Vi sidder paa hver sin Side af Bordet. Længe har vi været tavse. Lis
tager sit Sytøj frem, og jeg finder min Jagtjournal. Vi ser paa
hinanden, hun smiler.
-- Sikke et Par gamle Tosser. --
Vi taler ikke mere om dem, vi holder hinandens Øjne fast, og hun
rækker Haanden over Bordet, at jeg skal gribe den. I Kakkelovnen er
Ilden brændt ned, der ligger store Gløder paa Risten. Hunden sover.
Lampelyset heder vore Ansigter ... Der knækkede en Glød inde i
Kakkelovnen, og Gnisterne spredes. Uret paa Væggen falder i Slag. Vi
lytter. Udenfor regner det. Vandet driver over Vinduerne ...
Hun syr, jeg skriver. Fæstner de spredte Indtryk Dagen har givet mig.
... Stod ved Kanten af en Mose. I et Rønnebærtræ sloges Solsorterne
om Bærene. Særlig var der en, som jagede alle de andre. Hidsigt fløj
den fra Gren til Gren og stak efter dem med Næbet. Ikke et Øjeblik
fik den selv Tid til at faa noget, men de andre snappede hver Gang,
før de blev jaget væk, et for Næsen af den. Det gjorde den kun
hidsigere. Rundt omkring mig hoppede Bogfinkerne og pikkede Frø.
Min Hund gik for fuld Hals inde mellem Buskene. Jeg trykkede mig godt
op mod et Træ. Det var ikke første Gang, at en Mikkel var kommet ad
en af Grøfterne for at naa ind i Skoven. Han holder meget af at sove
Dagen hen i en Rørholm. --
Pludselig dukkede "Halløj Mette" frem. Hun sluskede lige forbi mig
med en mægtig Bunke Kvas paa Ryggen.
-- Hej! Du ved, det er forbudt at sanke i de grevelige Skove.
Skovrideren siger, at Vinden blæser Løvet bort, naar Grenene bliver
taget.
Næsten som en Hind sprang hun i Vejret og saa sig forvildet om. Saa
fik hun set, hvem det var og tog fastere om Rebet, som bandt Grenene
sammen.
-- Jovist ... saa ... Han æ nu osse saa ong o saa klov. Næsen fik et
Strøg med Bagen af Haanden. Resten snuppede hun i sig.
-- Ærlighed varer længst.
Jeg stillede mig op med skrævende Ben lige foran hende. Hunden strøg
tæt forbi med en Hare.
-- Jovist saa Far, de' har han Ret i. Hendes Øjne plirrede op i mine.
-- De' kaen osse savtens, naar den alder blir bruvt.
Det Svar var nok værd, at jeg bar Bunken hjem for hende.
Før vi skiltes fik jeg den sidste.
-- Jensens Fie æ bleven skruptyk ve' ham Frærik. De skae givtes te
Jul o bo hjemme hos de gamle i Vinter.
Hun krængede Munden helt ud, saa de tandløse Gummer skinnede i al
deres Nøgenhed. Saa kluklo hun, saa Maven hoppede som en Bold under
Forklædet. -- --
Jeg hæver Øjnene fra Bogen og betragter Fingrene, som omhyggeligt
stikker Naalen ind paa de rette Steder og trækker Traaden i Lave ...
-- Der stak du forkert. Hun ser paa mig.
-- Jamen du skal skrive.
Og saa sidder vi der igen. Sytøjet ligger i Skødet, og jeg skubber
mit Arbejde fra mig. Mine Kinder brænder, og jeg kan høre mit Hjærte
banke. Det er, som om der pludselig springer noget i mig, jeg mærker
en hed Følelse af Taknemmelighed fylde mit Sind. Jeg maa rejse mig og
komme derhen. Hun ser lige ind i mit Ansigt, da jeg bøjer mig over
hende. -- --
Vi sidder sammen. Der er lagt nyt Brænde paa Ilden, og det dundrer
bag Gitteret. Gnister springer ud og drukner i Mørket. Lampen er
slukket. I Skorstenen piber Vinden. Her er lunt og stille. Mod
Vinduet skraber en Vedbendranke, de fine Fibre glider over det vaade
Glas og kan ikke suge sig fast. Over Loftet flakker Skyggerne. En
stor Edderkop kommer ind i Ildskæret fra Kakkelovnslugen, ser sig
forvildet om og piler bort, som om den havde brændt sig.
