Idet jeg gaar ud af Døren kommer Alverdens Niels stavrende. Han har
en Hasselkæp i Haanden, Frakken staar vidt aaben, Hatten er krøllet
sammen og puttet i den ene Lomme. Alt hans Gods er svøbt ind i en
lille Bylt, som han bærer i en Snor over Nakken. Paa Fødderne skinner
et Par ny Træsko.
Allerede langt borte hilser han. Hele hans Ansigt er et stort Smil,
og han slaar bredt ud med Kæppen.
-- Hvor kommer du fra? Det er længe siden, jeg har set ham. -- Jeg
troed', du laa med Laaget over Næsen.
-- Næhæ! Faen skue lægg' se te o krepere i saaen et Vejr.
Stæren oppe i Linden har været en Tur inde i en af Redekasserne og
kommer flyvende ud med hele Næbet fuldt af Straa.
-- Sikken en Fyr. Ha' vil sgu hae Børn. Han er naaet helt hen til mig
og giver mig Haanden. -- De' æ han ekk ene om. Jæ saa en Pie gnigg'
afsted paa en Cykle bavevter en Mand herne' a' Skoven te.
Hans Frakke er krøllet og fuld af vissent Græs.
-- Jæ lae et Øjeblik i en Grøvt o loe Solen skinne. Dæ var smens helt
tørt under mæ, o saa hang dæ et Par Lærker o sang henne paa Rasmoses.
De' var saaen, a' man liefrem fik Lyst te o' grave med Fingrene i
Jorden o regte ælte rundt.
Han ser mig lige ind i Ansigtet.
-- Kue jæ grav' din Have. Da jeg ikke straks svarer. -- De' var bare
de', a' jæ saa masendes gærn vilde. Og da jeg endnu ikke svarer. --
Jov, de' var novet de', saaen o goe o put hvert enkelt lell Frø ner i
Jorden. De' me' Maskiner o alt de' store, næ' saaen o saa røre ve'
hvert enkelt med de bare Næver. Han trykker Kæppen fast i Haanden. --
O grav o hae alle Hønsene te o goe om sæ o gie dem Orme. Jov, o saa
ligg Ka'tofler o plant Blomster o se de' allsammen groe o saa bær'
Vand o hæld om dem o se dem strækk sæ, liesom de regte drak ...
-- Der staar en Spade inde i Tørveskuret, og Riven hænger derhenne i
Æbletræet. Mas bare paa.
-- Helledusenda, hvor jæ skae grave. Splintermæ om ekk Møjet skae rye
mæ om Ørerne, for vi maa hae regte Møj paa først. De' skae logte
dæjle, skae jæ love.
Han slænger Frakken lige paa Stedet, hvor han staar og kaster Bylten
fra sig.
-- Nu goer vi an.
-- Ane er i Køkkenet, gaa ind til hende først.
-- Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. --
Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens
Jagten.
Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor
han er, klinger saa skingert. --
Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med
Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser
flyver ud og ind ad et hullet Træ. Dèr løfter et Blad sig en Smule
fra Jorden, Lyset titter ind, en lille, gulgrøn Spire bryder frem. Og
et Sted, hvor Solen har varmet Løvet, og Vinden ikke kan naa ind,
staar der blaa Anemoner saa spinkle, at ingen Skygge tegner deres
Blomst under dem. Gaar Solen bag en Sky, de folder de aarede Blade
skærmende om de kuldskære Ar. Højt oppe gaar Kragetrækket -- en sort
Strime fra Syd imod Nord. Nordlandets endeløse Granskove venter dem.
Rovfuglene skriger, og Kragerne slaar ned om dem med hidsige Vræl.
Intet Øjeblik tier Duerne.
Jeg staar paa en stor Sten og ser ind mellem Stammerne. Væden driver
over Barken. Mosset er grønt af Saft, og Grenene hænger fulde af
Knopper. Fjerlette Skygger staar dirrende under dem. Tungt ligger
Løvet over Jorden, Spirer skyder op af dets Skød, deres Stængler er
fyldt af samme higende Svulmen: -- Gro -- suge af Jord, Lys og Luft
de gærende Kræfter, samle dem i en Blomst og give nyt Liv.
Og dette er det store -- dette hvorfor dit Hjærte banker, og dine
Øjne tindrer, du, som har lovet at følge mig, at aldrig standser
Livsstrømmen. Vore Længsler flyder som store, hvide Blomster paa dens
Væld. --
Saa mange Munde aander deres Glæde ud imod mig, en hed Lykke, der
griber ved sin enkle Inderlighed: at være til. Jeg suger denne Lykke
ind i mig, den skal rulle med Blodet ind i mit Hjærte, og du skal faa
den at eje ... Solen smelter hver Hinde for mit Øje, Ildfunker gløder
i Løvet, og Foraarsvinden stryger mit Øre forbi saa lun af
Forjættelsers Rigdom. -- --
Klokkeklemtene tier. Der er Stand. Min Hund har fundet Vildt, jeg er
Jægeren.
Snepper. Hvert Foraar kommer de paa deres Fart mod de nordlige
Lande. Kun et Par Nætter ligger de over. Ofte kommer de to og to
sammen. De har fundet hinanden i en Sump dernede, hvor Vinteren ikke
kendes, og nu flyver de sammen mod Nordens Foraar for der at finde en
Rugeplads. --
Ved en Grøft mellem Ælle og Skrub har han Stand. Jorden er blød og
giver efter for hvert Skridt. Her er godt for et langt Næb at søge
ned. Hele Jordsmonet er gennemsivet af Rødder. Stridt Græs og visne
Bregner byder Skjulested nok.
Jeg kommer op paa Siden af ham og spejder ind mellem Buskene. Han
staar fast. Den ene Forpote er løftet en Smule fra Jorden. Jeg følger
hans Blik. Det gaar lige ret ned.
