To Børn løb vild i Skoven. De var ude for at plukke Bær en Sommerdag.
Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mørket over dem, og alle
Stier blev slettet ud.
En Fé fandt dem sovende paa en grøn Plet Mos. Han havde lagt sine
Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hænder bort paa
hans Bryst.
-- Jeg vil lære jer at elske. Hun bøjede sig ned over dem, kyssede
dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Kærlighedens Fé.
--
Mange Aar gik. En Dag kom de vandrende hjem til Byen igen. Hun havde
et lille Barn med sig. De gik til dem, de kendte. Først til hans Far
og Mor.
Nej, det nyttede ikke noget, at de Gang efter Gang fortalte dem, at
det jo var Kristian og Hanne.
-- Kristian og Hanne! De er døde. Vilddyrene aad dem en Dag, de var
gaaet ud i Skoven uden Forlov.
De var tørstige og bad om en Drik Vand.
Det kunde de da godt faa; men saa skulde de lade være med at drive
Spot med den Slags Ting, Det var saamænd svært nok for et Par gamle
Forældre at have mistet deres Dreng. --
Da de havde faaet at drikke, gik de til hendes Forældre.
Det samme.
Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tænke
sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var
blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske
gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forældre ikke
skulde kende deres eget Barn igen. Der havde været Postyr nok om den
Tøs. --
De gik til alle de Folk, som de kendte. De lo dem lige op i deres
Ansigter.
De forstod det ikke. De kendte saa godt alle de gamle igen. Der var
ikke en eneste af dem, som havde forandret sig den mindste Smule.
Men de selv?
Hele Dagen gik de rundt i Byen. Som et Par Tiggere bankede de paa
hver eneste Dør. Da de havde været ved alle Husene et Par Gange og
skulde til at begynde forfra igen, blev det dog de gode Folk for
meget, og der gik straks Bud til Præsten, at han skulde komme og mane
dem væk. Og da han kom i sit gejstlige Skrud med Salmebog og Bibel
under Armen, gik de ud over Markerne. Bare gik og gik. Hele Byen stod
tilbage paa Møllebakken og fulgte dem med Øjnene. Hans Velærværdighed
var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at
se.