Over Vejene tier Fodslagene. --

Hele Dagen bliver det ved. Der er mandshøje Driver langs Gærderne, og

Grøfterne er glattet ud. Ingen levende Sjæl at se nogetsteds. Vi har

maattet skovle os Vej ud til Brønden for at faa Vand. --

Imod Aften kommer han. Jeg staar i Køkkendøren, og ser ud. Foran mig

ligger en lille Holm Graner. De staar i Læ af de store Træer og er

helt hvide. Deres Grene er bøjet mod Jorden, selv Topskudene hænger

som store Fjer ... Skyggerne taber sig i Skumringen ... et angstfuldt

Pip fra en Fugl som har forvildet sig ind imellem dem. --

Ane laver Midaftensmaden til ved Komfuret. Fra Brændehuset kommer

Søren frem. Han tittede indenfor og blev straks sendt ud at hugge

Brænde. Han skynder sig over Gaardspladsen med Favnen fuld af kløvede

Stykker, og bryder sig ikke om, at han taber det meste undervejs. Vel

indenfor Køkkendøren pruster han ud og ryster sig:

-- Satan til Vejr osse! --

Saa kommer han fra Skoven lige ud i Blæsten. Han maa staa stille, og

Sneen hvirvles op om ham. Det ser ud, som kan han ikke komme af

Stedet og vil blive blæst ind mellem Stammerne igen. De er hvide i

Vindsiden med Sne langt op ad Barken.

Han raaber til mig. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, og han maser

sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og

jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette

forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig.

-- Gud velsigne dig. Han gør Korsets Tegn.

-- Isak!

-- Paa den yderste Dag staar Menneskesønnen i de Dødes Rige ...

Han rækker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan

slet ikke føle hans Fingre.

Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i Øjnene

hænger Sneen i et tykt Lag. Hans Skæg er tungt og klistrer til

Frakken.

Jeg faar ham ind i Køkkenet. Han bliver staaende paa Maatten. I den

ene Haand holder han en Bylt i Avispapir og surret sammen med

Hyssing; men Papiret er smuldnet bort af Væde, og hans Tøjstumper

stikker ud vaade og sorte af bestandig under Gangen at gnide mod

Frakken. Han lægger den fra sig, tager Træskoene af og gaar frem over

Gulvet. Der er store Huller paa hans Strømper, og Fødderne er farvet

af Ulden.

Alle faar vi Haanden. Jeg en Gang til.

-- Gud velsigne dig!

Der bliver Liv i Køkkenet. Det gør der altid, naar der kommer en

Fremmed inden Døre. En Gryde tages af Ilden, saa Luerne slaar højt i

Vejret, og Væggen bagved farves rød. Soden fra Skorstenen glinser.

En lille Pige staar forskræmt og ser op paa ham. Det er en af Anes.

Hun putter sig bort bag Moderen, saa kun Haarpisken stikker frem.

-- Aah din fjovede Tøs.

Et Aar · 第 25 / 45 题