Tanten har talt alvorligt om Faderen. -- Du er stor nok til at
forstaa det nu. Han drak hele Gaarden bort. Han var ogsaa saadan en
fattig Stymper, som fik en Kone med Penge, og tilsidst sad de tilbage
i et elendigt Hus, bare fordi han altid skulde rende rundt og file
paa dette hersens Instrument og være Kammerat med alle.
........ Og saa vil hun have mig gift med Sognefogdens Hans. Han er
eneste Søn og skal arve Gaarden efter de gamle. Du kender ham nok,
han stammer saa frygteligt.
-- Jo, jeg har tidt set ham sidde ved Siden af Faderen, naar de kører
ud. Han bakker altid paa en stor Pibe. Jeg har aldrig hørt ham tale,
han ser saa storklog ud oppe fra Agestolen.
-- Jeg sagde til Tante, at jeg aldrig kunde komme til at holde af
ham; men ved du saa, hvad hun sagde. -- Din Mor kunde heller aldrig
komme til at holde af ham, der var bestemt for hende; men saa tog
hun ham, hun holdt af, og det gik jo ogsaa godt, skue jeg mene. Saa
sagde jeg, at jeg aldrig kunde være noget for ham. Det stod hun lidt
og tyggede paa, før hun svarede: -- Tror du, din Far var noget for
din Mor. Du faar en Mand med Skillinger og en pæn Gaard, og det andet
jævner sig smens nok. Du er jo en helt flink Pige til at lave Mad og
stoppe og sy, og er det Guds Vilje, at I skal have Børn, faar du jo
ogsaa dem .....
Jeg tog hende under Armen og vilde have hende med ind gennem Skoven.
-- Nej ... nej, jeg maa gaa nu, hører du, ellers kan de ikke forstaa,
hvor jeg er blevet af .. Vi skal derhen til Kaffe i Aften.
Hun saa bønligt op paa mig.
-- Jeg vilde allerhelst med dig!
-- Du faar ham aldrig.
-- Jo, hvad Tante vil, sker altid.
-- Hvad siger din Onkel?
-- Du ved godt, at han ellers aldrig siger noget; men i Aftes hørte
jeg ham dog sige til Tante, da de var ved at gaa i Seng -- Væggen ind
til mig er saa tynd, at jeg kan høre hvert eneste Ord igennem -- at
han syntes, de maatte kunne finde en bedre Mand til mig. -- Og
Herregud, lille Sofie, vi er da ikke saa fattige. Hun svarede ham
ikke et Ord, og du kan tænke dig, i Dag til Morgen fik han ingen
Penge til Skraa; men jeg saa alligevel, at han havde en Pakke. Jeg er
sikker paa, han har klodset hos Købmanden. Han lo saa underligt, da
jeg saa det. -- --
Før vi skiltes, spurgte hun mig saa mange Gange, om jeg nu ogsaa
holdt rigtigt meget af hende.
-- Jo lille Lis, jeg holder rigtig meget af dig. -- --
Idet jeg gaar forbi Vinduerne ind til Halløj Mettes Stue, ser jeg, at
hun har fremmede. Bag Potteplanterne faar jeg Øje paa en stor Hat med
røde Moreller. Og jeg hører dem tale derinde. Jeg gaar forbi
Gangdøren og ind ad Køkkenvejen. --
Det er et lille Køkken med hvidt Trækgardin for Vinduet. Gulvet er
almindelig Brolægning. Her lugter varmt af Kaffe og Mad. Ned ad
Skorstenen løber sorte Strimer af Sod, og paa Komfuret damper en
Kedel Vand. Væggene, der er gulkalkede, perler af Em. Paa en af de
bagerste Ringe staar Kaffekanden og smaakoger med en underlig
boblende Lyd. Katten sidder paa Vaskegryden og laber i sig af en Kop
Fløde, den fæster sine graa Øjne paa mig og miaver. Jeg lader Døren
staa. Den friske Luft stryger herind, og Hønsene samles udenfor.
Nogle enkelte gaar helt ind og begynder at pikke op under
Køkkenbordet. Loftet er sort af Røg, og der drysser Støv ned mellem
Brædderne. Nogle Syltetøjskrukker og Saftflasker paa en Hylde over
Stuedøren er helt hvide. Tallerknerne lyser i Rækket.
