De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar
Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede
bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen
Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.
Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet
ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem.
Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere.
Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sàa
da han i hendes Øjne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra
de andre. Og begge saa de paa Barnet. Det lignede slet ikke et af
dem, som de havde set saa mange af i Dag.
Fire stærke Hænder løftede et Spædbarn mod Himlen. Den nedgaaende
Sols Straaler ramte det og svøbte det i sin Purpurkaabe. Deres
Hjærter var fulde af Jubel -- de elskede hinanden. -- --
En Lyd trænger frem af Krattet. En sagte Stønnen ... nogle korte Gæsp
... saa ganske stille ... nu næsten skriger det igen af Smerte ...
Forstenet er jeg standset. Mine Tanker har været saa langt borte, at
jeg intet har sanset udenom. Foran mig ligger en lille Birkemose. Jeg
kan intet se uden Tjørne og højt Græs. Jeg lytter. En Kilde gurgler
afsted derinde.
Jeg lytter, som skulde mit Hoved sprænges, og det er, som hørte jeg
en svag Lyd af noget levende, som krympede sig. Længe staar jeg
stille ... Buske og Træer glider til Side. Jeg ser ind gennem
Krattet.
Der er lavet en Rede i Græsset. En Raa ligger med alle fire Ben
strakt fra sig. Hovedet er rejst i Vejret, de store Øjne brænder som
et Par Lyspletter, og dens Sider damper. Om den blomstrer Natviolen,
og Aftenpragtstjernen lyser. Store Bregneblade vifter for Vinden. Saa
blødt trækker Mosset sit Tæppe over Jorden. Den borer Snuden ned i
dets kølige Bund og lukker Øjnene et Øjeblik.
Smerterne ... Veerne. Det rykker helt op i Halsen. Kæberne slaar Klik
mod hinanden -- den stønner og giver sig -- den skubber sig bedre til
Rette -- saa undslipper et hæst Brøl den -- noget varmt Blod pibler
frem og pletter Laarene og saa ... ganske langsomt skyder Fostret sig
Vej frem. -- --
Svangre Nat. Duggen falder tæt, den glimter over Straaene. Alle Vegne
dufter det, fra Jorden, fra Træernes Knopper, fra alle Blomsterne.
Mit Sind er beruset, jeg drikker Aanden ind i dybe Drag.
Svangre Nat. Jeg reder min Seng herude. Jeg vil ligge og tælle alle
Stjærnerne, mens Timerne gaar, jeg vil flettes ind i Edderkoppens
Spind og døves hen af Mosekonens Bryg. Jeg vil ... ja, jeg vil gribe
et eneste Glimt af Lykken. Den store Lykke, som er født af
Øjeblikkets Højhed.
Jeg reder min Seng herude ...
Jeg forstaar de to Mennesker, der blev dreven ud af Edens Have. De
levede i et rigt Land. Der var ingen Vinter om dem. Ustandseligt og
altid brød Livet. Hver Dag bragte nye, straalende Frugter. Slangen --
Krybet -- som ejede, hvad de to Mennesker ikke ejede: Retten til at
give nye Skabninger Livet, sagde kun dette: Æd. Og de gjorde det.
Inde i dem groede Livet op og drev dem ind til hinanden, drev dem som
to magtesløse Væsner.
Da Vorherre kaldte dem i Hus for at skærme dem for Natten, var de
blevet voksne, modnet i Eftermiddagens Solhede.
I Aftenens Stilhed gik de bort. Fuglene lettede fra Træerne og fløj
med dem, Fiskene sprang ad Kilderne mod det aabne Hav, og Pattedyrene
satte over Hegnet ud mod de øde Sletter. Regnormen borede sig ud
gennem Mulden. Haand i Haand vandrede de ud i den vide Verden, to
nøgne Mennesker. Bag dem stod Lysets Engel Vagt, og for de to saa det
ud, som om Flammesværdet skrev med gylden Skrift over Himlens Bue,
hvert Bogstav var spættet af Stjærner: Det er nok, naar to Mennesker
holder af hinanden.