Hvorfor skal det altid altid hedde sig, at vi Jægere fortæller Løgn!
Se, der var engang en Mand, som havde en Vidunder Bøsse. Det var af
den gammeldags Slags, der kunde sprede over en hel Mark.
Han sagde altid.
-- Jæ behøver smens bar' o still' mæ heng i Ledhullet paa min Mark,
trækk' den gamle i Ørerne o lunt hinner av, saa kae je bavefter goe
ing o sank de Vilde op, hun skae nok tae alt med. -- --
I kender nok Madsen, en Jæger uden Mod. Han havde den Gang den store
Gaard omme paa den anden Side Byen. Kan I ikke huske, han satte
forgyldte Bogstaver over Indkørselen? Altid laa han i Strid med sine
Folk om Lønnen. Det var hvert Øjeblik, at der var en, som vilde
splintre Hovedet paa ham. Han sov hver Nat med Revolveren paa
Servanten. Kuglerne var omhyggeligt laaset inde i Pengeskabet.
Det var en Sommer. Han havde netop en Strid løbende med nogle svenske
Karle. Ovre i Dronningeskoven var der Bal og Luftgynge, og
selvfølgelig var Madsen med. Han kunde godt lide at se Bønderpigerne
danse ...
-- Jae, de' skae jæ love for. De' var jo ham me' den døvstumme
Malkepie, som a' han rev om ude i Kostalden i en Bunke Hø, saa Tøsen
ble' saa anerirt, a' hun stravs rendt' hjem te de gamle o skrev hele
Historien op paa en Tavle. De' fik de for Resten en køn Skilling for.
De' kae ell'sens hænds', a' de ekk saa te Smaafolk lie i de' Dave, o
Tøsen skue hae al den dyreste Stads, dæ var te' o opdrive paa hele
Sa'tionen.
Om Aftenen, da han skulde til at gaa, købte han en svensk Sodavand
med hjem som en Slags Opmuntring til Konen, der laa i Barselseng. Han
stoppede den i Bukselommen og tog Vejen ind gennem Skoven.
I Begyndelsen gik det godt. Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i
Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og
Nattefreden dybere og dybere, krøb Angsten ind over ham. Overalt saa
han svenske Karle, og den mindst Raslen i Løvet var dem, der
forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere.
Et Steds skulde han over en dyb Grøft. Der var lige en Ugle, som
havde skreget, og nu saa han ganske tydelig en Mand bag et af Træerne
histovre. Han sigtede paa ham med en Bøsse, og han hørte Knækket af
en Hane, der blev spændt ...
Plump --! Der faldt han ned i Grøften, der lød et Smæld og -- Proppen
gik af Flasken. Den lunkne Sodavand flød ham ned ad Laarene.
Hurtigt kom han op. Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de
Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde
mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasende Fart sprang
han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i
Ilfart efter Lægen.
-- Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...
Han laa inde paa Kontoret med en Revolver i hver Haand, og Nøglen sad
i Pengeskabet. -- --
Der kom engang en Skriver fra et Kontor inde i Byen paa Jagt herude.
Han holdt mest af at skyde Solsorter. De var saa lette at ramme, naar
de sad stille i Træerne. Og han førte Regnskab baade over de Skud,
han ramte med, og de Skud, der gik forbi. En Dag, da han listede
omkring nede ved Slotshaven, brændte han paa en, der hoppede om
mellem nogle Buske. Der lød et Vræl, og en gammel Kælling røg i
Vejret. Solsorten frelste sig op i et Træ, og ingen ved, hvor den
siden blev af. Det var en af Havekonerne, hun skreg og skældte og var
ikke til at formaa til at tage sin Rive igen.
-- Næ, alder' for de', ve' han rive, kae han ...
Skriveren hoppede rundt omkring hende. Stillede Riven op mod et Træ.
-- Var hun ramt meget? Blødte det? Han tog til Lommetørklædet og
vædede det med Munden. Trak det ud i en Snip.
-- Næ, Faenædeme om du skae faa saa meget som en Strimmel a' mine
Bovser a' se.
... Om det da ikke kunde ordnes! Han proppede Lommetørklædet i Lommen
igen og tog til Pengepungen.
Tilsidst blev det saaledes, at han skulde give hende til et Pund
Kaffe, hun paa sin Side skulde tage Riven igen, og love ikke at sige
det til nogen.
-- De' var svært højtideligt, jæ maatte Faenædeme ge' ham Haanden
... Jøsses saa bløde hans Fingre dov var ... o gentae baade hvae jæ
skue, o hvae han skue. -- --
Selvfølgelig fortalte hun det til alle og enhver, og til en af sine
bedste Veninder betroede hun under hvilke Omstændigheder, hun havde
faaet Skudet.
-- Jæ havde lie faaen sat mæ ner og skue te o ge' los. --
Denne fortalte det videre.