Det er ikke ret længe siden, at her er drukket Kaffe. Nogle Kopper
staar i Vasken med brune Striber ned ad Siderne og indtørret Grums i
Bunden.
Dampen løfter Laaget af Kedelen, saa det klapprer. Sprut ... sprut,
siger det dybt nede i Kaffeposen, og en Høne bøjer sig en Smule
bagover og lader sin Gødning falde som en Top midt paa Gulvet. --
Klinken paa Stuedøren er ikke sat fast, og der er en lille Sprække,
hvorigennem jeg kan høre alt.
Det er Maren Lyst fra Skolen, som faar sig en Stjærne. Jeg ser en af
Morellerne bøjet ind over Bordet.
Halløj Mette taler. I smaa Kvæk kommer Ordene.
-- Ja ... hæ stoer, a' du skal hae to Børn ... tøv nu et bett Korn
... lae vos kigg' regte evter ... jo, du skae bastemt hae to ... en
Dreng o en Tøs.
Morellen vipper fremover, og jeg hører en sylspids Stemme, der dirrer
af indestængt Hede.
-- Saa skal jeg altsaa ogsaa have mig en Mand.
-- De' kae jæ inte se ... men de skae du vel ... vi har junte faaen
Ruemaskiner endnu ... hæ ... stadig den gammeldavs Manier.
Kvæk ... kvæk ... kvækkevæk og hi ... hi ... hihi ... Stemmerne slaar
mod hinanden.
Jeg hører Halløj Mette samle Kortene sammen, hendes Negle kradser mod
Voksdugen paa Bordet.
-- Jeg vil gærne giftes Mette.
-- Næ verkle ... dovse da ...
-- Jo, jeg vil. Jeg tror ogsaa nok, at en Mand kan være tjent med
mig. Jeg ejer jo en Del Indsigt og Erfaring fra min Gærning ved
Skolen. Og saa ved jeg noget. Der er saa mange Lærerinder, der læser
over paa deres Sager fra Dag til Dag, som om de endnu sad paa
Skolebænken; men jeg kan det altsammen udenad. Væk mig om Natten, og
jeg skal sige dig hele Kongerækken ....
-- Hvae æ de' for novet?
-- Det er noget, Børnene lærer .... Vi prøvede engang Andenlæreren og
jeg. Han kom listende ind og sagde "Bøv", og saa kunde jeg fortsætte.
-- Jamen saa sov du vel heller kuns paa Skrømt?
-- Jeg vidste bestemt ikke, at han kom. Du kan selv spørge ham, hvis
han vil svare dig nu. Han gjorde sig saa lille, at han kom ind i en
Bondefamilie. Ja, det ærgrer mig saa tidt, at de unge Koner intet kan
... Stakkels Mænd.
Hun rejser sig. Jeg hører hendes Fødder skrabe mod Gulvet.
-- Har du set vor ny Præst, Mette? Det er en Mand ....
-- Æ han givt?
-- Næi, den Mand gifter sig ikke, uden at han kan finde en dertil
egnet Kvinde. Men det er alligevel ikke godt for en Mand at være ene.
Der mangler saa tidt en Knap hist og her. Jeg gik saamænd derop i
Gaar og tilbød min Hjælp, hvis der skulde være noget at sy -- hun
hvisker, -- ved hans Linned. Kan du tænke dig, jeg kom, ligesom der
var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal
og Traad med.
-- O du syede den?
-- Ja, hun taler igen højt. -- Det er nu min Mening, at man aldrig
skal være for stor til at hjælpe. Og du skulde have hørt saa kønt,
som han sagde Tak .... Vi skal for Resten have en lille Bazar i næste
Uge. Han har bedt mig om at gaa rundt med en Liste. -- De kan, Frøken
Jensen. Og saa ser han saa bestemt paa een. Aah, han er et magesløst
Menneske ..... Du skal give noget Mette. Jeg har Listen med.
-- Næh, de skae jæ sgut'te, vi kae hae Bazar nok te Hverdavs. -- --
Mens Mette følger Maren Lyst til Dørs, gaar jeg ind. Da hun kommer
tilbage, staar jeg lige foran hende i Døren.
-- Her har du mig, Mette.
-- Ja, de' kae jæ sgu se. Hun lukker forsigtigt Døren og siger næsten
hviskende. -- Du skue hae set, som hun kue bruve sin bett Gump, da
hun gik.
