeg bliver ganske
nervøs. Jeg vil ringe paa Véronique og begynde at klæde mig paa! ...
jeg skriver snart mere.
Torsdag Aften.
Det er Aften, og Ilden brænder klart i min Dagligstue, hvor jeg
sidder og skriver. _Min_ Dagligstue! -- Sagde jeg det? Hr. Carruthers
Dagligstue, mente jeg -- for det er ikke mere min, og paa Lørdag, i
Overmorgen, maa jeg sige Farvel til den for bestandig.
For -- jeg kan lige saa godt sige det med det samme -- det gik ikke.
Hr. Carruthers afslog roligt, men bestemt at adlyde sin Tantes
Befaling, og jeg skal altsaa være gammel Jomfru!
Jeg maa gaa tilbage til i Eftermiddag for at gøre det klart, og jeg
maa sige, at det ringer for mine Øren, naar jeg tænker paa det.
Jeg kaldte paa Véronique og tog min ny sorte Eftermiddagskjole paa,
som lige var pakket ud. Jeg satte Violerne i Brystet saadan ganske
tilfældigt, passede paa, at mit Haar krøllede lige saa stærkt som
sædvanligt, men dog ikke for balstyrigt til at se tækkeligt ud, og
saa, akkurat i det rigtige Øjeblik, begyndte jeg at gaa ned ad
Trappen.
Dèr stod Hr. Carruthers i Vestibulen. En høj Mand, der saá
forfærdelig godt ud, med et glatraget Ansigt og Træk som skaarne ud i
Sten. Med en firkantet Hage og et fælt Blink i Øjet. Han har et meget
destingveret Ydre, og han ser ud, som om han aldrig havde behøvet at
gøre sig Umage for at faa sine Klæder til at passe, for de sidder,
som om de var støbt om ham. Hans Væsen er koldt og tilbageholdende,
og der er noget bydende og arrogant over ham, som gør, at man straks
faar Lyst til at sige ham imod, men hans Stemme er bedaarende. Det er
en af den kultiverede, forfinede Slags, der lyder, som om han talte
en Masse Sprog, og derfor ikke sluger Ordene. Jeg tror, Diplomater
ofte taler saaledes, for nogle af de gamle Gesandter havde den Slags
Stemmer.
Han stod med Ryggen til Ilden, og Lyset fra det store Vindue med en
nedgaaende Sol faldt lige paa hans Ansigt, saa jeg kunde rigtigt se
ham. Jeg sagde i Begyndelsen, at det ikke kunde nytte at agere, naar
man skriver sine egne Tanker, for at man selv skal læse dem, naar man
bliver gammel, og desuden gemmer dem i en indelaaset Dagbog, saa jeg
vil altid sige Sandheden her -- det er en hel anden Sag, hvad jeg
vilde sige, hvis jeg talte med nogen og beskrev dem Situationen. Saa
vilde jeg sige, at jeg fandt ham yderst utiltalende, og at jeg
virkelig næsten ikke lagde Mærke til ham! Men i Virkeligheden lagde
jeg meget Mærke til ham, og jeg har en kedelig indre Overbevisning
om, at han kunde være meget tiltalende, hvis han vilde.
Han saá op, og jeg gik hen og gav ham Haanden med min mest ærbare
Mine, da Hr. Barton forestillede os for hinanden. Jeg lod ham tale
først.
"Det er en afskyelig Kulde," sagde han henkastet. Det var en ægte
engelsk Begyndelse, og lovende!
"Ja, det er det," sagde jeg. "Er De lige kommet?"
Og saadan blev vi ved paa samme banale Maade; Hr. Barton snurrede
sine Tommelfingre rundt om hinanden, og man kunde se, at han haabede,
at vi snart vilde komme til Dagens brændende Spørgsmaal; og nu og da
indskød han en Bemærkning, der gjorde Situationen endnu mere kejtet.
Til sidst sagde Hr. Carruthers, at han vilde se sig om i Huset; og
jeg sagde, at Teen skulde være færdig, naar de kom tilbage. Og saa
gik de.
Mine Kinder brændte, og mine Hænder var saa kolde; det hele var saa
kejtet og kedeligt, ikke nær saa simpel en Sag, som jeg troede, da
jeg var oppe i mit Værelse.
Da det var ganske mørkt, og Lamperne var bragt ind, kom de tilbage
til Vestibulen, og Hr. Barton, som sagde, at han ikke vilde have Te,
gik ind for at læse Aviser i Biblioteket.
Jeg gav Hr. Carruthers Te og gjorde de sædvanlige Spørgsmaal om
Sukker og Fløde. Der var et næsten ringeagtende Blik i hans Øjne, da
han saá paa mig, og jeg følte Vreden stige op i mig. Da han var
færdig, rejste han sig og stod igen foran Ilden. Saa begyndte han at
tale, resolut, som et Menneske, der har besluttet at gøre sin Pligt,
hvad det end koster.
"De kender det Ønske -- eller jeg skulde snarere sige, den Befaling,
som min Tante efterlod sig," sagde han -- "i Virkeligheden siger hun,
at hun altid har opdraget Dem med den Tanke. Det er kedeligt at
diskutere den Sag med en Fremmed, men maaske gør vi bedst i at faa
det overstaaet saa snart som muligt, da det er derfor, jeg er kommet
hertil i Dag. Hendes Befaling var, at jeg skulde gifte mig med Dem."
-- Han tav et Øjeblik. Jeg sad ganske stille med Hænderne foldede i
Skødet og tvang mig til at holde Øjnene fæstede paa hans Ansigt.
Han fortsatte, da han mærkede, at jeg ikke svarede -- med ganske lidt
Ærgrelse i Stemmen -- fordi jeg ikke vilde hjælpe ham, antager jeg --
det kunde aldrig falde mig ind! Det morede mig at ærgre ham!
"Det er en dristig Tanke i disse Tider at ville raade over andres
Skæbne paa den Maade, og jeg er sikker paa, at De vil være enig med
mig i, at et saadant Ægteskab er umuligt."
"Naturligvis er jeg enig med Dem," svarede jeg og løj i den
oprigtigste Tone. Jeg havde saa længe været vant til overfor Fru
Carruthers at beherske mine virkelige Følelser, baade af Vrede og af
Glæde, at jeg nu havde Øvelsen.
"Jeg er saa glad over, at De siger det rent ud," vedblev jeg blidt.
"Jeg har spekuleret paa, hvorledes jeg skulde skrive det til Dem, men
nu, da De er her, er det jo let for os at blive færdige med den Sag
med det samme. Hvad end Fru Carruthers har villet have mig til at
gøre, har jeg ikke haft i Sinde at adlyde hende; men det vilde ikke
have nyttet mig noget at sige det til hende, og saa ventede jeg, til
det var Tid at tale. Vil De ikke have mere Te?"
Han saá et Øjeblik meget stift, næsten vredt paa mig, lidt efter
sagde han med et lettet Suk, halvt leende:
"Saa er vi altsaa enige og behøver ikke at tale mere om det!"
"Nej," svarede jeg og smilede ogsaa, skønt jeg var rasende. Jeg véd
ikke, hvem jeg var mest vred paa -- Fru Carruthers, fordi hun havde
bragt mig i denne Situation, Christopher, fordi han var ufølsom
overfor mine Yndigheder, eller mig selv, fordi jeg et eneste Sekund
havde tænkt mig Muligheden af, at han skulde gøre andet. Naar man
tænker roligt over det, hvorfor skulde han saa gerne ville gifte sig
med mig? En fattig Eventyrerske med grønne Øjne og rødt Haar, som han
aldrig i sit Liv havde set! Jeg haaber, at han troede, at jeg af
Naturen havde en meget stærk Farve, for fra det Øjeblik, da jeg
begyndte at klæde mig paa, havde mine Kinder været brændende hede.
