Jeg gaar imod det. Hunden gisper af Tørst. --

Der løber to Børn langs en Aa, som bred og værdig med Skumpletter paa

det grumsede Vand skærer sig Vej gennem de grønne Rugmarker. De

kaster Haandfuld efter Haandfuld af vissent Græs ud i den, for at

Strømmen kan tage det. Hver Gang de er ved at falde, raaber og ler

de, saa det kan høres langt bort. Deres Hoveder er bare. Hendes Haar

er gyldent, næsten gennemsigtigt i Farven.

-- Hvem kan fange mig?

Kjolen staar i Brus om hendes stumpede Ben, og han smider Træskoene.

Det gaar i jublende Leg ind over Bakkerne.

Jeg følger dem med Øjnene. Hvor de løber frem, jager de Lærker op fra

Græsset. En efter en stiger de i Vejret. Højt oppe staar de paa stive

Vinger og jubler med klokkerene Stemmer -- Foraarets Vise, den Tid,

da al Sæd skal bære Frugt. Hele Luften synes at dirre under deres

Fryd. Dèr falder en enkelt gennem Luften, et Øjeblik standser den

lige over Jorden og daler blødt ned netop i den lille Græstot, hvor

to blanke Øjne lyser den i Møde. --

Vi kommer ind paa Brakmarken. Viberne skriger om os. I store Buer

slaar de ned over Hunden; men han styrter lige mod Vandet og springer

langt ud, saa det sprøjter højt op om ham.

Jeg finder en Rede -- en lille Hulning i Jorden polstret med en Smule

Græs. Der ligger to brunspættede Æg ved Siden af hinanden. De er

varme, og det ene er plettet af Blod. Maaske har vi lige jaget Hunnen

bort, eller maaske er det Sulten, som har drevet hende.

Jeg stjæler et. Det er den første Rede, jeg har fundet i Aar. Jeg

knækker det mod Bøsseløbet. Hviden flyder ud over mine Fingre,

Blommen ligger gul tilbage i Skallen -- fine Aarer kranser den. Paa

den ene Side skinner en hvid Prik frem. Det er Begyndelsen til det

ny, som skal æde sig stort i den gule Saft.

Jeg aabner Munden, lægger Hovedet langt tilbage og sluger Blommen

raa. Dens Skind brister mellem Tænderne.

Den smager hedt og beruser som Vin. Jeg knækker ogsaa det andet og

sluger det.

Et Aar · 第 37 / 45 题