Mette og jeg har lidt Fortrolighed sammen siden i Sommer.
-- Det var ogsaa en god Stjærne, du gav hende. Lad mig faa en med.
Hun ser prøvende paa mig, saa brister det om Mundvigene.
-- Lae vos heller snakk'. --
Vi sætter os paa hver sin Side af Bordet, jeg paa Bænken under
Vinduet, hun i sin Armstol. Katten, som er færdig med Fløden, kommer
ind og gnider sig opad hende.
Stuen er ikke stor, og her er ikke mange Møbler. Intetsteds findes
der et Støvgran. Mette har været allevegne med sin Klud. Gulvet er
hvidt af Sand, og i Kakkelovnskrogen staar en Spyttebakke med frynset
Papir. Nogle enkelte Farvetryk hænger hist og her paa Væggene. Over
Vinduerne er der Kapper. Lyset kan frit strømme ind. Hvis det ikke
var for Potteplanterne, vilde her være uhyggeligt tomt; men nu kommer
man her aldrig, uden at mindst en Plante staar i Blomst. Og saa
lugter her altid saa friskt af vaad Jord og grønne Blade.
-- Du ser saa kev ud. Skyd Skidtet op i Livet, Farlill.
-- Joe.
Mette har i lang Tid siddet og set paa mig. Jeg ved at hendes Øjne
har fulgt hver eneste Trækning i mit Ansigt, og jeg har ladet mig
betragte uden at se igen.
-- Du maa ekk faa hinner. Æ de' Tanten, de' æ galt med?
-- Tanten!
-- Ja, hun skal hae en anden.
-- Hvor Fanden ved du det fra?
-- Naar hun ekk maa faa dæ, skae hun vel hae en anden.
-- Du ved dog ikke hvem? Nu ser jeg tilbage, og vi holder hinanden
fast.
-- Næi, men de' kae du jo savtens sie mæ.
Jeg bøjer mig ind over Bordet og siger det.
-- Hæ ... hæ ... hæhæ! De' var osse novet for en knøv Pie o goe i Lav
me'. Jæ har alder set ham goe ud me' en Tøs en eneste Sommer. Han
sier alletier deroppe i Vovnen o gloer, som om han ekk kendte Folk. O
saa sier de, a' han ekk tør gaa paa Huset om Avtningen, uden a' hans
Far skae følle ham. Hæ ... hæ ... de' var osse en te o lægg' i Arm
... hæ ... hæ ...
Mette har været smuk engang. Hendes Øjne ejer endnu, naar hun hører
noget, der rigtig gotter hende, en underlig dybblaa Farve, næsten som
Vand Solen skinner paa. Men hun er blevet gammel, Rynkerne har
smudset Huden, og Kroppen er blevet til Tøj og Tøj, det ene Lag uden
paa det andet.
Blink efter Blink rammer mig.
-- Nu skae jæ sie dæ novet, du æ vel ekk et helt Fæ. Ser du, Ole
Fisker havde en Tøs, som a' dæ kom ud o hold' Hus for en Gaardmand
der vester paa. Hun var ekk mer tosset, end a' hun begriveligvis gærn
vill' givtes med Gaardmanden. Han vild' nok ekk regte goe te'en, sier
de, hun var jo heller kuns en Stump Tøs, o han kue gærn' været
hinners Far.
Men en Dav kom hun liegodt kørendes hjem te de gamle med to Stole i
Vovnen o sae, a' hun var bleven tyk -- ved ham Gaardfjolset altsaa.
Ole Fisker o Kællingen var rap paa Neglene, satte sæ stravs op i
Vovnen, liesom de stoe o gik, o kørte med te'baves.
De' ble' altsaa te, a' de skue givtes, o' de' skue ske i en Fart, for
hun sae sæl, a' hun var langt henne me'et. De' var sgu osse regte
nok, for jæ saa hinner sæl, den Dav hun holdt Bryllup, vi var jo saa
manne, som a' dæ skue se paa de', o dæ var de' te Kendsgerning,
Kjolen stoe ud i en hel Bue.
Mette holder inde et Øjeblik og ser paa mig, saa lægger hun sin Haand
frem imod mig.
-- Men ser du nu, Daven evter var hun lie saa slank som en Aal igen,
o hun har da heller ekk sien faaen noven Børn, o hvae brød hun sæ'
om, a' de grined' a' ham, saa han vovt kue nære sæ paa Kroen, hun var
jo bleven Gaardkone. O Ole Fisker fanged' smens alder saa meget som
en Skruptaase sien den Dav.