Man kunde let faa den Idé, at det var af Sindsbevægelse, og det maa
han aldrig faa at vide.
Han fik noget mere Te, men han drak den ikke, og deraf sluttede jeg,
at han heller ikke var saa rolig, som han saá ud til.
"Der er noget mere," sagde han, og nu var der næsten Forlegenhed i
hans Stemme. "Noget, som jeg gerne vil sige, skønt Hr. Barton maaske
kunde sige det for mig -- men jeg vil hellere selv sige det ganske
ligefremt til Dem -- det er, at De maa lade mig sætte saa mange Penge
fast for Dem, som De havde Ret til at vente at faa efter min Tante,
efter alle de Løfter, som jeg har forstaaet, at hun har --"
Denne Gang ventede jeg ikke, til han havde talt ud! Jeg sprang op fra
Stolen -- jeg kunde ikke styre den Følelse af saaret Stolthed, som
gennemstrømmede mig.
"Penge! -- Penge af Dem!" udbrød jeg, "ikke om jeg var ved at dø af
Sult!" -- saa satte jeg mig igen, skamfuld over min Heftighed.
Hvorledes vilde han fortolke den! Men han gjorde mig rasende, og dog
havde jeg for en Time siden været rede til at blive hans Hustru! Hvad
betød da dette Raseri ved Tanken om, at jeg skulde tage imod en
rimelig Erstatning i Guld. Jeg er sandelig en Gaas, og midt i min
voldsomme Sindsbevægelse fik jeg Tid til at blive klar over, at der
ikke kan tænkes noget mere uberegneligt end en ung Piges Følelser.
"De maa ikke være taabelig!" sagde han koldt. "Jeg har i Sinde at
sætte de Penge fast, enten De vil have dem eller ikke, saa De maa
ikke gøre flere Ophævelser over det!"
Der var noget saa bydende og arrogant i hans Stemme, netop som jeg i
Begyndelsen bemærkede, at al den Modstandsevne, der fandtes i min
Natur, rejste sig for at svare ham.
"Jeg kender ikke noget til det juridiske Spørgsmaal i denne Sag; De
kan sætte fast, hvad De har Lyst til, men jeg vil aldrig røre noget
af det," sagde jeg saa roligt som jeg kunde, "saa det vilde være
latterligt at kaste Pengene bort, ikke sandt? De véd maaske ikke, at
jeg har Penge nok selv og ikke paa nogen Maade behøver Deres."
Han blev koldere og mere forbitret.
"Som De vil da," sagde han kort, og da Hr. Barton heldigvis i samme
Øjeblik traadte ind, blev Samtalen afbrudt, og jeg forlod dem.
De rejser ikke tilbage til London før i Morgen tidlig, og nu skal
Middagen overstaas. Jeg er saa rasende, og jeg kan ikke beskrive alle
de forskellige Sindsbevægelser, som gennembævede mig, da jeg før gik
op ad den store Trappe. Jeg forstod pludselig det ydmygende i
Situationen! Hvor havde jeg nogensinde kunnet tænke paa at gifte mig
med en Mand, som jeg ikke kendte, blot for at sikre mig et godt Hjem!
Nu forekommer det mig vanvittigt. Jeg antager, at det var, fordi jeg
var blevet opdraget med den Tanke, og før jeg stod Ansigt til Ansigt
med Manden, havde jeg ikke fundet det underligt. Heldigvis kan han
aldrig ane, at jeg har været villig til at tage ham -- min
Forstillelsesevne har hjulpet mig godt. Nu er jeg kun opfyldt af én
Tanke! At vise mig saa elskværdig og bedaarende som muligt for Hr.
Carruthers. Mit Livs Maal skal være at faa ham til at fortryde sin
Bestemmelse. Naar jeg hører ham bønfalde mig om at gifte sig, vil jeg
genvinde lidt af min Selvagtelse. Og Ægteskab, denne rædsomme Affære,
skal jeg ikke have noget af! Nej Tak! Jeg vil rejse bort som et frit
Menneske og være en lykkelig Eventyrerske -- jeg har læst "De tre
Musketerer" og "Tyve Aar efter" -- Mademoiselle havde dem -- og jeg
kan huske, at Milady kun havde tre Dage til at bedaare sin
Fangevogter, som begyndte med at hade hende, og da Hr. Carruthers
ikke hader mig, kan det gaa lige op imod, at jeg kun har én Aften.
Jeg skal gøre mit Bedste --!
Torsdag Nat.
Jeg var nede i Biblioteket og sad uskyldigt og læste i en Bog, da Hr.
Carruthers traadte ind. Han saá endnu bedre ud i Kjole, men det lod
til, at han var i daarligt Humør, og han fandt utvivlsomt Situationen
ubehagelig.
"Er det ikke et smukt Hus?" spurgte jeg med fløjlsblød Stemme for at
bryde den forlegne Tavshed og vise ham, at jeg ikke delte hans
Forlegenhed. "Det var mange Herrens Tider, siden De havde set det,
ikke sandt?"
"Ikke siden jeg var Dreng," svarede han, idet han forsøgte at være
høflig. "Min Tante var Uvenner med min Fader -- hun var den nærmeste
Arving til alt dette, og hun giftede sig med sin Fætter, min Faders
yngre Broder -- men De kender naturligvis Familiehistorien --"
"Ja."
"De hadede hinanden, hun og min Fader."
"Fru Carruthers hadede alle sine Slægtninge," sagde jeg roligt.
"Ogsaa mig?"
"Ja," svarede jeg langsomt og bøjede mig frem, for at Lampelyset
skulde falde paa mit Haar. "Hun sagde, at Deres Karakter lignede
hendes alt for meget til, at De og hun nogensinde kunde blive
Venner."
"Er det en Kompliment?" spurgte han, og der var et Blink i hans Øjne.
"Man maa ikke tale ondt om de Døde," sagde jeg undvigende.
Han saá lidt ærgerlig ud, for saa vidt som disse Diplomater
nogensinde tillader sig at se ud af noget som helst.
"De har Ret," sagde han. "Lad hende hvile i Fred."
Der blev et Øjebliks tavshed.
"Hvad vil De nu tage Dem for?" spurgte han lidt efter. Det var et
dristigt Spørgsmaal.
"Jeg vil være en Eventyrerske," svarede jeg bestemt.
"En hvad?" udbrød han og hævede sine sorte Øjenbryn.
"En Eventyrerske. Er det ikke det, det hedder? En Kvinde, der vil se
Livet og maa gøre det saa behageligt, hun kan for sig selv."
Han lo. "De sælsomme lille Dame!" sagde han; hans Ærgrelse begyndte
at tabe sig. Og naar han ler, kan man se, hvor lige hans Tænder er,
men de to Hjørnetænder er spidse som en Ulvs.
"Det var maaske alligevel bedre, at De giftede Dem med mig!"
"Nej, det vilde stække mine Vinger," sagde jeg oprigtigt og saá ham
lige ind i Ansigtet.
"Hr. Barton siger, at De har i Sinde at rejse herfra paa Lørdag. Jeg
beder Dem om ikke at gøre det -- betragt dette Hus som Deres Hjem,
saa længe De vil -- indtil De har taget en anden Bestemmelse for
Deres Fremtid. De ser alt for ung ud til at drage alene omkring i
Verden!"
Han bøjede sig ned og saá nærmere paa mig -- der var en underlig
Klang i hans Stemme.
"Jeg er tyve Aar, og jeg har ofte faaet Skænd," sagde jeg roligt,
"det forbereder én paa mange Ting. Jeg vil nyde at kunne gøre, hvad
jeg vil."
"Og hvad vil De da gøre?"
"Jeg vil tage til Claridges, indtil jeg kan se mig om efter noget
andet."
Han bevægede sig uroligt.
"Men har De da ingen Slægtninge? Ingen, som kan tage sig af Dem?"
