Thea staar der med store, klodsede Bogstaver.
Thea ...! Jeg kender ingen Thea ... Jo, nu ved jeg nok, hvem Thea er.
Jeg gemmer Lommetørklædet i min Jagttaske.
-- Mødes vi mere, skal du faa det igen. -- --
Inde midt i Granerne ligger der en lille Dam med grønsket Vand. Saa
lunt ligger den, at Vinden aldrig faar Lov til at kruse dens Flade.
Langs Bredderne er den helt hvid af Vandranunkler, og midt ude i
svømmer Blomster med store, trevlede Rødder. Der er fuldt op af
Igler saa tykke som Snegle, og under Vandplanternes Blade staar
slimede Karudser med døde Øjne og snapper efter Vejret. I en lille,
blank Plet Vand stiger en Stime Haletudser op fra Bunden, og langs de
sumpede Kanter skyder alenhøje Bregner i Vejret. Fede Snegle maver
sig frem over Dyndet trækkende efter sig brede Strimer af Slim.
Her finder jeg hende igen. Jeg kommer forbi for at se, om der skulde
være en Due nede for at drikke.
Hun ligger paa Knæ paa en Sten og øser Vandet op i sin hule Haand for
at vaske sit Ansigt rent. Haaret sætter hun en Smule op efter
Billedet i Vandspejlet.
Men saa snart hun faar Øje paa mig, springer hun i Vejret og flygter
ind mellem Granerne.
-- Thea!
Min egen Stemme svarer mig langt borte.
Altid vil det Billede staa for mig, da hun laa paa Knæ og vaskede sig
ren, gned Ansigtet ind med Smuds, som vilde hun skruppe Skammen bort
med det samme.
Det suser i Luften over mit Hoved. To Duer slaar sig ned i Toppen af
en Gran. Den ene helt inde ved Stammen, den anden yderst paa Grenen.
Et Øjeblik sidder de stille og ser paa hinanden. Den, der sidder
yderst, puster sig op, kurrer, drejer sig flere Gange rundt om sig
selv og balancerer langsomt ind mod den elskede. Halen er bredt ud
som en Vifte. Hun, inde ved Stammen, flytter sig i smaa Ryk lidt
længere frem i Lyset og ser undrende til.
De er lige ved hinanden.
Kurre ... Kurre ... Han gør sin Stemme saa grov som muligt og puster
sig op. Hun ligger næsten fladt henad Grenen. Selvtilfreds nikker han
flere Gange. -- --
En Djævel regerer min Bøsse. Midt i deres hedeste Elskov skyder jeg
dem ned i et eneste Skud. Baskende falder de fra Gren til Gren. En
Regn af visne Naale følger efter dem.
I Dag til Morgen er Himlen graa, og det støvregner. Brændenælderne
langs Vejene staar med irgrønne Blade, og Larvernes Spind lyser hvidt
stukket med smaa bitte Perler. Græsset og alle Blomsterne dufter,
Skovbunden damper, og Taagen hænger tæt over Granerne.
Det er Søndag. Over de vædeglinsende Marker ligger Helligdagens Fred
fortættet af den silende Regn. Ingen Mennesker at se noget Steds. Et
fint Slør af Sprøjtet fra de splintrede Draaber indhyller Vejene.
Langt borte fra bæres Duften af en blomstrende Hyld mig i Møde, og
Roserne funkler i Hegnet.
At staa stille paa Skovgærdet og se ud over Rugens udstrakte Hav, Aks
ved Aks saa tæt, at de danner en flydende Flade aldrig i Ro, man
føler det, som saa man ud i Uendeligheden -- ingen Grænser, intet Rum
-- Regntaagens Graa og Straaenes lysende grønne ... en lykkefuld
Higen.
-- Ding -- dang! Klokkerne ringer bag Bakkerne.
Tyst, det gror -- det gror i alle de trevlede Rødder hele Jordkloden
over. --
Fra et Hus ved Vejen kommer en Mand ud. Hans Kone følger efter. Et
Øjeblik staar de stille, saa prøver han om Døren er laaset.
