Den Aften ejede jeg dig helt. -- --

Det begynder at mørkne. I alle Byer ringer de Solen ned. Mellem

Vindstødene høres Klokkeklemtene. De svarer fra Kirke til Kirke.

Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en

Hjulbør foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop

standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blæser

hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre.

Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blæsten. Hun har

bøjet sig ned og faaet fat i Hjulbøren, og paany gaar det fremad med

kroget Ryg og spændte Arme.

Donten -- det evige Stræb og Slid -- har igen slugt hver Tanke i

hendes Hjærne. Men i det Øjeblik, da hun stod derovre og talte

Klokkernes Klemt, følte hun maaske noget af det, som gør Sindet

blødt. Alle Aarets Søndage sidder hun nederst i Kirken og lytter med

aaben Mund og lukkede Øjne; men de Par Sekunder, da Solen gik ned, og

alle Klokkerne ringede ...

Der er noget, der tager mig haardt i Armen. Jeg vender Hovedet om.

Det er Hunden. Det er for galt, en stor Flok Ænder er fløjet forbi

lige over Hovedet. Jeg kommer tidsnok til at høre deres Snadren langt

bag mig.

-- Satans. Jeg spænder og holder mig parat.

Himlen er igen et eneste Mørke. I tætte Byger kommer Regnen.

Det er et rigtigt Andetræksvejr. Ustandseligt vælder de frem,

strygende næsten langs Jorden. Skudene følger dem paa Vej. Tilsidst

kan man daarligt se. Jeg skyder efter Lyden; men ingen Dump forkynder

om Fald.

Saa holder jeg inde og sanker de sidste op. En vingeskudt render fra

mig i Mørket. Jeg kan blive ved at høre den baske afsted henover

Jorden. Men der er nok endda. Posen er tyk som en Dyne, og Ræven skal

have sit.

-- Hov! der havde en Flok nær slaaet Hatten af mig i Mørket. De

sidste to Skud smelder. Og da jeg staar og lytter efter -- et Vræl

angstfuldt og skingrende.

-- Hva ...! Mine Ben ryster under mig.

En Skikkelse kommer frem.

-- Hvem ...!

-- Bare mæ, Alverdens Niels. Og da han kommer helt hen til mig. -- Dæ

var jæ nær smuttet. De peb lie forbi min Næse.

-- Haha ... ha. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal le. -- Dig

din gamle Kumpan. Hvad Fanden laver du ude i dette Helvedes Mørke.

-- Render. Hans Stemme er stadig dyb og alvorlig. -- Jæ æ færde

derne'e.

-- Det er du jo altid, altid færdig dernede. Du bare føjter og føjter

uden blivende Sted.

-- Jæ gøe, hvae jæ vil. Man æ fo gammel te o forløvte sæ'. Kællingen

derner var en Mær og Manden en Æsel. Øjnene vælted' ud a' Hodet paa

vos ander' a' Slie. O' Mad fik vi ingen av; men synge Salmer o rende

te Møder, de kue de da o takk Vorherre, naar de spared Osten te

Mellemmaden te vos ander'. Selv od de, saa a' de var ved a' revne

a'et. O saa vil de være bedre end vos.

-- Hvor skal du hen i Nat? Jeg strækker Haanden frem for at sige

Farvel.

-- Jæ finder vel en Grøvt, hvor dæ' æ en Smule Læ.

-- Du fryser ihjel engang. Hans Haand er at tage paa som vaadt Ler.

-- Hja ... han trækker det langt ud. -- Ka'ske. Og saa en Gang til.

-- Hja ... Saa drejer han sig om. -- Ham deroppe har jo Bruv for vos

alle.

-- Du er ikke bange. Det er dog ellers lidt mere ud i det uvisse end

dine forskellige Farter.

-- Man kommer da allenfals op paa Kirkegaarden.

Et Øjeblik ser jeg hans brede Skikkelse. Saa er han eet med Natten.

-- Lykkelig Rejse! Jeg tror ikke, han hører det. I det mindste svarer

han ikke. -- --

Langsomt driver jeg selv hjem over Pløjemarkerne. Intet kan jeg se.

Hvert Øjeblik synker jeg i, som traadte jeg kun i Mørket og er ved at

gaa paa Næsen. Hunden kommer bagefter mig.

Jeg gaar efter Suset mod Skoven. Mit Hjem naar jeg har strejfet viden

om.

-- Jeg elsker dig, du store fredfulde Skov.

Ingen Sti og ingen Plet gemmer du, hvor jeg ikke har sat mine Fødder.

Gennem Tjørne og Krat har jeg krøbet paa alle Fire ad Dyrenes Vexler

for at se, hvor de ledte hen. Og i et af dine slankeste Træer har

jeg skaaret to Navne saa højt oppe, at kun Vinden kan naa dem.

-- Lis -- det skal blive os to. Stille hver eneste Tanke. --

Skoven rejser sig foran mig. Stormen kaster sig ind imod den og

brydes. Det syder højt oppe.

Et Aar · 第 18 / 45 题