"Det tror jeg ikke. Min Moder var ikke noget særligt, véd De nok --
en Frøken Tomkins."
"Men Deres Fader?" Han satte sig i Sofaen ved Siden af mig; han saá
ud, som om han baade var forvirret og morede sig -- maaske forbavsede
jeg ham.
"Papa? Aa! han var den sidste af sin Slægt -- det var pæne Folk, men
der er ikke flere tilbage af dem."
Han skød en af Puderne til Side.
"Det er en umulig Stilling for en ung Pige at være fuldstændig alene.
Det kan jeg ikke tillade mig. Jeg føler mig ansvarlig for Dem. I
Grunden vilde det passe meget godt, hvis De giftede Dem med mig --
jeg er ikke særlig huslig anlagt af Naturen, saa jeg vilde være meget
lidt hjemme. -- De kunde bo her og have en sikker Stilling, og jeg
kunde komme af og til og se, om De havde det godt."
Det var ikke til at forstaa, om det var Spøg eller Alvor.
"De er alt for god," sagde jeg uden Spor af Ironi, "men jeg elsker
Frihed, og naar De var hjemme, kunde det blive saa besværligt --"
Han lænede sig tilbage og lo muntert.
"De er i det mindste oprigtig," sagde han.
I samme Øjeblik traadte Hr. Barton ind i Stuen med mange
Undskyldninger, fordi han kom saa sent. Straks efter kom
Hushovmesteren med de sædvanlige Ceremonier og meldte pompøst: "Der
er serveret, Herre." Hvor de hurtigt anerkender den ny Herre!
Hr. Carruthers bød mig Armen, og vi gik langsomt ned ad
Billedgalleriet til Spisesalen, og dèr satte vi os ved det lille
runde Bord midt i Salen, det ligner en Ø midt i en Sø.
Jeg talte pænt ved Bordet. Jeg var værdig og alvorlig og ganske
frejdig. Hr. Carruthers kedede sig ikke.
Kokken havde overgaaet sig selv i Haab om at beholde Pladsen. Jeg har
aldrig været saa nervøs i mit Liv.
Efter Middag sad jeg og lod, som om jeg sov under en stor Lampe i
Biblioteket -- en Bog med nogle dumme Digte laa i mit Skød -- da
Døren blev aabnet og han -- Hr. Carruthers -- kom ind alene. Jeg
aabnede ikke Øjnene. Han stod og saá paa mig et Minut -- hvor jeg dog
véd nøjagtig Besked! -- Saa sagde han: "Du er meget smuk, naar du
sover!"
Hans Stemme var ikke kærtegnende eller smigrende, kun som om en
Kendsgerning havde tvunget ham til denne Ytring.
Jeg lod, som om jeg vaagnede ganske roligt.
"Var den Portvin fra 47 saa god, som De haabede?" spurgte jeg
sympatisk.
Han satte sig. Jeg havde stillet min Stol saadan, at der ikke stod
nogen anden i dens umiddelbare Nærhed. Han sad altsaa lidt fra mig og
kunde se hele min Silhouet.
"Portvinen fra 47 -- naa jo! -- men jeg vil ikke tale om Portvin. Jeg
vil have, De skal fortælle mig en hel Masse mere om Dem selv og Deres
Planer."
"Jeg har ingen Planer -- undtagen at se Verden."
Han tog en Bog og lagde den bort igen, han var ikke fuldkommen rolig.
"Jeg tror ikke, jeg vil lade Dem rejse. Jeg er mere end nogensinde
overbevist om, at De bør have nogen til at tage sig af Dem. De er
ikke af en Type, som trygt kan rejse omkring alene."
"Aa! hvad min Type angaar," sagde jeg modløst, "den véd jeg god
Besked om. Fru Carruthers sagde, at ingen med den Sammenblanding af
Farver kunde være god, saa jeg har ikke i Sinde at forsøge paa det.
Det bliver meget let."
Han rejste sig hurtigt op og stod foran den store Brændeild med
saadant et komisk Udtryk i sit Ansigt.
"De er det besynderligste Barn, jeg nogensinde har truffet," sagde
han.
"Jeg er ikke et Barn -- og jeg har i Sinde at lære saa meget som
muligt."
Han gik igen hen til Sofaen og arrangerede Puderne -- store,
pragtfulde, svære Puder af gammelt italiensk Brokade, stive af Sølv
og Guld.
"Kom!" bad han. "Sid her ved Siden af mig og lad os tale sammen; De
sidder Mile borte fra mig, og jeg vil gerne tale Fornuft med Dem."
Jeg rejste mig straks og kom langsomt hen til ham og satte mig roligt
ned; der laa en purpurrød Pude med Sølv lige under Lyset, paa den
hvilede jeg mit Hoved.
"Tal saa!" sagde jeg og lukkede mine Øjne halvt.
Aa! hvor jeg morede mig! Det var første Gang i mit Liv, at jeg var
alene med en rigtig Mand! De -- de gamle Gesandter og Politikere og
Generaler fortalte mig altid, at jeg vilde blive smuk, nu vilde jeg
prøve, hvad jeg kunde udrette.
Hr. Carruthers blev ved med at tie -- men han satte sig ved Siden af
mig og saá, og saá mig lige ind i Øjnene.
"Naa, tal saa," sagde jeg igen.
"Véd De, at De er en meget foruroligende Person?" sagde han endelig,
for at begynde med noget.
"Hvad er det?" spurgte jeg.
"Det er en Kvinde, der forvirrer éns Tanker, naar man ser paa hende.
Nu synes jeg ikke, at jeg har noget at sige -- eller alt for meget."
"De kaldte mig et Barn."
"Jeg burde have kaldt Dem en Gaade."
Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke var det mindste sammensat, og at
jeg kun vilde have, at alting skulde være ganske lige ud ad
Landevejen, og at jeg gerne vilde være i Fred og ikke behøve at blive
gift eller plages med at adlyde Folk.
Vi talte rigtig rart sammen.
"De rejser ikke herfra paa Lørdag," sagde han lidt efter uden
Anledning. "Jeg tror heller ikke, at jeg rejser i Morgen. Jeg vil
gerne have, at De skal vise mig Haven og Deres Yndlingssteder."
"I Morgen faar jeg travlt med at pakke ind," sagde jeg alvorligt, "og
jeg tror heller ikke, at jeg har Lyst til at vise Dem Haverne -- der
er nogle Steder, jeg har holdt meget af, og som jeg tror, det vil
gøre mig lidt ondt at sige Farvel til."
I det samme kom Hr. Barton ind i Stuen; han var urolig og lod til at
have travlt. Hr. Carruthers Ansigt blev igen haardt, og jeg rejste
mig for at sige Godnat.
"Lov mig, at De vil komme ned og give mig Kaffe i Morgen tidlig,"
sagde han, idet han aabnede Døren for mig.
"_Qui vivra, verra_," svarede jeg og gik ud i Vestibulen. Han fulgte
med og blev staaende, medens jeg gik op ad Trappen.
"Godnat," sagde jeg sagte, da jeg kom helt op, og jeg lo lidt -- jeg
véd ikke hvorfor.
Han sprang op ad Trappen, tre Trin ad Gangen, og før jeg kunde dreje
Haandtaget paa min Dør, stod han ved Siden af mig.
"Jeg véd ikke, hvad det er, der er ved Dem," sagde han, "men De gør
mig gal -- jeg vil alligevel opfylde min Tantes Ønske! Jeg vil gifte
mig med Dem og aldrig lade Dem komme mig af Syne -- hører De?"
Aa, der kom saadan en underlig berusende Følelse over mig -- og den
er der endnu! Naturligvis mener han sandsynligvis ikke alt det i
Morgen, men at have faaet saadan en stiv Stenblok til at fare op ad
Trappen og sige alt det, er aldeles dejligt!