Andagtsfulde følges de ad paa hver sin Side af Vejen mod Byen.
Fra Stien ind over Markerne kommer andre dem i Møde. De bliver
staaende og venter. En tavs Hilsen med Haandtryk til hver enkelt, og
Mændene gaar foran og Kvinderne bagefter.
Ding -- dang! Klokkerne ringer. Fra Gaardene kører Vognene ud fulde
af Folk.
Jeg dukker ind i Skoven igen.
Paa en af Vejene møder jeg Alverdens Niels. Han er i Søndagstøjet og
den blaamalede Porcelænspibe. Kinderne er ragede og skinner
friskrøde. Hans Tøj er af groft Vadmel, og Regnen sætter sig i
Haarene, saa han damper som en Hest.
For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.
-- Man har jo saaen en bitte Tøs derne'e i Byen, som dæ holder a' de
Slavs. O saa kae man da savtens gøre hinner den Glæde, nu de' æ
Søndav.
Mens vi staar og taler sammen, kommer to Mænd forbi. Det er den
rødskæggede Maler nede i Hulvejen og hans Nabo Stenhuggeren. De er
paa Vej til Kirke. Deres Salmebøger sidder i Frakkelommerne.
Vi hilser, og de hilser vennesælt igen. Ingen af dem ser dog paa
Niels. Deres Smil rummer en hel Menigheds Varme. Vi ser dem tale
ivrigt sammen, da de er kommet forbi os. Stenhuggeren fægter med den
højre Arm, som førte han en indbildt Hammer, og Maleren hører
andægtigt efter, mens han sagligt folder Hænderne paa Ryggen og
rejser Nakken.
Alverdens Niels ryster paa Hovedet, saa spytter han langt og river en
ny Tændstik til Piben.
-- Klem Tøsene o lae Vorherre om sit. Han taer vos smens nok, hvis
han har Bruv for vos.
Han faar Ild, og mens han patter paa Pibespidsen.
-- Jæ har nu alletider faaen mæ en Kærest, hvor jæ æ kommen frem, o
de' Slavs æ vel heller kuns te, for a' man skae tae dem, o saaen
æ'ret vel me' de' altsammen. Al den megen Snakken om de', som kommer
bavevter, de' lær' vi smens nok, naar vi fø'st æ kommen i'et. -- --
Jeg gaar fra ham. Lis venter mig omme ved Træstammen, hvor vi mødtes
den første Gang. Vi skal holde Søndag sammen.
Det kribler inden i mig af Glæde.
Ovre bag Bakkerne ringer de sammen. Jeg hører Draaberne falde fra
Blad til Blad. Niels drejer ind ad en Bivej.
Det er holdt op med at regne. Blaa Rifter titter frem hist og her
mellem Skyerne. En Finke begynder at synge, og en Solstraale
forvilder sig bort mellem Løvet, drypper fra Blad til Blad som en
stor Draabe af Ild. Og nu sætter alle Fuglene i. Det bliver høj
Himmel og en varm Dag.
Paa en smal Sti bevokset med Græs ligger en Buk og en Raa ved Siden
af hinanden. Det er midt i Brunsttiden. De har store blodsprængte
Øjne af Jaget den lange Nat over dampende Enge og gennem rygende
Moser. De spidse Ører, da jeg gaar forbi og ser ned imod mig. Regn og
Sved staar i Em fra de gispende Sider.
Lis kommer mig i Møde. Der er Sol i hendes Ansigt og Haar. Hendes
Øjne tindrer af Lykke, da hun ser mig, og hun raaber ned imod mig. Og
Raabet lyder fra Stamme til Stamme, det samme lykkelige Raab.
Langt inde hører jeg Alverdens Niels fløjte og synge.
Lige i Vandskorpen ligger der en Kat og raadner. Toet hænger i
Strimer fra den. Hist og her skinner dens nøgne Hud igennem grøn af
Forraadnelse. Dens Bug er pustet op og spænder Ryggen i en Bue. Af og
til løsner en lille Klat sig og synker bort under den. Om den er
Vandet mørkt og oljet, store, ligblege Blomster flyder dovent paa
lange, slimede Stilke, og i evigt Jag løber smaa, lysende Insekter.