Men det værste var, at hun siden den Dag aldrig hed andet end Trine
Skive. -- -- --
Vi sidder omkring Bordet og drikker Kaffe. Der er Lis og Ane fra
Skoven. Onkelen og Tanten er ude til Ædegilde. De kørte bort i
Eftermiddags, og saa fik jeg uventet fremmede. Ane fra Skoven er min
Husholderske. Hun kommer hver Morgen og holder mit Hus og hjælper mig
siden paa Dagen med Maden. Hun sidder Enke nu paa andet Aar i en
lille Stue, som hun har faaet overladt af Godset. Hendes Mand har
været noget i de grevelige Stalde. Hun er rask og rørig og altid ved
Humør. Mor til seks Børn. Mig behandler hun som det syvende.
Det var nu ikke Meningen, at hun skulde have været med. Men hun kom
listende hen under Aften. --
Vi sad og holdt Mørkning Lis og jeg, da Døren til Stuen pludselig
blev lukket op.
-- Men Gue Fader kom te vos, ravendes bælgmørkt ... Børn dov o sidd'
saaen Time evter Time o se ing i de' bareste reneste sorte ...
Goeavten, skue man vell ells sie.
Der blev en underlig forlegen Tavshed.
-- Jøsses ja ... jæ skue jo bare ing o se, om dæ ells var novet, jæ
kue hjælp' te me', men ..., her blev hendes Stemme helt bedrøvet. --
Hæ æ jo. Hja ..., hun stod, ligesom hun sank en hel Strøm af Ord. --
Hja, saa maa man jo hjem igen. Endnu var hun kun kommet lige indenfor
Døren og manglede bare at faa sagt Godnat.
-- Nej, vi skal have Kaffe.
-- Saa skae jæ lav' den! -- --
Hvad er der i Vejen? Hvorfor er Ane saadan i Aften? Ingen af mine
Historier har rigtig moret hende. Hun plejer ellers altid at give sig
helt over, naar hun hører noget morsomt. Og hvorfor sidder hun
bestandig og skotter til os og gemmer den ene Haand bort under
Bordet?
Hoho --! Hvad er det? Der fangede jeg Glimtet af en gylden, glat
Ring. Og saa vidt jeg husker, har Jens og hun ikke baaret Ringe i
flere Aar. Dem havde de forlængst slidt op i et langt, ægteskabeligt
Samliv.
-- Du er saa tavs Ane.
-- Æ jæ. Ja ... saa æ'et vel fordi, min Snakk æ holdt op a' sæ sæl.
Hun ser op fra Koppen og forsøger at fange os begge i et Blik. Om
hendes Mund bævrer et forlegent Smil. -- Hja ... Hun bryder et Stykke
Sukker i Stykker og børster omhyggeligt Smulerne bort fra Forklædet.
Saa sidder vi tavse igen.
Men vi har Tid til at vente. Og Ane er ikke den, som gærne tier
stille, naar der er sket noget. --
-- Ja, jæ sier saa manne Tak for Spisen. Hun suger den sidste Rest
Kaffe i sig, skraber Sukkeret op fra Bunden med Theskeen og skyder
Koppen fra sig.
Saa planter hun begge Hænder paa Bordet.
Jeg lader, som om jeg intet ser og henter en Cigar fra Skrivebordet,
skærer omhyggeligt Spidsen af og tænder over Lampen.
Saa ...
De første graa Røgskyer snor sig ind imod Lyset. Hunden kommer frem
under Skrivebordet for at tigge lidt Rester.
Saa ...
Endnu et Par enkelte Ord om det tidlige Mørke, den megen Regn og det
daarlige Føre.
-- Ja, jæ kae jo liesaagodt sie jer de'. De' æ smens ekk fordi, de'
skae være en Hemmelighed ... Hun trækker Ordene ud i det uendelige.
Lis sidder lige ret op og ned. Jeg finder et Stykke Sukker til Hunden
og rækker ham det.
-- Jæ æ smens bleven forloven ... hæ ... ja ...
-- Til Lykke!
-- Til Lykke!
Vi maa trykke Ane i Haanden.
-- Hvem ... hvem ... er den heldige.
-- Ja, hvem tror I?
Vi maa ryste paa Hovederne.
-- Aah ekk ander end som ham Søren Petroliumskusk. Vi var sammen i
Byen i Gaar, o saa toe vi Ring paa ... De' var smens ells ekk
Meningen, men han vilde jo ha'et saaen, o saa mente jæ ekk, a' jæ kue
hae novet moe de' ... Man skae vel hae Fred, saa læng' man skae goe
hæ' paa Jorden.
Hun tager sin strammeste Mine paa og rejser sig fra Bordet.
-- De stoe smens i hele Skarer uden for mine Vinduer hver Avten, naar
jæ skue i Seng. Te'sidst var de dæ i all' Størelser. Jæ talte syv og
en halv en Avten.
Hun begynder at stille sammen paa Kopperne.
-- Men nu har Søren loven o dryve de Drønnerter væk. De æ værre end
de væste Hanhunde. -- Jæ slaver bastemt ner for Fo'e, sier han. O han
æ stærk som en Hest.
Hun tager Kopperne og bærer dem ud i Køkkenet.