Hunden er blevet færdig med at drikke, og vi søger videre ud. --

Haha --! Der havde jeg nær sparket dig. En lille Harekilling ikke

meget større end en Rotte springer afsted. Den havde af Skræk trykket

sig, lige indtil jeg næsten faldt over den. Det kan nok være, at der

kom Fut i Skankerne. Den springer, som om den havde levet i mange

Aar, og dog har den ikke engang skiftet Toe, siden den blev født,

eller hvæsset sine Tænder i Græsset. Et lille Stykke borte "kegler"

den sig i Vejret. Den skal dog se, hvad det var, der saa nær havde

slukket dens Liv.

En gammel, graa Ramler lister forbi uden at se os. Saa fanger hans

Næse pludselig Lugten af en Setter, og han kiler paa. I en Pløjefure

kommer han over hende, og nu begynder der en lystig Tagfat. Ulden

ryger i Totter af dem. --

Opstandelsens Dag! Ikke en Jordknold findes der, hvor der ikke ligger

gemt et Frø, som svulmer i frydefuld Længsel mod Solen over det. Alle

Træernes Grene hænger fulde af Knopper, der glinser af Saft. En

gammel Pil med Mos og rynket Bark op af Stammen er hvid af Gæslinger,

og Vinden bærer det gule Støv til de gabende Blomstermunde. I en Ælm

er der en Summen og Brummen af Bier som paa den hedeste Sommerdag, --

En gammel Husmand staar udenfor sin Dør og gnubber Bagen mod Stolpen.

Hans Kone kommer fra Brønden med Vand. Det lyser i Spandene.

De staar ved Siden af hinanden, da jeg kommer forbi. Jeg hilser dem

og svinger med Huen.

-- Goddag Folkens og Guds Fred!

De hilser igen. Og jeg hører Konen sige til Manden.

-- Du stoer jo o gnubber dæ' Far, liesom du kue hae Lus.

-- Jae de' kriwler o krawler sgu osse i hele Kadavret Mor, saa man æ

færde o goe te paa saaen en Dav. --

Vi gaar bag om deres Hus ned mod en Mose. Hunden gaar "hinter", og vi

lister os bag en Sivbræmme ud mod det blanke Vand.

Ved en Tue ligger to Ænder. Far og Mor for Sommeren. De vender

Hovederne ind mod hinanden og nikker og nikker.

-- Rap ... rap ... rap ... raprap! Med brusende Fjer sejler han i

Ring uden om hende.

-- Rip ... rip ... rip ... riprip! Hun nejer sig og svajer sig og ved

slet ikke, hvordan hun skal te sig.

-- Raprap! Der staar Brus om hans Bryst, og han sejler hende lige

forbi. Hun breder Vingerne ud og trykker sig fladt ned i Vandet. --

Inde i et Krat kliner en Solsort sin Rede sammen i en Tveje. Den

fløjter og synger og kan umuligt holde sig i Ro et Øjeblik. -- --

Lige foran mig gaar en Bonde bag sin Plov og lægger Fure ved Fure. I

Hælene følger Raagerne og Kragerne ham og pikker Ormene op af den

fugtigsorte Jord.

Et Stykke fra ham staar en Karl og spreder Møg. Vinden bærer Lugten

til mig. Han traller og svinger Greben i Luften. Skjorten er gledet

op over Armen, Hovedet er bart, og Haaret klistrer til Panden.

Der kommer en Pige hen til ham. Hun bærer en Flaske i Haanden.

-- Kluk ... kluk ... hulihopsasa! De er Kærester de to. --

Paa Vejen kommer en Mand gaaende med en Hale Børn efter sig. Engang

imellem vender han sig om og siger noget til dem. De svarer ham med

høje Tilraab, og en Dreng bøjer sig ned, tager en Sten og kaster den

efter ham.

Jeg staar paa Vejen, da han kommer forbi.

Den hellig Isak. Saa sølle han ser ud i Solskinnet. Frakken er slidt

og Bukserne lasede, Haaret og Skægget filtrer, og han humper afsted.

Frosten har været stræng. Han har maattet svøbe tykke Klude om

Tæerne.

Jeg hilser ham.

Han standser ikke og gør Korsets Tegn.

-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ... ud i Verden at

gøre alle ...

Børnene bliver staaende. Der stryger en Svale gennem Luften. Den

første i Aar.

-- Kvivit ... kvivit ...

-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ...

Han skraar over Grøften ind paa en Græsmark. Der er blødere at gaa.

Andre Folk møder ham. De standser allesammen og ser efter ham.

-- En løjerlig Fyr, siger de. -- Ganske underligt me' saaen en.

Hva'foe skae han nu leve, o saa man'ne ander dø, som dæ æ saa haardt

Bruv for. Han gøe jut'te Gavn.

Men han har ikke Tid til at sige noget til dem. Han haster mod et

Maal et Sted langt ude. --

Kærestefolkene har sat sig paa en Sten i Markskellet. De kysser

hinanden. --

Jeg gaar med Solen lige ind i Ansigtet. Jorden ligger foran mig

hyllet i Vaardagens Dis. Livets hede Aande slaar ind om mig, og jeg

føler det, som brister det i mig.

Paa Knæ ... Nej, Hovedet højt og Sanserne aabne. Ogsaa du er en Del

af Livet, der gror -- ejer dets Kraft og dets Fylde.

Min Lykke spænder Brystet, jeg maa raabe for at faa Luft -- og jeg

bliver myg og stille ...

I Buskene slaas Fuglene, kvidrer ud og ind mellem Grenene, der er

prikket af Knopper, løber som Mus i Løvet og staar i Flok ud over

Markerne. --

Ved en Vej kommer jeg forbi en Vogn. Det er Søren Petroleumskusk. Ane

sidder ved Siden af ham med en Kurv paa Skødet. Hun skal til Byen at

sælge Æg og har faaet Kørsel. Da hun ser mig, nikker hun og vinker.

Hendes Ansigt er Smil. Søren hilser med Pisken og faar Hestene i

Trav ...

Et Aar · 第 38 / 45 题