Det er hen under Aften. Arbejderne er gaaet hjem fra Tørveskæret.
Sværtede Maskiner og tunge Sluffer staar hulter og til bulter imellem
hinanden. Fra Fyrlemmen i Lokomobilet siler Røgen ud og vimler op
mellem Trætoppene.
Ikke en Vind rører sig. Tunge hænger Træernes Grene og brede staar
Sivskovene. Inde mellem Ellene jæpper en Solsort og hopper fra Gren
til Gren. En Sivsanger gynger i Toppen af et Rør og pipper, hvergang
Dusken truer, med at kaste den ud. Fra Engen lyder dumpe Slag af en
Tøjrekølle. Moseper giver "Grete" et Tøjer for Natten. Blanke staar
Myggenes Sværme i Luften.
Forsigtigt følger jeg Stien over Mosen. Foran mig avancerer Hunden
langsomt frem. Friske Dyrespor staar prentet i den fugtige Muld.
Herude møder jeg ingen. Jorden gynger under mig, og det klare Vand
staar i mine Fodspor.
Det er kun inde ved Land omme ved Engen, at de huserer alle de med
deres evige Stræben efter at hæve de skjulte Skatte. Lange snorlige
Bede af vaad Jord viser deres Flid.
Men herude! Tusindaarig Fred ruger mellem Birkenes hvide Stammer, og
dybt i Mulden smuldrer Elletrunterne bort. Graadigt slikker Vandet
langs Brinkerne, sorte Trærødder vælter ud og griber ind i hinanden
for at holde fast. Det siver og bobler, hele Tuer synker bort, Jorden
giver sig under Stargræssets Vægt.
Et Stykke borte er Vandet kun en blank Flade at se paa; men staar man
ved Kanten af en Grav og ser lige ned igennem det, opløses først
Spejlbilledet, og lidt efter lidt dukker Bunden frem. Den er graa og
sejg. Underlige Planter dækker den. Bladene er smaa og nittet ind i
hinanden. Lange, fede Stængler glider ustandseligt for Vandets Tryk.
Evigt og altid mudrer det i Grøden. Millioner af smaa Dyr vælter sig
ud og ind imellem hinanden. I det klare Vand glider Fiskene langsomt
frem og tilbage. Finnerne skubber Vandet til Side, og om de blanke
Skæl fødes skinnende Perler. I Vrimmel falder en Stime Yngel ned mod
Bunden. Røde Vandlus lyser som Morild, og lyssky Larver pupper sig
ind. -- --
Andejagten er inde. Et Sted, hvor der er fuldt op af Gange i Grøden,
lader jeg Hunden gaa ud. Med et Hyl springer han paa. Plaskende maser
han sig fremad. Poterne maa helt ovenfor Vandet for at bane Vej.
Der kommer to. De flyver tungt. Det er et Par grønne Ællinger, som
for første Gang har faaet Luft under Vingerne.
Skuddene bliver ved med at runge. Begge knækker sammen, den sidste
netop i det Øjeblik, da der var begyndt at komme rigtig Sus i
Svingfjererne. Nogle enkelte Dun i Luften fortæller hvor højt, de
naaede.
Det giver Blod paa Tanden.
Hunden jager hver eneste Tue af og halser hver Gang, han faar Øje paa
noget. Jeg springer omkring, hvor jeg bedst kan komme til at skyde.
Inde i Sivene skræpper en gammel And, og nogle halvstore Ællinger
piler over en Glime. Saa faar de Øje paa mig og dukker.
Højt over Skoven trækker et Par Ænder bort, som lettede for langt
ude.
