Hele Dagen bliver det ved. Der er mandshøje Driver langs Gærderne, og
Grøfterne er glattet ud. Ingen levende Sjæl at se nogetsteds. Vi har
maattet skovle os Vej ud til Brønden for at faa Vand. --
Imod Aften kommer han. Jeg staar i Køkkendøren, og ser ud. Foran mig
ligger en lille Holm Graner. De staar i Læ af de store Træer og er
helt hvide. Deres Grene er bøjet mod Jorden, selv Topskudene hænger
som store Fjer ... Skyggerne taber sig i Skumringen ... et angstfuldt
Pip fra en Fugl som har forvildet sig ind imellem dem. --
Ane laver Midaftensmaden til ved Komfuret. Fra Brændehuset kommer
Søren frem. Han tittede indenfor og blev straks sendt ud at hugge
Brænde. Han skynder sig over Gaardspladsen med Favnen fuld af kløvede
Stykker, og bryder sig ikke om, at han taber det meste undervejs. Vel
indenfor Køkkendøren pruster han ud og ryster sig:
-- Satan til Vejr osse! --
Saa kommer han fra Skoven lige ud i Blæsten. Han maa staa stille, og
Sneen hvirvles op om ham. Det ser ud, som kan han ikke komme af
Stedet og vil blive blæst ind mellem Stammerne igen. De er hvide i
Vindsiden med Sne langt op ad Barken.
Han raaber til mig. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, og han maser
sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og
jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette
forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig.
-- Gud velsigne dig. Han gør Korsets Tegn.
-- Isak!
-- Paa den yderste Dag staar Menneskesønnen i de Dødes Rige ...
Han rækker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan
slet ikke føle hans Fingre.
Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i Øjnene
hænger Sneen i et tykt Lag. Hans Skæg er tungt og klistrer til
Frakken.
Jeg faar ham ind i Køkkenet. Han bliver staaende paa Maatten. I den
ene Haand holder han en Bylt i Avispapir og surret sammen med
Hyssing; men Papiret er smuldnet bort af Væde, og hans Tøjstumper
stikker ud vaade og sorte af bestandig under Gangen at gnide mod
Frakken. Han lægger den fra sig, tager Træskoene af og gaar frem over
Gulvet. Der er store Huller paa hans Strømper, og Fødderne er farvet
af Ulden.
Alle faar vi Haanden. Jeg en Gang til.
-- Gud velsigne dig!
Der bliver Liv i Køkkenet. Det gør der altid, naar der kommer en
Fremmed inden Døre. En Gryde tages af Ilden, saa Luerne slaar højt i
Vejret, og Væggen bagved farves rød. Soden fra Skorstenen glinser.
En lille Pige staar forskræmt og ser op paa ham. Det er en af Anes.
Hun putter sig bort bag Moderen, saa kun Haarpisken stikker frem.
-- Aah din fjovede Tøs.