Men nede i Jorden vokser alle Kimene. --

Paa en stor Stubmark løber Fasanerne ud. Der er en hel Sti langs

Hegnet. Jeg ser dem gaa i Flokkevis og pille op.

Raskt gaar jeg hjemad for at hente Hunden. Vi vil ud og skyde Haner.

Alle Krattene skal jages igennem. Det skal gøre godt at faa Kinderne

til at blusse af Spænding. Maaske kommer vi saa i Løbet af Dagen

forbi "Sofies Minde" og maaske ... maaske nikker et Ansigt til os bag

en af Ruderne, og jeg faar Lov til at svinge med Hatten. Saa jager vi

dobbelt haardt.

En Dag i et forrygende Vejr kommer Isak til mit Hjem.

Længe har det været Barfrost, og i Dag er Vinden gaaet om i Nordøst.

Det blæser en Storm, saa selv de største Træer knager og svajer.

Himlen er et eneste Mørke.

I Kakkelovnen buldrer Brændet. Hvert Øjeblik maa der fyres paa. Al

Varmen futter ud af Skorstenen.

Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trækker koldt ved Ruderne.

Skoven staar mørk og truende. Øde ligger Markerne. Pløjningerne er

haarde og frosne, og Græsset er graagult. Langs Hegnene kryber

Buskene sammen. Nogle Krager kæmper sig frem imod Stormen, tvinges et

langt Stykke tilbage og trykker sig sideværts frem igen. Ude paa en

Bakkekam slaar de skrigende ned over et Aadsel ....

Intet at se -- livløst og øde -- i Jordens Mørke kryber Livet ad

lønlige Stier .....

Det begynder at sne. Først nogle enkelte Fnug. Stormen tager til. Den

brøler om Hushjørnet. I Haven faar den fat i nogle visne Blade og

sender dem højt i Vejret. Saa vælter det ned. Fnuggene prikker som

Naale mod Ruderne. Det ses, som var Skyerne føget ned over Jorden og

vilde suge den til sig.

I Gaarden falder Sneen stille. Det lysner ind i Stuen, nu Brostenene

er hvide.

Et Aar · 第 24 / 45 题