Længere og længere borte jager Hunden. En Blishøne, som dukkede før
lige for Snuden af ham, kommer frem over Vandspejlet. Forsigtigt ser
den sig omkring og begynder at ro ind mellem Sivene. Jeg holder til
den; men pudselig synker jeg. Jorden glider. Jeg staar i Mudder lige
til Bæltestedet. Af alle Kræfter hiver jeg til mig. Pladderet gyder
sig sammen, trykker mod Støvleskafterne og suger sig fast til
Saalerne. Næsten Stykke for Stykke maa jeg slæbe Benene op.
Forsigtig lægger jeg mig over en Tue, stikker Fødderne i Vejret og
lader Vandet løbe ud. Jeg hører Blishønen skrige efter sine Unger.
Mit Tøj stinker, saa det river langt ned i Halsen. --
Her ligeoverfor et lille Stykke ude var det, at han en Nat
forsvandt. Lydløst aabnede Jorden sig, greb om hans Hænder og Fødder
og kvalte hans angstfulde Skrig. Hvor tidt har jeg ikke hørt
Historien:
En Sommeraften kom de ned til Mosen. Der havde været ungt Selskab paa
Skovridergaarden. De bredte deres Overtøj ud og smed sig i Græsset.
Sære Ting talte de om.
Rakkeren havde boet her. Engang for mange, mange Aar siden havde det
været et berygtet Rettersted.
Derhenne havde Hjulet staaet.
Dèr var ikke godt at komme forbi ved Midnatstide. Altid klagede og
græd det rundt omkring. Det var de onde Aander, som bad om
Forløsning.
_Hun_ sad forrest i Klyngen med Ansigtet lige ind i Maanelyset.
Lige bag ved hende sad _han_. Hans Øjne og Læber hang ved hende.
-- Den hvide Dame! Saa I hende? Nu gik hun ind mellem Birkene.
Hun bøjede sig langt fremover.
-- I er gale med jeres Sludder. Han rejste sig op.
-- Tror du maaske ikke engang, hun er til. Deres Øjne mødtes. Hendes
var fulde af Haan.
De tav. Træernes Grene raslede for Natvinden. Hun sad igen og saa ud
over Mosen.
-- Hvem er hun?
-- En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul.
Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Længsel. Hver Nat maa hun op
af sin Grav for at søge efter det.
Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden.
-- Ingen tør gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de
aldrig mere. Hun lokker dem hen til et Sted, hvor Jorden ikke kan
bære.
Der var saa stille, at man kunde høre dem trække Vejret. Han snappede
som for at faa Luft.
-- Ingen tør gaa derud. Hun saa hen paa de andre, som tavse hørte
til.
-- Hvis det ikke var for det ..., han gik et Par Skridt frem, -- at
det Hele var saa barnagtigt, skulde jeg gærne gaa ud og hente den
hvide Dame. Han stod som i dybe Tanker. -- Vi mødes paa den anden
Side.
Raskt gik han til. Taagerne lukkede sig sammen bag ham. Et Øjeblik
efter kunde de hverken høre eller se ham.
Ingen af dem raabte efter ham for at holde ham tilbage, skønt de
vidste, det var Galmandsværk for den, der ikke kendte Mosen ud og
ind, at vove at gaa derover i Mørke.
-- Kom, hun begyndte at gaa, -- han kommer nok efter os, naar han er
blevet ked af at trave ene rundt i Mørket.
Han kom ikke. Flere Timer ventede de. Nogle af dem mente nok at have
hørt et Skrig, andre kunde intet huske. Saa snart det blev lyst, blev
der søgt. Lange Stiger blev lagt ud over de ufarbare Steder. Ingen
Fodspor viste, hvor han var gaaet. Kun en Hat lige netop paa det
Sted, hvor han var sunket.
Man gav sig til at grave. For hvert Stik, man tog, vældede Pladderet
sammen, og Overfladen var igen den samme.
En Mand stak sin Arm ned.
-- Men Jøsses, hvor de' trak. De' var liesom, dæ' var novet, dæ'
haved sæ fast.
En anden tog en Rafte og jog den i for at prøve, hvor dybt der
egentlig var. I nogle Dage stod den som et tavst Vidne, saa en skønne
Nat var den ogsaa borte.