Jeg saá op paa ham gennem mine Øjenvipper. "Nej, De vil ikke gifte
Dem med mig," sagde jeg roligt, "eller gøre noget andet, som jeg ikke
vil have. Godnat!" Og jeg smuttede ind i mit Værelse og lukkede
Døren. Jeg kunde høre, at han ikke rørte sig i nogle Sekunder. Saa
gik han ned ad Trappen, og jeg var alene med mine Tanker.
Mine Tanker! Gud véd, hvad de betyder! Hvad gjorde jeg, som havde den
Virkning paa ham? Det var min Hensigt at gøre noget, og jeg gjorde
det, men jeg er ikke ganske sikker paa, hvad det var. Men det er nu
ogsaa ligegyldigt. Det er tilstrækkeligt for mig at vide, at jeg har
faaet min Selvagtelse tilbage, og nu kan jeg se mig om i Verden med
en god Samvittighed.
Han har bedt mig om at gifte mig med sig, og jeg har svaret, at jeg
vil ikke.
_Branches Park_.
Torsdag Aften den 3. Novbr. 1904.
"Kære Bob![1]
[1] Et Brev fra Hr. Carruthers, som senere kom i Evangelines
Besiddelse, og som hun satte ind i Dagbogen paa dette Sted.
Der er hændet mig noget sælsomt! Jeg kom hertil for at overtage
Godset og for bestemt at sige, at jeg ikke vilde gifte mig med Frøken
Travers, og jeg fandt hende med rødt Haar, en Hud som Mælk og et Par
grønne Øjne, som ser paa én ud fra en Skov af sorte Øjenvipper med
tusind uudtalte Udfordringer. Det skulde ikke undre mig, hvis jeg
begik en eller anden Daarskab. Man har læst om saadanne Kvinder i det
femtende Aarhundrede i Italien, men jeg har aldrig før truffet én.
Hun har ikke været i Stuen i ti Minutter, før man faar en Følelse af
Uro og ønsker, man véd ikke hvad -- især at røre ved hende, tror jeg.
Du gode Gud! Hvilken Hud -- som Mælk og sjældne Roser -- og den
rødeste Amors Bue af en Mund! Du skulde hellere komme med det samme
(det er sandsynligvis noget, der falder i din Smag) og frelse mig fra
den rene Idioti. Situationen er enestaaende; hun og jeg er
bogstavelig alene i Huset, for gamle Barton regner jeg ikke for
noget. Hun har ingen Steder at tage hen, og saa vidt jeg kan forstaa,
har hun ikke en eneste Ven i Verden. Jeg burde vist rejse -- jeg vil
forsøge, om jeg kan paa Mandag, men kom i Morgen med 4-Toget.
Din
_Christopher_.
P. S. Portvinen fra 47 er første Klasse, og der er nogle Flasker af
gamle Tantes fineste Champagne, siger Barton, dem kan vi drikke. Jeg
sender dette med Eksprestoget, saa faar du det i god Tid til
4-Toget."
_Branches_,
Fredag Aften den 4. Novbr.
I Morges drak Hr. Carruthers Kaffe alene. Hr. Barton og jeg nød vort
Morgenmaaltid tidligt, før Klokken 9, og netop som jeg stod i
Vestibulen med mit Overtøj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem
med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe
med rynket Pande.
"De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke skænke Te til mig?"
"Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud." Og jeg gik
ned ad Korridoren med Ulvehundene efter mig.
"De er ikke en venlig Værtinde," raabte han efter mig.
"Jeg er slet ikke Værtinde, jeg er Gæst," svarede jeg.
Han fulgte efter mig. "Saa er De en meget ligegyldig Gæst, der ikke
bryder sig om at glæde sin Vært."
Jeg sagde ingenting; jeg saá kun paa ham over Skuldrene, da jeg gik
ned ad Marmortrinene -- saá kun paa ham og lo, ligesom den
foregaaende Aften.
Han vendte sig og gik ind i Huset uden at sige et Ord, og jeg saá ham
ikke igen før lige inden Frokost.
Der er noget ubehageligt ved at sige Farvel til et Sted, og jeg følte
alle Slags Sindsbevægelser paa forskellige Steder under min
Spadseretur. Men alt det er latterligt og maa glemmes. Da jeg gik
omkring Hjørnet paa Terrassen, havde et Vindstød nær blæst mig lige i
Armene paa Hr. Carruthers. Det er et afskyeligt Vejr, vi har i dette
Efteraar.
"Hvor har De været hele Formiddagen?" spurgte han, da vi var kommet
os lidt. "Jeg har søgt efter Dem overalt."
"De kender endnu ikke alt, ellers havde de fundet mig," sagde jeg og
lod, som om jeg vilde gaa videre.
"Nej, De maa ikke gaa nu," udbrød han og gik ved Siden af mig.
"Hvorfor vil De ikke være elskværdig og faa mig til at føle mig
hjemme?"
"Jeg beder om Forladelse -- hvis jeg har været uelskværdig," sagde
jeg med stor Oprigtighed. "Fru Carruthers har altid opdraget mig til
at have gode Manérer."
Derpaa talte han i en halv Time med mig om Godset.
Han syntes at have glemt sin Heftighed fra den foregaaende Aften. Han
spurgte mig om alt muligt og viste en Finfølelse, som jeg ikke havde
ventet af hans haarde Ansigt. Jeg blev ganske ked af det, da
Gongongen lød til Lunch og vi gik ind.
Jeg har ingen bestemt Plan i Hovedet -- jeg driver for Vind og Vove
-- det er første Gang, jeg føler, at jeg har Magt over et andet
menneskeligt Væsen. Jeg følte en behagelig Gysen ved at se hans
Iver, i Modsætning til den tørre Maade, paa hvilken han havde
afslaaet min Haand Dagen før. Ved Bordet henvendte jeg mig til Hr.
Barton, og han var meget smigret over min Opmærksomhed og blev ved at
snakke.
Det begyndte at regne. Regnen strømmede ned og slog imod
Vinduesruderne med pludselige, vrede Slag. Der var ingen Udsigt til
flere Spadsereture. Jeg gik ovenpaa, medens Hushovmesteren talte med
Hr. Carruthers, og begyndte at hjælpe Véronique med at pakke ind.
Mine hyggelige Værelser var lutter Kaos og Forladthed.
Medens jeg laa paa Knæ foran en stor Trækasse og prøvede paa at pakke
nogle Bøger ned i den, blev der banket paa Døren, og uden videre kom
min Vært -- ja, for det er han nu -- ind i Stuen.
"Du gode Gud! Hvad er det? Hvad bestiller De?"
"Pakker ind," svarede jeg og rejste mig.
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse.
"Passiar!" sagde han. "Det er ikke nødvendigt at pakke ind. Jeg siger
Dem, at jeg ikke vil lade Dem rejse. Jeg vil gifte mig med Dem og
beholde Dem her altid."
Jeg satte mig ned paa Gulvet og begyndte at le.
"Naa, saa det mener De?"
"Ja."
"De kan ikke tvinge mig til at gifte mig med Dem, véd De nok -- vel?
Jeg vil se Verden, og jeg vil ikke have en kedelig Mand til at plage
mig. Hvis jeg nogensinde gifter mig, bliver det fordi -- aa, fordi
--" jeg tav og begyndte at pille ved en Bog.
"Fordi hvad?"
"Fru Carruthers sagde, at det var saa taabeligt -- men jeg tror, at
jeg vilde foretrække at gifte mig med én, jeg holdt af. Aa, jeg véd
godt, at De synes, det er dumt," jeg standsede ham, da han var ved at
tale; "men da det naturligvis alligevel ikke varer ved, synes jeg,
det kunde være rart at begynde paa den Maade, synes De ikke?"