Skilderiernes Glas lyser. Min Hund halser i Drømme. Gæsp efter Gæsp
-- den kan ikke naa Vildtet, som er foran og vaagner op med et Glam.
Vi kan høre den skubbe sig bedre til Rette. -- --
-- Dejligt at leve.
-- Dejligt at holde af dig.
Vore Hænder finder hinanden, og vi glider sammen Favn i Favn.
-- Jeg elsker dig, Lis.
Det er hen under Aften.
Jeg gaar i Granskoven. Foran mig sniger en smal Sti sig bort i
Mørket. Ud over den hænger brede Grene tunge af Regn.
Sagte lister jeg mig fremad. En Solsort hopper foran mig, flyver et
Stykke, hopper igen og pikker i Mosset, faar saa Øje paa mig og
flyver til Tops. Draaberne falder i Styrt under den. Inde i Dybet
skogrer en Fasanhane og basker op i et Træ. I et Kig mellem nogle
Grene faar jeg Øje paa dens Hoved, som den strækker langt frem for at
se. --
At gaa i en Granskov, naar Mørket sniger sig frem, og Skyggerne
kryber over Vej og Sti ...
Aldrig er der stille. Hist drysser Naalene fra en raadden Gren, her
huler Larverne en Stamme og tys, hvad er det? Der brast nogle Grene.
Et Dyr springer over en Brandlinie.
Jeg standser og lytter. Det er, som kommer der nogen listende. Lige
indenfor i Mørket ligger der en Hovedskal og lyser ... Trinene er
ligeved ... Det er kun Morten, som jumper over Stien. Før han atter
forsvinder ind i en Række, rejser han sig helt op paa Bagbenene og
ser sig omkring.
Her er klamt. En kold Em siler op mellem Grenene. Store Draaber
funkler i Aftensolen.
Inde under Træerne er Jorden brun. Intet andet end Naale dækker den.
Stadig falder de fra de nederste Grene, efterhaanden som de øverste
lukker for Lyset over dem. Og Naalene ligger Aar efter Aar, Svampe
bryder af deres Skød, staar kun nogle Dage og raadner saa bort, men
først har de spredt Millioner af Kim om sig. Sammen med Naalene hober
de op om Træernes Rødder en Kraft saa stærk, at en Egeskov en Dag,
naar alle Granerne fældes, kan finde Næring, hvor der før kun var
gold Jord. --
Dumpe Økseslag mod et Træ lyder imod mig. De giver Genlyd fra Stamme
til Stamme. Der hugges ud mellem de tætteste.
-- Pip ... pip! En Finke farer forskrækket ud fra en Gren. -- --
Det er en Røver, jeg jager. I den dybe Nat har Mikkel været ude paa
Rov. Han har taget begge Levegæssene nede paa "Sofies Minde".
Jeg fik det at vide tidlig i Morges. Alle taler om det. Og nu har jeg
en Plan. Jeg vil skyde ham i Aften, gaa ned til Gaarden i Nat og
klynge ham op paa Væggen uden for Sovekammervinduerne, saa vil alle
faa ham at se i Morgen, og jeg ved, at i hvert Fald een vil vide,
hvem der har dræbt ham.
I Aften, naar du gaar fra Grav, mødes vi to. Og saa -- lige ind i de
evige Hønsegaarde.
Det er for tidligt.
Lidt endnu kan du ligge i Ro og fordøje dybt i Jordens lune Mørke.
