Paa en stor Stubmark løber Fasanerne ud. Der er en hel Sti langs
Hegnet. Jeg ser dem gaa i Flokkevis og pille op.
Raskt gaar jeg hjemad for at hente Hunden. Vi vil ud og skyde Haner.
Alle Krattene skal jages igennem. Det skal gøre godt at faa Kinderne
til at blusse af Spænding. Maaske kommer vi saa i Løbet af Dagen
forbi "Sofies Minde" og maaske ... maaske nikker et Ansigt til os bag
en af Ruderne, og jeg faar Lov til at svinge med Hatten. Saa jager vi
dobbelt haardt.
En Dag i et forrygende Vejr kommer Isak til mit Hjem.
Længe har det været Barfrost, og i Dag er Vinden gaaet om i Nordøst.
Det blæser en Storm, saa selv de største Træer knager og svajer.
Himlen er et eneste Mørke.
I Kakkelovnen buldrer Brændet. Hvert Øjeblik maa der fyres paa. Al
Varmen futter ud af Skorstenen.
Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trækker koldt ved Ruderne.
Skoven staar mørk og truende. Øde ligger Markerne. Pløjningerne er
haarde og frosne, og Græsset er graagult. Langs Hegnene kryber
Buskene sammen. Nogle Krager kæmper sig frem imod Stormen, tvinges et
langt Stykke tilbage og trykker sig sideværts frem igen. Ude paa en
Bakkekam slaar de skrigende ned over et Aadsel ....
Intet at se -- livløst og øde -- i Jordens Mørke kryber Livet ad
lønlige Stier .....
Det begynder at sne. Først nogle enkelte Fnug. Stormen tager til. Den
brøler om Hushjørnet. I Haven faar den fat i nogle visne Blade og
sender dem højt i Vejret. Saa vælter det ned. Fnuggene prikker som
Naale mod Ruderne. Det ses, som var Skyerne føget ned over Jorden og
vilde suge den til sig.
I Gaarden falder Sneen stille. Det lysner ind i Stuen, nu Brostenene
er hvide.