Henad Skovvejen kommer et Flyttelæs knagende. Hestene gaar i Skridt
for slappe Tøjler. Ved Vognen gaar en Mand med en Pibe dinglende i
Munden. Særlig ivrig efter at komme afsted er han ikke. Hele Tiden
skal han se sig omkring. Bæsterne faar næsten Lov til at passe sig
selv.
Højt paa Læsset i en Sofa sidder en Kvinde. Hun har et Spædbarn paa
Skødet. Hendes Bryst er blottet, og hun lægger den lille til.
-- Dæ' sier I jo regte godt. Han kaster Linerne op til dem og gaar en
Gang rundt om Læsset. -- De' hænger brilliant, skue jæ mene.
Tilfreds stikker han en ny Tændstik til Tobakken og sutter løs. Og
med hele Hovedet indhyllet i en ulden Sky. -- De' æ Fanme et regte
Læs, dette hersens her. Ræk Prinsen i Vejret, a' jæ kae se, om han æ
groet novet paa Turen.
De kommer forbi Purrerne. Mørke staar de endnu med store, svulne
Knopper. Det lyser imellem dem af hvide Anemoner. Han er gaaet helt
frem ved Hestene og holder i Forsmækken paa Vognen med den ene Haand.
Pirker op imod dem i Sofaen med Pisken.
-- Kae du house bett Pie? Han peger indover.
-- De' æ dov farle, som du rover op. Hun er i Færd med at knappe
Blusen. -- Hæ har du dine skidt Liner.
-- Naa ... naa ... Han griber efter dem.
-- Ja, de' æ ekk novet saaen o skrie op.
-- Jæ troed' bare.
Han rykker i Linerne. -- Naa ... naa ... Piben dingler i Takt med
hans Skridt.
I et Staaltraadsbur, som er bundet under Vognen, galer en Hane, og en
Ged trasker brægende med tøjret til Bagsmækken.
Det er Fie og Frærik, som skal holde deres Indtog i Huset nede ved
Aaen. -- --
Der er stille i Skoven nu henunder Aften. Fuglene ligger paa Rede og
ruger, og Raaerne lister forsigtigt fra Krat til Krat for at finde et
Sted til at sætte deres Lam. --
Forlængst er Haslens Rakler falmet, og Hunblomsternes røde Strænge
visnet. Knopperne er begyndt at folde sig ud.
Alle Skovduerne tier. Solen er gaaet ned. En Birk staar med Løv om de
spinkle Grene, Aftenvinden vider dem ud som en Fane, og inde mellem
Bladene synger en Nattergal.
Ad en Sti kommer Moseper trillende med sin Hjulbør. Olle gaar ved
Siden af. Hun har store Træsko paa Benene og Søndagskaaben paa.
Hatten sidder lidt paa Siden, hun kan ikke skubbe til den, i begge
Hænder bærer hun Pakker. Af og til nikker hun, for at den ikke skal
falde af. Hun gaar tungt. Moseper skal ned med hendes Skab til
Gaarden. --
Tyst! -- Flyttelæsset høres nu kun som en svag Skramlen derborte bag
Træerne. Ensomt lyder Gedens ustandselige Brægen. Hjulbøren skriger.
-- --
Ene lister jeg om. Jeg er fyldt med Forventningens stille Glæde. I
Nat skal det ske. Ud af Tystheden vil der løfte sig et Skrig baaret
af tusinde Stemmer, hævet mod Himmelbuens kølige Blaa, et Skrig -- en
Tak for Moderlykken.
Træerne staar med Stjærneglans over Toppene ...
Der banker et Hjærte. Jeg hører dets Slag, det banker i frydefuld
Skælven -- nu tystner det -- nu banker det vildt ... et angstfuldt
Pip fra en Fuglerede ...
Engtaagen lægger sit kølige Slør om de skælvende Lænder, og Jorden
puster ud i et dybt, fredfuldt Aandedrag.
Jeg gaar. Ingen Steder vil jeg være. Jeg er ude at fange mine Tanker.
Jeg hører Planterne gro, jeg ser Bladene vokse bag Knopperne, mit
Sind fanger Lyden af et Æg, som knækker i et Fuglebo ...