Men i den Tid staar jeg som en Støtte mod et Træ med Bøssen i Anslag,
og naar du kommer frem, seende dig forsigtigt om, vil du ikke lægge
Mærke til den løjerlige Udvækst, Granen derovre har faaet -- Puklen
med de to lysende Pletter lige midt paa Stammen og den lange, raadne
Gren, der stikker frem -- ikke før en lysende Stribe og et Knald
slaar dig over Ende. Og saa er det for sent. Bladet er fuldt af Hagl.
--
Mosset ligger blødt over Stien -- Kærlighedens Sti. Hele Byen har
vandret her. Par om Par tæt ind til hinanden. Stille fremad i
Aftenens Mørke, Skridt for Skridt mod Lykken. --
-- Jov, bastemt min lell Pie, jæ elsker dig. Du æ ekk som de ander'.
Vi to vil kuns være regte goe moe hinander.
-- Du skae osse sie de' te Far o saa Mor. -- --
-- Tae mæ om Lænden, Adolf -- næh længer ner dit Kvaj ... du niver
... ihw!
-- Satan te Tøs, som du osse kae skrie. -- --
-- Jæ søns nu, de' æ saa kønt me' kuns en Seng Maren.
-- Jov, men paa all' de store Steder har de to. -- --
-- Næi, jæ tør ekk ... Vi æ dov kuns i Kærest' davene. O Mor sier ...
-- Vil du hae, vi kuns skae goe o se paa hinanders, De' blir vi
sgut'te fede av. -- --
Grenene glider ind imellem hinanden, ses kun som en sort Masse over
mit Hoved. --
En Vexel fører ind til Graven. Bare et lille Stykke borte fra Stien
ligger den. En stor, gul Sandbunke viser Nedgangen. Granerne om den
er ganske lave og forvoksede, saa der er god Plads til at skyde paa.
Rundt om ligger Fjer og Ben. Hist et Skelet af en Hare og her en
nyfødt Gris fra en Mødding. Alt, hvad spises kan, er rapset fra
Egnen.
Jeg bøjer mig ned og faar fat i noget hvidt. Hovedet og Halsen af en
af Gæssene. Og der et Par store Vinger. Her har nok rigtig været
Gilde. De skal bindes dig om Halsen, at de kan se, du var den
rigtige.
Med Ryggen op mod den tykkeste Gran tager jeg Stilling. Der er frit
lige hen til Hullet. Nogle raadne Grene skæres forsigtigt bort, at
ikke den mindste Smule skal knække i det afgørende Øjeblik.
Sikringen frem, Handsken af højre Haand, Ærmet bort fra Haandledet,
Hælene godt i Jorden ... nu ikke et Lem ... stiv som en Støtte. Vi to
Mikkel kan se hinanden stift ind i Øjnene uden at blinke.
Om et Øjeblik ringes Solen ned.
En gammel Jæger, som har staaet for Ræv Aften efter Aften, har lært
mig, at naar de begynder at slaa Bedeslagene, skal man lægge Bøssen
til Kinden.
Over mig rager en Gren ud. Paa hver eneste Naal hænger Draabe ved
Draabe. Hvert Øjeblik truer de med at dumpe lige ned paa min Næse.
Der faldt en enkelt. Sivende slipper den det Sted, hvor den maaske
har siddet hele Dagen og splintres mod Bøssens Staalløb. En ny er
straks paa Vej langs Grenens Bark til den ledige Plads.
En Spinder har travlt med at slynge en Traad fra Hatteskyggen ned til
Haanden og fra Haanden til Støvlesnuden. Det kildrer mod Hunden, da
Traaden sættes fast.
Rigtig. Spind mig ind. Jeg er eet med Træet. Tag bare den Nytte I
kan faa af mig den Tid, jeg skal staa her ...