Han saá sig om i Stuen og videre ind gennem de vidt aabne Fløjdøre i
mit nydelige Soveværelse, hvor Véronique stadig var ved at pakke ind.
"De har det jo meget hyggeligt her, det er meningsløst af Dem at tage
bort," sagde han.
Jeg rejste mig fra Gulvet og gik hen til Vinduet og tilbage igen. Jeg
véd ikke hvorfor, jeg blev saa bevæget; jeg fik en pludselig Følelse
af Hygge. Verden derude saá saa vaad og trist ud.
"Hvorfor siger De, at De gerne vil have, at jeg skal gifte mig med
Dem, Hr. Carruthers?" spurgte jeg. "De spøger naturligvis."
"Jeg spøger ikke. Jeg er fuldkommen alvorlig. Jeg er rede til at
opfylde min Tantes Ønsker. Det kan ikke være nogen ny Tanke for Dem,
og De maa have Verdenskundskab nok til at forstaa, at det vilde være
den bedst mulige Løsning for Deres Fremtid. Jeg kan jo vise Dem
Verden."
Han saá overordentlig godt ud, som han stod dèr med Ansigtet vendt
imod det svindende Lys. Sæt, at jeg tog ham paa Ordet.
"Men hvad er det, som har forandret Deres Mening siden i Gaar? De
sagde, at De var kommet for at gøre det klart for mig, at De umuligt
kunde adlyde hendes Befaling."
"Det var i Gaar," sagde han. "Jeg havde ikke rigtig set Dem; i Dag
tænker jeg anderledes."
"Det er kun, fordi det gør Dem ondt for mig; jeg synes Dem vist saa
ensom," hviskede jeg undseligt.
"Det er fuldstændig umuligt -- det, som De vil gøre -- at bo alene i
et Hotel i London -- Tanken om det gør mig gal."
"Det bliver netop dejligt! Saa har jeg ingen til at kommandere mig
fra Morgen til Aften."
"Hør," sagde han og kastede sig i en Lænestol, "De kan gifte Dem med
mig, saa skal jeg tage Dem med til Paris, eller hvorhen De vil, og
jeg skal ikke kommandere Dem -- jeg skal kun hindre de andre Bæster
af Mænd i at se paa Dem."
Men jeg sagde ham straks, at jeg syntes, det vilde blive meget
kedeligt. "Jeg har aldrig haft Lejlighed til at lade nogen se paa
mig," sagde jeg, "og nu har jeg Lyst til at mærke, hvordan det er.
Fru Carruthers forsikrede mig altid, at jeg var meget smuk, skal jeg
sige Dem, men hun sagde, at jeg kunde være sikker paa, at det endte
galt med mig paa Grund af min Type, med mindre jeg blev gift med det
samme, og hvis mit Hoved saa blev skruet den rigtige Vej, gjorde det
ingenting; men jeg er ikke enig med hende."
Han gik utaalmodigt op og ned i Stuen.
"Det er netop Sagen," sagde han. "Jeg vilde helst være den første --
jeg vilde helst, at De skulde begynde med mig. Jeg er stærk nok til
at holde de andre borte."
"Hvad vil 'begynde med Dem' sige?" spurgte jeg oprigtigt. "Gamle Lord
Beutworth sagde, at jeg skulde begynde med ham, da han var her for at
skyde Fasaner sidste Efteraar; han sagde, at det kunde ikke gøre
noget, han var saa gammel; men jeg gjorde det ikke --"
Hr. Carruthers sprang op fra Stolen.
"Hvad gjorde De ikke? Du gode Gud! Hvad vilde han have, at De skulde
gøre?" spurgte han forfærdet.
"Han vilde have, at jeg skulde kysse ham," sagde jeg og slog et
Øjeblik Øjnene ned; jeg følte mig fjollet undselig.
Hr. Carruthers saá næsten lettet ud. Det var underligt.
"Den gamle Slyngel! Det lader til, at min Tante har haft en nydelig
Omgang!" udbrød han. "Kunde hun ikke passe bedre paa Dem end -- at
lade Dem fornærme af sine Gæster."
"Jeg tror ikke, at Lord Beutworth vilde fornærme mig. Han sagde kun,
at han aldrig havde set en saa rød Mund som min, og da jeg dog en
Gang var nødt til at gaa ad Helvede til med den og saadant et Haar,
kunde jeg begynde med at kysse ham -- han forklarede det altsammen."
"Og blev De ikke meget vred?" Hans Stemme var forbitret.
"Nej -- ikke meget, det kunde jeg ikke, jeg rystede saadan af Latter.
Hvis De havde set den tossede, gamle Fyr, han lignede en vissen
Abekat med farvet Haar og et Øjeglas! -- Jeg fortæller Dem det kun,
fordi De sagde 'begynde med Dem', og jeg vilde gerne vide, om det var
det samme."
Hr. Carruthers Øjne havde saadan et underligt Udtryk, Forvirring,
Morskab og noget mere. Han kom tæt hen til mig.
"Fordi," vedblev jeg, "hvis det er det, tror jeg, at hvis det altid
er Begyndelsen -- saa bryder jeg mig ikke om at begynde -- jeg har
ikke den mindste Smule Lyst til at kysse nogen -- jeg vilde
simpelthen hade det."
Hr. Carruthers lo. "Aa, De er, naar alt kommer til alt, kun et
Pattebarn!" sagde han.
Det ærgrede mig. Jeg rejste mig med stor Værdighed. "Teen er serveret
i den hvide Dagligstue," sagde jeg stift og gik henimod min
Sovekammerdør.
"Send Deres Pige bort og lad os faa den herop," sagde han. "Jeg kan
godt lide dette Værelse."
Men jeg var ikke saa let at berolige, jeg kaldte paa Véronique og gav
hende mine Ordrer.
"Den stakkels gamle Hr. Barton vilde føle sig saa ensom," sagde jeg
og gik ud i Gangen. "Jeg gaar ned og sørger for, at han faar god
Te," og jeg saá tilbage over Skulderen paa Hr. Carruthers.
Naturligvis fulgte han med mig, og vi gik sammen ned ad Trappen.
I Vestibulen mødte vi en Tjener med et Telegram. Hr. Carruthers rev
det utaalmodigt op. Saa saá han ganske ærgerlig ud.
"Jeg haaber, at De ikke bliver ked af det," sagde han, "men en af
mine Venner, Lord Robert Vavasour, kommer i Eftermiddag -- han --
forstaar sig meget godt paa Malerier. Jeg havde rent glemt, at jeg
havde bedt ham om at komme og se paa Billederne."
Jeg sagde, at han var Vært, og hvorfor skulde jeg have noget imod
hans Gæster.
"Desuden," sagde jeg, "rejser jeg selv i Morgen, hvis Véronique kan
blive færdig med at pakke ind."
"Snak -- hvorledes skal jeg faa Dem til at forstaa, at jeg slet ikke
vil lade Dem rejse?"
Jeg svarede ham ikke -- men saá kun udfordrende paa ham.
Hr. Barton ventede taalmodigt paa os i den hvide Dagligstue, og vi
havde ikke siddet og spist Smaakager i mere end fem Minutter, da
Lyden af en Vogn paa Vejen udenfor Vinduerne forstyrrede vor kunstige
Konversation.
"Det maa være Bob, der kommer," sagde Hr. Carruthers og gik tøvende
ud i Vestibulen for at tage imod sin Gæst.
De kom lidt efter ind sammen, og han forestillede Lord Robert for
mig.
Jeg saá straks, at han var meget indtagende! Saadan en Skikkelse!
Aldeles som den belvederiske Apollo! Jeg kan godt lide det Udseende,
smal om Livet og smukke Skuldre, og han ser ud, som om han var smidig
som en Slange, og dog kunde brække Ildragere midt over, ligesom Hr.
Rochester i "Jane Eyre".