Hun trækker Haanden til sig, ser skævt op paa mig og tager Kortene
frem fra en lille Skuffe under Bordet. Sidder et Øjeblik med dem i
Haanden.
-- Nu ved vi altsaa, hvae Stjærnen gærn' skue sie vos, skae vi saa
lægg hinner.
Katten kravler op paa hendes Skød og stikker Hovedet over Bordpladen
for ogsaa at være med. I Køkkenet skrænker Hønsene. --
-- Hæ æ hun, o hæ æ du ... I ligger godt ... Hun ser op paa mig.
-- O hvae æ dov de', dæ ligger jæ. Næ nu har jæ alder kendt Maves, jæ
har en Fugl i Haanden ... lae mæ' dov se regte ... de' æ pinte en
Friksan ... hvor kommer nu den fra ... Jov, den har du skudt te mæ
... hvis du faar hinner ...
Vinden fløjter i Bøsseløbene og hujer over de regnvaade Marker.
Et Hegn staar ribbet og koldt. De svaje Grene glinser af Væde. Paa de
øverste Kviste sidder en Krage tung og graa. Med ligestore Mellemrum
strækker den Hals og "krager". Blæsten trækker Vandet af Øjnene. Det
er ret et Herrens Vejr.
Paa en Bakkekam med Ryggen op mod et Gærde har jeg fundet lidt Læ.
Her var saa dejligt lunt til at begynde med; men nu løber Næsen og
Hænderne er blaa.
Det har regnet hele Dagen. Nu er Himlen blæst ren. Kun ude i Vest
hænger nogle disede Skyer.
Langt kan man se. Skoven staar sort mod Himlens Blaa. Nogle store
Fugle med tunge Vingeslag kredser over dens Top.
Jeg sidder og venter. Trækket vil snart begynde. Fra alle Verdens
Hjørner kommer Ænderne i Nat ind over Land for at sanke Korn paa
Stubmarkerne. Og lavt vil de komme i denne forrygende Storm.
Staalløbene skal synge. --
Tankerne kommer og gaar, som de kan. Mangt og meget jeg aldrig fik
tænkt -- Ord, der er gaaet gennem min Bevidsthed uden at hage sig
fast -- staar pludselig lysende klare. -- --
En Aften mødte jeg dig ganske tilfældigt inde i Skoven. Du var listet
bort hjemmefra. Paa et omblæst Træ sad du. Endnu hang Solgløden i det
vaade Løv, og nogle Mejser smuttede om mellem Buskene. Stammerne stod
som Ildsøjler i Solfaldsskæret. Ganske alene sad du, om dig dryssede
Bladene. Raadyrene kom listende ud fra Tykningerne for at æde, og nu
og da raslede det i Grenene højt over dit Hoved, naar en eller anden
Storfugl kom trækkende og slog sig ned for Natten. Lydløst brød
Svampene af Løvdækket.
Du fik saa rivende travlt med at plukke Mosset af Stammen, da du saa,
hvem der kom. Ingen maatte vide, at du bare havde siddet musestille
og lyttet efter, om du kunde høre dine egne Tanker gro.
Vi gik sammen. Livet om os tog vort Sind med Vold og slugte os
ganske. Vi var eet med Skoven, vi gik i. Vore Tanker fæstnede sig som
Frø i vore Sind. Der laa Solstænk paa Vejen foran os. Aftenrøden
sugede dem til sig. Fra de frugttunge Grene dryssede Olden. Vi kunde
høre dem fanges af Løvbunden .....
Alle dagligdags Tanker maatte dø for at give Plads for Trangen til
Lykke. Den Følelse fandtes ikke, som vi skammede os over at fortælle
hinanden om. Vi var bare os to alene i den aftenstille Skov.
Jeg viste dig alle de Steder, jeg elskede. Du fortalte mig alt, hvad
du higede efter.
Aldrig har vi været hinanden saa nær som den Aften, og aldrig vil vi
komme det mer. Maaske skulde vi to ikke have set hinanden mere, bare
gaaet hver for sig og bygget videre. --
Ved Skovgærdet skiltes vi. Ingen maatte se, vi havde været sammen. Vi
gav hinanden Haanden.