Det er dog ogsaa Pokker til Tid, før du kan lette paa Kroppen dernede
i Dybet. Ryst bare Skidtet af Pelsen. De Par Minutter mere at leve i,
naar det alligevel snart skal være forbi. --
Saa mange Toner der er i en Skov og allerflest en stille Aften, naar
ingen Mennesker færdes. Ude fra Markerne kommer de med Vinden,
Grenenes Netværk fanger dem og faar dem til at bruse -- et Sus fra de
evige Riger. Men ude paa den anden Side Skoven er det bare et ensomt
Fløjt igen, et langeligt Suk over de nøgne Marker. --
-- Sievald, du maa ekk være vred.
Stemmen er frygtsom, som vover den knapt at give Ordene Lyd.
Et arrigt Grynt er Svaret.
Forsigtig drejer jeg en Smule paa Hovedet. Der staar nogen ude paa
Stien lige ud for mig.
-- De' var sgu en nyelig Redelighed ... hark. Han spytter, og jeg kan
høre ham harke længe. -- Hvorfor Faen æ du bange. De' æ vel osse mæ,
de' kommer te o gaa ud over.
-- Jamen, de' æ mæ, som a' dæ gør'et. Der er kommet Fasthed over
Stemmen.
-- Ja, de' æ heller kuns for din egen Skyld, a' jæ sier de'. Han
trækker Ordene langt ud. -- O ... æ ... Halløj Mette kae vi savtens
faa te o hold' Kævt, hvis ... a ... de' æ de', du æ bange for.
-- Næi. Barnet æ vort. Vi foer i Guds Navn ta'et. Hun tier lidt, som
venter hun paa et Svar. Han har travlt med at stoppe sin Pibe og faa
Ild. Jeg hører ham stryge en Tændstik. En kvalm Tobaksrøg trækker
ind til mig.
-- O naar vi bar' holder sammen, goer'et osse nok. Du skae se, dæ æ
Glæde ve' saaen et lell Væsen lieveller.
-- Hvae ka'et nytt?
-- Du skae se, de' goer nok, naar vi bar' regte stræver begg to.
Hvorfor skue vi saa ekk faa et Hjem som alle de ander' ... Uh, jæ kae
arbede for ti, Sievald, naar jæ ved, hvad de' gæller.
Det er næsten, som om hendes Stemme skælver af Glæde.
-- Du elsker mæ jut'te.
-- Aah jov kaske, du æ dov Far te mit Barn, o jæ ken'ner vovt mæ sæl
igen.
Der bliver saa stille, som naar man har talt alle Følelserne blot.
Hurtigt snapper man Vejret i sig og lytter, -- nej, meget mere end
lytter, lægger hele sit Sind ind i Svaret, som skal komme ...
Klunk ... klunk ... Draaberne falder fra en Gren ned i en Vandpyt, og
Træernes Bark sveder Harpiks om et gabende Saar.
Sindigt og drævende. En hel Tobakssky pustes ud for hvert Ord.
-- De' æ nemt nok o tall', Thea.
-- Aah, de' kommer saaen a' sæ sæl, naar'et gror ingen i een. --
Thea! Jeg drejer mig helt om. Netop i samme Øjeblik springer en lang
rød, Satan op paa Grusbunken henne ved Graven. Det eneste, jeg faar
at se, er Halens hvide Dusk. Jeg kaster et Skud ind mellem Granerne,
men selvfølgelig kun derhen, hvor han havde været. Raadne Grene og
Naale er hele Udbyttet.
-- Thea! I en Fart er jeg ude paa Stien. I min Taske ligger endnu et
Lommetørklæde fra dengang.
Langt nede haster de afsted. De næsten løber, som var de bange for
noget. Han er den hurtigste. --
Der er stille i Skoven. Solen er gaaet ned. Lange Skygger lægger sig
over Vejene.
Jeg bliver staaende længe og ser efter dem. Der er kun Mørke foran
mig.
Jeg begynder at gaa. Natten er inde, Smaafuglene sove. Stilheden gør
mig bange. Ikke engang mine egne Skridt kan jeg høre mod Mosset.