Han har store, søvnige, blaa Øjne med et næsten klagende Udtryk og et
lille bitte Overskæg, som er drejet opad i Spidserne, og den
smukkeste Mund, man kan se for sine Øjne, og naar han bevæger sig, og
man ser hans Nakke, kommer man hele Tiden til at tænke paa en smuk,
dresseret Hest. Jeg véd ikke hvorfor. Straks -- paa Øjeblikket -- da
vi saá paa hinanden, følte jeg, at jeg vilde kunne lide "Bob"! Han
har intet af Hr. Carruthers kyniske, haarde Udtryk, og jeg er vis
paa, at han ikke kan være nær saa gammel, ikke mere end omtrent
syvogtyve.
Han syntes at føle sig fuldkommen hjemme, satte sig ned og fik Te og
talte paa den roligste, venskabeligste Maade. Hr. Carruthers syntes
at fryse til, Hr. Barton blev mere banal, og det hele morede mig
umaadeligt.
Jeg plejede at længes efter Eventyr i gamle Dage, da Fru Carruthers
levede, og nu oplever jeg dem virkelig?
Hvilken Situation! Jeg er vis paa, at Folk vilde finde den højst
upassende! Jeg alene i Huset med disse tre Mænd! Jeg indsaa, at jeg
maatte rejse -- men hvorhen?
Imidlertid er det min Hensigt at more mig! Lord Robert og jeg syntes
at have Hundreder af Ting at sige hinanden. Jeg kan godt lide hans
Stemme -- og han er saa fuldstændig _sans gêne_, at der slet ingen
Vanskeligheder er. Da vi var færdige med Teen, var vi som gamle
Venner. Hr. Carruthers blev mere og mere høflig og stiv, og til sidst
sprang han op og ilede af Sted til Rygeværelset med sin Gæst.
Jeg tog saadan en yndig Kjole paa til Middag, den nydeligste,
ærbareste, sorte Kjole; Halsen kiggede lidt igennem det tynde Tøj.
Intet kunde være mere tækkeligt og klædeligt, og mit Haar vilde ikke
være skikkeligt, men struttede ud alle Vegne i balstyrige Bølger og
Krøller.
Jeg syntes, det var raadeligt ikke at komme i alt for god Tid, og jeg
gik først ned, da jeg vidste, at der var serveret.
De stod begge paa Kamintæppet. Jeg glemmer altid at regne Hr. Barton
med, han sad paa en eller anden Stol, men jeg lagde ikke Mærke til
ham.
Hr. Carruthers er omtrent en Tomme højere end Lord Robert; han maa
være meget over seks Fod, for den anden er ogsaa høj, men da jeg saá
dem sammen, forekom Hr. Carruthers Skikkelse mig stiv og stram ved
Siden af Lord Roberts, og han er ikke nær saa smækker om Livet. Jeg
gad vide, om nogen anden Nation kan have det udsøgt _soigné_ Ydre som
Englændere i Selskabsdragt, jeg tror det ikke. De er virkelig meget
kønne begge to, og jeg véd endnu ikke, hvem af dem jeg bedst kan
lide.
Vi havde det meget morsomt ved Bordet! Jeg var saa drillevorn, som
jeg kunde være -- sympatisk optaget af gamle Bartons lange Historier,
og jeg saá kun en Gang imellem paa de to andre gennem mine Øjenvipper
-- medens jeg talte paa den pæneste, ærbareste Maade, saa jeg er
sikker paa, at selv Lady Katherine Montgomerie -- en af vore
Naboersker -- vilde have syntes godt om det.
De skulde ikke kunne sige, at jeg ikke kunde passe paa mig selv i
enhver Situation.
"Det er en forbistret god Portvin, Christopher," sagde Lord Robert,
da den fra 47 blev budt rundt. "Var det den, du indbød mig til at
komme og drikke?"
"Jeg troede, det var, for at De skulde sige Deres Mening om
Malerierne," udbrød jeg forbavset. "Hr. Carruthers sagde, at De var
en stor Kender."
De saá paa hinanden.
"Naa -- ja --" sagde Lord Robert og løj gennemsigtigt. "Billeder er
forfærdelig interessante. Vil De vise mig dem efter Middag?"
"Lyset er alt for svagt til, at en Kender kan undersøge dem
ordentligt," sagde jeg.
"Jeg vil saa snart som muligt have det hele oplyst med elektrisk
Lys; jeg har skrevet om det i Dag," sagde Hr. Carruthers. "Men jeg
skal selv vise dig Billederne i Morgen, Bob."
Det bestemte mig straks til at føre Lord Robert rundt i Aften, og jeg
sagde det til ham med fløjlsblød Stemme, medens Hr. Barton optog
Christophers Opmærksomhed.
De blev saa længe i Spisestuen, efter at jeg var gaaet fra dem, at
jeg var paa Vej op i Seng, da de kom ud i Vestibulen, og det var
vanskeligt at formaa mig til at blive et Par Minutter.
"Jeg er forfærdelig ked af det," sagde Lord Robert. "Jeg kunde ikke
slippe bort, jeg véd ikke, hvad der gik af Christopher, han vilde
drikke Portvin, og han snakkede Pokker et Øre af, til jeg til sidst
rent ud sagde, at jeg vilde ind til Dem. Saa her er jeg -- og nu vil
De ikke gaa i Seng -- vel?"
Han har saadanne bedende blaa Øjne -- bønlige og rørende som et
bedrøvet Barns -- det er ganske umuligt at modstaa ham! Og vi gik ned
i Galleriet.
Naturligvis kendte han ikke Forskel paa en Canaletto og en Turner;
han lod ikke engang, som om det interesserede ham, og da vi kom ned
til Enden, hvor de gamle Italienere hænger, og jeg var ved at
forklare ham en Madonnas vidunderlige Skønhed, sagde han:
"De ser alle ud, som om de var søsyge og fordrejede! Tror De ikke, at
vi kunde sætte os i den Sofa og tale om noget andet?" Saa fortalte
han mig, at han elskede Billeder, men ikke den Slags.
"Jeg kan nok lide, at Folk ser menneskelige ud, selv paa Lærredet,"
sagde han. "Alle disse Damer ser ud, som de var ved at faa et
Mavetilfælde, og jeg kan ikke lide deres Glorier, og alle Mændene er
gamle og skaldede. Men De maa ikke tro, at jeg er en Barbar -- De maa
lære mig, hvad der er ved dem, vil De ikke nok det? Saa kommer jeg
nok til at holde af dem."
Jeg sagde, at jeg ikke selv brød mig meget om dem, naar undtages
Farverne.
"Aa, det er jeg glad over," sagde han. "Jeg vilde gerne have, at vi
skulde beundre de samme Ting, men intet Maleri kan interessere mig
saa meget som Deres Haar. Det er det dejligste, jeg har set i mit
Liv, og De sætter det saa smukt."
Det syntes jeg godt om! Han har det elskværdigste Væsen, Lord Robert,
og han er meget dannet, ikke Spor af dum eller tykhovedet, kun ganske
ligefrem. Vi talte i nogen Tid dæmpet og fornøjeligt sammen.
Saa slap Hr. Carruthers bort fra Hr. Barton og kom henimod os. Jeg
satte mig mere bekvemt paa de Fløjls Puder. Der er purpurrøde Fløjls
Puder og Gardiner i det Galleri; det er gode, gamle Relikvier fra
Dronning Victorias Tid. En stor Del af Huset er rædsomt, men disse
Gardiner har jeg altid holdt af.
Hr. Carruthers Ansigt var saa strengt som en Buste af Kejser
Augustus. Jeg er vis paa, at Inkvisitionens Munke saá saaledes ud.
Gud véd, hvad han havde haft i Sinde at sige, men Lord Robert gav ham
ikke Tid.
"Gaa din Vej, Christopher," sagde han; "Frøken Travers vil lære mig
noget om de italienske Madonnaer, og jeg kan ikke holde min
Opmærksomhed fast, naar der er en tredie Person til Stede."
