Ved Middagstide er jeg hjemme igen. Niels sidder paa Brønddækket og
venter paa mig. Stokken og Bylten ligger ved Siden af ham, og han har
Frakken paa.
-- Jæ vill' bare sie dæ Farvel. Han rejser sig og tager sine Sager i
Haanden.
-- Du er lige kommet.
-- Jæ æ færde. Hans store, blaa Øjne ser op imod mig. De gnistrer af
Fryd. -- Jæ vil saa ræesomt gærn goe.
-- Du skal grave.
-- Næi, jæ æ alt for glad te o stoe paa et o samme Sted hele Tiden a'
Gangen. Lae mæ' nu heller løve. Han beder. Bestandig tager han den
ene Fod og saa den anden ud af Træskoene.
-- Vent at faa lidt Mad først.
-- Næi -- ekk paa de' Lav. Jæ skae goe mæ de' samme. Kae du datte
mærk', hvor de' æ varmt.
Han rækker mig Haanden.
-- Hvor skal du nu hen?
-- De' ved jette saa nøje, jæ har saa manne Veninder. Han ler.
Paa alle de Steder, hvor Niels hører ind og faar sig lidt Mad, kalder
han Konerne for sine Veninder. Han tager saa tit Blomster med til
dem.
-- Farvel da og hav det godt.
Det varer længe nu, inden vi ses igen.