Jeg slænger Bukken paa Ryggen og gaar ned mod Mosepers Hytte. --

Sommerens Hus er tomt. Man ser langt ind mellem Stammerne. For aabne

Døre stryger den kolde Vind. Festbordene er ryddede. Kun hist og her

ligger endnu i Støvet en Levning fra de store Dage. Og alle de glade

Stemmer ...

Der sidder i Toppen af et højt Træ en forpjusket Raage og skræpper

... Krew ... krew ... Og nu skriger Kællingerne og lover hinanden

Tærsk. -- -- ... Blideligt sover under Mulde ... Ordene trækkes langt

ud.

Jeg har kastet Bukken fra mig paa Stenbroen og træder ind i Stuen.

Mosepers yngste Datter sidder i en Krog og vugger den unge Hilarius,

som varmt ligger gemt under en tyk Dyne. Selv er hun blussende rød

fra Kakkelovnen, hendes Haar hænger i Tjavser ned om Ansigtet, og

Blusen er knappet op. Hun har lige givet Bryst. Med den ene Haand

forsøger hun skyndsomst at hægte, mens hun med den anden holder fast

paa noget Barnetøj, der ligger i hendes Skød. Foden følger støt med

Gængen.

Stuen er tung af Varme og indestængt Luft. Ovenpaa Kakkelovnen syder

en Kasserolle med Mælk, og under Loftet er nogle Seglgarnssnore

spændt ud fra Bjælke til Bjælke. De hænger fulde af Barnetøj til

Tørring.

Jeg spørger efter Moseper. Jeg vil tigge om Husly til Bukken, indtil

jeg kommer tilbage.

-- Far æ ude i Loen og slaver Rug. Hun maa tage med begge Hænder

efter Barnetøjet, som er ved at glide paa Gulvet.

Ikke en eneste Gang har vi set paa hinanden, og jeg staar dog

ligeoverfor hende.

Døren til Køkkenet gaar op. Jeg har hele Tiden hørt Stemmer derude.

Halløj Mette kommer ind. Hun stiller sig straks ved Vuggen.

-- Tøv et bett' Korn, man kae vovt se, hvoen han ser ud, saaen som du

dov javer paa. Hun griber selv i Kanten og holder tilbage. -- Jov, de

kae man da se, de' æ en Knægt -- regte en Elskovsunge. Ham har I

sgutte laven a' de bare Pligt.

Et Par store, taknemmelige Øjne lønner hendes Dom.

-- Ja, saa skue vi vel. Mette famler i den ene Kjolelomme. Hun skal

give den lille et Pulver for Orme.

Marie stikker lige Hovedet ind af Døren og nikker smilende til mig.

-- Jæ kat'te komme ing, jæ æ saa beskidt. De' æ Komfuret. Hun staar

lidt. -- Ja, du har vel set ham, han æ smens goe nok saaen.

Det er ikke den første af Døttrene, som har maattet vintre over.

Henne ved Væggen gaar Knevren. Ungen skal op.

Et Aar · 第 22 / 45 题