Midt i en Klat Løv faar jeg Øje paa den. Den trykker sig og borer
Hovedet ind mellem nogle Straa. Den er angst for Mødet. Dens smaa,
sorte Øjne spejder forgæves efter Dækning.
Avance ... den forsøger at løbe ... Hunden gaar paa i Spring ... Et
Par Slag med de bløde Vinger ... et famlende Forsøg paa at slippe
udenom. Haglene borer sig ind i dens Bryst.
Halsklokken ringer -- en anden letter. Det er Magen. Jeg sætter
Skuddet ind i et Træ. Solen faar Bøgenes Knopper til at skinne, og en
Allikeflok, der blev skræmt op, samles gnækkende længere borte.
Jagten gaar. Den kastede sig nede mellem Birkene ved Mosen. Vi følger
efter. --
Store Fugleflokke suser over os, og nede i Jorden roder Muldvarpen i
sine Gange. Jorden hæver sig under den.
Saa --! der lettede en for langt ude -- Satan, kan du ikke vare dig
Hund!
Han gaar saa forsigtigt, at Løvet knapt rasler under ham. Langt ude
mellem Stammerne faar jeg den hvide Bagdel af et Raadyr at se. Det
springer afsted. Og nu letter Allikerne igen. --
Inde mellem de høje Bøge skinner et nystrøget Forklæde frem. Jeg
finder "Halløj Mette" liggende paa Knæ for Foden af en Stamme
pirkende Løvet til Side med en Pind. Før hun faar set mig, er jeg
over hende.
-- Der fangede jeg dig.
Hun kryber sammen under mit Greb.
-- Jøsses, saaen en gammel, rynket een som mæ. De' var osse novet o
tae paa Vej for.
-- Hvad laver du. Jeg stiller mig hos hende.
-- Pirker Skovmærker frem. Logt kuns. Hun holder en Haandfuld vaade,
forkrøllede Planter op imod mig. De damper endnu af den Jord, hvoraf
de lige er taget op. -- Æ de' saa ekk, saa de gipper i een, naar man
snuser te' sæ'. Om de' saa æ denne gamle, raadne Pind, saa logter
den. Hun giver sig igen til at bore.
-- Dæ kommer saa manne onge hos mæ, o allesammen vil de hae o vi'e,
om de skae hae hinanders. Saa ser jæ paa disse hersens her o sier --
ja.
-- Du gør mange lykkelige om Aaret.
-- Hjov! Hun trækker Munden helt om i den ene Side. -- De' æ jo ekk
saa farle en Sav. Hvae skae ma sie te'et, naar de kommer helt
grædendes te' ens Dør o ved ekk derses levendes Raad. Sæ'føllelig
skae de hae hinanders. Hvae æ vi sat hæ te, naar de' dat'te skue være
te o saa følles ad.
-- Fik Maren Lyst sin Præst?
-- Næh! de gjorde hun sgut'te. Dæ' æ ekk mer godt i hinner, end som
dæ' æ Honning i en Taase. Han vil hae en Pie med Penge, o nu sætter
hun ekk sine Ben i Kirken mer. Hun goer rundt o sier, a' han har
kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae
hinner slævt for Retten. De kommer langvejs fra te hans Kirk' bare
for a' se ham, o Maren fnyser. Næ gøe ekk, som jæ gøe, Børn, men gøe
som jæ sier. De sae den gamle Præst alletier, som konfirmerte mæ ...
Hov, dæ var en der ... en mægte Krabat. Hendes Fingre borer sig helt
ned i Jorden og rykker den op med Rod. -- Nu ble' de' da Fie o saa
ham Frærik. Dæ' har smens vaaren Rend nok om den Sav. I Nat saa jæ,
a' den gamle kørte me' Madammen. De' gik alt, hvae Pelikanerne kue
bene. Jæ kue smens savtens hae ordnet de', men nu æ de bleven saa
store, sien de har faaen de' skidt Hus ... Huh, mine stakkels Knæ.
Hun rejser sig i Vejret og retter sig. Et Øjeblik staaer hun stille
og ser paa sit Bytte i Haanden.
-- De' skae blie dæjle o faa dem sat hen i Vinduet. Hun lader dem
forsvinde ned i Kjolelommen; men først piller hun den største fra og
rækker mig den.
-- De' æ Lykken, Farlill. En Blomst i din Vams æ en Pie i din Seng
inden Avten ... Hihi ... hi ... hi ... Hun begynder at rokke af. --
Husk saa Friksanen, naar du faar hinner. -- --
Bygge Rede, pille Fjererne af Brystet for at polstre dens Vægge,
ligge Time efter Time, føle Moderlykken gro for en skønne Dag at
mærke en vaad Plet mod den bare Hud, mærke et lille, levende Væsen
putte sig bort for at søge Hjælp.
Jeg kigger ned i en gammel Pil, jeg gaar forbi. Den er hul helt
igennem. To onde Øjne møder mine, og en arrig Væsen lyder op imod
mig.
Det er Uglemor, som allerede har Æg under Brystet.
Her er lunt og stille, Solen næsten brænder. Af og til skogrer en
Fasanhane, det lyder saa højt i Dag. Om mig staar grønne Nælder
sløret af fine Haar. Blodrøde Spirer krummer sig for at skyde Løvet
til Side. Og oppe over mig Knop ved Knop -- gylden af Lyset -- saa
tæt, at ingen kan tælle dem.
Skoven er min, jeg er Barn af den, ejer dens svulmende Lykke ved
Livet. -- --
Der staar nogle Mænd nede ved Mosen omkring en af Gravene inde ved
Land. Et Par af dem har lange Rafter i Hænderne.