Det var den smukke Olga. Hun fik sig en Plads i Byen i et
herskabeligt Hus. Et halvt Aar og en Maaned varede Festen, saa kom
hun rejsende hjem. Hun ventede sig.
Jeg mødte selv Moseper og hende ude i Skoven den Dag. Han trillede
hendes Skab paa en Hjulbør.
Nu skal hun være hjemme i Vinter og til Sommer ud at luge Roer paa en
stor Gaard.
-- De' behøved' hun smens ekk o været kommet te Byen for, men fint
skue de' være med høje Hæle o tynd' Strømper, saa man kue se de
bareste Sul igennem. --
Barnet skal blive hos de gamle. Faderen er ... ja, hvad Faderen
egentlig er, er der ingen, som rigtig ved.
Men det er en bedre Mand. Det er bestemt. Han har givet hende sit
Visitkort, og der er Guldrand om, og saa "logter de' saa masendes
dæjle".
Man siger. Det var en Dag, Olga havde fri. Hun vilde til Koncert i
Strandparken. Da hun gik om et Gadehjørne, var hun nær blevet kørt
ned af en Bil. Den standsede brat. En galant Herre aabnede Vogndøren,
og før hun vidste et Ord af det, sad hun paa de bløde Hynder. Det er
alt. Og saa Visitkortet der lugter. -- --
Moseper og jeg har faaet klynget Bukken op paa et Søm inde i et Skur.
Nu hænger den velforvaret for Hunde og Katte. Jeg giver ham Leveren
og Hjærtet for Huslyet. Han staar med dem i den ene Haand, men
Samtalen vil slet ikke gaa.
Hver har sine Tanker. Og alligevel tror jeg, de er sammesteds henne.
Jeg har jo leget med Olga som Barn. Tidt og mange Gange har han
staaet i Lodøren og set til, naar vi byggede vore Slotte af Vejstøv
og pyntede dem med Skovens Blomster. Eller naar vi pludselig kom
stormende ind i Stuen og sagde, vi var Kærester, og siden sad sammen
paa Bænken ved Vinduet og fik Æbleskiver. Hun gav altid mig det meste
Sukker.
-- Ja, saa fik vi altsaa osse Olle hjem, men de' æ jo da kuns godt,
naar vi saaen skae sie de', a' hun har et Sted o tae hen. O hvae Folk
sier, kommer de' jutte an paa ... Ja, de' æ snart non'ne Dave sien, I
to legede sammen ... Ja, Gue æ de' saa ... Vi æ bleven krumme i
Ryggen vi gamle sien.
Jeg giver ham min Haand til Farvel.
-- Vi æ kommen hæ, o saa skae vi vel osse gør'et saa godt, som vi
kae, o stræve i den Smule vi har.
Vi skilles. Han skal ind paa sin Lo og hamre med Plejlen paa Rugen.
Jeg har nogle Sakse i Skovens Gem, som skal røgtes. --
Oppe paa et Stengærde ligger de under nogle tætte Tjørne. Der er
intet at se. Visne Blade og Mos dækker Kæberne. Over hver enkelt af
dem hænger der en død Fasan.
Maaren kommer listende. Den glider som en Skygge fra Sten til Sten og
standser hvert Øjeblik for at vejre. Pludselig faar den Færten af
Stegen. Og før den faar tænkt sig om -- den er Skovens mest
nysgerrige Dyr -- er den sprunget helt hen for rigtig at faa at se,
hvad det er. Den strækker sig og rækker sig, nu kan Snuden naa
Fjerene, den snuser begærligt til sig.
Pludselig falder den forover. Saksens Kæber har lukket sig om det ene
Forben. Den hvæser og tumler. Benet er brudt, men Muskler og Sener
holder.
Det er en lang Nat at sidde paa Halen og slide for at faa et Ben løs
af en Saks. For hvert eneste Træk skriger alle Nerver af Smerte. Men
den er haard. Den bider i Saksens Jernlænke, den trækker til sig af
alle Kræfter. Skummet sidder den i Mundvigene.
Længe -- meget længe bliver den ved med at slide, saa lammer
Smerterne den. Benet begynder at hovne op. Den sidder ganske stille
og kryber sammen. Det hamrer og banker i det brudte Ben. Forgæves
forsøger den at lukke Øjnene.
Med Dagslyset kommer Kragerne. Den har lagt sig for over for at
støtte en Smule paa Brystet. Der kommer en Flok flyvende. De er tunge
og graa i Halvmørket. En af dem faar den at se. Straks skriger hele
Flokken op og slaar sig ned i Træerne om den.
Kampen begynder forfra. Lyset svier den i Øjnene. Den hader Solen.
Den haler til. Senerne giver sig som Elastik.
Det er helt lyst. Jo mere den slider, jo værre skriger Spotterne. Et
Par Finker er kommet til og hopper i Tjørnen over den. En Gærdesmutte
piler dens Næse forbi. Nu var det den Tid, da den skulde ligge hjemme
i Træbullen og sove. Tænderne skurrer af Smerte og Arrigskab.
I et raskt Tag bider den til, flænger Skindet om Brudet, og metodisk
begynder den at bide Senerne over en efter en.
Fri -- der mangler endnu kun nogle enkelte -- hvis ikke han, der ejer
Saksen, var kommet.
Et haardt Slag med en Kæp over Snuden strækker den til Jorden.
Det er en prægtig Hanmaar. Skindet er som Silke at føle paa. Men den
lugter stramt.
Paa Hovedet i Posen, alle Sporene slettes ud, der er Plads til en ny
i den samme Saks i Nat. --
Engang jeg røgtede Sakse, sad der kun en Benstump tilbage i en af
dem. Den Gang var det lykkedes. Der var Blodspor i Sneen et Stykke.
Det var alt, hvad jeg nogensinde har set til den.
Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde
komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. -- --
Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang
det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som
de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde
af fjorgamle Blade.
Trygt ligger Spirerne i Jorden. Halvraadne Blade svøber sig om dem,
og blindt suger de til sig af det samme store Skød.
Jorden, Livets Moder, dit Hjærte banker af Længsel. Favnet en
Efteraarsdag, drømmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne
løses af dit Skød.
Vinter, skingrende Frost omkring mig, Græsset er vissent, og
Vintersædens Rødder frosset fast. Det er øde og koldt, saa mange
Munde skriger for Føde.