En snigende Angst for at nogen skal volde dig Fortræd ... det gør
ondt inden i mig.
Min Hund kommer springende ned imod mig. Han er vild af Glæde,
springer op og slikker mig i Ansigtet.
Jeg maa klappe og klappe, saa mine Hænder er vaade af hans Slikken.
-- Saa har Ane lukket dig ud.
Han slaar et Slag ind mellem Granerne og kommer tilbage igen.
En tryg Glæde ved at vide dig hos mig griber mig. Du forstaar vist
ikke, at du skal klappes igen, men du slikker mig og dine Øjne lyser.
Ingen af os vil hjem. Vi maa Skoven igennem. Og allersidst maa vi ud
paa Skovgærdet og se ned mod "Sofies Minde". Der er Lys i alle
Vinduerne. De blinker saa trygt.
Det er Vinter.
Der kom en lille Buk gaaende ganske langsomt ud af en Bøgetykning.
Den gik saa fredeligt og kvistede. Ved en Birk blev den staaende
stille og gned sig op af Stammen. Strakte Halsen og gnubbede Bringen
mod Knasterne.
Paa Skovvejen sad et Par Krager og forlystede sig i noget nattegammel
Hestegødning. De stredes om de frosne Knallinger og huggede til
hinanden, saa Blodet sad dem om Næbene. Et Stykke borte hoppede en
Skade uroligt omkring og saa til. Den standsede og vippede med den
lange Hale, hver Gang en af dem fik sig en Bid.
-- Rhæbs ... rhæbs ... Den hoppede et Par Trin frem, Stjærten stod
lodret i Vejret. --
Skudet frygter alle Skovens Dyr. De har lært det at kende Slægt efter
Slægt.
Langt bort fløj Kragerne og Skaden. Ogsaa Bukken sprang afsted. Men
Kuglen var for god. Lungerne gennemhullet. Den svinglede endnu et Par
Skridt, saa stod den paa sin Hals i en Grøft. --
Mine Arme og Hænder ryger af Blod. Skjorten er smøget op til
Albuerne. Jeg er lige blevet færdig med at brække Bukken op. Slunken
ligger den ved Siden af mig.
Vommen er slængt til Side. Den damper af Varme fra Bugen. Endnu
pulser Tarmene Føden frem langs Kanalernes Vægge, akkurat som da de
laa velforvarede bag Maveskindet.
De krymper sig sammen Stykke for Stykke, og i smaa Stød glider den
bløde Deig fra Tarm til Tarm.
Men Hjærtet er stille, Kamrene fulde af størknet Blod og Øjnene
gabende tomme. --
Det er Vinter. Dagen er bidende kold. Aanden staar mig fra Næse og
Mund. Knastørt er Løvet, fra Træerne falder Mosset i store Flager,
Barken om Grenene er tørknet, og Knopperne frosset inde i Is. Stryger
Vinden igennem dem, det lyder som Raslen af Perler. Som et brandgult
Skær lyser Solen op over taagede Skyer.
I en Grøft med rindende Vand vasker jeg Blodet af mig og renser min
Kniv. --
Et Stykke borte gaar et Par Koner med bøjet Ryg og sanker Brænde. I
smaa Ryk flytter de Fødderne frem og holder sig paa Siden af
hinanden. Men faar en af dem Øje paa en Gren forude, der er særlig
stor, ser hun først til den anden, passer paa, naar hun har bøjet sig
rigtig godt ned og springer frem.
Er Grenen først velbeholdent i Forklædet, er hun lutter Smil og
venter taalmodigt paa, at den anden skal naa frem.
-- De' var dov grin'avte, a' du ekk saa den, jæ har smens set ham
læng'. Nu maa vi renok se, om dæ ekk kae blie en maves te dæ. Hæ
ligger en bitt' Fyr her, men de' æ jutte novet ... Vil du kanske hae
den? --