Mine Tanker fører mig om. --

To Børn løb vild i Skoven. De var ude for at plukke Bær en Sommerdag.

Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mørket over dem, og alle

Stier blev slettet ud.

En Fé fandt dem sovende paa en grøn Plet Mos. Han havde lagt sine

Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hænder bort paa

hans Bryst.

-- Jeg vil lære jer at elske. Hun bøjede sig ned over dem, kyssede

dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Kærlighedens Fé.

--

Mange Aar gik. En Dag kom de vandrende hjem til Byen igen. Hun havde

et lille Barn med sig. De gik til dem, de kendte. Først til hans Far

og Mor.

Nej, det nyttede ikke noget, at de Gang efter Gang fortalte dem, at

det jo var Kristian og Hanne.

-- Kristian og Hanne! De er døde. Vilddyrene aad dem en Dag, de var

gaaet ud i Skoven uden Forlov.

De var tørstige og bad om en Drik Vand.

Det kunde de da godt faa; men saa skulde de lade være med at drive

Spot med den Slags Ting, Det var saamænd svært nok for et Par gamle

Forældre at have mistet deres Dreng. --

Da de havde faaet at drikke, gik de til hendes Forældre.

Det samme.

Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tænke

sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var

blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske

gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forældre ikke

skulde kende deres eget Barn igen. Der havde været Postyr nok om den

Tøs. --

De gik til alle de Folk, som de kendte. De lo dem lige op i deres

Ansigter.

De forstod det ikke. De kendte saa godt alle de gamle igen. Der var

ikke en eneste af dem, som havde forandret sig den mindste Smule.

Men de selv?

Hele Dagen gik de rundt i Byen. Som et Par Tiggere bankede de paa

hver eneste Dør. Da de havde været ved alle Husene et Par Gange og

skulde til at begynde forfra igen, blev det dog de gode Folk for

meget, og der gik straks Bud til Præsten, at han skulde komme og mane

dem væk. Og da han kom i sit gejstlige Skrud med Salmebog og Bibel

under Armen, gik de ud over Markerne. Bare gik og gik. Hele Byen stod

tilbage paa Møllebakken og fulgte dem med Øjnene. Hans Velærværdighed

var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at

se.

Et Aar · 第 40 / 45 题