Sommerens Hus er tomt. Man ser langt ind mellem Stammerne. For aabne
Døre stryger den kolde Vind. Festbordene er ryddede. Kun hist og her
ligger endnu i Støvet en Levning fra de store Dage. Og alle de glade
Stemmer ...
Der sidder i Toppen af et højt Træ en forpjusket Raage og skræpper
... Krew ... krew ... Og nu skriger Kællingerne og lover hinanden
Tærsk. -- -- ... Blideligt sover under Mulde ... Ordene trækkes langt
ud.
Jeg har kastet Bukken fra mig paa Stenbroen og træder ind i Stuen.
Mosepers yngste Datter sidder i en Krog og vugger den unge Hilarius,
som varmt ligger gemt under en tyk Dyne. Selv er hun blussende rød
fra Kakkelovnen, hendes Haar hænger i Tjavser ned om Ansigtet, og
Blusen er knappet op. Hun har lige givet Bryst. Med den ene Haand
forsøger hun skyndsomst at hægte, mens hun med den anden holder fast
paa noget Barnetøj, der ligger i hendes Skød. Foden følger støt med
Gængen.
Stuen er tung af Varme og indestængt Luft. Ovenpaa Kakkelovnen syder
en Kasserolle med Mælk, og under Loftet er nogle Seglgarnssnore
spændt ud fra Bjælke til Bjælke. De hænger fulde af Barnetøj til
Tørring.
Jeg spørger efter Moseper. Jeg vil tigge om Husly til Bukken, indtil
jeg kommer tilbage.
-- Far æ ude i Loen og slaver Rug. Hun maa tage med begge Hænder
efter Barnetøjet, som er ved at glide paa Gulvet.
Ikke en eneste Gang har vi set paa hinanden, og jeg staar dog
ligeoverfor hende.
Døren til Køkkenet gaar op. Jeg har hele Tiden hørt Stemmer derude.
Halløj Mette kommer ind. Hun stiller sig straks ved Vuggen.
-- Tøv et bett' Korn, man kae vovt se, hvoen han ser ud, saaen som du
dov javer paa. Hun griber selv i Kanten og holder tilbage. -- Jov, de
kae man da se, de' æ en Knægt -- regte en Elskovsunge. Ham har I
sgutte laven a' de bare Pligt.
Et Par store, taknemmelige Øjne lønner hendes Dom.
-- Ja, saa skue vi vel. Mette famler i den ene Kjolelomme. Hun skal
give den lille et Pulver for Orme.
Marie stikker lige Hovedet ind af Døren og nikker smilende til mig.
-- Jæ kat'te komme ing, jæ æ saa beskidt. De' æ Komfuret. Hun staar
lidt. -- Ja, du har vel set ham, han æ smens goe nok saaen.
Det er ikke den første af Døttrene, som har maattet vintre over.
Henne ved Væggen gaar Knevren. Ungen skal op.