Jeg antager, at Hr. Carruthers, hvis han ikke havde været Diplomat,
vilde have bandet, men jeg tror, at den Slags Opdragelse sætter én i
Stand til at lave sit Ansigt som man selv vil, saa han smilede
elskværdigt og satte sig paa en Stol hos os.
"Jeg gaar ikke min Vej, Bob," sagde han. "Jeg synes ikke, du er godt
Selskab for Frøken Evangeline. Jeg er ansvarlig for hende, og jeg
har i Sinde at passe paa hende."
"De skulde ikke have bedt ham om at komme, hvis han ikke er et
respektabelt Menneske," sagde jeg naivt, "men de italienske Madonnaer
burde kunne rense og hæve hans Tanker. Det er i alt Fald Dem, der har
paataget Dem det Ansvar. Jeg har ikke i Sinde at adlyde andre end mig
selv!" Og jeg satte mig bestemt til Rette mellem de Fløjls Puder.
"Ikke godt Selskab!" udbrød Lord Robert. "Hvad er det for noget
Vrøvl, Christopher? Du véd vel nok, at jeg ikke har min Lige i hele
Kavalleriet."
De lo begge to, og vi blev ved med at tale sammen paa den Maade, Hr.
Carruthers var skarp og fin som en Klinge -- Lord Robert aabenhjertig
og ligefrem, med en Mine som et forvirret Barn.
Da jeg tænkte, at de begge meget gerne vilde have, at jeg skulde
blive, rejste jeg mig og sagde Godnat.
De fulgte mig begge ned ad Galleriet, og vilde begge absolut tænde et
af Lysene i den lange Række blanke Sølvlysestager, som stod i
Vestibulen, og de præsenterede mig dem med stor paatagen Ærbødighed.
Det ærgrede mig, jeg véd ikke hvorfor, og jeg blev pludselig iskold
og afslog dem begge, medens jeg igen sagde stift Godnat og gik op ad
Trappen paa min stateligste Maade.
Jeg kunde se Lord Roberts Øjenbryn trække sig op i et mere klagende
Udtryk end nogensinde, medens han lod den smukke Sølvlysestage hælde
og dryppede Stearin paa det bonede Egetræs Gulv.
Hr. Carruthers stod ganske stille og satte Lyset tilbage paa Bordet.
Hans Ansigt var kynisk, og han saá snarest ud, som om han morede sig.
Jeg kan ikke beskrive, hvor irriteret jeg var, og jeg besluttede
straks at rejse i Morgen -- men hvorhen, det kunde kun Skæbnen eller
Djævelen vide!
Da jeg kom ind i mit Værelse, fik jeg en Klump i Halsen. Véronique
var gaaet i Seng, træt af at have pakket ind hele Dagen.
Jeg følte mig pludselig saa mutters alene, alt det interessante var
borte. For Øjeblikket hadede jeg de to dèr nede. Jeg følte, at
Situationen var tvetydig og uholdbar, og den havde dog moret mig saa
meget for en Time siden.
Det er dumt og tosset, og éns Næse bliver rød af det, men jeg kunde
have Lyst til at græde lidt, før jeg gaar i Seng.
_Branches_,
Lørdag Efterm. den 5. Novbr.
I Morges vaagnede jeg med Hovedpine og saá, at Regnen piskede mod
Vinduerne, og det var Taage og Slud -- det passede rigtig godt til
den femte November. Jeg vilde ikke gaa ned til Frokost. Véronique
bragte mig min op i min Dagligstue, og med spartansk Bestemthed
pakkede jeg ind hele Morgenen.
Omtrent Klokken tolv kom der et Brev fra Lord Robert, det lød
saaledes:
"Kære Frøken Travers!
Hvorfor skjuler De Dem? Var jeg saa kedelig i Aftes? Tilgiv mig og
kom ned. Har Christopher lukket Dem inde i Deres Værelse? Jeg myrder
ham, det Bæst, hvis han har det!
Deres hengivne
_Robert Vavasour_."
"Jeg kan ikke, jeg pakker ind," kradsede jeg med Blyant paa
Konvolutten og gav Charles, som stod i Vestibulen og ventede paa
Svar, den med tilbage. Ti Minutter efter spadserede Lord Robert ind
i Stuen, Tjeneren havde ladet Døren staa aaben.
"Jeg kommer for at hjælpe Dem," sagde han med denne Stemme, der lyder
saa sikker paa et Velkommen, at man ikke kan bide ham af, "men hvor
skal De hen?"
"Det véd jeg ikke," sagde jeg lidt fortabt, og saa bukkede jeg mig og
samlede Fotografier sammen af alle Livsens Kræfter.
"Ja, men De kan ikke tage til London alene," sagde han. "Hør engang,
jeg skal tage Dem med og bringe Dem til min Tante, Lady Merrenden.
Hun er saa sød, og jeg er vis paa, at naar jeg fortæller hende Deres
Historie, saa bliver hun henrykt over at kunne tage sig af Dem i
nogle Dage, indtil De kan se Dem rigtig om."
Han saá saa ung ud, og hans Ansigt var saa rart, jeg blev rørt.
"Aa nej, Lord Robert! Det kan jeg ikke, men Tak skal De have. Jeg vil
ikke staa i Taknemlighedsgæld til nogen," sagde jeg bestemt. "Hr.
Carruthers foreslaar en Maade at komme ud over Vanskelighederne paa
-- og det er, at jeg skal gifte mig med ham og blive her. Jeg tror
ikke, at han virkelig mener det; men han lader, som han gør det."
Han satte sig paa Kanten af et Bord, der allerede i Forvejen var
belæsset med Bøger; de fleste af dem væltede og faldt med et Brag ned
paa Gulvet.
"Naa, saa Christopher vil have, at De skal gifte Dem med ham, den
gamle Ræv!" sagde han og glemte øjensynligt den Overlast, han havde
tilføjet Litteraturen. "Men De gør det ikke, vel? For Resten har jeg
ingen Grund til at sige det om Christopher. Han er en Pokkers god
Ven!"
"De burde ikke bande saa meget, Lord Robert, det støder mig, saaledes
som jeg er opdraget," sagde jeg med et Ansigt som en lille Engel.
"Bander jeg?" spurgte han forbavset. "Nej, det tror jeg ikke -- i
alt Fald har det ingenting at sige, det er kun et uskyldigt Krydderi
paa Konversationen. Men jeg skal nok lade være, hvis De ikke vil have
det."
Bagefter hjalp han mig med Bøgerne og var saa munter og elskværdig,
at jeg snart blev glad igen, og ved Lunchtid var alting færdigt til
at bringes bort. Véronique var ogsaa næsten færdig og stod stiv og
_maussade_ ved mit Toiletbord, da jeg kom ind. Hun talte ærbødigt paa
Fransk og spurgte, om jeg nu havde lagt mine Planer; thi, forklarede
hun mig, hendes Stilling syntes uheldig, men da hun havde været hos
mig i fem Aar, følte hun, at hun ikke kunde forlade mig ved et
saadant Vendepunkt. Paa samme Tid haabede hun, at Mademoiselle vilde
tage en passende Bestemmelse, da hun frygtede (i al Ærbødighed), at
det var "_une si drôle de position pour une demoiselle du monde_,
alene med _ces messieurs_."
Jeg kunde ikke blive vred; det var meget sandt, hvad hun sagde.
"Jeg vil tage ind til Claridges i Eftermiddag, Véronique," sagde jeg
beroligende, "med 5,15 Toget, antager jeg. Vi kan telegrafere efter
Lunch."
Det lod til at trøste hende, men hun tilføjede, at det øjensynligt
var Mademoiselles Skæbne at gøre et rigt Parti, og hun var sikker
paa, at der ventede Mademoiselle megen Lykke og mange Juveler, hvis
Mademoiselle bare kunde bestemme sig. Intet er helligt for éns Pige!
