-- Hvor var'et saa, a' du sme'et ud? En Mand -- det er Sognefogden --
staar inde ved Bredden ved Siden af en Kvinde. -- Saa sig de' kuns.
De skat'te komme te o skade dæ. Han taler med lav Stemme, som man gør
det, naar man staar overfor noget, man ikke forstaar.
Hun nikker hen i Retning af en Busk.
-- De' ... æ ... hang fast i Grenene ... før a'et sank.
Han staar lidt og ser fast paa hende, saa vender han sig om imod
Folkene, der er krøbet ud paa Tørvebænkene.
-- Saa søger vi der, Folkens.
Mændene, som et Øjeblik har hvilet, begynder at rode rundt i Vandet
med Rafterne. Tørvejord stiger op fra Bunden, opløser sig og grumser
Fladen. Der arbejdes ihærdigt.
Jeg har allerede staaet der lidt, før nogen af dem lægger Mærke til
mig. De nikker kun til Goddag.
-- Æ'et nu osse regte, hvae du sier. Sognefogden taler igen.
Der har været søgt paa kryds og tværs uden Resultat.
-- Jov! Og lidt efter føjer hun til. -- De' var bare saaen en bett
Pakk'.
Hun er kommet til at se over, hvor jeg staar. Vore Øjne mødes. Hun
bliver længe ved med at se paa mig. Det er Thea. Hendes Ansigt er
blevet saa smalt og blegt.
Jeg vil hilse. Hun drejer Hovedet bort i det samme. Det rykker i
hendes Skuldrer.
Jeg gaar ud til en af Karlene.
-- Jov, de' æ regte. Hun har drovnet sit Barn herude. Ham Siewald
rendt' jo fra hinner av te Amerika. Hun har sæl meldt sæ o ...
Han vil sige mere; men hans Rafte har faaet fat i noget. Han begynder
at løfte.
-- Var dig, Lars Jacob, siger han til den anden. Han er aandeløs og
helt kridhvid i Ansigtet. -- Var dig!
En Bylt kommer til Syne i Vandskorpen. Et gammelt Sjal viklet mange
Gange rundt. Den er sort af Mudder og lange, slimede Planter hænger
om den. Et Øjeblik holder han inde, hans Halsmuskler bevæger sig
voldsomt, og han maa spytte flere Gange. Sognefogden har grebet Thea
i Armen. Vi stirrer maalløse.
Saa tager han et raskt Tag. Bylten svæver i Luften. Raften har faaet
fat i en Snor. Draaberne falder blanke under den. Vandplanterne
løsner sig og glider tyst til Bunds. Han svipper den op paa Bredden,
lægger den forsigtigt i Græsset og slipper Stagen. Stadig staar vi og
stirrer. Ingen af os vil være den første til at gaa hen og gøre den
fri. --
Jeg tager Hunden i Halsbaandet og gaar. Endnu en Gang ser jeg Thea.
Hun staar med Hænderne krammet ind under sin Trøje. Hendes Ansigt er
vendt bort fra mig, og hun skutter sig, som om hun frøs.
Jeg gaar ind over Mosen. Jeg vil ingen møde. Hvor Vandet er stille,
og Solen rigtig kan bage, leger Gedderne. Hvert Øjeblik springer en
Frø i Vandet foran mig.
Ganske af sig selv famler min Haand sig Vej ind til et af de inderste
Rum i Tasken. Fingrene faar fat i en krøllet Klud og haler den frem.
De røde Blodpletter er blevet gule af at ligge saa længe i Tasken.
Jeg krammer den sammen i Haanden, og ude i Hængedyndet træder jeg den
ned under mig, Vand og Pladder skjuler den sidste Snip med Navnet.
Ingen skal nogensinde finde den.
Langs Kanterne svømmer hele Kager af glasklare Frøæg, og en evig
Kvækken -- smaa Gylp af inderlig Tilfredshed -- smelter sammen i en
lang, syngende Tone, der bæres oppe af Solskinnet.