Hun véd naturligvis det hele med Hr. Carruthers. Stakkels gamle
Véronique -- hun har en stor, varm Krog i mit Hjerte. -- Sommetider
behandler hun mig med kold Ærbødighed, som om jeg var en Dronning, og
til andre Tider er jeg næsten hendes _enfant_, saa øm og moderlig er
hun imod mig. Hun finder sig i alle mine Luner og forkæler mig som
Barn, netop naar jeg er allerværst.
Lord Robert var tøvende gaaet sin Vej, da Gongongen lød.
"Har vi ikke haft det dejligt?" sagde han, idet han ansaa det for
givet, at jeg følte det samme som han. Det er en meget behagelig
Egenskab hos ham, og den gør, at man føler Sympati for ham, især naar
han ser én ind i Ansigtet med sine søvnige blaa Øjne. Han har
Øjenvipper saa lange og krøllede som et Zigøjnerbarns.
Hr. Carruthers var alene i Spisestuen, da jeg kom dèr ind; han stod
og saá ud af Vinduet og vendte sig hurtigt om, da jeg kom ind i
Stuen. Jeg er vis paa, at han vilde have haft Lyst til at dræbe Fluer
paa Ruderne, hvis han havde været en Dreng! Hans Øjne var som Staal.
"Hvor har De været i al den Tid?" spurgte han, da han havde givet mig
Haanden og sagt Godmorgen.
"Oppe i mit Værelse for at pakke ind," svarede jeg. "Lord Robert var
saa god, han hjalp mig -- vi har faaet alting færdig. Maa jeg saa
bestille Vognen til 5,15 Toget?"
"Nej, det maa De rigtignok ikke. -- Gid Pokker havde Lord Robert!"
sagde Hr. Carruthers. "Hvad kommer det ham ved? De skal ikke rejse.
Jeg vil ikke have det. Kære, taabelige lille Barn" -- hans Stemme var
ganske bevæget. "De kan umuligt gaa ud i Verden ganske alene.
Evangeline, hvorfor vil De ikke gifte Dem med mig? Jeg -- jeg skal
sige Dem, jeg tror -- at jeg kommer til at elske Dem."
"Jeg maatte være ganske sikker paa, at den Mand, jeg giftede mig med,
elskede mig, Hr. Carruthers," sagde jeg alvorligt, "før jeg
samtykkede i at slutte mit Liv paa den Maade."
Han fik ikke Tid til at svare, for Hr. Barton og Lord Robert kom ind
i Stuen.
Ved Bordet var der en trykket Stemning med mange Pauser, og Lord
Robert saá mere højtidelig ud end nogensinde. Hans Hænder har saadan
en smuk Form -- men det har Hr. Carruthers' ogsaa. De ser begge ud
som Gentlemen.
Før vi var færdige, blev der bragt et Brev ind til mig. Det var fra
Lady Katherine Montgomerie. Det gjorde hende alt for ondt, sagde hun,
at høre om min ensomme Stilling, og hun skrev for at spørge mig, om
jeg vilde komme og tilbringe fjorten Dage hos dem paa Tryland Court.
Det var ikke videre godt skrevet, og jeg havde aldrig brudt mig meget
om Lady Katherine; men det var ret venligt og passede saa udmærket
sammen med mine Planer.
Hun havde sandsynligvis hørt Tale om Hr. Carruthers Ankomst og fandt
det højst upassende, at jeg var alene i Huset med ham.
Begge Herrerne havde deres Øjne fæstede paa mit Ansigt, da jeg saá op
efter at have læst Brevet.
"Lady Katherine Montgomerie skriver for at indbyde mig til at komme
til Tryland," sagde jeg, "saa hvis De vil undskylde mig, vil jeg
svare og sige, at jeg kommer i Eftermiddag." Og jeg rejste mig.
Hr. Carruthers rejste sig ogsaa og fulgte efter mig ind i
Biblioteket. Han lukkede Døren og kom hen til Skrivebordet, hvor jeg
sad.
"Hvis jeg nu lader Dem tage af Sted, vil De saa sige til hende, at De
er forlovet med mig, og at vi skal giftes saa snart som muligt."
"Nej, det vil jeg rigtignok ikke," svarede jeg bestemt. "Jeg vil
hverken gifte mig med Dem eller med nogen som helst anden, Hr.
Carruthers. Hvad tror De dog om mig --? At tænke sig, at jeg skulde
komme her tilbage for bestandig og bo hos Dem -- naar jeg slet ikke
kender Dem en Smule -- og maatte finde mig i, at De -- maaske --
kyssede mig, og, og -- saadant noget! Det er aldeles forfærdeligt at
tænke paa!"
Han lo, som om han ikke kunde lade være. "Men hvis jeg nu lovede ikke
at kysse Dem --?"
"Selv da," sagde jeg, og jeg kunde ikke lade være med at bide i mit
Penneskaft. "Det kunde hænde, at jeg maaske fik Lyst til at kysse en
anden -- og dèr har vi det! Naar man først er gift, saa er alt, hvad
der er morsomt, galt!"
"Evangeline! Jeg lader Dem ikke tage bort -- ud af mit Liv! -- De
forunderlige lille Heks, De har forstyrret min Sindsro, forvirret
mig. Jeg kan intet foretage mig. Jeg synes at trænge saa meget til
Dem."
"Pyt!" sagde jeg og saá surmulende paa ham. "De har alt, hvad der kan
udfylde Deres Liv -- Stilling, Rigdom, Venner -- De trænger ikke til
en Eventyrerske med grønne Øjne."
Jeg bøjede mig ned og skrev til Lady Katherine. Jeg vilde kunne være
der omtrent Klokken seks, sagde jeg, og takkede hende i min
allerbedste Stil.
"Hvis jeg lader Dem rejse, er det kun for Øjeblikket," sagde Hr.
Carruthers, da jeg skrev mit Navn. "Jeg har i Sinde, at De _skal_
gifte Dem med mig -- hører De?"
"_Qui vivra, verra!_" sagde jeg igen. Saa lo jeg og rejste mig med
Brevet i Haanden.
Lord Robert saá næsten ud, som om han var ved at græde, da jeg
fortalte ham, at jeg tog bort om Eftermiddagen.
"Jeg skal nok faa Dem at se igen," sagde han. "Lady Katherine er i
Familie med min Tantes Mand, Lord Merrenden. Men jeg kender hende
ikke."
Jeg tror ham ikke -- hvordan skulde han faa mig at se igen -- unge
Mænd siger saa meget Vrøvl.
"Jeg kommer derover paa Onsdag for at se, hvorledes De har det,"
sagde Hr. Carruthers. "Vil De saa ikke nok være hjemme?"
Det lovede jeg, at jeg vilde, og saa gik jeg ovenpaa.
Saa har mit Liv paa Branches altsaa Ende.
Jeg skal begynde paa en ny Tilværelse, Begyndelsen paa mit Liv som
Eventyrerske!
Hvor fuldstændigt alle éns Begreber kan forandres paa nogle faa Dage!
I Dag for tre Uger siden levede Fru Carruthers. I Dag for to Uger
siden var jeg ikke længere en rig Arving -- for kun tre Dage siden
tænkte jeg ganske roligt paa den Mulighed at gifte mig med Hr.
Carruthers -- og nu -- vilde jeg ikke for alt i Verden gifte mig med
nogen! Nu skal jeg til at begynde et nyt Liv! Jeg vil se Verden og en
Masse forskellige Mennesker. -- Jeg vil vide, hvad det er, som faar
Uret til at gaa rundt -- Livets store Urværk. Jeg vil danse og synge
og le, og jeg vil leve -- og -- ja -- maaske engang kysse én, som jeg
elsker --!